Bedrevidende, nedladende og autoritær - venstrefløjen har problemer med sin fremtræden. Det mener landsformanden for SF's Ungdom, som ikke er bleg for at muge ud i egne rækker. Det gælder troværdigheden. Hovedrengøring Venstrefløjen fik en gigantisk lussing ved folketingsvalget sidste år. Trods en (i egne øjne) stor indsats på særligt det parlamentariske plan gav vælgerne både Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten en ordentlig begmand. Skuffelsen var nok allerstørst for SF. Her havde man længe sat næsen op efter den store mandathøst. Og der var da også noget at have forventningerne i: flotte finanslove med konkrete forbedringer, lang og intensiv forberedelse af valgkampen og dertil et Socialdemokrati (nærmeste konkurrent om vælgerne), der længe havde været totalt visionsløst og aldrig helt var holdt op med at bløde sårene fra efterlønsskandalen. Der kan sikkert gives mange gode forklaringer på venstrefløjens nederlag, som alle har det til fælles, at 'det ikke var vores skyld': 11. september rykkede den politiske dagsorden til ugunst for os. Den fremmedfjendske bølge syntes umulig at sejle op imod. Folketingsvalget blev en præsidentvalgkamp mellem 2 x Rasmussen, hvor der ikke var plads til de mindre partier. Det kan vi bare ikke bruge til ret meget. For den slags forklaringer kalder ikke på forandringer (hvad nogle måske også helst vil undgå). Og forandringer er der brug for. Venstrefløjen må og skal gøre det hårde arbejde med fordomsfrit at gennemtænke sin strategi. Det er indtil videre kun i SF, en sådan proces synes startet. Her er de første tiltag imidlertid lige til at græde over. »Vi skal afskaffe de fire undtagelser, være mere EU-positive, samarbejde med Venstre og bløde op i forhold til udlicitering«, messer nogle. »Vi skal betone vores traditionelle socialistiske udgangspunkt«, messer andre. Alt sammen synspunkter, som har været diskuteret til hudløshed op gennem 1990'erne. Vel at mærke uden at det har efterladt i hvert fald undertegnede med en følelse af, at vi kom et hak videre med strategi- og politikudviklingen. Det er så hamrende vigtigt, at vi gider og tør gøre forsøget på at udvikle nye indgangsvinkler til debatten, herunder at vi tør se kritisk på synspunkter, som vi selv har forfægtet. Mit eget private bud er, at meget af venstrefløjens politik og måden at kommunikere politikken på i virkeligheden har været præget af et meget autoritært og nedladende syn på vælgerne, og at vi ikke har været gode nok til at tage de problemer alvorligt, som rører sig i befolkningen. Det vil jeg gerne give en række eksempler på: Flygtninge/asylpolitikken: Her taler vi om en af venstrefløjens virkelige akilleshæle. Politikken er som sådan god nok (at vi skal give asyl til mennesker, der er forfulgte). Men er vi egentlig klar over, i hvilket omfang der har bredt sig den opfattelse i befolkningen, at der i dag gives asyl til gud og hvermand, som blot er en lille smule træt af at bo i sit hjemland? Hvad har vi gjort for at udrydde denne myte? Intet som helst. For hvad gør vi, når vi skal forsvare asyllovgivningen? Vi henviser til menneskerettigheder og konventioner! »Det, som Pia K. siger, kan vi sørme ikke gøre, for så bryder vi artikel dit og dat i den og den konvention«. Men det er da ingen selvfølge, at konventionerne er fornuftige, og det er da slet ingen selvfølge, at vi ikke bare skal træde ud af dem, hvis vi ikke finder dem fornuftige. Det må ethvert fornuftigt begavet menneske, der hører venstrefløjens argumentation, vel sige sig selv. Det er da at betragte folk som småt begavede at sige, vi skal gøre dette eller hint, fordi det står på et stykke papir, vi som individer hverken har lod eller del i. Det er dette, Dansk Folkeparti har fanget, når de bl.a. foreslår en folkeafstemning om udlændingepolitikken. For befolkningen har da krav på at blive taget med på råd. Hvorfor afviser vi denne tanke på venstrefløjen? Lad os da tage dem på ordet og foreslå en folkeafstemning om, hvorvidt Danmark stadig skal overholde de konventioner, vi har tilsluttet os. Det vil tvinge politikere og befolkning til en debat om konventionernes indhold . Og mon ikke flertallet vil mene, at indholdet er ganske rimeligt? Det bliver naturligvis til noget af en prøve for venstrefløjen at give befolkningen en sådan tillidserklæring. Men den er mere tiltrængt end nogensinde. Retspolitikken: Denne har på linje med flygtningepolitikken været en akilleshæl for venstrefløjen. Vi har nemlig et solidt ry for at være forbryderens bedste ven og offerets værste fjende. En af grundene er, at vi med god hjælp fra velmenende intellektuelle har været for dårlige til at tage folks frygt for kriminalitet alvorligt. Det er ingen tilfældighed, at ATS ofte citerer 'kriminoklogen' Flemming Balvigs slogan: 'Problemet er slet ikke så stort, som folk går og tror'. Hvad der ligger bag et sådant udsagn er såmænd: 'Du er vist bare hysterisk, hvis du er bange for at blive overfaldet'. Det er bare for arrogant. Vi er faktisk nogle, der gerne vil tages alvorligt, når vi eller vores nærmeste bliver slået til lirekassemænd. Det er dybt, dybt krænkende for enhver at blive udsat for vold eller anden kriminalitet. Venstrefløjen skal vise, at vi tager den frygt alvorligt. Her skal omdrejningspunktet naturligvis ikke være højrefløjens hovedløse 'længere straffe', men derimod 'straffe, der virker', med reel og håndfast behandling af de kriminelle, bestående af psykologhjælp, adfærdstræning, uddannelse og hjælp til en meningsfyldt tilværelse, der gør, at de fremover opfører sig ordentligt. Miljøpolitikken: Engang var miljø og økologi noget, der engagerede folk. Det var tilbage i de glade 1980'ere. I dag kan man føre en hel folketingsvalgkamp uden at høre et kvæk om det grønne. Medierne og de store partier har lagt spørgsmålet på hylden i tryg forvisning om, at der ikke er stemmer i det. Når folk hører ordet 'miljø', tænker de nemlig frem for alt på grønne afgifter. De tænker på, at deres el-, vand- og varmeregning er blevet firdoblet gennem de sidste år. Og det gør ondt - især hvis man har en lav indkomst. Det med den lave indkomst er jo ikke just et udbredt fænomen blandt de ledende kadrer på venstrefløjen, og måske netop derfor har det taget så lang tid at vække en erkendelse om problemet. Det er da ikke sært, at grønne afgifter bare opleves som en ekstraskat, når man skal betale massevis af kroner, uanset hvor meget man forsøger at spare. Og den enlige mor med fire børn, skal da have økonomisk mulighed for at tage ungerne i bad hver dag. Hvorfor pokker kunne vi ikke fra begyndelsen have kædet de grønne afgifter sammen med kravet om skattelettelser for de lavestlønnede? Strategien med grønne afgifter på el, vand og varme er måske i det hele taget ved at være lidt forældet. Tiden må være kommet til en strategi med f.eks. at sætte loft over, hvor meget energi et apparat må bruge, krav til udlejere om isolering af udlejningsejendomme osv. Når en grøn politik i den grad har mistet folkelig opbakning, skyldes det måske også, at hele debatten er blevet alt for teknokratisk. Vi har været for dårlige til at udvikle en miljøpolitik, der relaterer sig til din og min hverdag og livskvalitet. Trafikpolitik handler ikke om, at bilister er onde mennesker og skal tvinges ind i en bus. Det handler om, at beboerområder bliver ødelagt af den støj, luftforurening og ikke mindst fare for små børn, der følger med bilerne. Økologi og fødevarepolitik handler ikke om 'Tilbage til naturen' og hash i træskoene. Det handler derimod om, at vi ikke skal have allergi og kræft af den mad, vi spiser. Vi vil leve et sundt og dejligt liv. Velfærd: Det er efter min mening ikke korrekt, når nogle hævder, at SF blot har været kritikløs forsvarer af den offentlige sektor. Tværtimod har SF leveret masser af bud på forbedringer af den offentlige sektor og forbedringer af rettighederne for en lang række grupper: ældre, førtidspensionister, arbejdsløse m.m. Fejlen ligger måske snarere i, at vi har været for dårlige til konkret politikudvikling af tanker om selvforvaltning og civilsamfund, der svæver lidt løst i vinden og trækkes frem ved festlige lejligheder. Det samme gælder tankerne om økonomisk demokrati. Selvom økonomisk demokrati og øget medarbejderindflydelse burde være en absolut kongstanke for venstrefløjen, har den konsekvent undladt at sætte emnet på dagsordenen i det parlamentariske arbejde. Selvom venstrefløjen således, i hvert fald på papiret, står for frigørelse, myndiggørelse og selvforvaltning, skinner det autoritære alligevel stærkt igennem i en række stærkt symbolladede diskussioner. Venstrefløjen giver indtryk af at have grundlæggende mistillid til, at borgeren kan træffe fornuftige valg. Et aktuelt og meget sigende eksempel er debatten om, hvorvidt skolernes gennemsnitskarakterer skal være tilgængelige på internettet. Venstrefløjen (sekunderet af 'eksperterne') hyler op om, at folk ikke vil forstå, at tallene intet siger om skolens kvalitet, at de vil træffe nogle asociale valg osv. Hvordan ser dette scenarie ud fra den almindelige borgers synsvinkel? Jo, den selv samme venstrefløj, som til dagligt taler om åbenhed og frihed, har pludselig ikke tillid til, at borgerne kan håndtere nogle informationer fornuftig uden at hele skolesystemet bryder sammen. Det pynter bare ikke. Det ville da være langt mere progressivt at stille krav om flere informationer til borgerne om kvaliteten i den offentlige sektor. I diskussionerne om 'frit valg' har venstrefløjen af gode grunde modsat sig markedsgørelsen af velfærdsydelser. Strategien må og skal være at forbedre tilbuddene i velfærdssamfundet og give folk bedre rettigheder. Problemet er bare, at fru Hansen ikke kan bruge den strategi til ret meget. For den bærer først frugt, når venstrefløjen har fået større magt. Og det er nu, fru Hansen står og mangler ordentlig hjemmehjælp til sin mor eller en ny hofteoperation. I den situation lyder Venstres tilbud om 'frit valg' mellem offentligt og privat jo besnærende. For den giver en nødbremse at trække i, når det offentlige ikke er godt nok. Det problem må vi også tage alvorligt. Løsningen er ikke at underminere velfærden, som Venstre vil det. Men vi må udvikle lignende 'nødbremser' til borgerne, som de kan trække i. Burde man f.eks. ikke være berettiget til en klækkelig erstatning fra kommunen, når hjemmehjælpen udebliver? Et lignende tema er debatten om fordelingen af tosprogede elever. Venstrefløjen har foræret sig selv det image, at vi er fuldstændig ligeglade med, om der er 90 procent tosprogede på en skole. 'Det er jo bare så sundt og sjovt med de spændende kulturmøde'. Men måske ikke så sjovt for det barn, som får en dårlig skolegang, fordi alle lærerresourcer skal gå til dem med et sprogligt handicap. Ingen forælder med hjertet på rette sted vil løbe selv en ringe risiko for at ofre sit barns skolegang på den politiske korrektheds alter. Men hvad der sker, når man tager den slags debatter op, findes der levende eksempler på. Så lider man af 'højresyge'. Den autoritære venstrefløj synes nemlig, det er vigtigere at holde stien 100 procent ren end at tage hensyn til folks bekymringer. EU: Et af de få områder, hvor venstrefløjen har haft succes med at være befolkningens talerør op gennem 1990'erne, er på EU-politikken. Desværre har vi været så forblændet af succesen fra et par folkeafstemninger, at vi har forsømt at tænke skridtet videre. Og kommer vi ikke i gang nu, taber vi også på dette politikområde. Enhedslisten hænger uhjælpeligt fast i en gammel og smånationalistisk EU-modstand. I befolkningen er tanken om et Danmark uden for EU for længst forduftet, og på græsrodssiden holdes EU-modstanden kun oppe af afdankede nostalgikere. SF hænger uhjælpeligt fast i forsvaret af fire (glimrende) undtagelser og lejlighedsvise diskussioner af, om de skal ophæves (dette fremhæves som regel i medierne som 'fornyelse'). Sagen er den, at stort set alle danskere, der ikke havde stemmeret i 1972, oplever EU-medlemskabet som en selvfølge. Sagen er, at langt størstedelen af disse synes, vi skal få det bedste ud af samarbejdet, men at vi på den anden side ikke skal medvirke i en europæisk statsdannelse. Hvorfor så denne masochistiske trang i SF til gang på gang at diskutere denne simple og gudsjammerligt kedsommelige problematik forfra? Folk skriger på visioner om, hvad vi skal bruge EU til. Hvordan får vi den bedste østudvidelse? Hvilken rolle skal EU spille globalt? Der er nok at tage fat på. Så lad os dog komme i gang, før det er for sent, og andre er løbet med bolden og har sat en helt anden dagsorden. Engang havde venstrefløjen et solidt hegemoni på en række politikområder, som menneskerettigheder, miljø og solidaritet i velfærden. Det hegemoni har vi for længst mistet, og det er endnu ikke gået op for os. Folk synes ikke, menneskerettigheder har samme autoritet som Det Ny Testamente i et katolsk munkekloster. Folk synes ikke, det er skønt og dejligt at betale tusinder af kroner i grønne afgifter. Og folk ønsker, at deres basale velfærdsbehov tilgodeses - uanset om det er på bekostning af den politiske korrekthed. Når venstrefløjen bliver ved med at formulere sin politik, som om folk tager vores værdigrundlag som en selvfølge, kommer vi til at fremstå bedrevidende og autoritære. Vi giver indtryk af, at vi giver fanden i folks problemer, og måske gør vi det tilmed på nogle områder. Anders Fogh kommer til at sidde som statsminister i mange år endnu. Så der er god tid til at komme i gang med at udtænke nye strategier og vinde troværdigheden tilbage.