0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vurdering af miljøet

Hvis regeringen kun vil gennemføre investeringer på miljø- og naturområdet, der kan tjene sig hjem ud fra miljøøkonomiske analyser, vil den komme i en situation, hvor den skal skifte politik en gang om ugen.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvis regeringen kun vil gennemføre investeringer på miljø- og naturområdet, der kan tjene sig hjem ud fra miljøøkonomiske analyser, vil den komme i en situation, hvor den skal skifte politik en gang om ugen, skriver kronikørerne, der er lektorer ved Roskilde Universitetscenter.

Miljøministeren har bebudet et institut for miljøvurdering, som især skal se nærmere på økonomien i miljøpolitikken. At økonomien i miljøpolitikken har været for underbelyst i meget lang tid, vil vi gerne skrive under på, men hvordan miljøministerens institut skulle hjælpe på den sag, er svært at se.

Danmarks Miljøundersøgelser er blevet kritiseret for ikke at foretage tilstrækkeligt mange økonomiske vurderinger af miljøpolitikken. Det er imidlertid at rette smed for bager, for DMU er i høj grad finansieret af betaling for analyser bestilt netop af det politiske niveau. De kan ikke i særligt, stort omfang udarbejde analyser, som politikerne ikke efterspørger og betaler for. Sådan er miljøforskningen indrettet.

Vores erfaringer med de første miljøhandlingsplaner, der blev vedtaget før og omkring 1990, viser, at et økonomisk eftersyn af handlingsplanerne er nødvendigt. For eksempel viste det sig jo, at hverken vandmiljøplanen, pesticidhandlingsplanen eller transporthandlingsplanen på trods af gentagne revisioner hang ordentligt sammen. Man kunne ganske enkelt ikke nå de mål , man kunne blive enige om, med de midler , man kunne blive enige om.

Dengang var forskningsinstitutionernes naturvidenskabelige, tekniske og økonomiske indsigt på de relevante områder måske ikke så stor. Siden er der imidlertid blevet brugt anselige beløb på at opbygge modeller, databaser og i det hele taget analysekapacitet på sektorforskningsinstitutterne og universiteterne. Det betyder, at vi i dag har et ganske godt beredskab til økonomisk vurdering af handlingsplanerne. Det er så op til det politiske niveau, om man vil udnytte den analysekapacitet.

En stor del af kapaciteten er opbygget med Det Strategiske Miljøforskningsprogram sat i gang med bred parlamentarisk opbakning under en af Schlüterregeringerne. Det delprogram, vi har deltaget i, omfattede forskningsmiljøer fra både Københavns Universitet og Roskilde Universitetscenter, Danmarks Miljøundersøgelser, Statens Jordbrugs- og Fiskeriøkonomiske Institut, Danmarks Statistik og Det Økonomiske Råd. I alle disse institutioner plus talrige, der har været med i andre delprogrammer, er der opbygget modeller, databaser og anden analysekapacitet, som står til rådighed for det politiske niveau.

Ville det så være en god ide at samle denne analysekapacitet fra de forskellige sektorforskningsinstitutter og universiteter i et enkelt institut? Vi tvivler. Det ville fjerne vitale dele af de forskningsmiljøer, der også skal kunne analysere miljøkonsekvenser af forskellige udviklingstendenser og politikker, der ikke har miljøet som formål. Samtidig ville det løsrive miljøanalyserne fra det indgående kendskab til de forskellige sektorer, der findes i sektorforskningsinstitutterne.

Derimod kunne der være en god ide i at fortsætte koordineringen af de miljøøkonomiske analyser i de mange forskellige forskningsmiljøer efter udløbet af Det Strategiske Miljøforskningsprogram. Det ville ikke kræve de store finansielle midler, men kunne bidrage til at få analyserne stærkere ind i den politiske proces. Hvor stærkt disse analyser skal stå, er dog stadig ikke et spørgsmål om, hvordan forsknings- og udredningsarbejdet er organiseret, men om, hvor stærkt det politiske niveau efterspørger netop disse analyser.

Der har været rejst en del bekymring om, hvorvidt en oprettelse af et institut for miljøvurdering ville være ensbetydende med en helt ny linje i Danmarks miljøpolitik. Der er især frygt for, at alle miljøpolitiske beslutninger vil bliver afgjort på grundlag af cost-benefit-analyser, der omregner alle fordele og ulemper til kronebeløb. Inklusive enestående og uerstattelige naturværdier, liv og død og miljø- og sundhedsvirkninger, som vi slet ikke kender endnu.

Det er rigtigt nok, at der er en del miljøøkonomiske analyser, der prøver at komme nærmere en sammenligning af den slags værdier med økonomiske værdier. Men resultaterne er ifølge sagens natur ofte alt for usikre til, at nogen rådgivere vil basere meget præcise mål for miljøreguleringen på dem.

For eksempel refererer Det Internationale Energiagentur (IEA) nogle undersøgelser af, hvad luftforureningen koster per ton af det forurenende stof. En analyse siger et sted imellem 4.000 og 6.000 dollar per ton svovldioxid. En anden, som er foretaget med lige så anerkendte metoder, bare nogle andre, når frem til et sted imellem 10 og 1.000 dollar per ton. For kvælstofilter er svaret ikke klarere.
Ifølge den første undersøgelse koster de imellem 0 og 13.000 dollar per ton.

Ifølge den anden imellem 90 og 2.000 dollar. Hvordan skal for eksempel en miljøstyrelse omsætte disse tal til præcise målsætninger for, hvor meget forureningen med svovldioxid og kvælstofilter skal nedsættes med? Hvis man beregner nogle målsætninger for en handlingsplan på baggrund af nogle resultater fra en miljøøkonomisk vurdering, vill kunne komme til at skulle lave dem om ugen efter, fordi der så er kommet en ny undersøgelse, der med andre, men lige så anerkendte metoder når frem til nogle helt andre tal. Det er simpelthen ikke praktisk at lave regulering på den måde.

Et andet eksempel er, når man forsøger at beregne, hvor stor værdi den biologiske mangfoldighed har. Man anvender tit en spørgeundersøgelse, hvor man beder folk om at sætte beløb på, da mange truede arter ikke har en bestemt markedsværdi. Ikke blot er der lignende store forskelle mellem resultaterne af forskellige analyser som i tilfældet med luftforurening. Folk har også svært ved at vurdere den økonomiske værdi, når der er flere arter samtidig, endsige værdien af et helt økosystem (f.eks. vandløb eller skov). Hvis man så yderligere har det problem at vise en bestemt årsag-virkning i fysiske termer, som en forbedret vandkvalitets betydning for biodiversitet, så ender det hele let i gætværk, hvis det skal vurderes i økonomiske termer. Den slags gætværk kan være af stor værdi som tankeeksperimenter: Hvad nu, hvis ..., men er ofte for spekulative til at basere en offentlig regulering på.

Det kan også være svært at sammenligne projekter på tværs af typer af miljø. Er mindre luftforurening bedre end bedre biodiversitet eller renere vand? Det kræver, at den beregnede værdi er udregnet efter nøjagtig samme princip. Er der forskellige forskere eller konsulenter på de forskellige områder, vil de imidlertid højst sandsynligt bruge forskellige og konkurrerende metoder og principper. Sammenligning bliver således i sidste ende let subjektiv, uanset hvor mange økonomiske beregninger man foretager.

Der er mange, der har, må man sige, lidt naive forestillinger om, hvor meget man kan bruge de økonomiske analyser til, når man skal fastsætte præcise mål for miljøpolitikken. Hvis den nye regering skulle forsøge sig med principper om kun at gennemføre investeringer på miljø- og naturområdet, der kan tjene sig hjem ud fra miljøøkonomiske analyser, vil den hurtigt finde ud af, at det vil bringe den i en situation, hvor den skal skifte politik en gang om ugen.

Miljøøkonomiske analyser kan derimod bruges til mere generelle vurderinger af, hvilken type miljøstrategi der bedst kan betale sig, når man ikke ved ret meget om, hvad der kan ske som følge af den fremtidige miljøbelastning. Eksempelvis analyserede Det Økonomiske Råd i 1998 klimapolitikken. Rådet forsøgte ikke at opgøre fordele og ulemper på kroner og øre, men så på, hvad der var den mest rationelle strategi, hvis man regner med, at fremtiden lige så vel kan vise, at bekymringen for fremtidige klimakatastrofer er grundløs, som at den er reel nok.

I den situation fandt man frem til, at det bedst kunne betale sig at regne med det værste. Forsigtighedsprincippet er med andre ord under visse betingelser den økonomisk optimale miljøstrategi. Man kan også sige ,at en cost-benefit-analyse, der ikke prøver at foregøgle en sikker viden på områder, hvor vi ikke ved ret meget, typisk vil ende med et forsigtighedsprincip. Det er ikke cost-benefit-analysen, der er problemet, men de tal, man putter i den. Det kan man også læse om i den netop udkomne rapport fra delprogrammet AMOR under Det Strategiske Miljøforskningsprogram.

At regne med det værste må selvfølgelig ikke betyde, at den mest sortseende dommedagsprofet får vetoret over for miljøpolitikken. Det er imidlertid ikke noget, økonomerne kan gøre noget ved. Det er dels et spørgsmål om den naturvidenskabelige forsknings egen kvalitetskontrol, dels nok først og fremmest et spørgsmål om politikernes og andre beslutningstageres sunde dømmekraft. Den er der brug for både med hensyn til det økonomiske, det naturvidenskabelige og det etiske.

Vigtigt er det, at den miljøpolitiske debat bliver mere klar, således at folk forstår, at der er tale om valg mellem forskellige målsætninger, som måske ikke alle kan opfyldes på en gang.

Der, hvor de miljøøkonomiske analyser kan sige noget med ret stor præcision, er i spørgsmålet om de byrder, der pålægges virksomheder og husholdninger. Eksempelvis er CO2- og energiafgifterne på trods af tre reformer i 1990'erne stadig indrettet således, at energiforbruget i husholdningerne brandskattes, mens virksomhederne kan bruge løs uden at skulle betale noget, der blot ligner husholdningernes afgifter.

Det betyder, at nogle af de energibesparelser, som husholdningerne køber ret dyrt, kunne fås for en brøkdel af prisen i virksomhederne. Hvis afgiften var den samme, ville Danmarks samlede omkostninger ved energi- og klimapolitikken være meget mindre. Det har blandt andre Det Økonomiske Råd påpeget i sin rapport fra foråret 1993 og siden cirka en gang om året. Modargumentet er, at erhvervslivet skal konkurrere med udlandet, hvilket husholdningerne ikke skal. Men netop tilbageføringsprincipperne for de danske CO2- og energiafgifter på erhvervslivet sikrer jo, at industrien som helhed ikke stilles ringere i konkurrencen - kun de virksomheder, der bruger mere energi end nødvendigt. Det fremgår af de analyser, der er gennemført af spørgsmålet.
Ligeledes er vandmiljøplanerne skruet således sammen, at den måde, landmændene skal reducere kvælstofbelastningen hvorpå, udstikkes i handlingsplanerne.

Analyser fra blandt andre Finansministeriet og OECD har påpeget, at det gør dem meget dyrere, fordi det jo er landmændene selv og kun dem, der ved, hvor bedriftens kvælstoftab til miljøet kan begrænses med mindst mulige omkostninger. Den afgift, der skal betales ved for stort kvælstoftab, træder imidlertid først i kraft ved et niveau, der er meget højere end det kvælstoftab, der er aktuelt på de fleste bedrifter. For landbruget som helhed bliver det derfor lidt et slag i luften. Hvis grænsen blev sænket til det kvælstoftab, der er bæredygtigt, ville landmændene efter al sandsynlighed selv kunne finde de billigste måder at begrænse det på, så de ikke skulle betale afgift.

Denne type analyser kan hjælpe med til at gøre miljøpolitikken billigere for os alle sammen. De kan sikre, at det kommer frem allerede ved starten, hvis en miljøhandlingsplan ikke kan lade sig gøre. De kan gøre det mere gennemskueligt, hvem der kan gøre hvad, og hvor meget der skal til for at få dem til det.

En anden slags viden, man kan få ud af miljøøkonomiske analyser, er, hvilke hensyn og hvilket informationsgrundlag, der egentlig ligger bag beslutningstagernes beslutninger. Det er ikke altid krystalklart, når der indgås komplicerede forlig, så derfor er analyser af, hvordan forskellige aktører ser på omkostninger og fordele, hvordan de rangordner forskellige værdier og principper osv., af stor betydning for at kunne afgøre, om de fælles prioriteringer er konsistente, og om det, der kommer ud af det hele, virkelig er det, vi ønsker. Det er i princippet, hvad man gør med en særlig afart af cost-benefit-analysen, der hedder flerkriterie-beslutningsanalyse. Man kan f.eks. også i et diagram med fysiske og økonomiske størrelser sammenligne forskellige løsninger for så at se, hvilke typer der kan opfylde flere formål. Det kan lade sig gøre, selvom ikke alle hensyn måles i penge.

Eksempelvis har der for nylig været rejst en debat om, hvad det egentlig er for et prioriteringsgrundlag, der ligger bag vores regulering af sundheds- og miljøskadelige kemikalier. Man kan risikere at ende med en omkostningsfuld regulering af stoffer, der til syvende og sidst har mindre betydning, mens stoffer, der er farlige, men som relativt let kan undværes, bliver ladt i fred. Hvordan det i givet fald er kommet dertil, er typisk et spørgsmål, der kan belyses ved en sådan analyse.

Miljøpolitikken ville således have stor gavn af, at det politiske niveau brugte den analysekapacitet, der er opbygget igennem 1990'erne. Alle handlingsplaner burde først og fremmest sendes til grundigt eftersyn, gerne hos flere forskellige institutter, inden de blev sat i værk.
Hertil kommer selvfølgelig, at periodiske serviceeftersyn er nødvendige. Der er i dag en rådgivningskapacitet til rådighed, som det politiske niveau bør benytte sig af.
Det er imidlertid ikke sikkert, at et institut for miljøvurdering ville gøre rådgivningen bedre. Hvis den gennemføres på en uheldig måde, så forskningsmiljøerne nedbrydes, kan den endda risikere at forringe både den miljøøkonomiske rådgivning og rådgivningen på andre sektorområder.

Hvis der ikke kommer nogle argumenter på bordet for, at det er en god ide, bør man i stedet satse på et koordinerende organ, som får til opgave at sikre, at forskellige, gerne konkurrerende miljøvurderinger kommer frem i lyset. Det giver ganske vist mere for politikerne at tage stilling til, men sikkert også bedre politik. Konkurrence ville også være mere i den nye regerings ånd end blot at monopolisere al autoritativ viden på ét sted.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere