Billige løsninger som medicinsk kastration duer ikke, når seksualforbrydere skal i behandling. Og det skal de, mener kronikørerne, der stod bag dokumentarprogrammet 'De kastrerede'. Tv-journalisterne opfordrer regeringen til at mande sig op og diskutere andet end straffens længde. En glad julefrokost ender med, at flere mænd sigtes for gruppevoldtægt: Begivenheden blev endnu en anledning til, at beretninger om seksuelle overgreb passerede de danske avisforsider. Desværre når debatten dog sjældent længere end til det antal år, som seksualforbryderne bør sidde bag tremmer. Det er almindeligt kendt, at straf ikke hjælper på andet end at tilfredsstille retsfølelsen, og netop derfor burde man udvide snakken til også at dreje sig om, hvad der skal ske med sexforbryderne, mens de afsoner deres straf. I 1997 vedtog regeringen et muligvis noget skrabet behandlingssystem - en reform - uden tilsyneladende at bruge resultater fra udlandet. Siden dengang er omfanget af sexkriminalitet steget - senest med 13 procent, fra 2000 til 2001, i en undersøgelse foretaget af Rigspolitiet ved at sammenligne nogle måneder i hvert af de to år. Man kan næppe allerede nu give reformen skylden for denne udvikling, om end tallene er triste. Men der er faktisk ikke så langt til optimisme, hvis vi blot vil kigge ud over landegrænsen. I slutningen af oktober 2001 viste DR 1 et kontroversielt dokumentarprogram, 'De kastrerede', som vi tilrettelagde. Det drejede sig om den 'behandling', som tilbydes de mest farlige sexforbrydere, nemlig medicinsk kastration. Det blev blandt andet påvist, at Folketinget var blevet misinformeret om kastrationens ufejlbarlighed, og at der - i mindre grad - var blevet begået både sexkriminalitet, voldtægtstrusler og en del tilfælde af vold under medicinsk 'behandling'. Desuden at medicinen i flere tilfælde slet ikke havde haft den bebudede virkning. Og tillige, at der kan være et meget stort tilbagefald til sexkriminalitet, når først den kriminelle får mulighed for at slippe for medicinen. Dette sidste er understøttet af udenlandsk forskningsmateriale. Endelig spurgte programmet ind til, hvor grundigt man egentlig undersøger de mennesker, der reelt tvinges til at tage kastrations-medicinen. Af i alt nitten tidligere kastrater, der fra 1989 og senere var med i behandlingen, er tre i dag afgået ved døden. Det må være tilladt at debattere den medicinske kastration, ligesom man diskuterede antabusbehandling af alkoholikere for femten år siden - i øvrigt for senere at prioritere den såkaldte Minesotabehandling, der netop ikke arbejder med antabus. TV-programmets kritikpunkter er netop blevet undersøgt - af dem, der blev kritiseret: Kriminalforsorgen har undersøgt sig selv, som det jo tidligere er set i Justitsministeriets regi. I undersøgelsen konkluderer kriminalforsorgen, at kritikken af kriminalforsorgen var uberettiget - og rejst på et forkert grundlag. Tilrettelæggerne bag kastrations-programmet har efterfølgende indledt en klagesag om redegørelsen, der i skrivende stund verserer mod kriminalforsorge. Men det er ikke kun, når det gælder selvundersøgelser og kastrationssprøjter, at der er problemer herhjemme. Den danske behandlingsreform fra 1997 blåstemplede ikke alene den medicinske kastration, men fastsatte også en kurs over for andre sexforbrydere. Nogle sexkriminelle - med domme på op til et par år - kunne komme til psykiatriske samtaler i stedet for straf. Og de øvrige - med straffe på op til cirka fire år - kunne gå til sådanne samtaler under udgang fra fængslet. Selve samtalebehandlingen har samme karakter, uanset om den dømte har fået en slags behandlingsdom eller en egentlig fængselsstraf med tilknyttet behandling. Behandlingen drejer sig for eksempel om hver 14. dag at deltage i nogle samtaler-hen-over-et-bord, og dét (netop den form) har næppe den store effekt på seksualforbrydere. Derfor har man i udlandet forladt disse individuelle samtaler af 'psykiatrisk-sexologisk' karakter, når det drejer sig om sexkriminelle i fængsel. Ganske enkelt, fordi behandlingen savner effekt (jf. Greve m.fl. (2001): 'Nytter det?', DJØF's forlag, side 82). Gennem aktindsigt hos kriminalforsorgen kan man desuden se, hvordan de danske psykiatere har skullet kæmpe for ikke at gøre intervallet mellem samtalerne længere, end det er. Når det specifikt gælder de sexdømte, der skal i fængsel, så er der også ressourceproblemer: I slutningen af oktober 2001 var der en kø på 37 sexforbrydere, som stod på en venteliste til en særlig motivationsafdeling, bemandet med behandlere. Det var alle sexforbrydere idømt ubetinget fængselsstraf, som var på fri fod! Dette er ikke bare forargeligt for mange, men det er givetvis også en reel trussel for den ro, som et sexoffer har brug for, når gerningsmanden er dømt. Men desværre har en ringe behandlingskapacitet gennem flere år holdt kriminal-forsorgen i et dilemma, hvor de har skullet vælge mellem pest og kolera. Enten har forsorgen skullet ignorere de lange køer - hvilket ville være urimeligt og politisk umuligt at gennemføre. Eller også skulle forsorgen - og sådan er det gået - med mellemrum forsøge at afkorte køen ved at sende nogle af sexforbryderne uden om den motiverende forbehand ling og direkte i fængsel. Sådan har forholdene været i tre år, og langt over 100 sexdømte er på relativt kort tid blevet unddraget den indledende behandling, som samfundet ellers gerne så, at de fik - og som reglerne siger, at de skal have. Over 50 procent af dem, der faktisk når frem til motivations-afdelingen i fængslet i Herstedvester, bliver nemlig motiveret til behandling, og dét tjener jo til behandlernes ros. Men kun godt 10 procent af dem, der unddrages opholdet på motivationsafdelingen, ender med at gå i behandling. Også derfor har ordningen været problematisk. Så vidt vi er orienteret, forsøger kriminalforsorgen i øjeblikket at udvide kapaciteten på motivationsafdelingen med et antal åbne pladser, men bliver mødt med megen lokal modstand. Når kriminalforsorgen har måttet sende et trecifret antal forbrydere uden om behandling, så fungerer den motiverende behandlingsdel ikke godt nok. Det behøver man ikke være behandler for at se. Her kunne man stille spørgsmålet, om det nu også er kriminalforsorgen, der er sløv, når der skal gå flere år med at løse et køproblem. Eller om dette her måske snarere handler om, at politikerne er mest interesserede i at tale om sexforbrydelser, så længe det ikke forpligter økonomisk. Under alle omstændigheder opbygger sexforbryderne en mur af fornægtelse og forsvar, mens de står på venteliste, uanset om de så ender med at komme forbi motivationsafdelingen, eller de ender med at ryge i fængsel uden den behandling, som reglerne siger, de skal have. Det er vistnok alle fagfolk enige om. Således er den motiverende del af behandlingen indtil videre blevet en reel fiasko på grund af kapacitets-problemer. Også selvom behandlerne faktisk har været gode til at motivere de alt for få sexforbrydere, der er nået indenfor på afdelingen. Allerede det forhold, at udlandet ikke prioriterer de nævnte samtaler-hen- over-et-bord i deres effekt-undersøgelser, kunne dog tyde på, at den danske behandlingsindsats har et mere gennemgående problem: at nogen ikke fra starten fik set ud over landegrænserne. Selv to år efter at den danske ordning var gået i gang, fandtes der nærmest ikke et stykke papir hos Justitsministeriet om behandling uden for Danmark. Det viste aktindsigt hos ministeriet. Men flere steder i udlandet er der faktisk fremragende resultater med at behandle sexforbrydere. Og man skal huske, at de positive resultater kommer kvinder og børn til gode i kraft af færre overgreb. En af de mest positive oplevelser, vi havde i researchen op til kastrations-programmet, var et besøg på den svenske Skogome-Anstalten lidt uden for Göteborg. Herfra fik vi omfattende og særdeles grundigt materiale med: om en meget intensiv terapeutisk behandling - ofte i gruppeform. Og selvom fængslet rummer den største koncentration af sexkriminelle i Sverige - og selvom nogle afsonede livstidsdom - så var ikke én eneste sexdømt på medicinsk kastration! Dette er stof til eftertanke. De tal for tilbagefald til ny sexkriminalitet, som den svenske anstalt selv havde beregnet, var så imponerende, at ingen ville tro os, hvis vi trykte dem. Derfor afventer vi i stedet en igangværende videnskabelig undersøgelse af effekten fra den svenske model. Allermest imponerende var måske selve behandlingsmiljøet: en fælles behandlingsånd, hvorfra de sexdømte skulle komme bedre rustede ud. Denne ånd viste sig blandt andet ved en bemærkelsesværdig respektfuld tone mellem ansatte og indsatte. Men Sverige er ikke det eneste sted, hvor der er inspiration at hente. Poul Majgaard havde allerede i 1999 den fornøjelse at træffe den danskfødte jurist Ole Ingstrup, som er grundlægger af det system, der i dag har revolutioneret behandlingen af sexdømte i et andet land, nemlig Canada. I 1996 offentliggjorde Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab en undersøgelse af de sexdømtes tilbagefald til ny kriminalitet i Canada. Denne slags undersøgelser kan man ikke uden videre overføre fra ét land til et andet - men det ligger dog fast, at tilbagefaldet var halveret hos dem, der havde været i et canadisk pædagogisk behandlingsforløb.Dette blev sammenlignet med en såkaldt kontrolgruppe, der kun havde stået på en venteliste. Først på året 2001 kom der nye effekttal fra Canada, som viste samme resultat. Her var opfølgningsperioden på omkring 10 år! I Canada betragter man ikke kastration som en behandling, men som noget, der i få tilfælde kan gøre en person behandlingsparat. Dette er også stof til eftertanke. Det centrale i Canada er, at de sexkriminelle sidder på skolebænken. I et respektfuldt miljø lærer de navnlig at forudse såkaldte risikosituationer. For eksempel skal en pædofil ikke søge job ved ungdomsafdelingen i en idræts-forening, fordi han er god til sport - men derimod kunne gennemskue, at han har et skjult motiv og derpå ændre sine planer. Og selv for de svagest stillede indsatte er der - vistnok modsat i Danmark - tilbud om reel behandling. Det kunne blandt meget andet være, at indsatte, der måske ikke kan læse så godt, laver en collage over ugebladenes billedfremstilling af kvindekønnet. For derefter at diskutere kvindens ret til at have sin krop i fred, uanset hvor meget sexsymbol hun indimellem er. Det er klart positivt, at danske politikere for tiden tager emnet seksualforbrydelser alvorligt. Men så længe det bliver ved straffens længde, så er vi ikke kommet ret langt. Som borger burde man således spørge politikerne om andet end strafferammer. For eksempel: »Er I også parate til at betale for den behandling, der i sidste ende kan forhindre nye overgreb på de kvinder og børn, der ellers vil blive fremtidens ofre?«. I Danmark har man over hele linjen valgt den tilsyneladende billigste løsning i behandlingen. For nogle er talen om kombination af medicin og terapi således ikke meget mere end pæne ord. Det kunne dreje sig om en sexdømt, der i årevis beder om intensivt samtaleforløb uden at få det, sådan som vi har set adskillige papirer om. Desuden er det vel indlysende, at en sprøjte er billigere end en dygtig terapeut. Endelig bliver kastrerede mænd løsladt langt tidligere, end de ellers ville blive det - altså på grund af den medicinske kastration. Her er der også penge at spare. En plads i fængslet ved Herstedvester koster årligt 703.248 kroner per sexdømt, som det fremgår af kriminalforsorgens virksomhedsregnskab. Men den sexkriminelle kan altså spare mange, mange års afsoning ved at sige ja tak til kastrationssprøjten - og bagefter blive løsladt. Og besparelsen gælder ikke kun sexforbryderen. Uden for murene koster det nemlig kun 9.615 kroner om året at have en sexkriminel gående: en statslig besparelse på næsten 700.000 kroner om året for bare én sexforbryder. Jo, medicinen kunne ligne en billig løsning for samfundet - i det mindste indtil en sexforbryder kommer i fængsel efter et eventuelt nyt sexovergreb. For medicinen er i bedste fald en løsning på lånt tid. Efter tre til fem år bør den ikke længere gives på grund af risiko for alvorlige varige bivirkninger, oplyste myndighederne pludselig efter det kontroversielle kastrationsprogram, der blandt andet rummede en samtale med en mand, der nu på ottende år får medicinen. Ud fra ovenstående kunne man drage den konklusion, at kriminalforsorgen bare består af nogle inkompetente juristskvadderhoveder, men det ville naturligvis ikke være hverken sagligt eller rimeligt. Sidste år udkom en bog om kriminalpolitik, som var tilegnet den danske jurist, der revolutionerede Canadas kriminalforsorg. Og én af forfatterne til bogen var faktisk den danske kriminalforsorgs direktør, William Rentzmann, der hermed fik sendt et positivt og behandlingsorienteret signal. Når det muligvis ikke er gået så godt med den danske behandlingsindsats, hænger det angiveligt sammen med den lave politiske prioritering; følsomheden over for kritik - og det forhold, at ordningens grundelementer blev formet i stor hast: efter en enkeltstående sag om et overfald på en 10-årig pige - en sag, der fremkaldte daværende justitsminister Bjørn Wesths måske vel hurtige reaktion på lovplan. Selvfølgelig skal ofre for forbrydelser have førsteret til behandling, men der er, som det er beskrevet, også god grund til at behandle seksualforbryderne. Således bør de ansvarlige politikere udvide debatten til at dreje sig om andet og mere end straffens længde. Det har en ny regering nu mulighed for at vise, at den vil.