Hvorfor ikke drikke Ingrid Dahl fuld eller lade Fischer læse Henrik Nordbrandt i frokostpausen, spørger kronikørerne, der går den ellers så populære tv-serie kritisk efter i koderne. Er to millioner seere hoppet med på en fuser? Det er søndag i Danmark. Mor har fri og gider ikke lave mad. Far er træt og har dårlig samvittighed over at have ligget på sofaen og set Formel 1 hele dagen. Børnene gider ikke spise rester fra lørdagsmiddagen - hvis der overhovedet er nogen. Så får storesøster en god idé. Helt efter reklamefilmen. Ned til McDonald's efter burgere og fritter til hele familien. Og det passer jo utroligt godt, som remoulade på fiskefilet, til menuen på DR denne søndag aften: Den står på 'Rejseholdet'. Indrømmet, det er de bedste danske skuespillere. Og de spiller tjenestepistolen ud af hylstret. Fotograferingen er i absolut topklasse, og selv om personinstruktionen måske ikke er fænomenal, er den altid effektiv, og teknikken har aldrig været bedre i dansk tv-drama. Et skud fra en skyder lyder rent faktisk som et skud fra en skyder. Og man kan høre hvad skuespillerne siger. Endvidere er sproget som oftest genkendeligt i forhold til en hverdagstone med en behagelig accent af det artikulerede. Min sjæl, hvad vil du mer. Tjah. Hvad med en gedigen krimihistorie? Eller bare historie, der mærkværdiggør alt det forventelige, det allerede før sete på en både gådefuld og dog indlysende facon. For hvad er det, vi egentlig får, når vi ser 'Rejseholdet'? To verdener. Et arbejdsfællesskab som alle andre med et hierarki. Oven i købet moderniseret lidt i retning af Lars Kolinds spaghettimodel med en moderne kvindelig chef, der ikke har skotter mellem sager og ansatte. Med en transparent arbejdsfordeling, som skelner mindst mulig mellem ledelse og medarbejdere. Med en human omgangstone, hvor skideballer er sjældne som sne i december. Dette politimæssige ensemble rejser rundt i en anden verden. Udenfor. En smuk dansk provins, som desværre gang på gang rammes af bestialsk og meningsløs kriminalitet. Et sted mellem splat og suspense. Lidt uoriginalt kopieret over virkelige sager. Sådan set kan man sige, at den første verden består af genrens arketypiske klichéer, vi kender fra utallige krimiserier af både amerikansk og engelsk herkomst. Den anden nikker vi genkendende til fra morgenavisen, boulevardpressen og fjernsynets nyhedsudsendelser. Var det ikke den sag med lægen fra Bornholm, der brændte elskerens kone og børn inde? Var det ikke ham, der voldtog ældre kvinder og siden skød sin familie med et jagtgevær? Posen med nyere kriminalsager er berettiget blevet problematiseret. Man går for tæt på. Derfor har man været nødt til at strække armen længere ned i posen for at hente ældre sager fra de danske forbrydelsers 'guldalder' op. Sidste søndag var vi helt tilbage til de meget omdiskuterede hypnosemord i 1950'erne. Hvis 'Rejseholdet' fortsætter meget længere, kan vi vel forvente en opdatering og modernisering af mordet i Finderup Lade med Torben Jensen som marsk Stig, likvideringen af Grauballemanden med Holger Juul Hansen som guest star - og Egtvedpigens mystiske skæbne vil også blive taget op med Sofie Gråbøl i delikat og formentlig dekolleteret hovedrolle. I første omgang kan man naturligvis retfærdiggøre en sådan kalkering af virkeligheden. Det giver serien et behageligt skær af dokudrama. Men i anden omgang er det en lidt fattig løsning på den kunstneriske udfordring, det er at konstruere et plot, som holder på genrens præmisser. Hvilket i virkeligheden er typisk dansk og afspejler vores urgermanske ringeagt for plotmageriet som kunstnerisk håndværk. I modsætning til i den angelsaksiske verden, hvor værdien af plot såmænd også indgår i overvejelsen, når Storbritanniens fornemme litterære pris Booker Prize er på tale. Og selv i den mest realistiske amerikanske politiserie er der kælet for den intrige, der holder sammen på historie og virkelighed. 'Hill Street Blues' er et udmærket eksempel på dette. Selv om den har mange bolde i luften og essentielt er lige så flerstemmig som Rejseholdet med hensyn til sidehistorier fra intimsfæren, så leverer den altid et gedigent og originalt udtænkt plot. Man kan altså roligt konstatere, at et højtuddannet rejsehold ikke møder de store komplicerede sager, som ville have krævet ikke alene en Sherlock Holmes' indsigt, men også et mere faktuelt stykke politiarbejde. Men lad nu det ligge. En tv-serie er fiktion og skal ikke måles med virkelighedens alen:. Det evindeligt nødvendige nørdarbejde på en normal politistation. For så ville man få cheeseburgeren galt i halsen af kedsomhed. Lad os gå tilbage til klichéernes verden, 'Rejseholdet's personale. Siden Helen Mirren gav den som kriminalinspektør Jane Tennison i den fremragende britiske tv-serie 'Mistænkt', er tv's politikvinder fra den kolde del af Venus, mens politimænd stammer fra en billig bodega på Mars. Karrierekvinden har lige så meget humor som brugerhåndbogen til en BMW, samme skrædder som Margaret Thatcher og taler dertil med blokbogstaver så kuldslåede, at de kunne bruges som isklumper i de dry martinier, hun slapper af med, når drengene er lagt i seng. Den eneste menneskelighed, hun udviser, er sex after dark. Helst med mænd med en pittoresk etnisk baggrund eller bare mutte skovhuggere i storternede skjorter. Vores Ingrid Dahl lever op til klichéen. Hun er såmænd splittet mellem en svensk pikstikker og en dansk stivstikker. Den ene er noget hård i sengen. Den anden et romantisk skuffejern, der fjernbager på studiekammeratens enke. Kan det være mere banalt? Men måske er det sådan, når man arbejder sammen med mænd, som er en mellemting mellem alkoholiserede blomsterbørn og spejderdrenge, der har set for mange Clint Eastwood-film. Eller skulle man snarere skrive: har forelsket sig i Gunvald Larsson-figuren fra de to svenskere Sjöwall og Wahlöö, som trods alt svæver over stationen. Thi slægtskabet med de banebrydende forfattere og deres 'Roman om en forbrydelse' er seriens klangbund. Bortset fra at borte har taget enhver form for social kritik, endsige stillingtagen til det samfund, som leverer råstoffet: kriminaliteten. Venligt kan man sige, at seriens danske strømere har en langt bedre tøjsmag end deres svenske kolleger. Selv en fraskilt stryger brystet på sin lækre bomuldsskjorte, som evident matcher silkeslipset og Hugo Boss-habitten, mens gamle Martin Beck rendte rundt i noget, han havde købt på et brandudsalg hos Tøjeksperten eller fundet hos UFF. Og så har man også på fornemmelsen, at svenske strømere i ny og næ læser en bog, en avis, går på kunstudstilling og i biffen til andet end politifilm. Kort sagt udviser, at de et eller andet sted kan læse og skrive andet end politirapporter og forhørsprotokoller. 'Rejseholdet's personer lever i et bizart kulturløst rum. De har intet perspektiv i deres fremtrædelsesform, ingen kulturelle referencer, ingen indsigt ud over fag og familie og ingen interesser bortset fra god mad og rødvin og et knald til dessert. De lever kort sagt i en ahistorisk provinsby, hvor al snak, der ikke vedrører sagen, let kan oversættes til det rene sladder ved det omrejsende gadekær. Der er dømt biedermeier. Morten Korch noir eller take a walk on the wild side of Korsbæk. Sammenligner man eksempelvis Rejseholdet med serien om Oxford-detektiven inspektør Morse, som Danmarks Radio lykkeligvis genudsender lørdag aften, er det som at sammenligne vuggestueklassikeren 'Totte bager' med Shakespeares 'Hamlet'. I Colin Dexters historier om folk og røvere i Oxford By forføres vi altid af en usikkerhed om personers gøren og laden. Vi er altid stedt i en labyrint, hvor faktorernes orden evindelig skifter fortegn, og personer viser sig at have flere ansigter end et. Morse er klart præget af universitetsbykulturens både højakademiske og dog småborgerlige kultur - byen spiller faktisk hovedrollen - mens 'Rejseholdet's geografi er at sammenligne med Helge Sanders Herning-spots ved sidste danske Melodi Grand Prix. Og hvor den britiske serie vover at udspille sig i et intellektuelt rum, ikke uden ironi og bevidst snobberi med Wagner, Puccini, Sofokles og Shelley som statister i mysteriet, så lever de danske pansere i et hermetisk univers: hverken samfund eller kultur banker nogen sinde på døren til 'Rejseholdet's campingvogn. End ikke Leif Panduros genfærd. Ydermere er selve den kriminelle setting og de kendte kriminalistiske kulisser forudsigeligt endimensionelle. Der er faktisk ingen dynamik, for slet ikke at sige dialektik i plottet, når først dette er stillet op. Ingen person gemmer på en hemmelighed, som udvider og mærkværdiggør vedkommendes karakter. What you see is what you get. Præcis som en burger fra McDonald's. Råvarerne fejler ingenting og smager, som de plejer. Middag for en stund. Man er mæt, lige indtil man har forladt restauranten. Sjöwall og Wahlöö er nævnt; men Rejseholdet's mere nutidige og oplagte forbilleder er de amerikanske serier Drabsafdelingen', 'Distrikt Hill Street' og 'NYPD Blue'. Mere eller mindre gode serier, der altid stræber efter at rykke genren i en ny retning. 'Drabsafdelingen' har eksempelvis en næsten dogmeagtig æstetik, håndholdt kamera og noget, der ligner improviseret skuespil. 'Distrikt Hill Street' fornyede genren ved på bedste Ed McBainske vis at indflette politifolkenes intimsfære i plottet. Og 'NYPD Blue' blev nærmest et debatforum for diverse amerikanske problemer i en storby. Og en sådan genrebevidst nyskabelse er vi jo herhjemme ikke helt fremmede over for. Jævnfør Lars von Triers 'Riget' og Ole Christian Madsens 'Edderkoppen'. Vi kan faktisk fortælle historier, der indeholder andre historier og samtidig leverer varen i form af gedigen spænding. Bevares, 'Rejseholdet' er underholdende, men aldrig spændende ud over den både sladdervorne, sentimentale og sexfikserede interaktion hovedpersonerne imellem - langt fra plottet. Som sagt: skuespillerne er i sammenhængen fremragende og gør, hvad de kan, for at løfte teksten. Men beviser samtidig, hvor svært det åbenbart er at konstruere en intelligent krimiserie. Man kan rynke på næsen ad alle de amerikanske og britiske serier om mænd i politiuniformer, men de kan deres håndværk og udviser ikke sjældent en drilsk originalitet, der accentuerer krimigenrens muligheder for både at sætte problemer under debat og underholde på en begavet måde. To millioner seere kan ikke tage fejl, og samtlige implicerede i serien kan grangiveligt grine hele vejen til banken. Hvad forstand har bønder på agurkesalat og Kloge Aage på tv-dramatik? Og dog ... Hvorfor tøvede vores fingre, da vi skrev dramatik. Hvorfor ikke skrive ny dansk dramatik? Fordi man sådan set godt forstår de kritikere, som savner en sådan og får 'Rejseholdet' i stedet. Det er helt i orden, at man fandt et operationelt og velfungerende underholdningskoncept som 'Landsbyen' og 'Taxa'; men det minder lidt om Linie 3, der heller ikke agter at udskifte hønen som lægger guldæg, med en anden og mere spændende fugl. Man kører konceptet på en publikumssucces, hvis alibi for en public service-kanal nu er de kommercielle kanalers: at to millioner smagsdommere til hver en tid har ret frem for de såkaldte eksperter, der mavesurt råber efter originalitet. Måske. Men en sådan holdning er som at tisse i egne bukser. Varmen varer kun en stakket stund. I længden fastlåser man en genre på dens skuespillere, de levende billeders kvalitet og en professionel instruktion. Men man sælger selve det episke og dramatiske drive ned ad floden. Man slagter indholdet på udtrykkets alter. Hvorfor ikke invitere andre dramatikere, måske med en anden tilgang, både indholdsmæssigt og til formens iscenesættelse? Til at drikke Ingrid Dahl fuld, så hun bøvser med hanhundene og kommer med morgenhår og dårlig ånde? Hvorfor ikke lade Fischer læse Henrik Nordbrandt i frokostpausen og Gaby opklare en hårdknudesag på egen hånd? Hvorfor ikke lade IP, den mest skandinaviske af alle seriens karakterer, være andet end en dansk slægtning til Henning Mankells Kurt Wallander? Hvorfor leger man ikke med klichéerne i stedet for at lefle for det forudsigelige og nemt genkendelige? Igen, hvorfor ikke finde på sine egne plots i stedet for at trække på virkelighedens forbrydelser, som faktisk sjældent er specielt underholdende, snarere inderligt tragiske? Over for krimiens mere labyrintiske og læserdrillende intriger, der både minder om virkeligheden og samtidig er god litteratur. Vi skriver faktisk alt dette, fordi vi synes, at genren kunne trænge til lidt mere respekt end kalkering. Har Dashiel Hammett, Raymond Chandler, Patricia Highsmith og Anders Bodelsen virkelig levet og skrevet uden at afgive fingeraftryk i Rejseholdet's sagsmapper? Man kan mene, hvad man vil, om TV 2's Strisser på Samsø, men den vovede det frække at servere samtlige syv dødssynder i form af alskens kriminalitet i et lille fredeligt øsamfund. Et godt brud på den sædvanlige gråmelerede skandinaviske realisme. Man kan også sige, at den altid var sig selv bevidst som konstruktion og ikke et halvhjertet forsøg på dokumentarisme. Den havde endda råd til skæve personer som eksempelvis Finn Storgaards nørdede ornitolog af en præstemand, der vader rundt i strandkanten med hanrejens klassiske horn i panden. Og Lars Boms hovedperson havde mere indre psykologisk dynamik end den vennesæle variation af flyttemand Olsen, han giver den som i 'Rejseholdet'. Det er i det hele taget seriens problem, at personerne aldrig træder i karakter, men tramper rundt i stereotypens røjsere. Ganske vist godt trampet af samtlige medvirkende. Men, må man sige, på en absolut slagen landevej. Hvorfor i det hele taget ikke gå uden for den slagne landevej mellem Valby Bakke og Viborg? Tilsæt eventuelt lidt magisk realisme eller postmoderne ironi. Må vi ikke forbløffes, forundres og provokeres? Skal søndagen være en tv- mæssig helligdag med fastfood, forudsigelighed og fad fiktion? I disse år fejrer den skandinaviske krimi triumfer over den ganske verden. Den bekymrende og samfundsengagerede krimi er blevet lig med den skandinaviske model. Faktisk så meget, at den er blevet en genre på linje med den amerikanske hårdkogte thriller og den engelske detektiviske puslespilskrimi. Det er denne bølge, Rejseholdet's internationale succes rider med på. Vi er med i et skandinavisk eksportfremstød, og tag ikke fejl - det er først og fremmest svenskerne, som har banet vejen med Jan Guillou, Henning Mankell og Liza Marklund. Man kan sige meget om dem. Til tider er de for svenske. Det vil sige præget af en larmende dårlig samvittighed på hele verdens vegne. Både huller i ozonlaget, enøjet fremmedhad, mænds trang til helan og halvan og kvinders forkvaklede karriereforløb er kommaer og punktummer i vort broderfolks krimikultur. I vores øjne er det ikke vejen i længden. Den gode historie drukner i opråb og politisk korrekte læserbreve. Rejseholdet ligner en sådan skandinavisk sag. Men netop ligner. Præcis på samme måde som en chartertur til Costa del Sol ligner en safari på savannen. For uden som sagt at være særlig samfundsorienteret disker den ej heller op med en god krimihistorie. Den sætter sig mellem to stole: Familie-Journalen og 'Miami Patruljen'. På den ene side let indigneret social trivialitet og en side med gode råd til den vordende mor. På den anden side flamboyante strissere i Armani-habitter og firhjulstrukne multi-purpose-vehicles i millionklassen. Klæder skaber folk. Men ikke nødvendigvis gode krimier. Hvor skal vi hen du? Ingen steder. Glem det mand, det her er 'Rejseholdet'.