0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En fartdjævels bekendelser

Med Anders Bodelsen i al hast på tandem, Austin Mini og Bentley Turbo R.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Spænd sikkerhedsselen og tag med forfatteren på langfart gennem et liv levet i skiftende hastighed. Fra den socialdemokratiske systemtænkning til frihedens århundrede. Hvor går grænsen - altså fartgrænsen?

Min kørelærer, hr. Keilbert, var en mand med militær baggrund og brøsig humor. Når vi nærmede os en gruppe fodgængere, som passerede gaden uden for deres fodgængerfelt, råbte han: »Kør dem ned!«. Når han syntes, jeg kørte for langsomt, råbte han: »Hvad holder vi her for?«. Kun en enkelt gang var jeg i stand til at give ham svar på tiltale. »Hvad holder vi her for?«, råbte han endnu en gang. »Her er rødt lys«, svarede jeg. Efter en tænkepause mumlede han: »Okay, lad gå for denne gang«.

Teoribogen, sagde han, skulle læres udenad til teoriprøven, derefter kunne man roligt smide den væk! Der stod kun én fornuftig sætning i den: Hastigheden skal tilpasses efter omstændighederne. Hvis man havde tilegnet sig dén sandhed, så behøvede man ikke tilegne sig flere.

Jeg tog kørekort i 1955, altså midt i det som nu af liberalister (med menneskeligt ansigt?) betegnes som systemtænkningens formørkede århundrede. For mennesker med begge ben solidt plantet i det nye frihedens århundrede kan det nu være utroligt at tænke på, at den tilladte maksimale hastighed i Danmark var 60 kilometer i timen. Typisk beton-socialdemokratisk systemtænkning, selv om det godt kan være, at det var Madsen-Mygdal der havde skrevet loven. Grænsen, som blev tilsidesat af alle, var suspenderet på den nye, knap 15 kilometer lange, Hørsholm-motorvej nord for København. Hvor hurtigt man måtte køre dér, kan jeg desværre ikke længere huske.

Men et par år senere var der ikke mere nogen principiel overgrænse for farten på motorveje i Danmark. Den dukkede først op igen som et stykke typisk beton-socialdemokratisk systemtænkning i forbindelse med energikrisen i halvfjerdserne og de bilfrie søndage.

Det er ikke helt rigtigt, når jeg har givet denne Kronik overskriften 'En fartdjævels bekendelser'. Jeg elsker godt nok fart. Men på den anden side er jeg også ret bange for at køre hurtigt. Jeg fik prøvet mine grænser af for nogle år siden, da jeg optrådte som gæsteskribent i et motorblad.

En dag var der besked om, at der stod en Bentley Turbo R til mig i kælderen under SAS-hotellet i København. Til låns en uge, nøglerne lå i foyeren. At få listet den seks en halv meter lange og to meter brede vogn i millionklassen op fra parkeringskælderen var en djævelsk ufordring, men kaldte ikke netop på fartdjævelen. Den meldte sig først på tom og snorlige vej - og min sagfører råder mig til ikke at oplyse hvor i verden.

Bentley-fabrikkerne er også lidt tilbageholdende og opgiver principielt ikke antallet af hestekræfter. Spørger man alligevel, er svaret et lakonisk »nok«. Hvordan 'nok' så føltes blev afprøvet på motorvej en tidlig sommermorgen, fri bane så langt øjet rakte, speederfoden i bund.

Det var en tung vogn, der behageligt nok syntes at klæbe til vejen. Bremserne var der heller ikke noget i vejen med. Automatgearkassen lavede kick down på opfordring, turboen blæste benzinen tværs gennem motoren, man fik skub i ryggen som en astronaut under take off. Accelerationskurven gjorde ikke anstrøg til at flade ud. Den føltes heller ikke lineær, den føltes udpræget eksponentiel. Midt i 1990'erne sad jeg dér med hvide knoer på rattet og følte porten åbne sig til Frihedens Århundrede! Og det til trods for at begrebet på det tidspunkt endnu var ukendt for mig, indsovset som jeg var i socialdemokratisk systemtænkning.

Vejbanen fræsede ind under vognens imposante snude, og i et kort øjeblik var jeg både meget lykkelig og mærkeligt nok ret ulykkelig. Lykkelig fordi fart er en slags lykke, og endda en stærk én. Men ulykkelig, fordi jeg i dette øjeblik indså, at mit liv var forfejlet. Jeg burde have været en mand, som havde magt over tingene og råd til en Bentley Turbo R. Og til de fartbøder den måtte afstedkomme. Samt til den benzin som fistrede tværs gennem samtlige otte cylindre, i lige linje fra den enorme benzintank til det lige så enorme, dobbelte sæt udstødningsrør - så man utvivlsomt kunne se benzinurets viser på instrumentbrættet rasle baglæns hvis ... ja, det var lige det: Hvis man turde fæste blikket på noget som helst andet end vejbanens forsvindingspunkt mellem jord og himmel.

Jeg anede kort sagt ikke, hvor hurtigt jeg kørte. Havde jeg ikke vidst det i forvejen (men det havde jeg nu nok) så var dette øjeblikket, hvor det gik op for mig, at jeg var ikke nogen Michael Schumacher. Jeg var en tøsedreng.

Men hvad laver en tøsedreng i en Bentley Turbo R? Han gør et krampagtigt forsøg på at 'fotografere' vejbanen de næste fem-seks kilometer frem. Ingen andre trafikanter. Ingen ræve eller hunde eller katte eller andre sagesløse skabninger. Et ultrakort kig i bakspejlet: Ingen blå blink. Så vovede jeg at sænke blikket, så jeg kunne aflæse, hvad speedometeret viste.

Sådan set et antiklimaks: Lige under 190 kilometer i timen. Herregud. Men jeg har aldrig kørt så hurtigt i mit liv. Jeg gør det heller aldrig igen. Jeg var røget langt, langt ud over min personlige hastighedsbegrænsning.

Man siger, at folk, der kører hurtigt, savner fantasi. Min fantasi er der ikke noget i vejen med. Ved det tempo kan levende og døde ting dukke op, out of nowhere . Dækkene kan eksplodere. Hjertet kunne springe et par slag over, eller man kunne få sit livs første absence ...

Min professionelle journalistiske ambition ville have foden til at presse videre, så jeg kunne runde de magiske 200. Jeg fik trods alt penge for at skrive den historie til det motorblad! Men min fantasi, som også er professsionel, var den stærkeste, og jeg lettede speedertrykket. Og da nålen dalede ned forbi sådan cirka 150, så skænkede jeg min gamle kørelærer en tanke: »Hvad holder vi her for?«, ville han have brølet. For sådan føltes det. Og det bedste, jeg kunne have gjort, var at brøle tilbage at »hastigheden skulle tilpasses omstændighederne«. »Netop« ville hr. Keilbert have brølet, »få så den speeder banket helt ned i bundbrættet!«.

Faktisk kan man godt have stærke fartoplevelser helt uden man overskrider hastighedsgrænserne. Mit livs første og sikkert karakterdannende fartindtryk fik jeg af en vis hr. Jørgensen. Hr. Jørgensen var politibetjent og frihedskæmper. Året var 1945. Den sommer var mine forældre på en rejse i USA, og imens blev min bror og jeg passet af en frøken Petersen, hvis kæreste hr. Jørgensen var. De blev senere gift. Vi boede i min farmors hus i Fredensborg.

Hertil ankom hr. Jørgensen i en bil, som modstandsfolkene havde beslaglagt, en DKW med kaleche. Hr. Jørgensen kørte, hans kæreste sad ved siden af, min bror og jeg på bagsædet. Nu skulle DKW'ens fartressourcer demonstreres på de smalle snoede veje omkring Fredensborg. Der var ikke så meget fart i den lille bil, men alligevel masser - i forhold til omstændighederne. De små veje fik 90 kilometer i timen til at føles virkelig voldsomt. Ikke mindst med kalechen slået tilbage. Og især når hr. Jørgensen udførte sit yndlingsnummer. Han kørte med fuld kraft op til toppen af en af de små toppede bakker. På bakkens top slap han med speederfoden. Resultatet var en ren Tivoliforlystelse: Et øjeblik føltes det, som om vi svævede med alle fire hjul i luften, hvad vi måske også gjorde. Et vidunderligt sug i mellemgulvet. Og så satte hr. Jørgensen trumf på. Han hev ud i DKW'ens choker, sendte dermed noget ekstra totaktsbenzin lige durk gennem den lille motor, så den først eksploderede med et herligt brag, idet den nåede til lydpotten lige under bagsædet.

Min bror og jeg sendte et postkort til USA: »Vi har det pragtfuldt. Vi har kørt over et hundrede kilometer i timen i hr. Jørgensens frihedskæmperbil!«. Det udiplomatiske postkort udløste naturligvis en telegramkrise. Man lærer med tiden at gå stille med nogle af sine glæder.

Men den største af mit livs fartoplevelser behøver jeg ikke gå stille med. Den var helt lovlig. For en 25 år siden havde jeg anskaffet mig en tandem. Letvægts, med gedebukkestyr og 24 gear. Den var sjov at invitere gode venner ud på. Indtil en bestemt dag.

Jeg havde inviteret en fartglad ven ud. Til at begynde med sad han ved styret, jeg bagpå. Han trampede voldsomt til, og det gik stærkt, også når jeg diskret tillod mig at hvile benene lidt. Men så byttede vi plads, på toppen af en flere kilometer lang bakke med en masse sving. Dengang vejede jeg noget under 60 kilo. Min makker vejede det dobbelte og var i øvrigt to meter høj. De næste minutter sad jeg med gedebukkestyret og livet i hænderne. Min kæmpepassager trampede og trampede. Ubalancen i tandemen med ham højt oppe bagpå var helt vild. Men han var en fartdjævel. Hvad mine ben lagde i pedalerne gjorde hverken til eller fra. Og hvor var det egentlig, de sad, disse her små bremsegreb dybt under styrets undersvungne håndtag? Vi tonsede ned ad bakken og tumlede fra side til side, mens min passager lo af overstadig lykke. Jeg vil tro, vi var langt over 60 kilometer i timen. Og det var helt og holdent op til mig at styre og holde balance, og lede efter bremsegrebene med fingerspidserne. Hvad, jeg råbte tilbage til ham, overdøvedes af hans vilde latter. Vi begyndte at overhale biler indenom. Det var den stærkeste oplevelse, jeg har haft i mit liv af, hvor stor forskel der kan være på menneskers mod. For nu at bruge et høfligt ord om det min passager udviste.

Pudsigt nok fik jeg 25 år senere en helt tilsvarende oplevelse og endda på nøjagtig den samme lange svungne bakke. Det var, da jeg til en tv-optagelse skulle køre en veteranmotorcykel (som næsten ikke kunne bremse, og som, fordi den var engelsk, havde pedalerne siddende spejlvendt) og den enorme kameramand insisterede på at sætte sig på bagsædet. Hvor han rejste sig op i sin fulde højde med det tunge grej i hænderne for at tage billeder over min skulder og ned på speedometeret, som viste ... ja, det havde jeg i hvert fald ikke overskud til at undersøge.

Det vil for længst være gået op for læseren, at der ingen reel dækning er for denne Kroniks titel. Jeg er ikke nogen fartdjævel. Men jeg nærer alligevel en djævelsk kærlighed til fart. Blot ud fra kørelærer Keilberts ord om, at den skal sættes i forhold til omstændighederne. Under de rette omstændigheder kan der opnås gevaldige oplevelser under helt lovlig fart. I en lille bil opleves fart langt stærkere end i en stor, og lige efter min kærlighed til store biler kommer min kærlighed til små. At jeg i 1963 overlevede en nonstop køretur fra København til Paris på 20 timer i en Austin Mini, en blikspand uden sikkerhedsseler eller airbags eller nævneværdige bremseevner, forekommer mig i dag ret gådefuldt.

Men en større gåde oplevede jeg, da mine døtre var små, og jeg inviterede dem ud til en fartoplevelse på Djævlebakken i Dyrehaven. Som barn cyklede jeg selv med stor glæde ned ad Djævlebakken. Nu skulle mine døtre indvies i denne dejlige oplevelse. Så vi tre trak vores cykler op til Djævlebakkens top og kiggede ned i dybet.

Med det samme var jeg på det rene med, at dette her, det kunne jeg bare ikke! Mine døtre kunne måske, ikke jeg. Skyldtes det nu, at Djævlebakken var blevet stejlere med årene? Næppe. Men nok at jeg selv var blevet mindre djævelsk, mere ansvarsbevidst og derfor fantasifuld. Samt måske at en voksen cykel med rytter har et højere tyngdepunkt, hvorefter hele projektet tager sig anderledes ud.

Med uforrettet sag cyklede vi hjem igen, jeg med et ordentligt hak i troværdigheden. Mine døtre syntes, så vidt jeg husker, det hele under alle omstændigheder havde været et lidt åndssvagt projekt. Men nu vidste de så lidt mere om, hvad der skulle lægges til og især trækkes fra, når jeg berettede om min vilde ungdom i den socialdemokratiske systemtænknings formørkede tid. Men fartglæde vidste de nu godt, hvad var. Det oplevede jeg, da vi en sommer gentog hr. Jørgensens glansnummer i en 2CV med tilbagerullet kaleche på de små toppede bakker syd for Tisvilde.

Men lad os nu komme frem til Frihedens Århundrede. Her har jeg uheldigvis opdaget, at jeg befinder mig godt ved at køre 110 kilometer i timen på vores motorveje. Eneste problem er, at i inderbanen kører lastbilerne og de meget (be)sindige, og ude i yderbanen kører en ny tids bilister, der lægger sig helt op i bagsmækken på mig, og heller ikke undser sig for at signalere deres utålmodighed med lygterne. Så jeg jages fra bane til bane i det uendelige.
Dette vil sandsynligvis gentage sig, når vi får sat hastigheden op til 130 - efter at vi har smidt milliarder ud for at gøre motorvejene sikre nok til dén fart. Og efter at vi har sendt store politistyrker ud (som jo ellers ikke ville ane, hvad de skulle få tiden til at gå med) for at holde folk i ørerne på de 130. Det behøver måske slet ikke betyde flere lig på bordet. Men det kommer til at betyde herlig frihed til at brænde langt mere benzin af end i dag. Og så er der endelig friheden til øget støjforurening. Læg et par decibel til støjniveauet langs de danske motorveje - i fartforhøjelsernes navn. Men folk, der ganske frivilligt har bosat sig nær motorvejene, de har jo heldigvis også deres frihed til at holde sig inden døre.

Så denne gamle fartdjævel siger bar: »Kom an! Frihedens Århundrede bliver i hvert fald ikke til at forveksle med den sorte socialdemokratiske systemtænknings«.