En dyne af depressivitet har lagt sig over nationen. Kronikøren letter lidt på edderdunen for at undersøge, hvor galt det står til. Fra kunstnerproletariat til prinsgemal. »Har vi det godt«, spørger overlægen på stuegangen, og patienten svarer i reglen med et usikkert: »Joh tak, meget godt«. Men der er næsten altid et forbehold gemt i svaret. Hvis den store overlæge spørger den danske befolkning på samme måde lige nu, er svaret sikkert det samme. Vi har det meget godt, men et eller andet er der i vejen. Vi har det ikke helt godt, en stor del patienter (hvis det altså er patienter, vi er) har det slet ikke godt, og nogle indrømmer oven i købet, flere endda med kraftig stemme, at de har det ad hekkenfeldt til. Jamen, hvad er der så i vejen? For en overfladisk betragtning er der ikke noget galt, og spørger man den nyvalgte regering, går det ikke bare godt, det går ufattelig godt, ikke mindst når visse justeringer af social og økonomisk art er foretaget. Der skal strammes op, og selvom det måske gør ondt i øjeblikket, så bliver slutresultatet glimrende. Enhver ved, at en operation ikke er smertefri, heller ikke når patienten er bedøvet. Et eller andet sted sidder smerten. Skønt man indimellem kan få fornemmelsen af, at Danmark er totalanæsticeret, skriger visse patienter alligevel. Måske ikke dem, der nu får lovning på mere støtte og større hjælp - gamle og andre marginaliserede - men hele den vældige flok, som ryger af i svinget. Jeg tænker selvfølgelig på dem, der mister deres arbejde eller deres understøttelse eller får den beskåret. Det er tusinder, og mange af dem tilhører de i forvejen udstødte og oversete for ikke at sige uønskede, altså de fremmede. Dem lader vi blive i lejren eller ghettoen en stund endnu. I mellemtiden kan vi tale om min egen lille Hassan med de skæve ben, der ganske vist ikke er min personlige Hassan, men mine kollegaers. Jeg kan godt overleve en beskæring på 15 procent af mine bibliotekspenge, men jeg kender mange skrivende folk, der ikke kan. Pudsigt nok er netop bibliotekspengene et område, man i tidens løb har haft et godt øje til, når det drejede sig om at få dem reduceret. En socialdemokratisk kulturminister ville gerne have haft et solidt låg lagt på udbetalingerne, og det lykkedes da også. Af naturlige grunde er det dem, der får mest, der må aflevere til dem, der får mindre, og jeg finder det i orden. Skønt jeg aldrig har hørt om vellønnede erhvervsfolk, embedsmænd, politikere og ministre, der kan se noget som helst naturligt i at aflevere en del af deres løn til mindre velaflagte kollegaer. Hvert år i juni kommer der en check til forfatterne for de værker, de har stående på bibliotekerne, og som er til publikums afbenyttelse gratis. Checken er for størstedelen af forfatternes vedkommende ikke stor, nu bliver den mindre. Samtidig lægger staten 25 procent moms på de bøger, forfatteren sælger. Der bliver altså tjent ikke bare på gyngerne og karrusellerne, men såmænd også på rutsjebanen. For at hale lidt af opmærksomheden væk fra disse sørgelige kendsgerninger lover kulturministeren, at han vil arbejde for, at legater, forfatterne ikke søger, men modtager som en hæder, ikke skal beskattes. Her pisser man med brandslange i bukserne på folk, for at de skal få varmen. Nobelprisen er - hvis den går til en dansk forfatter - skattefri. Det skete sidste gang i 1944. Nordisk Råds pris er efterhånden også skattefri, det var den ikke, da jeg fik den i sin tid. Heller ikke Det Danske Akademis store pris. Men pyt med det. Der er jo så mange andre priser, det omtalte Akademi uddeler en håndfuld, Dansk Forfatterforening en anden. Men prøv at regne ud, hvor mange forfattere der i hele karrierens løb får en pris, og hvor forsvindende små priserne er, hvis man ser rigtigt efter. Der er ikke tale om pebernødder, ikke engang spejderhagl. Hvis man som ikketroende finder det rimeligt at melde sig ud af den danske folkekirke, er det tilladt. Så sparer man oven i købet kirkeskatten. Til gengæld kan man ikke melde sig ud af militæret, heller ikke hvis man er militærnægter. Jeg og mine fæller tvinges altså til at polstre krigskassen med ekstra 700 millioner kroner ifølge den ny finanslov. Det skal de 15 procent, vi afstår af bibliotekspengene, bl.a. være med til. Jeg er sikker på, at mange forfattere synes, det er o.k. med militæret, og jeg tror, at mange af dem hellere end gerne vil solidarisere sig med fællesskabet, så ingen lider nød, men jeg tror til gengæld også, at mange i den givne sammenhæng føler sig skidt behandlet og oven i købet ført bag lyset, for der er aldrig nogen, der spørger, hvad kunstnerne finder rimeligt. Der handles pr. dekret. »Har vi det godt?«. Nej, forfatterne og kunstnerne har det ikke godt. Enkelte havde måske oven i købet forestillet sig, at en liberal regering ville finde det indlysende og en virkelig god forretning at investere i kunst og kultur og måske endda ligefrem øge bevillingerne. Men sådan er det ikke. Man har måske en vag forestilling om, at det, der binder folk til fjernsynet, 'Rejseholdet' f.eks. kommer ud af den blå luft og sendes ned fra himlen som guddommelige gaver, men det er en enkel kendsgerning, at intet af det var tænkbart uden skoling, uden Det Danske Filminstitut, uden almindelig overlevelse, uden bevillinger. Men som en berømt folketingsmand engang sagde: »Danmark er for lille et sprogområde til at have en ballet«. Der er desværre ingen tvivl om, at de varslede nedskæringer ikke kun skal søges i økonomiske årsager, de er også ideologiske. Dansk Folkeparti spiller gudskelov rent ud, her har man det klare standpunkt, at kunst, kunstnere og kultur må klare sig selv. Det syntes Fremskridtspartiet i sin tid også. Hos de konservative og Venstre er indstillingen mere gedulgt, men jeg tror ikke, overlægen skal mange snit ned, før betændelsen viser sig. Statsministeren lægger ikke skjul på sin afsmag for pladderhumanister, og gang på gang møder man den holdning, at kunstnere skal holde sig til deres kunst (hvis man altså overhovedet er tvunget til at trækkes med den slags), kunstnere er politiske ignoranter, de er usaglige, følelsesbestemte og bør blive ved deres læst (for nu at bruge én af yndlingsklicheerne). Historisk set er der ikke noget nyt i holdningen, hvad partiet Venstre angår, allerede i attenhundredetallet kæmpede Venstre mod opførelsen af et nyt skuespilhus på Kgs. Nytorv, og når en 'uanstændig' forfatter som Agnes Henningsen skulle tildeles en mikroskopisk apanage, lagde Venstre og konservative gerne deres tunger i vægtskålen til hendes bagdel. Hvis De forstår, hvad jeg mener. Det er, som om denne modvilje gennem årene har vokset sig stærk. Kunstnere opfattes i stor udstrækning som besværlige, storsnudede, bedrevidende og arrogante. De gør sig lystige over den jævne mands smag, de synes ikke alle sammen, at Sussi og Leo og Jodle Birge er lige så dejlige, som en masse mennesker synes, og de har måske den formastelighed at give udtryk for det. I længden giver sådan noget bagslag, og nu understreges det også rent politisk og dermed økonomisk. Der er ikke den ringeste grund til at skære ned på forfatternes bibliotekspenge - for nu at blive ved det eksempel - man kunne have lagt to øre på benzinens literpris, så havde de sparede millioner været hjemme mangefold. Det ville nok have givet lidt skrig og skrål et par dage, men det ville næppe have øget den dyne af depressivitet, som for øjeblikket breder sig over nationen. Man kan nemlig ikke beskære kulturen (eller beskære med grønthøster, som det sker nu i bred almindelighed), uden at der kommer skurv på sjælen. Hvilket sker trindt om land i disse dage. Opgangstider bliver det aldrig, hvis man bevidst sprøjter læsket kalk på humøret. Der skal overskud til alting, også når det drejer sig om åndelige sager, og selvom megen kunst er frembragt på fortvivlelse og melankoli, så er kunsten i sin kerne optimistisk. Det er da heller ikke uden betydning, at da Hamlet konfronteres med skuespillerne, smider han metafysikken over bord og bliver en praktisk mand fuld af humor og med et overskud, der smitter. Det samme gælder en nihilist som Beckett, der nok - ironisk - lader sin Winnie udbryde: »Atter en glad dag«, da hun sidder i askehoben, men også mener det, for uden denne glæde på trods er livet ikke til at holde ud. Danske kunstnere, danske forfattere er ikke forkælede! De udgør til gengæld et stort proletariat. Jeg har været en flittig dreng og skrevet mange bøger, derfor har jeg også stået på hitlisten som modtager af udlånskompensation fra bibliotekerne. Men litteraturen kan bæres lige så vel af fem geniale bøger som af hundrede gode, og det er ikke mange, der skriver så meget som jeg. Til gengæld rammes de eksklusive eller mindre producerende ekstra hårdt, når grønthøsteren kører. Det er ikke så få, der de kommende år bliver nødt til at gå på støtten. Hvilket selv en kulturminister om ikke en økonomiminister må kunne se er en dårlig forretning. Den går på de fleste danskere, når vi har succes i udlandet, ikke blot når det drejer sig om herre- eller damehåndbold, men såmænd også når det handler om kunst. Bille August, Lars von Trier, Thomas Vinterberg, Lone Scherfig og Peter Høeg er gode eksempler. Flere kunne nævnes, men de var aldrig brudt igennem uden 'at have øvet sig', og det er faktisk foregået i offentligt regi og stort set finansieret af det danske folk. Det er bare alt for sjældent, man spørger sig: Hvordan kom det i stand, hvordan gik det for sig? Det er meget nemmere at komme farende, når nogen har bildt én ind, at lokummet brænder, og råbe: Sluk ilden, udsult kunstnerne, dem har vi alligevel ikke brug for! »Hvordan har vi det?«. Ikke godt. Selv ind i kongehuset breder depressionen sig, og skønt der måske er tale om et tilfælde, så kunne det godt ligne en tanke. Prinsgemalen har det skidt, hvilket mindst af alt vækker medlidenhed, snarere tværtimod. Som med én stemme råber nationen: »Det er din egen skyld!«. Det er en ofte - udtalt eller uudtalt - kommentar til folk, der har det dårligt. Det er din egen skyld! Hvad der er prinsens skyld, ligger klart i dagen. Han er ikke blevet en ordentlig dansker, og det er naturligvis helt galt nu, hvor vi pludselig har fået besøg af en hel masse ikkedanskere, der har én pligt og kun én, og det er at blive danskere så hurtigt som muligt og så meget som muligt. Man må gå ud fra, at en 'rigtig dansker' kan spejle sig i Pia Kjærsgaards, Mogens Camres, Jesper Langballes og Søren Krarups billede, så skulle der i hvert fald ikke være noget at tage fejl af. Ja, lad os for en ordens skyld tage Anders Fogh Rasmussen med. Nu sidder prinsgemalen så på sit slot med den sure vin og ser sur ud. Eller måske er han vendt tilbage til sit andet fædreland og gør gode miner til slet spil. Men lad os være ærlige, hans chancer for at blive rigtig glad er ikke store, odds er imod ham. For det første vender den danske nation tommelfingeren nedad. Han har ikke 'lært sproget ordentligt', han er aldrig blevet 'én af vore'. Ingen har skænket det mange tanker, at prinsgemalen, fra det øjeblik han sagde ja til jobbet, har placeret sig på en uriaspost, for hele situationen har fra starten været kunstig. Hans ægteskab med dronningen er sandsynligvis 'baseret på kærlighed', men der er også tale om 'et arrangement'. Prinsen skulle af selveste paven løses fra sin tro for at kunne ægte en protestant. Han har også været mere eller mindre indlagt som avlsdyr, og så har han skullet finde sig i 'at være nummer to'. Man kunne måske forestille sig, at det i et moderne ægteskab ikke var noget, man beskæftigede sig med. Parterne er sammen hver for sig med lige rettigheder, alt andet er utænkeligt. Men ikke når det drejer sig om de kongelige, her er alt nemlig a priori unaturligt eller ganske enkelt mod naturen. Derfor kan det kongelige system i længden heller ikke opretholdes i et moderne samfund, hvis ikke både kongehuset og nationen skal havne i depressionen, som det nu er sket med prinsgemalen. Det vil muligvis være belastende for ugebladene og boulevardpressen i nogen tid, men en befrielse for de implicerede, og jeg synes, både prins Henrik og dronningen har alt, ret til at være glade, ja, at de fortjener at være glade ligesom alle andre. Udenfor står 'de fremmede' og ser undrende på al denne halløj, hvis de da ikke allerede er rejst eller er døde af sult eller strittet ud. Det er en mærkelig forestilling, som ikke bliver mindre sær, når man tænker på, at vi har råd til det al sammen, både de fremmede og kulturen og malerne og forfatterne. Vi behøver såmænd ikke engang skære ned på militæret og heller ikke på ulandsbistanden. Man kunne bare lægge ti øre på benzinen eller sige til godtfolk (det vil sige mig og mine landsmænd), som englænderne siger til sig selv: »Pull up your socks, blow your nose and lets get on with it!«. Vi har råd til det hele, det eneste, vi ikke har råd til, er at blive dummere. Som overlægen sagde og smilede til patienten og fortsatte stuegangen.