At få sin aske spredt i Netto er for så vidt kun at gå linen helt ud, for tusindvis har for længst begravet deres sunde fornuft i indkøbskulturens massegrave, skriver forfatteren til bogen 'Råt for usødet' der stiller skarpt på vores spisekultur. Hvilken kaffe byder man uventede gæster? Et los i r..., hvis man spørger mig - folk kan sgu ringe i forvejen - de skal ikke komme anstigende uanmeldt og forvente at få noget som helst. Det starter måske ved kaffe, men inden man ser sig om, skal de have både vin og mad, og de har måske også lige husket tandbørsten. Nå, det er selvfølgelig et temperamentsspørgsmål, og ikke alle sidder som undertegnede og holder vejret, når det ringer på døren. Men apropos uventede gæster, hvad byder man så en uventet livsstilsekspert ? Tja, en ordentlig gang junkfood, som man så efterfølgende bilder hende ind er lige til tre stjerner i Guide Michelin. Junkfood var i al fald, hvad den i øvrigt meget tiltalende Gitte Madsen blev diverteret med i et af tv-programmerne med titlen 'Kender du typen'. I den pågældende udsendelse var vi hjemme hos en familie i et stort, nybygget hus med havudsigt og proppet med materiel velstand. Huset var særdeles veludstyret udi møbler og diverse tv og videoudstyr. Foran huset holdt der for omkring en halv million kroner Citroëner »til hende og ham«. Økonomisk var der absolut ingen smalhals, men rent gastronomisk bankede armoden på døren. Bemeldte Gitte Madsen anerkendte, at køkkenet var både »lækkert« og veludstyret, men ikke desto mindre var det tydeligt, at beboerne nok var mere til hygge end højt, endsige knap så højt gastronomisk skoleridt. En stor skål slik stod fremme - tilsyneladende til løbende brug - to hele kasser Coca-Cola (til herren i huset, viste det sig senere) stod også parat, og 'krydderierne', barbecuemix og lignende, var af den slags, der mestendels består af salt og aromastoffer. Køleskabet åbenbarede bl.a. en færdigsauce - whiskysauce af mærket 'Jensens Bøfhus' - en ekstralarge beholder med stegte løg, færdigkøbt kartoffelsalat, ketchup og et veritabelt batteri af margarineprodukter. Hvad sidstnævnte angår, så er det efterhånden glemt, at margarine var et erstatningsprodukt for smør - og det er det fortsat, uanset hvor smørbart det end er, og hvor meget fuglekvidder, der måtte være i Arlas reklamer. Og nej, man skal ikke proppe sig med smør, men smør smager rent faktisk af noget - og alene derfor skal man bruge det. Margarine fungerer ene og alene som fedtstof og har ingen gastronomisk værdi. Men - for at gøre en lang historie kort - så konstaterer vores ekspert på stedet, på en pæn måde og lettere omskrevet, at husets beboere spiser for at overleve snarere end for at nyde. Da husets ejere, en tidligere sportsstjerne og hans kone, så træder frem i programmets slutning, er hustruen - som står for madlavningen og indkøb - helt oprigtigt stødt over livsstilsekspertens nedtoning af hjemmets gastronomiske ambitioner. Mad og kvalitet satte hun skam meget højt, bedyrede hun, så der gik eksperten galt i byen. Javist, men der er lidt af et forklaringsproblem, når køkkenet er én gang springen over, hvor gærdet er lavest. Det minder om 'Radiserne', når Trine siger til Nuser, at hans evige indledning, »Det var en mørk og stormfuld nat«, ikke er særlig spændende, hvorpå den ukuelige beagle skriver, »Det var en meget spændende mørk og stormfuld nat«. Show, don't tell, som man siger inden for litteraturen. Således er det også med madkulturen, hvor der ved gud er forskel på påstand og virkelighed. Kender du typen - altså den slags, der siger ét, men gør noget andet! Den type må der være rigtig mange af - for jo mere der snakkes om mad, jo flere kogebøger der købes,og jo større formuer, der ofres på nye køkkener, desto mindre (ordentlig) mad bliver der tilsyneladende lavet. Danskerne er de mest nærige i den europæiske supermarkedskø, når det kommer an på fødevarer - kun ni procent af den disponible indkomst bruges på fødevarer. Og det er vel at mærke blot et gennemsnit, så mange bruger virkelig lidt. Vi vil meget hellere i Silvan og til El-Giganten, end vi vil i supermarkedet. Og ostehandleren og fiskehandleren vil vi slet ikke handle hos - uha, for der lugter, og der er ben i, og der er skorpe og ingen stregkoder, og så skal vi henvende os til en fremmed bag disken, og det er alt i alt meget intimiderende. Nej, må vi så bede om supermarkedet, hvis det altså endelig absolut skal være. Rigtig hygge ligt bliver det først den dag, hvor den sidste specialforretning er endt som et ikon på skærmen, og vi kan klikke og downloade os til det gnidningsløse måltid. Indtil den dag oprinder, må vi lade os nøje med at powershoppe i supermarkedet. I min lokale Irma (Irma som engang holdt fanen højt, men som nu ikke bare hviler, men er gået i koma på laurbærrene) går de i skjorter, hvor der på ryggen står: 'Hvilken vin til kalv? Spørg mig'. Som sagt, så gjort - jeg spurgte inkvisitorisk den søde unge pige, der forlegent svarede, »Øhh, jeg er ny, og jeg drikker ikke vin ...«. Derefter spurgte jeg en ældre medarbejder, som jeg ved har arbejdet længe i butikken. »Tja, lad os nu se ...«, sagde han og tog beredvilligt vine ned af hylden og gav sig søgende til at læse op af bagetiketten. Men hov, jeg bad om et vinråd - ikke om et højtlæsningskursus. Etiketternes vås kan jeg sgu godt selv læse - hvis jeg ellers finder det vigtigt, at druerne er plukket i ulige uger, og at Hannibals elefanter har krydset området på deres vej ind i Kristian Mikkelsens Latinbog. Nej, må jeg så hellere bede om Netto - hører jeg nogen sige - stedet, hvor man slet ikke bliver betjent og derved er ude over det problem. Stedet, hvor DDR-nostalgikere kan finde gensynsglæde i grå tristesse og alenlange køer. Jo, jo, jeg ved godt, at et skilt over kassen bekendtgør, at man kan få åbnet en kasse til, hvis der er mere end seks mennesker i køen. Ja, godmorgen - man kan også blive konge af Sverige, hvis man venter længe nok, og man kan få fingeren af kassedamen m/k, der sikkert får så lidt i løn, at det næsten undskylder vedkommende. At man kan få åbnet en kasse til på forlangende er en af tilværelsens store løgne - på linje med, »Øh, ja, vi sidder netop med Deres sag«, »Pengene er på vej« og »I did not have sex with that woman, Monica Lewinsky«. »Når jeg dør, så skal min aske spredes i Netto, for det er der, jeg kommer oftest«, siger et til lejligheden leverpostejsfarvet og forkølet medlem af Emmas Dilemma, den geniale satiregruppe. Lad det være sagt med det samme - enhver må naturligvis handle, hvor han eller hun vil - folk må for min skyld fylde sig med høvlspåner forklædt som kiks, cigaretter og morgen-tv, hvis de vil. Men der er i mine øjne kun to grunde til at handle fødevarer discount: 1. Man har reelt ikke råd til andet. 2. Man er reelt ligeglad med fødevarer og kvalitet og vil hellere bruge sine penge på noget andet. Og mon ikke der findes flest i den sidste kategori? At få sin aske spredt i Netto er for så vidt kun at gå linen helt ud, for tusindvis har for længst begravet deres sunde fornuft i disse indkøbskulturens massegrave, som discountbutikkerne er. De har lullet sig ind i en vrangforestilling om, at der ikke findes kvalitetsforskel, men kun prisforskelle, og at de ganske enkelt ikke har råd til at lade være. Og sandt nok, de har ikke råd til at lade være, hvis der også skal være råd til stationcar og trailer, kontokort i Ikea og alt det andet. For langt de fleste discountkunders vedkommende er det et spørgsmål om prioritering - man handler billigt, fordi man dybest set er ligeglad med kvaliteten (eller er ubekendt med fødevarer af høj kvalitet) og blot gerne vil have råd til noget andet. Det er et valg, en prioritering. Den, der virkelig har glæde af Netto og co.s prisleje, de, der ganske enkelt ikke har råd til andet - de udgør ikke majoriteten af discountkunderne, og de bruger ikke deres resterende penge på krom og sommerhus. For de har ikke nogen rest at bruge af! De er pinedød nødt til at spare - spare på kvalitet, smag, drøjde, indkøbsglæde... Man kan nemt købe dyrt og dårligt, men det ændrer ikke på, at lavpris næsten altid er på bekostning af kvaliteten. Og så kan man spørge sig selv, hvor meget der er sparet, hvis en dåse sardiner kun koster 1,75, men til gengæld er en plukfisk i sort solsikkeolie og stinker af kattemad? Bevares, man kan da også få gode produkter til discountpris - især hvis man ligger i sovepose foran forretningen, så man kan komme ind, så snart butikken åbner. Slagnumrene tages hjem i forsvindende små mængder og tjener kun det formål at få folk ind i butikkerne - og så skal de såmænd nok købe noget andet end det, de kom for. »Ja, jo, men mælk og og så'n noget - det køber jeg altså i Netto!, siger mine bekendte. Når man så spørger dem om, hvad mælk koster i Netto, og hvad de sparer, så aner de det ikke, men er ikke desto mindre overbevist om, at de sparer. Og besparelserne på mælk tårner sig pludselig op og frigiver anseelige summer til ekstravagance. Og jo, noget sparer de da nok, men det er, som om de nærmest er blevet hensat i trance af det lighvide skær fra Nettos loftsbelysning - at de er blevet hypnotiseret af de gule prisskilte til at tro, at det er væsentlig billigere, end det måske rent faktisk er. Ville de føle det samme, hvis discountbutikkerne ikke lignede et fjernlager i en forstad til Moskva - hvis ejerne af discountkæderne for en beskeden del af det enorme overskud gav butikkerne et menneskeligt ansigt? Næppe. Sæt en karton juice til 7,95 i Netto og sæt samme juice til samme pris i et såkaldt højprissupermarked, og de fleste vil sikkert føle sig overbevist om, at den vitterlig var billigere i Netto. Ja, ja - han kan sagtens have fine fornemmelser, men hvad med børnefamilierne, ulvetimen, en stresset hverdag, kvalitetstid, alt det, der skal nås, og det vigtigste er at være sammen blablabla. Jovist og javel, men hvorfor skal indkøb og madlavning partout være noget, der med vold og magt presses ind i tidsplanen - hvorfor har den del af tilværelsen ikke krav på vores tid? Og så kan det stadig undre, at det hver dag kommer bag på så mange, at de altså også skulle have noget at spise den dag. »Gud, skal vi også ha' mad i dag - jamen, vi spiste i går ...«. De går som søvngængere gennem supermarkedet og stirrer tomt ned i køledisken og kan for deres indre blik kun se den samme spaghetti og kødsauce, det altid ender med. Det daglige måltid er og bliver en konstant tidsrøver, et projekt, som vi til hverdag må tage lidt let på og så gøre noget alvorligt ved i weekenden, i ferien, næste år, når dagen bliver forlænget med brædder, når vi går på efterløn - når vi får... tid. Tiden er, nå ja, tidens mest kostbare ingrediens på menuen, og på den konto kan man købe rensede og skivede champignoner, skrællede gulerødder og andre bizarre påfund. Af samme grund er kartoflen trængt af pastaen - denne køkkenets ydmyge konge tager for lang tid i forhold til en pose pastaskruer. The rest is silence. I ISO-supermarkedet har de sågar et skilt i grøntsagsafdelingen, hvor der står, at man kan få personalet til at skære overflødige toppe af. Overflødige toppe, de må være sindssyge! At skære porre- og selleritoppe af - hvad så med suppevisken? Fra forstanden, eller også afslører de bare sig selv - de grønne toppe er kun med for at illudere natur og ægte oprindelse. »Prøv lige at se de her tomater, der er stilk på - hold kæft mand, det er natur, du!«. Mens vi således har så frygteligt travlt med ikke at have tid til at spise ordentligt, taler alle om mad og kvalitet - det opreklamerede samtale køkken har gjort sin entre. Aldrig har så mange talt så meget om så lidt - om den mad, der ikke bliver lavet. Aldrig har pizzaen fra den lokale klamphugger haft så fine omgivelser, og køkkenet er blevet hjemmets stadsstue, der kun bliver brugt, når der er gæster. Og kz-kyllingerne og tredjerangs grøntsager, der har vokset i stenuld og under den 'hollandske sol', fås stadig. Det samme gælder fisken på kanten af fordærv, den luderfarvede 'kaviar', rejerne i lage og det partymarinerede kalkunlår. Man behøver heller ikke at gå langt for at få sig en forvokset mariekiks med ketchup og kæbesnitter under dæknavnet 'pizza', og dåsemakrel i tomat - fiskerinationen Danmarks mest spiste 'fisk' - værner vi også om. Jovist, forbrugeren kan få det, som han vil ha' det - der er de varer, han efterspørger. Og på de smarte restauranter sidder det trendsættende publikum med gaflen i den ene hånd og cigaretten i den anden. Men de er kun sultne for sjov. De radmagre piger roder rundt i maden på tallerkenen, så det ser ud, som om de har spist af den, men de nipper kun, for de skal holde vægten, og der skal jo også være plads til den cola og chokoladebar, der bagefter skal tage den værste sult. Sushi er hverdagskost i en verden, hvor kartoflen er eksotisk - de kan deres Jamie Oliver og Nigella Lawson - de kan drysse koriander på og strø om sig med rucola tapas er lige dem, og de ææællllsker god mad. Men der er først og fremmest snak på menuen.