Hormoner har vi altid haft. Men først for hundrede år siden opdagede vi dem. Eller rettere det. En professor fra Hvidovre Hospital fejrer det første hormons runde fødselsdag med en forelæsning. Om forskergejst, svinetarm og bedøvede hunde. Verden er fuld af håb. Dronning Victoria er endelig afløst af sin søn, Edward VII. Året er 1901, en ny epoke starter: flamboyant, udadvendt, demonstrativ med vekslen mellem livsnydelse og eftertænksomhed. H.G. Wells' science fiction og utopiske beretninger åbner det nye århundrede med kvalificeret optimisme og en tro på, at videnskab og teknologi kan bedre verden. Politisk indgår England og Frankrig i 'Entente Cordiale', der senere også tæller Rusland. Lægevidenskaben er i fremgang. Den store russiske fysiolog, Ivan Pavlov, har studeret nerveregulationen og er kommet til det resultat, at nervesystemet styrer alle organismens funktioner, herunder fordøjelsen. Ved synet og duften af mad udløses reflekser, der dannes spyt i mundhule, og fordøjelsesprocesserne starter. Fra hjernen til mavetarmkanalen går nerver, der kan synkronisere denne komplicerede fødeproces. En af Pavlovs elever, Lev Popielskij, har i 1901 gjort en interessant iagttagelse. Dannelsen af det for fordøjelsen afgørende bugspyt kan tilsyneladende foregå, selv om disse nerver er sat ud af funktion. Altså må kontrollen foregå i organernes egne indre nerver. To franske forskere kommer til samme resultat også i 1901. Pavlovs fundamentale koncept om centralnervesystemets regulering skal 'blot justeres en smule' med hensyn til kontrollen af bugspytproduktionen. To engelske forskere, Ernest H. Starling og William M. Bayliss, havde i slutningen af 1890'erne studeret tarmenes bevægelser og fundet, at nervesystemet i selve tarmvæggen koordinerer fødens passage, de såkaldte peristaltiske bevægelser. Starling var uddannet læge og professor i fysiologi ved University College London. Bayliss arbejdede samme sted som fysiolog, men i en underordnet stilling. De havde arbejdet sammen i 10 år og knyttet familiebånd, idet Bayliss havde giftet sig med Starlings søster. Star-ling og Bayliss havde konstrueret et efter datidens forhold sindrigt apparat, der kan måle hver dråbe afsondret bugspyt. Ved undersøgelser af bedøvede hunde gør disse forskere nu en iagttagelse, der får uhyre vidtrækkende konsekvenser. De opdager det første hormon . En anden engelsk læge sir Charles Martin er til stede under denne epokegørende opdagelse, der fandt sted om eftermiddagen onsdag 16. januar 1902. Han beskriver forløbet således: »Ved tilstedeværelse af mavesyre i tolvfingertarmen blev der dannet bugspyt. Til vores store overraskelse blev der også dannet bugspyt, når der kom mavesyre i et isoleret tyndtarmsafsnit, hvor alle nerver var fjernet. Starling udbrød: »Then it must be a chemical reflex«. Han fjernede hurtigt et stykke af tyndtarmens slimhinde, findelte det ved at slibe med sand og stimulerede med syre. Alle iagttog under den efterfølgende indsprøjtning af slimhindeudtrækket i blodbanen på det bedøvede forsøgsdyr, at der blev dannet bugspyt i meget store mængder«. Charles Martin konkluderede: »It was a great afternoon«. Opdagelsen af det første hormon, som Starling og Bayliss kaldte sekretin (det vil sige et stof, der stimulerer til dannelse), blev offentliggjort allerede en uge senere i en publikation fra The Royal Society. I 1902 blev der i alt offentliggjort ikke mindre end 18 artikler om det nye regulatoriske princip. Starling og Bayliss anvendte ligesom Pavlov og andre forskere bedøvede hunde til deres fysiologiske eksperimenter. I London var der i visse kredse stærk modstand mod dette, og anti-vivisektionsbevægelsen (bevægelse mod dyreforsøg ved indgreb på levende dyr, red.), ledet af præsten Stephen Coleridge, protesterede voldsomt. I februar 1903 anmeldte han Starling og Bayliss for at have opereret på en hund, der ikke var bedøvet. En politimæssig efterforskning konkluderede, at anklagerne var helt uberettigede. Coleridge fortsatte sine beskyldninger, og Bayliss følte sin ære krænket. Han anlagde injuriesag mod Coleridge og vandt denne i november 1903, hvor Bayliss blev tilkendt en erstatning på det dengang anselige beløb af 2.000 pund. Disse penge blev doneret til en fond under universitetet og delvist anvendt til fortsatte videnskabelige dyreeksperimenter. Dette mildnede ikke anti-vivisektionisterne. Man har hæftet sig ved Starling og Bayliss' meget forskellige personligheder. Medicinalhistorikeren H.H. Simmer betegner Starling som en systematisk romantiker med tidlig modenhed, hurtig tankegang, impulsiv, god ytrings-evne, et stærkt behov for at meddele sig, begejstringsevne med overskud af ideer og planer, hurtigtarbejdende, stor indlæringsevne, enorm arbejdskapacitet og et stort behov for at konstruere overordnede systemer. Omvendt betegnes Bayliss som en metodisk klassiker , grundigt overvejende, tilbageholdende med ubehag ved omgående svar, beskeden, med systematisk sans for konstruktion af apparatur og meget resultatkritisk. Bayliss var godsejer og økonomisk uafhængig hele livet, Starling havde begrænsede økonomiske midler. På det personlige, sociale og videnskabelige plan var de hinandens modsætninger, men qua deres gode samarbejde udgjorde de et meget effektivt tomandsteam. Og netop kombinationen af systematik, forsøgsmetode og apparaturkonstruktion med impulsiv iderigdom og handlekraft var helt afgørende for denne epokegørende opdagelse. I de næste år udvikler Starling ud fra de eksperimentelle resultater et generelt styresystem, den hormonale regulering, der arbejder parallelt med nervesystemet. Efter konsultation af to sproglige eksperter fra Cambridge blev navnet hormon anvendt (fra græsk hormao: noget, der stimulerer, sætter i gang, initierer). Hormon blev den nye betegnelse for alle stoffer, der dannes et sted i organismen og føres med det cirkulerende blod for at udøve en regulatorisk effekt et andet sted i organismen. Disse signalstoffer fik således fra begyndelsen det navn, der ikke alene anvendes i professionelle kredse, men nu stort set er integreret i dagligdagens sprog overalt i verden (hormonel antikonception, hormonforstyrrelse, hormonbombe etc.). Her blev udvist et forbløffende klarsyn med hurtig omstilling af forskningen mod nye og delvist ukendte mål, selvom de samtidig måtte kæmpe mod anti- vivisektionsbevægelsen, skepsis fra videnskabelige kolleger og manglende politisk vilje til at modernisere universitetets laboratorier. Bayliss og Starlings nylige opdagelse medførte tvivl om den generelle gyldighed af Pavlovs forskningsresultater. Han gentog sine forsøg uden at finde fejl, men de engelske forsøg kunne ikke reproduceres i Sankt Petersborg, hvorfor han stemplede disse som fejlagtige. Der gik således over 10 år, før Pavlov og den videnskabelige verden anerkendte den hormonale regulering. Det var Starling, der i begyndelsen af 1920'erne henledte den danske fysiolog August Kroghs opmærksomhed på det nyopdagede insulin og dermed indirekte var medvirkende til Danmarks tidlige placering i den medicinske udnyttelse af dette vigtige hormon. En placering, vi stadig har. Med hormonkonceptet var der tale om et med nervesystemet alternativt regulatorisk system. Umiddelbart var det uforståeligt, at naturen ikke alene gjorde brug af det velkendte og på mange måder velfungerende nervesystem. Hormoner er imidlertid et vigtigt supplement til nervesystemet. Hormonerne når på en effektiv måde frem til alle steder i organismen samtidig. Nervegrenene stopper ved cellernes overflader, men en del hormoner kan trænge dybere ind i cellerne og udøve deres virkning der. Hormoner er velegnede til mere langstrakte reguleringer og derfor stærkt besparende på nervesystemets kraft. Det er karakteristisk, at de forskellige dyrearter har de samme eller næsten de samme hormoner. Hormonerne er således et gammelt system set i forhold til arternes udvikling. I 1920'erne blev kønshormonernes vigtige rolle kendt, og der var overalt en tiltagende bevidsthed om betydningen af hormoner for stort set alle funktioner i organismen. Hormon-æraen udviklede sig således, at der efter den meget hurtige og visionære start var en træg og noget usikker periode, der blev efterfulgt af et stabilt, men langsommere tempo, der for alvor tog fart med de nyere teknikker i sidste halvdel af 1900-tallet. Mens vores viden om hormonerne stadig vokser, er antallet af nyopdagede hormoner faldende. Inden for de sidste 20 år er der dog opdaget omkring fem nye hormoner, hvis funktion tegner til at kunne få enorm betydning, men på nuværende tidspunkt kun delvist er kendt. Et af de sidst opdagede hormoner (1995) er fedtvævshormonet leptin, der indtager en vigtig funktion i regulering af fedtdepoter, stofskifte og kropsvægt. I dag er der identificeret over 100 hormoner, der i et vigtigt samspil - indbyrdes og sammen med nervesystemet - bidrager til styring af kroppens funktioner. Den genetiske kode for alle kendte hormoner er nu identificeret, hormonernes kemiske sammensætning er velkendt, og de kan fremstilles med bioteknologiske metoder. Det må påregnes, at der fremover stadig vil opdages nye og hidtil ukendte hormoner i den menneskelige organisme. Bl.a. har de nye bioteknologiske metoder afsløret, at der findes hormonreceptorer i celler og væv, der må antages at være beregnet til endnu ukendte hormoner. Om dette er et udtryk for 'genetisk affald' eller nøglen til nye og spændende hormoner, må fremtiden vise. Den videre udforskning af det første hormon viste sig at være langt vanskeligere end dets flyvende start. Først i 1960'erne blev sekretin renfremstillet. For at illustrere den enorme opgave, der lå bag dette, kan det nævnes, at de svenske forskere, der udførte denne bedrift, måtte starte med en kilometer svinetarm for at ende med kun en tusindedel af et gram rent sekretin. For få år siden blev sekretin på ny genstand for betydelig opmærksomhed. I 1996 blev et treårigt autistisk barn undersøgt med en kikkertundersøgelse på grund af fordøjelsesproblemer. Under undersøgelsen blev der indgivet sekretin for at stimulere bugspytproduktionen. Efter-følgende bemærkede forældrene en betydelig ændring i barnets autistiske adfærd. Det begyndte at lege mere normalt, der kom sprog, kontakten blev bedre, og alt dette blev dokumenteret med forældrenes detaljerede videooptagelser af barnet. 7. oktober 1998 bragte NBC i programmet 'Deadline' denne historie om sekretinbehandling. Tidligere samme år havde en læge rapporteret om tre tilfælde af børn med autisme, som efter sekretinindgift var blevet mærkbart bedre. Disse rapporter, forstærket af at der var tale om en opdagelse gjort af forældrene selv vedrørende et naturligt forekommende hormon, medførte et massivt krav om sekretinbehandling af autistiske børn. Der er nu givet adskillige tusinde sekretinbehandlinger. Desværre har efterfølgende systematiske undersøgelser ikke kunnet dokumentere en generel effekt af sekretinindgift ved autisme. Fremtidige undersøgelser må afgøre, om visse specielle former for autisme kan have glæde af sekretinbehandling. Dyreundersøgelser har vist, at sekretin ud over at være et hormon formentlig også er signalstof i visse dele af hjernen. Der er fra dansk side i gruppen omkring professor Jens F. Rehfeld på Rigshospitalet udført en massiv international forskningsindsats gennem de sidste 30 år. En forskningsindsats, der nuancerer biologien omkring signalstoffer, hormoner, deres forstadier og indbyrdes sammenhæng. I det første tiår af hormonæraen blev offentliggjort et par hundrede videnskabelige afhandlinger, i det sidste tiår mellem en halv og én million, og et skøn over de samlede hundredårspublikationer om hormoner vil være to til tre millioner afhandlinger. Dertil kommer, at mange er publiceret i verdens førende videnskabelige tidsskrifter. Et forhold, der illustrerer områdets enorme betydning for grundliggende biologisk forståelse og studiet af sygdomsmekanismer, der i dag er udmøntet i en betydelig praktisk anvendelse inden for sygdomsbehandlingen. Der fremkommer karakteristiske symptomer ved mangel på eller overproduktion af de fleste hormoner, eksempelvis forhøjet og nedsat stofskifte ved henholdsvis over- eller underproduktion af hormonet fra skjoldbruskkirtlen. Medicinsk og kirurgisk behandling af sygdomme med hormonforstyrrelser er i dag blandt de former for lægevidenskabelig behandling, der er bedst dokumenteret og har størst succes med livsreddende eller dramatisk effekt på livskvaliteten. Her lidt inde i det nye århundrede må vi konstatere, at videnskab og teknologi ikke løser alt eller giver en generelt bedre verden. H.G. Wells', og mange senere forfatteres, utopier og science fiction tilhører fortsat disse kategorier. Modsat overgår realiteternes verden nogle gange selv den vildeste fiktion. Hormonerne er en videnskabelig succes, et eksempel på, at videnskab og teknologi har givet en bedre verden for millioner, og selv meget optimistiske håb er ofte indfriet, når vi taler om hormoner. Placeringen af den lægevidenskabelige tyngde er i dag flyttet fra Rusland og delvist Vesteuropa til USA. Trusler er der som bekendt fra forurening med stoffer med hormonlignende effekt (nedsat sædkvalitet og fertilitet) og misbrug (anabole steroider). Uenighed og mistillid til andres forskningsresultater er fortsat hyppigt forekommende i den lægevidenskabelige verden. Økonomiske problemer er stadig markante, blot på et andet niveau. Der er dog mest på plussiden af hormonæraen. Vor tids anti-vivisektionister er ikke dyreaktivister, men personer og organisationer med en anti-videnskabelig holdning. Det være sig politisk, økonomisk eller intellektuelt. Der er grund til at være åben for alternativ tænkning, men dagens manglende interesse for naturvidenskab parret med politisk ligegyldighed og nedskæringer er en farlig cocktail. Trods dette er hormonerne fortsat en fantastisk succeshistorie, og forskningsprocessen i og anvendelsen af hormonerne er på ingen måde afsluttet efter de første 100 år.