Dansk frisind, der handler om viljen til menneskelighed og politisk indflydelse, er trængt af selvtilstrækkelig højrenationalisme og snæversynet kræmmerideologi. Det kræver både politisk kamp og kulturkamp at overleve begge, mener debatgruppen bag denne Kronik. I november måned gennemlevede vi den mest idéforladte, underlødige valgkamp i mands minde. Det bedste, der kan siges om den, er, at den var ultrakort. I første halvleg deltog de største partiers ledere og flokken af 'forbrugervenlige' massemedier i et fælles amokløb for at kapitalisere fremmedfrygten og gøre visse grupper af indvandrere til pariaer. Det holdt først op, da et kor af erhvervsledere og borgmestre i indvandrerkommuner bønfaldt de to statsministerkandidater og deres indpiskere om at skifte spor, inden der skete uoprettelig skade. I anden halvleg drejede det sig om omsorgen for 'de ældre' - det vil sige cirka en million danskere, hvoraf langt størstedelen må regnes som den mest betryggede og privilegerede befolkningsgruppe i landet. Og om krisen i sygehusvæsenet, peppet op med diverse alarmerende statistikker. Andre statistikker gemte man helt væk. De fortæller, at danske brugere er mere tilfredse med deres sygehuse end brugere i alle andre europæiske lande, og at effektiviteten på danske sygehuse er Europas fjerdehøjeste (og ville være endnu højere, hvis vi undede personalet rimelige løn- og arbejdsvilkår). Det var utilfredsheden, utrygheden og rethaveriet, der var stemmer i. Det hele var modelleret efter den tryghedsnarkotiske, forkælede middelklasses dagsorden. Det var dens uro over den disponible indkomst og livets almindelige uforudsigelighed, der blev pylret om i alle ender og kanter. De politiske perspektiver og problemer, der rakte ud over det, var bandlyst. Derom var de største partier og tv-kanaler rørende enige. Derfor var det kun logisk og forudsigeligt, at Anders Fogh Rasmussen i sin tiltrædelsestale erklærede, at nu måtte det være slut med al den snak om højre og venstre. De fandtes ikke mere. Og forudsigeligt, at Pia Kjærsgaard roste talen, fordi den først kom ind på verden omkring os og EU's fremtid med nogle få, vage vendinger helt til slut. Sådan håbede hun, at det blev ved med at være. Denne pernittengrynede, ligeglade selvtilstrækkelighed er under alle omstændigheder en sølle form for politik. Men i en situation, hvor der skal træffes helt afgørende beslutninger om både den europæiske og den globale fremtid, forekommer den nærmest forbryderisk dum og kortsigtet. Eller har vores nye statsminister måske alligevel ret, når det kommer til stykket ? - Er den idépolitiske debat virkelig død og borte? - Er alle forskelle og uenigheder blevet udjævnet og vrøvlet sammen? Det nægter vi at anerkende. Der er tale om et medfødt karaktertræk ved enhver højreregering. De siger alle sammen ved deres tiltræden til almindelig beroligelse, at højre og venstre er afskaffet. Men vi tror mere på Viggo Hørup, der slog fast, at der altid vil være et højre og et venstre, for der vil altid være forskel på dem, der vil beskytte det bestående, og dem, der vil bringe civilisationen fremad: »Det er den partideling, der varer. Det andet er kun modesager. De samler tilløb i dag, men i morgen går de af brug, og i overmorgen er der ingen, der forstår, at folk gad løbe efter det vrøvl«. Men hvilken retning er da fremad? - Hvilke betydningsfulde ændringer af det bestående er nødvendige og ønskværdige? - Som valgkampen viste, kan vi hverken regne med regeringen eller med den regeringsdygtige opposition, når det spørgsmål skal besvares. Det interesserer dem ikke - i hvert fald ikke offentligt. Vi er henvist til at finde svaret uden deres hjælp. Men det er nu heller ikke så svært, for det står skrevet med flammeskrift på væggen. Det drejer sig om både det danske samfunds, Europas og menneskehedens fremtid.Danmark er på godtog ondt et meget homogent samfund. Det er det blevet på grund af en tradition for folkelighed og frisind, som blev grundlagt nogenlunde samtidig med folkestyret. Men i disse år viser den færdigbryggede homogenitet sin bagside og bliver til et paranoidt, selvglad krav om enshed. Derfor fungerer det danske arbejdsmarked og politiske liv i praksis overvejende fremmedfjendsk, ligegyldigt hvor højt dets aktører bedyrer, at de ikke er det. Det fremgik som nævnt så tydeligt af valgkampen, at det vakte opsigt i hele Europa. På ganske kort tid er det lykkedes os at sætte en international anseelse som et oplyst, fordomsfrit og hjælpsomt folkeslag over styr. Og erstatte den med et blakket rygte som et folk af velbjergede, frygtsomme privatister og halvracister. Men står det virkelig så skralt til, som det rygte siger ? - Vi tror det ikke. Under overfladen ved vi alle sammen, at vores velfærdssamfund aldrig var blevet til noget, hvis ikke mange forskellige slags mennesker havde bestemt sig for at møde hinanden i ligeværdighed og tillid. Med et blik for helheden og ikke blot for snævre egeninteresser. Den skattefinansierede og demokratisk styrede velfærdsmodel er det politiske resultat af en storstilet folkelig indsats, som vi stadig tillader os at være stolte af. Men som mange af os ikke længere har noget fortroligt forhold til. Der er en del forklaringer på, hvorfor det er gået sådan. En af de vigtigste er, at den folkelige dannelse, som er forudsætningen for at kunne forholde sig frisindet til forskellighed og mangfoldighed, er blevet nedprioriteret overalt i det danske undervisningsprojekt. Til fordel for individuel, erhvervsrelevant kundskabstilegnelse. En anden forklaring er, at vores politiske ledere - godt hjulpet af massemedierne - i de sidste år konsekvent har bejlet til de mest smalsporede gennemsnitsforbrugere. De har stort set opgivet at henvende sig til vælgerne som oplyste, humant tænkende samfundsborgere, og det har naturligvis haft sine virkninger. Men slaget er ikke tabt. Vi fastholder, at der stadig findes en levende, dansk tradition for folkeligt fællesskab, der er stærk nok til at rumme både det ægte frisind, retten til at være forskellig og til at gøre sine synspunkter gældende, og viljen til medmenneskelighed og reel politisk indflydelse til alle. Dette frisind bliver for tiden trængt fra den ene side af den snæversynede, selvtilstrækkelige højrenationalisme og fra den anden side af den lige så snæversynede, liberalistiske kræmmerideologi. Men det betyder kun, at det er blevet nødvendigt at slås for, at det kommer til at overleve dem begge. Det involverer både en politisk kamp og en kulturkamp. Det er for så vidt konservative kampe, fordi de sigter påat genoplive og styrke en samfundsmoral og et frisind, som har manifesteret sig mange gange i vores nyere historie. Men det er samtidig kampe, der nu er blevet nødvendige for at få det danske folkestyre til at bevæge sig fremad og fastholde en progressiv rolle i det internationale samfund.Næste sommerbliver Danmark EU's formandsnation. Det sker i en afgørende fase af det europæiske integrationsprojekt. Ved topmødet i København skal hele den kommende østudvidelse sættes på skinner. Og samtidig skal præmisserne for den store, nye EU-traktat, der skal vedtages i 2004, forhandles på plads. Det bliver uden sammenligning den mest ansvarsfulde opgave, den danske regering skal løse til næste år. Den blev dårligt nok nævnt under valgkampen. Intetsteds mærkes vores politiske lederes manglende evne og lyst til at tale ærligt og ligeværdigt med vælgere tydeligere end i EU-politikken. De er blevet så skræmt af et par folkeafstemninger, der gik dem imod, at de nu holder mund med så meget som muligt angående EU. Den afgåede regering førte det princip helt ud i det groteske, da den nægtede at være med til at udarbejde det hårdt tiltrængte kompetencekatalog, der skal opklare, hvad der i fremtiden skal være unionsanliggender - og hvad nationerne selv skal bestemme. Den nuværende regering har heldigvis omgjort den beslutning. Men den åbne, folkelige debat, der er nødvendig for at føre Danmark ind i den europæiske fremtid, er stadig ikke i syne. Ingen af de skiftende, danske regeringer indtil nu har haft mod til at tale højt om EU's demokratiske underskud - endsige til at foreslå, hvad der skal stilles op med det. Det har i praksis betydet, at Danmark har været mildt sagt fodslæbende, når det gjaldt demokratiseringen af EU. Det har - af gode grunde - fået mange danskere til at opfatte Det Europæiske Fællesskab udelukkende som økonomernes, kommissærernes, lobbyisternes og teknokraternes tumleplads, hvor folkelige værdier ingenting betyder. Vores EU-politikeres eneste svar på den udfordring har været uforståelig mumlen om det ønskværdige i større åbenhed - eller total tavshed. Bedre bliver det ikke af, at de marxistisk inspirerede partier på den danske ventrefløj indtil nu har lagt sig fast på en national isolationisme, som gør dem lidet visionære og konstruktive i forsøget på at udforme danske bidrag til den fremtidige indretning af EU. Det Europæiske Fællesskab er først og fremmest et historisk betinget, kulturelt fællesskab, der skal bygges videre på. Ikke mindst som mellemstation til det kommende, globale fællesskab. Derfor er det absurd i længden at forestille sig en europæisk integration, der sker på bekostning af demokratiet. Den eneste mulige løsning på det problem er at skabe en decentral, europæisk føderation med et tokammersystem, der er udstyret med demokratisk legitim lovgivningsmagt i unionsanliggender. Europæiske politikere som Joschka Fischer og Lionel Jospin har for længst indset det og har - med et vist held - forsøgt at overbevise deres ministerrådskolleger. Forhåbentlig får de også en dag meget snart de danske ministre til at høre efter. Ellers vil Danmark som formandsnation endnu en gang udmærke sig som frygtsom og reaktionær og uden sans for den demokratiske nødvendighed.Et af defå steder i den europæiske politik, hvor Danmark har presset på for hurtige fremskridt, har været i spørgsmålet om de østeuropæiske landes optagelse i EU. Derfor er det kun passende, at det afgørende møde desangående finder sted i København. En af de hårdeste knaster, der er tilbage i forhandlingerne, handler om det østeuropæiske landbrugs overgangsordninger. De vil under alle omstændigheder komme til at betyde et generalopgør med EU's hidtidige støttepolitik, som danske landmænd jo har haft mere gavn af end de fleste. Det er stadig et åbent spørgsmål, hvordan den borgerlige regering vil håndtere de forhandlinger - og det klammeri de nødvendigvis vil give med Venstrebønderne. Også det emne blev omhyggeligt fortiet under valgkampen. Bedømt efter den afgudsdyrkelse af den kortsynede egeninteresse, der i øvrigt prægede den, er der ingen grund til optimisme. Der er tværtimod grund til at frygte for, at Danmark også her vil vise sig fodslæbende reaktionær, når det kommer ned til de håndgribelige detaljer. Nøjagtigt den samme risiko aftegner sig på det globale plan. Den regering, hvis flertal blev skabt på mistænkeliggørelse af de fremmede, proklamerede som et af sine første programpunkter, at den ville skære halvanden milliard i ulandsbistanden. Den skyndte sig at tilføje, at Danmark skam stadigvæk holdt et respektabelt niveau, sammenlignet med andre lande. Men det drejer sig jo om andet og mere end den slags prokuratorregnestykker.Danmark har,ligesom de andre skandinaviske lande, siden Anden Verdenskrig møjsommeligt opbygget en troværdighed og en indflydelse i den fattige del af verden, som bl.a. Nelson Mandela gang på gang har kvitteret for. Men den samme Mandela har også sagt: »Verden kan ikke længere holde til at have øer af rigdom i et hav af fattigdom«. De grufulde terrorhandlinger 11. september var umisforståelige vidnesbyrd om, at han har ret. Nok var de morderiske flykapreres motiver af religiøst selvforgudende, fundamentalistisk karakter. Men de viste ikke desto mindre, hvor skrøbelig den nuværende verdensorden med dens afgrundsdybe skel mellem rige og fattige er blevet. Til næste år afholdes det historiske FN-topmøde i Johannesburg om klodens og menneskehedens tilstand og fremtid. Terroren og krigen imod den har sat en dramatisk ny dagsorden for det møde. Det skal nå frem til begyndelsen på en human globalisering, der kan danne modvægt mod den spekulationskapitalistiske globalisering og den globale terror, der allerede er i fuld gang. Ellers vil afmagten og håbløsheden smitte hele verden og få kaos til at brede sig endnu mere. Det betyder, at de fattige lande må fritages for det meste af deres forkrøblende gæld, og at verdens samhandel må indrettes, så de fattige lande bliver i stand til at afsætte deres produkter til de rige. Det betyder selvfølgelig også, at der må indføres en global, bæredygtig ansvarlighed over for klodens klima og mangfoldighed af liv og naturlige ressourcer. Det er jo en ordentlig mundfuld. Verdenshistorien tager tilløb til nogle store spring i disse år. Der er mere end nogensinde brug for en lille, rig, humant indrettet og progressiv nation, som ikke kan mistænkes for stormagtsdrømme og som nyder udbredt tillid i den fattigste del af verden. Til at gå i spidsen med de nødvendige reformer og til at mægle mellem rig og fattig. Sådan som Danmark ofte har gjort det. Men det første, den nye regering gør, er at sige højt og tydeligt, at alt det med klodens fattigdomsproblem rager Danmark en hel del mindre, end resten af verden ellers gik og troede. Halvanden milliard mindre, for at være helt nøjagtig. For at ingen skal være i tvivl om budskabet, sætter den dernæst Bjørn Lomborg til at passe det globale miljø. Selvfølgelig har man stadig lov til at håbe, at Danmark kommer til at spille en konstruktiv rolle i Johannesburg. Men det ville være dumt at blive for from i håbet. Det er næsten overflødigt at notere, at Johannesburg og de globale problemer kun blev berørt i valgkampen af et par af de partier, der ikke havde nogen chance for at danne regering.Hvis den valgkamp,der førte Anders Fogh Rasmussen til magten, overhovedet kan bruges til noget, må det være til skræk og advarsel. Det var nulpunktet. Fra nu af kan det kun gå fremad med det danske folkestyre. Nu er det blevet en simpel borgerpligt at overbevise statsministeren om, at han undervurderer danskerne groft, når han påstår, at de ikke længere kan kende forskel på højre og venstre. Der er stadig forskel på dem, der vil fremad - og dem, der ikke vil bevæge sig, men blot beskytte det bestående og sig selv. Det er den partideling, der varer. Den ytrer sig for tiden både i det danske samfund og dets integrationsproblemer, i det europæiske projekt og i den gryende, humane globalisering. Jo længere regeringen bevæger sig mod højre, des kraftigere skal den gøres opmærksom på den forskel. Det skylder vi bl.a. det folkestyre og den demokratiske kultur, vi har arvet. Heri ligger også en opfordring til den ny opposition: Drop nedvurderingen af vælgerne og formuler fremadrettede ideer for et nyt dansk, europæisk og globalt venstre. Det er vi sikre på, at mange danske vælgere venter på.