Vadmelsklædte nejsigere og hadske jasigere. Europadebatten er af lave. Vælgerne er forbløffende ligeglade med politikernes taktiske EU-spil og opfører sig jævnt hen ulydigt, når der skal stemmes om EU-spørgsmål. Det er nu, der skal diskuteres konstruktivt, mener denne cand.scient.pol. Ved slutningen af det gamle år glædede store dele af den etablerede jaside i den danske EU-debat sig over et stadig tiltagende fumleri og interne skænderier blandt nejpartierne i Folketinget. Et på overfladen generøst forslag fra statsministeren om at overlade en plads til nejsigerne i det kommende konvent, der skal diskutere EU's fremtid og nye traktat, var årsagen til de pinagtige problemer. Dansk Folkeparti vil ikke pege på kristelige Jann Sjursen - som var kompromiskandidat til posten - fordi han og hans parti sagde ja til Nicetraktaten, ej heller på det SF, hvis formand også i slutningen af 2001 anslog mere positive EU-toner i, hvad der ligner et velment forsøg på at få de danske socialister på noget, der ligner omgangshøjde med deres trosfæller i det øvrige Europa. Omvendt vil Enhedslisten og SF ikke pege på Dansk Folkeparti. Et andet forslag om at pege på en nejsiger uden for Folketinget - fra en af modstanderbevægelserne - blev forventeligt afvist af statsminister Anders Fogh Rasmussen. Til sidst meddelte SF, at statsministerens udpegning var hans eget problem, og at de ikke skulle tages som gidsler i, hvad Holger K. Nielsen har betegnet som »en politisk gimmick«. Det kan han have ret i. For tilsyneladende var det Fogh, der fik mest ud af manøvren. Jasigerne gned sig åbenlyst i hænderne og fnisede diskret, men hørbart, mens flere politiske kommentatorer roste statsministerens snilde og rigtigt pegede på, at nejsiden har så let ved at kritisere, men en del sværere ved at slå konstruktive toner an, når det gælder diskussionen om Europas fremtid - f.eks. fremhævet i Deadline på DR 2 af Politikens udlandsredaktør, Michael Jarlner. En leder i Berlingske Tidende gik endnu videre og mente, at hele forløbet var så illustrativt for nejsidens politiske fallit, at det fortjente at blive kopieret og gentaget i andre EU-spørgsmål. På samme måde er Holger K. Nielsens nye tone i EU-debatten øjeblikkeligt blevet lakmustestet op mod de fire danske EU-forbehold, som forudsigeligt nok ikke skal afskaffes, hvis det står til SF-formanden, men som på den anden side ikke logisk kan passes ind i et blot tilnærmelsesvis lidt længere perspektiv, hvis partiet vil tages alvorligt som et EU-positivt parti. Men der er egentlig ikke særlig meget at grine ad. Ikke at man ikke kan unde jasigerne et billigt grin efter de tabte slag ved folkeafstemningerne. Herregud. Men sagen er, at japartierne ikke just har hverken imponeret eller formået at overbevise et flertal af borgerne, når de har forsøgt at gå i dialog med befolkningen i vigtige EU-spørgsmål. Og vælgerne viser sig gang på gang at være ikke blot temmelig argumentresistente, men også forbløffende ligeglade med taktiske spil på Christiansborg eller i Bruxelles, når disse blot handler om, hvem der skal sidde hvor i hvilke udvalg. Historien om nejsidens splittelse i denne nyeste sag om konventet er med andre ord en historie, som politikere og medier kan finde ganske interessant, men som danskerne vil vide at tage med ophøjet ro. Det er der flere grunde til. En hovedårsag - som partierne ikke bryder sig om at tænke på - er, at langt den største indsats på nejsiden ligger uden for de etablerede partiers domæne. Ellers ville det også være svært både at forstå og forklare den ulydighed, vælgerne udviser, når så mange af dem gang på gang vælger anderledes i EU-spørgsmål, end det parti, de stemmer på ved folketingsvalgene, anbefaler. Det gælder i øvrigt, både når der er folkeafstemning og valg til Europaparlamentet. EU er således et af de mest synlige eksempler på, at vælgerne deler sig anderledes, end partierne gør. Dagsordenen sættes af etablerede græsrodsorganisationer og enkeltpersoner. Først og fremmest i den veldrevne JuniBevægelse under ledelse af nejsidens suveræne EU-ekspert, Jens-Peter Bonde, der i 2001 slog politikere som tyske Gerhard Schröder og britiske Tony Blair af banen, da det europæiske establishment i Strasbourg skulle kåre 'årets europæiske politiker'. En anden grund til, at alle partierne i en vis forstand er tabere ved folkeafstemningerne, er, at EU-uviljen for en stor dels vedkommende næres af samme substrat, som fodrer hadet til 'eliten', 'levebrødspolitikerne', 'pamperne' eller 'systemet' - uanset partifarve eller politisk overbevisning. At stille op til en tillidspost ved et valg er tilstrækkeligt. Disse mennesker trives selvsagt fint med folkeafstemningernes primitive ja- nej-dikotomi, og det er kun Dansk Folkeparti med sin omhyggeligt orkestrerede antiakademiske form og bevidste leflen for det iscenesatte folkelige Danmarks kakkelborde, der har noget håb om en smule dialog med disse vælgere, der har en god del foragt for det parlamentariske demokratis basis. Men hvis tesen om, at det er hos og i de folkelige nejbevægelser, slaget om Danmarks placering i Europa skal vindes, er rigtig, er der desto mere grund til at tage dem alvorligt. Hos de etablerede jasigere - og her taler jeg ikke bare om partierne, men også om de store interesse-organisationer som fagbevægelsen og industriens organisationer - er der en udpræget modvilje, der af og til kammer over i foragt eller had til de professionelle græsrødder på nejsiden, der ses som friryttere, ja, faktisk rene nasserøve på det etablerede system (bl.a. fordi de netop ikke vil stille op til Folketinget), og som ofte kun inviteres med til debatter og arrangementer af sur pligt. Som om man kom nogen som helst vegne med surhed og rent akademisk analyse. For nu at tage det sidste er det jo dejligt nemt at påpege politiske inkonsistenser hos nejsiden - ikke bare i forhold til konventaffæren. Det er også nemt at blive enige om det åbenlyst rigtige i, at internationale spørgsmål kræver internationale svar. Nogen dialog bliver det sjældent til, og derfra bliver det følgelig så meget sværere. Her slutter jasidens interesse beklageligt ofte. Med at konstatere modstandernes idioti. Det lønner sig ikke. Muligvis i den erkendelse afholdt Politiken og foreningen Nyt Europa i december 2001 et ganske velbesøgt læsermøde med direktør John Palmer og netop Jens-Peter Bonde. Sidstnævnte kender alle danskere, førstnævnte er føderalist, journalist og altså nu direktør ved European Policy Center i Bruxelles. Under debatten fremhævede Bonde igen og igen, at han og JuniBevægelsen ikke vil melde Danmark ud af EU. Derved ligger JuniBevægelsen tilsyneladende på linje med det nye SF. »Hvor skulle vi gå hen«, spurgte han polemisk og pegede helt rigtigt på, at EØS-landet Norge såvel som Island blot kopierer EU's regler uden at få indflydelse på dem. »Der findes ikke en plet i Europa, hvor EU ikke er«, sagde han også. I et sammenstød med John Palmer - der fremhævede, at Bondes mellemstatslige vision om et løsere politisk samarbejde på visse områder og et stærkere samarbejde om et indre marked og f.eks. miljøspørgsmål blot ville føre til et Europa, hvor stormagterne sad på det politiske flæsk, som vi kender det fra tidligere blodige og ufredelige kapitler i det europæiske kontinents historie - forsvarede Bonde sig med to argumenter: dels at stormagterne også i det nuværende EU bestemmer farten i meget vidt omfang. Dels at han faktisk ikke er interguvernmentalist om en hals - altså ukritisk fortaler for mellemstatsligt samarbejde - men at han på stort set alle spørgsmål, der vedrører reguleringen af det indre marked, går ind for stærke bindende minimumsregler. Og det var og er præcis i denne kernediskussion, at dialogen med JuniBevægelsen er spændende. For her rører vi med tidligere udenrigsminister Mogens Lykketofts ord ved selve essensen af uenigheden mellem de fleste nutidige euroskeptikere og tilhængere. Hvorfor er det kun markedet (og med det miljøet), der skal reguleres? Hvorfor denne eksklusivitet til det økonomiske samarbejde, når Bonde ellers selv er flink til at henvise til en (abstrakt?) enighed om, at globale problemer er forbundet med globale løsninger? På en vis bagvendt måde minder JuniBevægelsens linje om et knæfald for Margaret Thatchers gamle ultraliberale 1980'er- version om det europæiske samarbejde som et frihandelsområde. Bagvendt, fordi Thatcher jo heller ikke ville regulere det indre marked politisk, men sammenfaldende fordi hun ville begrænse samarbejdet netop til det indre marked. Næppe en ægte ønskedrøm for JuniBevægelsen, der - hvad enten de kan lide det eller ej - er domineret af halvgamle aktivister fra resterne af den brede venstrefløj. Spørgsmålet blev også med rette stillet til Jens-Peter Bonde på mødet, og som sædvanlig svarede han ikke. Når jeg tillader mig at sige det på dén måde, er det, fordi jeg selv flere gange offentligt har spurgt ham uden at få et ordentligt svar, men jeg gør det gerne igen - også her: Hvorfor er asyl, udenrigspolitik, immigration, terrorisme, grænseoverskridende kriminalitet og forsvarspolitik ikke lige så presserende internationale problemer som de problemer, der er forbundet med et grænseoverskridende marked? Bonde svarer altid det samme (prisværdigt ærligt, i øvrigt). Nemlig at nejsiden er bange for, at én indrømmelse fører til den næste. Altså indrømmer Bonde eksempelvis, at det der med asyl eller forsvar egentlig burde eller i hvert fald med fordel kunne løses i EU-regi, men i så fald vil hele jasiden stå klar med forlangender om ophævelse af forbehold, forfatning, centralmagt i Bruxelles, EU-stormagt og direkte valgte EU-præsidenter. Det er - undskyld det forslidte udtryk - angsten for glidebanen, for de skjulte dagsordener igen. På et møde i september 2001 i regeringens nu næsten nedlagte Råd for Europæisk Politik stillede jeg senest Bonde det samme spørgsmål, og her svarede han, at »når vi ikke kan blive enige om de konkrete forslag, er det fordi vi ikke kan blive enige om at afgrænse endemålet. Det er mistænksomheden, der styrer«. Så længe modstanderne altså tror, at tilhængerne bare venter på den næste indrømmelse på den slagne vej til den europæiske superstat, så længe er modstanderne desværre afskåret fra at demonstrere, at de er, hvad Bonde på dette møde kaldte for 'praktiske internationalister'. Her minder nejsiden på en pudsig, men såre påfaldende måde om 1970'ernes og 1980'ernes marxister. Rundt omkring i tilrøgede studiekredse på særligt universiteterne kritiserede såvel tyskinspirerede kapitallogikere som franske ditto strukturalister indgående den umyndiggørende og klientskabende socialdemokratiske stat. Enigheden om, at den måtte man gøre op med, var total. Men når det kom til den konkrete politik f.eks. i kommunalbestyrelserne, der jo også var en del af den praktiske forvaltning af statsapparatet, kunne man som god VS'er eller SF'er ikke så meget som tale med de borgerlige, hvis eksempelvis daginstitutioner eller plejehjem skulle kigges efter i sømmene. For der var helt sikkert noget lusk med i spillet, hvis kritikken af formynderi kom fra højresiden. En skjult dagsorden om nedskæringer og privatiseringer. Så hellere bevidstløst forsvare det bestående. Projekterne om selvforvaltning og bruger-indflydelse blev med enkelte undtagelser (f.eks. i Albertslund, hvor venstrefløjen havde flertal alene) trygt liggende i skuffen, indtil de borgerlige kunne overtage idealerne, som nu har ført til Venstres enorme valgsejr i det nye årtusinde. Men den defensive tilgang går ikke bare uden om substansen. Den er også uproduktiv i forhold til nogensinde at komme videre med europadebatten. Og den kritik om konstant at være i forsvarsposition gælder begge fløje. Både japartierne og nejbevægelserne kan virkelig lære noget her. Den folkelige debat er jasidens akilleshæl, fordi anklagerne om 'eliten' er det, der rammer hårdest og er mest effektivt. Der ér vitterlig en kløft imellem japolitikernes ønsker og befolkningens. I bedste fald taler vi om et forklarings- og formidlingsproblem. I værste om en reel politisk uenighed om, hvor dybt og vidt samarbejdet skal gå. Samtidig er nejbevægelsernes absurde berørings-angst over for europæisk politik deres substantielle problem. Uanset at vælgerne på visse områder bevæger sig og dermed - med JuniBevægelsens eget ultrademokratiske udgangspunkt i folkestemningerne in mente - burde skifte status, sker der ikke noget med bevægelsens politik. I et godt stykke tid har eksempelvis både de europæiske og de danske meningsmålinger med lidt skiftende tal vist, at både forsvarspolitikken og asylområdet er gode kandidater i befolkningernes øjne til at skifte status fra nationale politikområder til europæiske politiske emneområder. Men så længe Bondes angst for at engagere sig i en debat om, hvor man med fordel kan overlade suverænitet til EU som har antaget besværgelsens karakter - som venstrefløjens under den kolde krig - og så længe tilhængerne betragter nejsigerne som imbecile vadmelsbeklædte og fremmedhadende bøgetræsnationalister, ja, så kommer vi ingen vegne. Hvad med for en gangs skyld at forsøge at lægge til grund, at hverken den ene eller den anden side har skjulte motiver, men faktisk ønsker sig det bedst mulige resultat for Danmark i Europa. Også når det gælder diskussionerne i det nye åbne konvent og den nye traktat, der skal danne fundamentet for langt om længe at lukke østlandene ind i det europæiske fællesskab. Lur mig, om ikke både ja- og nejside ville vinde i kvalitet ved på den måde at gå ind i en mere åben, mindre angst debat om fremtidens Europa og fremtidens europæiske Danmark. Det lyder måske nemt, men det er det ikke. Der er en næsten totaltdominerende opfattelse, at de to EU-fløje hverken kan eller vil tale sammen. En af grundene til, at det er svært, er trist, men simpel: Det virker ofte, som om det passer flere centrale aktører på begge sider ganske godt, når det kommer til stykket. På nøjagtig samme måde, som Berlinmuren producerede sit eget perverse, men trygge pejlepunkt i det politiske spil under den kolde krig, bevirker de faste skyttegrave, at man ikke behøver at tænke alt for nyt. Imidlertid er det først, når de smørrede grin er forsvundet fra jasigernes ansigter, og nejsiden tør lægge nervøsiteten på hylden, at den egentlige europadebat om fremtiden begynder. Hvis ikke det sker, ender det nye europæiske konvent med at blive en totalt ligegyldig størrelse - som så mange fornuftigt tænkte fora i EU i øvrigt er gjort til set med danske briller. Fordi ingen bruger dem til at komme ud af de vante positioner, der er så dejligt bekvemme, hver gang en ny traktat - det vil sige folkeafstemning - truer.