To tv-seere, der begge har eksamen i medievidenskab, har kigget Politikens tv-anmelderi efter i krogene. Og begejstringen udebliver. Kulturel konservatisme og billedfobi præger anmeldelserne af 'vores vigtigste kulturfænomen'. For nylig kunne man i en lyrikanmeldelse i Politiken læse: »Måske har De det ligesom jeg: De gider principielt ikke læse digte«. En anden dag skrev litteraturanmelderen, at »det sker så sjældent. Faktisk næsten aldrig. Derfor ramte det mig som en hammer i hovedet, da noget i en bog pludselig kunne holde mig fangen i en hel stiv klokketime«. Der er også en anmelder, der skriver: »Bøger er ikke noget, jeg læser, det er noget, jeg skriver om«. Og sådan kunne man blive ved: »Skal man kritisere alt det møg, der skrives i dansk litteratur - eller skal man forbigå det i tavshed?«, »alt det rædsomme breder sig som skvalderkål på alle forlag. Og ukrudt forsvinder ikke af sig selv«. Nej, vel? Det er helt utænkeligt. Alle eksemplerne er da også hentet fra Politikens tv-anmeldelser i det forgangne år. Vi har blot erstattet ord som 'tv' og 'tv-stationer' med ord som 'digt', 'bog' eller 'forlag'. Tv er det eneste kulturområde, hvor det kan være en dyd at være ignorant og i erklæret modposition til hele mediet. En sådan holdning eksisterer ikke blandt anmeldere af andre kunstarter. Det er demokratisk problematisk, fordi tv er samfundets vigtigste kommunikationsform. Herudover virker det arrogant og respektløst på os tv-seere og Politikenlæsere, der opfatter tv som et kulturelt udtryk, der rummer lige så mange gode og dårlige sider som alle andre kulturelle udtryk. Vi mener ikke, at medier i sig selv kan være gode eller dårlige, det kan derimod måden, de bruges - og anmeldes - på. Vi har genlæst alle Politikens tv-anmeldelser fra 2001 for at tage pulsen på behandlingen af vores vigtigste kulturfænomen.Et første kendetegnved anmeldelserne er, at de slet ikke får øje på, at tv er et selvstændigt medium. De overser simpelthen, at tv udtrykker sig i billeder. Hovedparten af anmeldelserne er således nogle helt ligegyldige genfortællinger af et givet tv-program. Ofte handler de slet ikke om tv, men om politik. Thomas Harder har f.eks. 7.9. en hel anmeldelse om, at man ikke skal nedlægge Litteraturrådet. Det har Venstre foreslået i tv-nyhederne, og tv er her reduceret til stikord for en politisk debat, der siger en del mere om anmelderen end om tv. I de tilfælde, hvor anmelderen har fået øje på, at der er billeder i tv, er vurderingen af dem næsten altid negativ. Den grundlæggende idé er, at tv ville være bedre uden billeder. Thomas Bredsdorff skriver 26.2. direkte, at det bedste billedmedie er radioen, »her får man nemlig lov til at lave dem (billederne) selv. Tv påtvinger en, hvad man skal se«. Tja, men hver seer fortolker jo billedet i forhold til sin egen visuelle erfaring og kompetence. Helle Hellmann skriver 4.1. i en anmeldelse, at »når billederne stod stille, var de gode«. Thomas Harder har 19.1. set 'Mick Schacks Hjemmeservice' og er irriteret over, at kameraet bevæger sig, »stilen fremmede ikke just kommunikationen«. Bo Tao Michaëlis beklager 2.6., at et forfatterportræt af Michael Larsen er blevet forsynet med andet end billeder af den talende forfatter. Det uudtalte kriterium er, at godt tv er filmede foredrag. Således er der generel ros til samtaleprogrammer, hvor to personer filmes i én indstilling, mens de taler om et kulturelt eller politisk emne. Som eksempel kan nævnes en DK4-samtale om Joakim Garffs Kierkegaardbiografi: »stationen, hvor grundighed er en dyd«, »fjernsyn, der giver sig tid til at tale om tingene« (Lise Garsdal 30.6.). Heldigvis korrigeres denne billedfobi i andre anmeldelser. Henrik Palle er 22.4. begejstret for programmet 'Raketfart' netop på grund af billederne: »Denne blanding afvikles i et rapt, visuelt spændende flow, der gør 'Raketfart' både underholdende og særdeles informativt«. Kristine Kern roser 27.7. advokatserien 'Høg over høg' for tempofyldt klipning og rappe ordvekslinger. Man kan finde andre spredte bemærkninger, som forholder sig til mediets billedlige udtryk, men det ændrer desværre ikke ved den gennemgående idé, at kommunikation forudsætter stillestående billeder og lavt tempo. Det er ikke kun tempoet i billederne, der støder. Det gør også tempoet i sproget. Bettina Heltberg roser 28.8. et program i 'Gyldne timer' for »det pæne sprog. Det uforhastede sprog«. Det er jo en kulturelitær klassiker, der her hives frem, sprogets forfald kan man altid skrive om. Bo Tao Michaëlis skriver 25.5. og 25.9. om den »engelsk-amerikanske smitte« af det danske sprog. Ærgerligt for den årvågne sprogrøgter er det, at han uforvarende lader en af disse samfundsnedbrydende anglicismer løbe gennem sin egen pen, når han 6.11. skriver, at »Go' morgen Danmark åbner op«. Men lad nu det ligge, sprog udvikler sig jo. Bettina Heltberg indleder året med 5.1. at erklære, at hun i det kommende år kun vil skrive positivt om tv. Hun finder derpå et program på DK4, hvor Johannes Møllehave holder foredrag for et gymnasium om Shakespeare: »folkelig undervisning med skrivetavle og vigtige begreber«. Hun finder et mindeprogram om Knud W. Jensen og senere på året en gylden time med et sangprogram med Bent Fabricius-Bjerre (»der var heller ikke dåselatter eller præmier eller publikum til at live dem op«).Disse eksemplerpeger på et andet kendetegn: Anmelderne lider generelt under en enorm kulturel konservatisme. Det er således tankevækkende, at et af de mest omtalte enkeltprogrammer i hele 2001 er DR 2's 'Gyldne timer' - et program, der viser gamle tv-programmer og altid anmeldes positivt. Selv om man nok kunne mene, at det er lige vel meget spalteplads at bruge på genudsendelser, må man medgive, at 'Gyldne timer' er interessant tv. Det er mediehistorisk interessant, det danner historiske perspektiver for mennesker i dag, og det giver personlige gensynsglæder. Henrik Palle udtrykker det glimrende, når han 2.6. skriver, at 'Gyldne timer' er »fremragende fjern-syn fra verden af i går«. Men at hævde - som Bettina Heltberg 23.10. gør det - at »i gamle dage kunne man lave tv« er at overse, at 'Gyldne timer' viser de bedste af fortidens programmer og derfor ikke er repræsentativt for ældre tv. Når hun 17.9. skriver, at »ikke siden tresserne har tv været så udfarende og moderne«, viser hun en sær mediekonservatisme, hvor tv's guldalder placeres i 60'erne. Og hun er ikke den eneste konservative. De øvrige anmeldere fremhæver konstant de stillestående billeder, det langsomme fortælletempo og det affekterede sprog. Man kunne næsten tro, at den negative indstilling til nutidigt tv hænger sammen med en generationsforskel, som kommer til syne som en kulturforskel.Et tredjekendetegn ved anmeldelserne er, hvad man kunne kalde et realismedogme. Der hersker i det meste af anmelderkorpset den grundlæggende idé, at tv bør være realistisk, og at dette er noget mediet iboende. Derfor roser man dokumentar-tv og nedgør tv-fiktion og reality-tv. Der er massiv omtale af DR 2's 'Digtere, divaer og dogmebrødre'. Programmet rammer da også de fleste anmeldere i deres yndlingsemne, nemlig dansk kulturhistorie. Også almen historieundervisning regnes for godt tv: »At se billederne bringer historien til live på en måde, som bøger ikke kan«, skriver Marcus Rubin 30.7. Og Bettina Heltberg opsummerer ideen i realismedogmet, når hun 11.6. siger om sport på tv: »Det er tv, som vi engang troede, det skulle være: virkelighed«. Problemet i anmeldelserne er, at realismedogmet globaliseres, så det også kommer til at gælde for programmer, der tilhører ikkerealistiske genrer. Det skyldes formentlig, at der til den fotografiske repræsentationsform knytter sig en forestilling om, at den er dokumentarisk. Men fotografi og tv-billeder er jo altid beskårne, belyste, klippede, manipulerede osv. - ikke mindst i en digital tidsalder. Derfor er deres forhold til virkeligheden principielt ikke mere forpligtende end alle andre mediers. Der eksisterer blot nogle koder for perception af fotografiske billeder, som forbinder dem med dokumentarisme, men det er mere en egenskab ved koden end ved billedet selv. Realismedogmet forhindrer simpelthen nogle af anmelderne i at 'se' andre genrer end de dokumentariske. Man forventer en bestemt slags realisme, og hvis forventningen ikke indfris, har man kun fordømmelse tilovers for programmet. Bo Tao Michaëlis kritiserer f.eks. 25.5. 'Ally' for at være urealistisk. I forhold til hvad, kunne man spørge. I forhold til nyhederne? Det mest besynderlige er, at det netop er en serie som 'Ally', han kritiserer, en serie, der åbenlyst bryder alle realismekonventioner. Serien er nærmest en dekonstruktion af den fotografiske repræsentationsform. Som sådan er serien faktisk meget realistisk, idet den påpeger, at tv's billeder er konstruerede. Michaëlis korrigeres heldigvis af Kristine Kern 5.7. og Helle Hellmann 27.9., som begge bemærker, at 'Ally's største force netop er, at den er komplet urealistisk. De positive vurderinger af det urealistiske er dog undtagelser. Michaëlis skriver 23.11. om 'Harry Potter' (bøgerne), at de fascinerer børn, fordi de »leger med virkeligheden«. Han taler om at »svæve på mulighedernes tolerante vinger«. Der er således ingen grænser for positivt poetisk sprogbrug og tolerance, når fiktionen er litterær. Men når den er billedbåren, forstyrrer den det dokumentariske realismedogme.Samme blindhedfindes i reaktionerne på 'Big Brother'. Det er det mest omtalte enkeltprogram i 2001, og det anmeldes generelt negativt. Thomas Harder citerer 4.10. Paul Gazan for at mene, at 'Big Brother' er identifikationsobjekt for unge mennesker, der skal orientere sig i virkeligheden. Harder nedgør Gazans holdning med, at 'Big Brother' ikke er virkelighed. Det er forvrænget virkelighed og derfor ikke egnet som identifikationsobjekt. Thomas Bredsdorff skriver 27.2. i samme ånd, at »det er en illusion, at det er virkelighed«. Harder og Bredsdorff vil uden tvivl til enhver tid sige, at litteraturens eller teatrets styrke er, at de i fiktionens form er bearbejdede refleksioner af livet og virkeligheden. Men hvorfor er 'Big Brother' det ikke, og hvorfor må 'Big Brother' ikke være det? Mest af alt ligner 'Big Brother' vel naturalistisk teater, hvor man iscenesætter og fortolker menneskers reaktioner i arrangerede og ofte pressede situationer - for derved at få en erkendelse om selve det menneskelige. Man kunne lige såvel sige, at 'Big Brother' er fiktionaliseret refleksion af virkeligheden, og at 'Big Brother' derfor er egnet som identifikationsobjekt for unge mennesker. Det er bemærkelsesværdigt, at de fiktionsformer, der generelt roses af anmelderne, er fiktionsformer, der er udviklet i andre og ældre medier end tv. Det er litteratur, teater og spillefilm. Her kan anmelderne sagtens aktivere en læsekompetence, som afkoder det sete som fiktion. Men de har svært ved at overføre denne fiktionalitetsbevidsthed til tv. Og så er der endelig de deciderede fejl. De skal med, fordi de understreger, at der ikke eksisterer nogen lødighedstærskel eller fordring om seriøsitet inden for tv-anmelderi. Her blot et par eksempler. Thomas Bredsdorff har 29.12. opdaget en ny dansk komiker, »Omar fra Egypten«. »Hvad vi så, var en stand-up -komikers tilblivelse«, skriver han. Fint nok, men »Omar fra Egypten« har et navn. Han hedder Omar Marzouk og er komiker. Han var med i 'OPS' (omtalt 31.3., 27.4. og 8.7.), han er med i Jan Gintbergs nye satireprogram 'Vindhætterne'. Det er han ikke, fordi Thomas Bredsdorff opdagede ham i DR's nytårskavalkade. Det er han, fordi han er en etableret dansk komiker. Bo Tao Michaëlis hævder 6.5., at 'Ally' foregår i New York. Hvornår får vi en litteraturanmelder, der taler om Hamsuns Stockholm, Jørgen Stein fra Vejle eller Svend Åge Madsens Næstved? Enten har han aldrig set 'Ally', eller også har hans irritation over, at de taler engelsk, helt skygget for, hvad serien handler om. Sagen er, at man som anmelder har en forpligtelse til at sætte sig blot en anelse ind i det fænomen, man anmelder. Og det kan man ikke, når man som Bredsdorff 10.10. udtrykker det: »Der plejer at gå et stykke tid imellem, at jeg åbner for tv«.Nu er detselvfølgelig ikke kun den rene ynk, man finder i anmeldelserne. Det skal retfærdigvis nævnes, at der i årets løb findes bidrag, der trækker i andre retninger end de nævnte. Det er f.eks. befriende, når Henrik Palle 11.5. bemærker, at der ofte er mere godt tv i reklamerne end i selve programmerne - bl.a. fordi Finn Nørbygård kun er sjov i en Squash-reklames ti sekunder og ikke i 'Finn'sk Fjernsyn's hele time. Det er lige så befriende, når Camilla Stockmann 18.8. siger, at mainstreamserier giver unge piger positive rollemodeller, fordi de fremstiller singlekvinder som selvironiske og ikke blot som ofre. Eller når Thomas Bredsdorff - som den eneste - leverer forsøg på formelle analyser af tv's fortælleformer. Her overføres en litterær fiktionsbevidsthed til tv, og det giver fornuftige bidrag til en tiltrængt debat om måder at bruge mediet på. Desværre er disse bidrag sporadiske og ikke nok til at ændre billedet af, at tv-anmeldelser oftest er en slags projektioner af anmeldernes private idiosynkrasier. Alle anmelderne kritiserer reality-programmerne for at lægge scene til mennesker, der ikke kan og vil andet end at komme i medierne. Efter at have læst et års anmeldelser er det fristende at udlede det samme om anmelderne: De vil bare i medierne for at sige noget om et emne, de ikke ved noget om. Når Lise Garsdal 21.6. skriver: »Det er egentlig ikke underligt, at tv-branchen tiltrækker rastløse unge og andre, der gerne vil frem, være på eller bare ha' det sjovt«, får man lyst til at sige: »Det er egentlig ikke underligt, at tv-anmelderi tiltrækker skuffede ældre og andre, der gerne vil frem, være på eller bare være sure«. Helle Hellmann karikerer under overskriften 'Egoet som katedral' 21.9. de personer, der melder sig til reality-programmerne: »Jeg har et billede af mig selv, og det billede er jeg udmærket tilfreds med, så det bør alle andre også være«. Fuldstændig det samme kan siges om de anmeldere, der konstant docerer et verdensbillede, der er 20-30 år ældre end den tv-virkelighed, de forsøger at forholde sig til. Mødet mellem deres konservative skriftkultur og en nutidig tv-virkelighed kan kun blive en trist konstatering af manglende forståelse. Det er synd for debatten om vores vigtigste kulturbærende fænomen. Tv befinder sig i en dobbeltposition, hvor det på den ene side stadig er i sin barndom og på den anden side er samfundets og demokratiets vigtigste kommunikationsform. Tv har i begge egenskaber brug for kvalificeret kritik, som ikke er apriorisk fordømmende. Så længe anmelderne ikke tager tv seriøst, kan man heller ikke forvente, at tv's producenter tager anmelderne seriøst. Tv mangler en kritisk offentlighed, men konstruktiv dialog fordrer, at parterne er villige til at tale sammen. Anmeldelsernes attitude signalerer ikke en sådan villighed, og det er ærgerligt. Man risikerer jo at få det tv, man anmelder.