Hip - det var man skam allerede i 1950'erne. Kronikøren, der er cand.mag. i amerikanske studier, holder litterær salon for Terry Southern, penneføreren bag filmene 'Easy Rider' og 'Dr. Strangelove'. En nyligt udkommet biografi om denne festlige hipster satte ham på sporet. I sommeren 1967 udkom Beatles' 'Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band', en lp, der med sine psykedelisk svungne melodier ikke blot satte nye standarder for popmusikken, men tillige blev tidens mest omdiskuterede kulturelle fænomen på grund af et fascinerende cover, der fremstiller et veritabelt drømmehold af levende og døde kultfigurer. I øverste venstre hjørne kiggede en fyr frem iklædt kølige solbriller og et tilpas afslappet udtryk i ansigtet. Terry Southern var navnet på denne forfatter, som Ringo Starr havde sagt god for, men som trods alt ikke rigtig kunne leve op til sidekammeraternes aura af ikonoklastisk berømmelse. Southerns få romaner og noveller havde nået et snævert og belæst publikum blandt storbyens bohemer og beatniks; enkelte ville sikkert også vide, at han var manden bag den kulsorte humor i Kubricks 'Dr. Strangelove' (1963), endnu færre at han med en artikel om en pigegardeskole, 'Twirling at Ole Miss', havde taget et af de første spadestik til, hvad der senere skulle gå under navnet new journalism. Terry Southern var med andre ord kun kendt i de virkelig hippe kredse, som det hed dengang - hvilket naturligvis var grunden til, at han figurerede på Beatles-albummet. Ingen af disse hipsters var dog i tvivl om, at fyren, der var midtpunkt i et hvilket som helst selskab, altid snuppede regningen på de smarteste beværtninger og tilsyneladende kunne skrive med vid og bid om hvad som helst til hvem som helst, gik en stor fremtid i møde. Et kvart århundrede efter står det imidlertid klart, at det ikke blev ret meget større for Terry Southern end netop den summer of love, hvor han ikke blot dukkede op i Liverpool-kvartettens fine selskab, men også skrev en god portion af endnu en milepæl inden for populærkulturen, filmen 'Easy Rider' (1969). Som det fremgår af Lee Hills velresearchede og indsigtsfulde biografi om forfatteren, 'A Grand Guy: The Art and Life of Terry Southern' (Bloomsbury), var årene frem til hans død i 1995 med få undtagelser tværtimod én lang limbodans både professionelt og privat. Prisen for at leve et liv som festlig fyr og forfatter med fingeren på pulsen blev til fulde betalt i form af stigende alkoholisme, kunstneriske skuffelser og økonomisk ruin. Langt hen ad vejen formede Southerns liv sig som en af de amerikanske myter, han selv satte så højt. Hans litterære helte var Faulkner, Fitzgerald og Hemingway, og med denne fortabte generation i vadsækken forlod han i 1943 universitetet i Dallas og hjemstaten Texas og drog i krig i håbet om som sine forbilleder at opleve noget, der kunne inspirere til store og skelsættende romaner om Amerika i vor tid. Hver gang Southern senere blev udspurgt om årene som minør ved fronten i Europa, undgik han behændigt at komme nærmere ind på emnet ved at undskylde sig med, at han inden længe ville skrive en roman om Anden Verdenskrig. En sådan blev det aldrig til, men i Hills øjne er der ingen tvivl om, at 'Dr. Strangelove' ikke havde været den samme uden Southerns afsky for og fascination af menneskets voldelige natur og hans indblik i militærets til tider absurde anatomi. Drømmen om et liv som kunstner førte efter krigen den unge Southern til Paris, hvor en ny generation af fortabte sjæle og krigsveteraner med værdifulde dollar på lommen samlede sig på venstre bred. I selskab med forfattere som bl.a. Mordecai Richler, James Baldwin og Mason Hoffenberg, med hvem Southern skrev romanen 'Candy' (1959), blev der diskuteret kunst, lyttet til jazz, set europæiske film og ikke mindst indtaget alt fra hash og benzedrin til øl og spiritus i lange baner. Efter fire år i den franske hovedstad gik turen til New Yorks Greenwich Village, hvor ryet som hip og håbefuld forfatterspire med en stribe bemærkelsesværdige noveller og en roman på bagen gjorde ham til et naturligt centrum, når hvad han selv kaldte the Quality Lit Game - anført af skikkelser som Norman Mailer, Philip Roth og William Styron - holdt litterær salon. I det hele taget befandt Southern sig op gennem 50'erne og 60'erne konstant i nåleøjet af tidens kulturelle strømninger og toneangivende miljøer. Ifølge Hill havde årene i Paris, hvor tonen var afslappet og distanceret, og arrene fra krigen blev helet med humor, skabt en vellidt levemand - a grand guy - der konstant forstod at gøre sig bemærket med sit vid og aldrig var for nærig til at give den næste omgang. Ved at give pokker i jagten på den konformitet og materialisme, der prægede USA i den periode, og i stedet udleve drømmen om at skabe vedrørende og grænseoverskridende litteratur og ikke bekymre sig om i morgen, levede Southern til fulde op til de krav, tiden stillede til en vaskeægte kunstner. At han desuden var evigheder om at få færdiggjort sin fiktion, således at hans projekter i de kredse efterhånden blev omtalt i mytologiske vendinger, aldrig havde råd til huslejen og sjældent bekymrede sig om den kontraktlige side af forretningen, forringede ikke hans status som fandenivoldsk hipster. Hans første roman, 'Flash and Filigree' (1958), blev efter fem års gennemlæsninger hos diverse forlag endelig udgivet i England, hvor den fik en fornem modtagelse. Amerikanerne var derimod mere reserverede over for Southerns satiriske krimi, hvor der bl.a. optræder en skurk i skikkelse af en bilgal hudlæge, der aldrig bliver fanget! Både 'Flash ' og hans næste roman, 'Candy', om den varmblodige Candy Christians erotiske eventyr, fik som nævnt et mindre kultpublikum, derudover gjorde de ikke synderligt væsen af sig, slet ikke økonomisk. Southern lod sig imidlertid ikke slå ud, men fortsatte kompromisløst med at forsøge at skabe kvalitetslitteratur, der betød noget. I slutningen af 50'erne skrev han således også sin bedste roman, 'The Magic Christian' (1959), der fortæller historien om Grand Guy, en excentrisk millionær, hvis ultimative mål er at bevise, at intet er så ydmygende, at man ikke kan få folk til at gøre det for penge. Lighederne mellem Grand Guy og det image, Southern yndede at fremstille af sig selv, var for den nære omgangskreds til at få øje på, som Hill foreslår allerede i sin titel: Begge er de store i slaget, tilsyneladende ubekymrede og opsat på at leve og opleve verden på første klasse. Spørgsmålet, som også udgør den mest spændende diskussion i 'A Grand Guy', er naturligvis, om Southern solgte ud ved at kaste sig over filmbranchen i stedet for at koncentrere sig om litteraturen. I starten af 60'erne, da Southern blev hyret af Kubrick til at sprøjte lidt humor i 'Dr. Strangelove', syntes skellet mellem kunst og underholdning ikke at være så skarpt som før eller siden. Som Hill udtrykker det, så ændrede betalingen for - og ikke mindst opmærksomheden fra - filmen godt nok Southerns liv radikalt: For en stund havde han penge på lommen, og pludselig vrimlede det med tilbud fra teater-, film- og forlagsbranchen. Hyren synes dog ikke at spille en større rolle for, hvad forfatteren kastede sig over, bl.a. tjente han aldrig mere end 3.900 dollar for sin del af manuskriptet til 'Easy Rider'. Det var nærmere den stemning af anarki og optimisme, der herskede i kunstnerkredse på den tid, samt muligheden for at arbejde med inspirerende venner og bekendte, der satte dagsordenen. I miljøet omkring Robert Fraser's Gallery i Chelsea - hvor Southern festede og fik ideer i selskab med folk som William Burroughs, Marianne Faithfull, Anita Pallenberg, Stones og Beatles, Antonioni og Kubrick, David Hockney, ja alle, der allerede havde sat eller var godt på vej til at sætte deres fingeraftryk på de swingende 60'ere - blev der diskuteret kultur i alle dens afskygninger, og ikke mindst filmmediet, der på det tidspunkt fik en europæisk saltsvandsindsprøjtning, havde et skær af muligheder og personlighed over sig, hvilket gjorde det kunstnerisk udfordrende at arbejde med. Hill besvarer spørgsmålet om, hvorvidt Southern havde solgt ud ved at lave film, således: »'Dr. Strangelove' not only gave Southern an entrée into the international film world and the high-roller lifestyle, it brought him into contact with an emerging generation of actors, producers, filmmakers, painters, musicians, and writers who wanted to merge different media, break down barriers, and test the limits. In public, Southern would be tight-lipped about such artistic aspirations or make fun of them through deadpan tomfoolery, but beneath the hipster persona, he understood that film was the perfect medium for the sixties«. Resten af årtiet syntes Southern at dukke op alle de rigtige steder - fra London i selskab med modeller og musikere, over Elaine's i New York, hvor en ung Woody Allen fortalte vittigheder, til Malibu omkring barbecuen med Jane Fonda og Roger Vadim. Ud over manuskripter til 'Strangelove' og 'Easy Rider' skrev han bl.a. Tony Richardsons 'The Loved One' (1965) og Vadims 'Barberella' (1967) samt utallige artikler og novellesamlingen 'Red Dirt Marijuana and Other Tastes' (1967). I 1970 udkom romanen 'Blue Movie', og med den stod det fast, at Southern tilsyneladende ikke længere havde fingeren på pulsen. Historien om filminstruktøren King B, der sammen med den stenrige producent Sid Krassman og det misforståede sexsymbol Angela Sterling beslutter sig for at lave en seriøs pornofilm for det brede publikum, var for kras en sag for den såkaldte tavse majoritet, der med Nixons indtræden som præsident havde startet en regulær backlash mod Modkulturen og dens udskejelser. Den livsstil, som Southern årtiet forinden havde syntes at personificere, var efter manges mening for længst kørt af sporet med bl.a. Manson-mord, narkotikamisbrug og Hell's Angels' drabelige opførsel ved Stones-koncerten i Altamont i 1969 som de mest ekstreme resultater. Desuden rasede Vietnamkrigen både ude og hjemme. Imens sad den store satiriker Terry Southern stadig og skrev med en vis ironisk distance om sin store besættelse, porno, udbrød hans kritikere hånligt. Bortset fra Michael Wood i New York Review of Books, der mente, at forfatterens prosa var flydende som aldrig før, og tog bogens tragiske præmisser alvorligt - at man i sagens natur ikke kan lave en ærlig film om noget så intimt som sex - blev romanen sablet ned af anmelderne. 70'erne og 80'erne blev i det hele taget en blind vej for Southern, der på grund af sin dårlige sans for forretninger og sin hang til at blande druk, venskaber og arbejde glemte deadlines, undgik at få underskrifter på vigtige papirer og gentagne gange valgte at kaste sig over tvivlsomme projekter i stedet for at satse på det sikre. Blandt de mange film, der af den ene eller anden grund kuldsejlede i de år, var en filmatisering af William Burroughs' 'Naked Lunch', et samarbejde med Kubrick om Arthur Schnitzlers 'Traumnovelle' ('Eyes Wide Shut') og en film om Jim Morrisons liv. Med andre ord projekter, der såmænd var gods nok i til senere at blive ført ud i livet af folk med orden i økonomien og kalenderen. Southern dukkede i øvrigt også op i filmen om Rolling Stones' USA-tour i 1972, 'Cocksucker Blues', der blev gemt væk flere år, fordi selv band-medlemmerne var rystede over indholdet af sex, stoffer og alkohol. Med kokain hængende ud af det ene næsebor mumler Southern: »If you had a million dollars a week to spend on coke, you could probably develop a habit«. Set i det lys var det måske heldigt, at han de sidste 25 år af sit liv sad i evig gæld til skattemyndighederne, og at hans kortvarige job som bl.a. tekstforfatter på tv-satireprogrammet 'Saturday Night Live' og underviser i manuskriptforfattergerningen 'blot' tillod ham en afhængighed af alkohol. Terry Southern døde i 1995 af mavekræft, forældet og fordrukken, men som de evige repremierer på hans film, genoptrykkene af hans romaner i slutningen af 90'erne og nu altså også den første biografi om ham vidner om, langtfra glemt. Forfatteren videreførte den nærmest hyperrealistiske form for satire, som Nathaneal West havde lagt grunden til med sine små, kringlede og apokalyptiske romaner fra 30'erne. Som West, der til hverdag skrev hurtigt glemte B-film for Hollywoods såkaldte powerty row-studier, måtte Southern også finde sig i lidt af hvert, fordi hans kunst indimellem var for kompromisløs. I 70'erne blev der måske rystet på hovedet af hans idé om at lave en pornografisk mainstreamfilm, men ikke blot vrimler biorepertoiret i dag med titler som 'Boogie Nights' og 'Baise-Moi', der alle indeholder udpenslede sexscener. Diverse pornostjerner dukker som bekendt også op i selv de mest anerkendte instruktørers værker. På samme måde er hans prosa akkurat lige så aktuel i dag, som dengang han skrev den: I 'Flash and Filigree' ser folk eksempelvis åndssvage tv-shows dagen lang, og i et manuskript fra 1989, 'The Brightest and the Best', der ikke blev købt af en tv-kanal, fordi historien mentes at være for langt ude, optræder der såmænd også en utro præsident samt en længere retstlig diskussion om dennes sædprøver på tube! Southerns Grand Guy-image var givetvis medvirkende til, at han altid dukkede op i de mest hippe kredse rundt om i verden. Uden hans blik for det absurde i det moderne samfund og hans evne til at udtrykke dette i satiriske vendinger i både prosa, journalistik og manuskriptform havde han imidlertid aldrig skabt nogen af sin tids mest skelsættende værker endsige haft den store indflydelse på populærkulturen, som vitterligt har været tilfældet. Hill gør fornemt rede for arven efter Southern, der kan ses og læses i alt fra Monty Python's Flying Circus og Oprah's Book Club - dannet efter Quality Lit Games ideer - til diverse nutidige forfatteres nonnaturalistiske tilgang til litteraturen samt ikke mindst de seneste års bedste amerikanske film, deriblandt 'Fight Club', 'Truman Show' og 'American Beauty'. For så vidt er det vel i dag de færreste, der har noget at indvende imod, at Terry Southern optræder på coveret til 'Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band'. Det satiriske geni synes tværtimod at høre hjemme netop i øverste venstre hjørne flankeret af Francis Bacon, Tony Curtis, Dylan Thomas og Lenny Bruce, hvorfra han sikkert nyder sin udødelighed lige så meget, som vi andre med jævne mellemrum nyder 'Dr. Strangelove' og 'The Magic Christian'.