Det moderne Kina genfortæller fortiden for at forstå nutiden. Kronikøren har besøgt Shanghai for at finde spor af søstrene Soong, Kinas tre berømteste kvinder. Dengang som nu. Udefra fremtræder villaen på adressen 1843 Huaihai Zhonglu bastant og tung. Bygget i gråbrune sten af en græsk skibsreder i 1920'erne har den repræsenteret en overklasselivsførelse på sin tid. Huset har afspejlet værdighed uden at være prangende. Virkningen er næppe den samme på nutidens indbyggere i Shanghai. I stedet får gæsterne et fyldigt indtryk af en verden af i går. Indretning og møblering står i dag tilbage som for et halvt århundrede siden. Stuklofter og mørkt træ, tunge spisebords-møbler og klassiske reoler af den slags, som også har prydet mange Gentoftevillaer i mellemkrigsårene. Fordelt rundt på de æggeskalshvide vægge hænger portrætter og situationsbilleder med en elegant, statelig kvinde i selskab med nogle af de historiske skikkelser i det kommunistiske Kinas historie. Mao Zedong, Zhou Enlai og andre pinger. I dag indgår huset i den række af relikvier, som de kommunistiske myndigheder har lagt ind i den officielle historieskrivning. Den revideres løbende, udramatisk og stilfærdigt. Regimet ved, at retten til nutiden erobres ved at kontrollere opfattelsen af fortiden. I et anneks til boligen er der indrettet en udstilling med effekter fra mellemkrigsårenes Shanghai og de første år under Folke-republikken. Kvindens korrespondance til søstrene i USA, til regionale hærførere under borgerkrigen, til politiske ledere om det mål, der gik forud for alt andet: sejren over den kejserlige japanske aggression, genrejsningen af Kina, afvisning af de vestlige imperiemagter, der havde ydmyget og fornedret riget gennem et århundrede. Indtrykket er umisforståeligt. Vi møder her en afdæmpet og uhysterisk hyldest til en tydeligvis aristokratisk kvinde, der viede sit liv til skabelsen af det moderne Kina. Hun blev aldrig kommunistisk partimedlem trods regimets mange opfordringer, men havde sit udgangspunkt på venstrefløjen i Nationalistpartiet Guomindang, det parti, der tabte opgøret om Kina i 1949. Som enke efter republikkens og partiets grundlægger Sun Yat-sen kom hun tæt på at få helgenindestatus. Soong Qingling gik hårdt imod mange af sine egne. Hun blev nationalisternes ubønhørlige kritiker, når udrensningerne af kommunister og venstreorienterede gik for vidt. En patriot og nationalist, som er nyttig som en af de mange store fortællinger i den fint slebne version af Kinas historie, som kommunistpartiet har behov for i den legitimeringsproces, der udfolder sig i disse år. Fædrelands-kærligheden har fået forrang for den fortabte kommunistiske ideologi, som med nutidens brølende kapitalisme er aldeles fjern for yngre generationer af kinesere. Qingling er en af de tre søstre, der i både samarbejde og indbyrdes strid lagde grunden til den moderne kinesiske nationalisme, som i disse år oplever en renæssance. Slægts-avnet er Soong. De helt centrale skikkelser i det 20. århundredes historieskrivning om Kina er ægtefællerne til de to af søstrene: den kinesiske republiks grundlægger i 1912, Sun Yat-sen, gift i kun få år med Qingling og Suns efterfølger som leder af Nationalistpartiet Guomindang, Chiang Kai-shek, gift i næsten 50 år med søsteren Meiling. 20 år efter sin død er Qingling en officiel helteskikkelse i Kinas kommunistiske historieskrivning. Hendes søster Meiling var ægtefælle til en mand, der i sin søsters øjne gik i amerikanernes sold, men som grundlagde en af århundredets mirakelhistorier: Den Kinesiske Republik på øen Taiwan. Den tredje af de tre berømte søstre, Ailing, blev gift med en af det 20. århundredes rigeste kinesere. Det vender vi tilbage til. De tre søstres fader lød navnet Charles Jones Soong. Han var født som Soong Chiao-shun og stammede fra den sydkinesiske ø Hainan. Blev som ung sendt til Boston for at arbejde i sin onkels tebutik. Under opholdet i USA kom han i kontakt med et evangelistisk miljø og udviklede sig fremgangsrigt som både forretningsmand og missionær. En betydelig del af den formue, han byggede op, stammede fra trykning og salg af bibler. I 1886 landede han i Shanghai for at gøre sin familie rig og Kina kristent. Soong opbyggede en klan, der satte sig evige spor i det moderne Kinas historie. Af de seks børn, Charlie Soong blev fader til, placerede de fire af dem, tre døtre og en søn, sig i vigtige roller i Kinas omdannelse fra kejserdømme til republik. Charlie Soong dør i 1918 af mavekræft. Han når ikke at opleve den guddommeliggørelse af svigersønnen Sun Yat-sen til republikkens nationalistiske ikon, ej heller datteren Meilings giftermål med Suns kronprins Chiang, kun få måneder efter at denne havde beordret nedslagtningen af tusinder af kommunister i Shanghai 1927 - en begivenhed, der efterfølgende fik svigerinden Qingling til at kalde Chiang for »revolutionens største forræder«. Qingling bliver efterfølgende Chiangs mest artikulerede modstander i den nye højere middelklasse, der har rejst sig af ruinerne fra kejserdømmets fald. I folkemunde hed det sig, at Ailing elskede penge, Meiling elskede magten, mens Qingling elskede sit land. Ailing giftede sig med den stenrige grundlægger af Bank of China, H.H. Kung, der blev det republikanske Kinas mest magtfulde finansminister og en af verdens rigeste mænd. Meiling blev i 1927 anden hustru til Nationalistpartiets leder, Chiang Kai-shek, som var Kinas præsident i borgerkrigsårene og repræsenterede sit land ved grundlæggelsen af FN i 1945 indtil fordrivelsen til Taiwan i 1949 efter nederlaget i borgerkrigen. Qingling giftede sig som nævnt med republikkens 'fader' Sun Yat-sen, trods en aldersforskel på 22 år. Sun, der den dag i dag æres af både kommunister og nationalister som det moderne Kinas grundlægger, døde i 1925, og enken giftede sig aldrig siden. Da kommunisterne sejrede i borgerkrigen 1949, var Qingling den eneste af søstrene, der blev i Kina. Vi tager en tur i tidsmaskinen og foretager en revision af historien. Anden Verdenskrig tager ikke, som vi sædvanligvis antager, sin begyndelse med Nazitysklands invasion af Polen 1. september 1939. Den største globale konflikt nogensinde indledes med Japans overfald på Kina 7. juli 1937. Slaget om Kinas største by Shanghai samme efterår markerer et blodigt højdepunkt i det japanske kejserdømmes erobringskrig på det asiatiske fastland. Inden Amerika og Storbritannien inddrages i december 1941, har den vaklende kinesiske republik allerede betalt dyrt i krigsofre for at holde den japanske aggression stangen. Fire år efter det japanske nederlag i Asien slutter også den kinesiske borgerkrig. Et af dens mere positive afkast er etableringen på Taiwan af Den Kinesiske Republik, hvor Chiang Kai-shek og hustruen Meiling etablerer sig i en lokalitet, som de kalder midlertidig, fordi de forventer at kunne tilbageerobre fastlandet fra kommunisterne. Taiwan repræsenterer hele Kina i FN helt frem til 1971 og overlever konfrontationen med rivalen på fastlandet takket være amerikansk militær beskyttelse. Taiwan tog sig ikke særlig levedygtig ud i de første år, hvor 'Republikken Kina' bygges op med betydelig amerikansk og japansk bistand. Chiangs og Meilings republik ligner en despotisk slyngelstat, styret med jernhånd af et splittet familie-ynasti med rødder i en berygtet forbryderliga på fast-andet. Meiling, Ailing og Qingling har taget stilling. Qing-ing er den eneste, der er blevet på fastlandet. Uden amerikansk støtte havde Taiwan næppe klaret sig. Øen var i 1949 et fallitbo, to årtier senere forvandlet til en økonomisk vækstdynamo og fire årtier senere et forbillede i demokratisk udvikling, det første kinesiske demokrati nogensinde. Men det var hverken kærlighed eller venskab, der fik den amerikanske præsident Truman til at støtte Chiang Kai-shek, som han hånligt kaldte generalissimo Cash-My-Check. Det var brutal geopolitik - USA's inddæmningspolitik over for det kommunistiske fastland. Mens den amerikanske stillehavsflåde holdt Mao stangen, fik Chiang og Meiling ro til at opbygge en stærk økonomi. I 1979 skete der et historisk skifte. USA lod sin diplomatiske anerkendelse af det legitime Kina gå fra Taipei til Beijing. Fire år forinden var generalissimoen afgået ved døden. Madame Chiang havde forsøgt at overtage magten i oprørsprovinsen, men var blevet udmanøvreret af sin stedsøn. Ligeledes fra 1979 indleder det kommunistiske fastland under Deng Xiaoping en reformpolitik skåret over formlen 'autoritær kapitalisme', som har slående ligheder med den model, der skabte Taiwans velstandsmirakel. I dag er Folkerepublikken og Taiwan stadig politiske ærkefjender, der endnu ikke kan enes om betingelserne for en tilnærmelse endsige en genforening. Blot kan det konstateres, at der allerede foregår en integration mellem de to - i den forstand at Taiwans erhvervsliv og finansfolk i stigende grad søger til fastlandet, verdens potentielt største marked. Money talks! Søstrene Soong ville utvivlsomt have bifaldet den fremgang, som riget oplever i disse år. Ikke af kærlighed til magthaverne, som er arvtagere efter borgerkrigens sejrherrer. Men fordi også deres fælles vision, trods ideologiske forskelle, var et stærkt og samlet Kina som det naturlige centrum i Asien. Hvordan gik det de legendariske søstre, som i 1920'erne stod centralt placeret i opgøret om Kinas fremtid? I de første efterkrigsår kæmper Meiling hårdt som repræsentant for Kina- lobbyen i USA for at rejse flere midler til støtte af nationalisternes kamp. I foråret 1948 lykkes det med en snæver margin at få USA's kongres til at bevilge en milliard dollar, en formidabel sum på den tid. Chiang Kai-shek svarer tilbage, at pengene var velkomne, men ikke tilstrækkelige. Tre milliarder mere var nødvendige for at slå kommunisterne! Meiling mødes med en stribe amerikanske kongrespolitikere, alt imens by efter by, provins efter provins på fastlandet kommer under kommunisternes kontrol. I efteråret 1948 står det klart, at nationalisternes sag er tabt. Da Meiling stiger om bord på et fly i november 1948, har hun befundet sig på det kinesiske fastland for sidste gang. I maj 1949 fortæller kilder i den amerikanske bankverden, at Soongdynastiet har placeret op mod to milliarder dollar på bankkonti i USA og i fast ejendom på bl.a. Manhattan. Præsident Truman beordrer FBI til at gennemføre en undersøgelse. Denne bliver først deklassificeret i 1983, og flere af de frigivne dokumenter forbliver censurerede. FBI finder, at kolossale midler er blevet indsat i Bank of Chinas afdeling i New York, mens andre betydelige summer lokaliseres til banker i Seattle og Boston. Mange år senere, længe efter sin pensionering, udtaler ekspræsident Harry Truman om Soongklanen: »De var en flok forbandede tyve, alle til hobe. De stjal 750 millioner dollar ud af de i alt 3,8 milliarder, vi bevilgede til nationalisterne. De stjal pengene og investerede dem i fast ejendom fra Sao Paulo og til New York. Og det var Kinalobbyen, der stod bag«. Meiling forbereder sit otium omhyggeligt. I 1966 sikrer hun sig en luksuslejlighed på Gracie Square på Manhattan. Dette eksil tages i anvendelse, kort tid efter at gemalen dør 5. april 1975, og hans søn af første ægteskab overtager magten i Taiwan. Siden flytter hun til Long Island. Også Ailing vælger eksilet i USA. Om hendes mand, nationaliststyrets mangeårige finansfyrste H.H. Kung, hedder det sig i mange år, at han var en af USA's rigeste, god for fem hundrede millioner dollar, skriver amerikanske aviser så tidligt som i 1959. Kung går af som arbejdende bestyrelsesformand i Bank of China i en alder af 84 i 1966. Han og Ailing flytter ind i en kæmpevilla i Locust Valley på Long Island. Det 20. århundredes sandsynligvis rigeste kineser dør året efter, 15. august 1967. Ailing overlever sin mand i seks år. Hun vendte aldrig tilbage til hverken Taiwan eller det kinesiske fastland. Kun Qingling vælger at blive på fastlandet efter den kommunistiske sejr. Hun står i en alder af 56 ved siden af Mao Zedong, da denne udråber Folkerepublikken 1. oktober 1949 fra Den Himmelske Freds Port i Beijing. Siden gjorde Qingling regelmæssigt opmærksom på, at hun var »medlem af den kinesiske revolution, men ikke af det kommunistiske parti«. Qingling bliver til stor nytte for kommunistpartiet, som gør hende til Folkerepublikkens vicepræsident, i rangfølge lige efter Mao Zedong. En post uden indflydelse, men med formidabel symbolværdi. Sygdomsplaget - i kamp mod leukæmi den sidste snes år af sit liv - adopterer hun i 1960'erne to piger, som hun giver meget ukinesiske navne, Yolanda og Jeanette. Begge var børn af hendes livvagter. To uger før sin død bliver Qingling (16. maj 1981) gjort til ærespræsident for Kina og æresmedlem af kommunist-partiet. Kvinden, som var blevet et forbillede for millioner under og efter borgerkrigen, var ikke længere ved bevidsthed og kunne derfor af den kommunistiske ledelse manipuleres som et effektivt symbol. I flere år efter Qinglings død cirkulerer der beretninger om, at hun allerede fra slutningen af 1950'erne har været stærkt kritisk over for kommuniststyrets politik på en række områder. Men kritikken bliver kun formuleret over for den nærmeste inderkreds og enkelte betroede i magtapparatet. Et par år før hendes død er et pragmatisk reformstyre under Deng Xiaoping kommet til magten, og det er i bagklogskabens lys helt logisk, at et reformstyre vælger at gøre hende til ærespræsident, da hun ligger på dødslejet. Nationalismen og den revolutionære modernitets symbol gøres til et kommunistisk ikon. Søstrene Soong og deres indbyrdes rivalisering symboliserer den kinesiske nations bestræbelser på at blive en del af den moderne verden. Både med og uden Vesten og USA. Det hører til en af det 20. århundredes store ironiske pointer, at den Kinalobby og det USA, som brugte kolossale ressourcer på at inddæmme Kina i de tre første efterkrigs-årtier, i dag er dybt involveret i moderniseringen af det kinesiske fastland. De seneste tyve års udvikling i det gamle moderland må gøre indtryk på Meiling. Det ideologiske opgør om Kinas fremtid som moderne stat er for længst forbi, men i en alder af snart 104 følger hun stadig udviklingen i sit gamle hjemland, mens hun fra det luksuriøse domicil på Long Island omhyggeligt plejer formuen og det gamle nationalistiske netværk. Hendes erindringer kommer vi ikke til at se, men talrige af historierne omkring hende og søstrene skrives stadig. Som i æresboligen i Shanghai. Flemming Ytzen er journalist på Politiken