På en sur dag i Prag møder den danske forfatter, der bor i byen, en ældre veninde på en café på Kavarna Slavia. Hun inviterer ham på et kurophold i det østlige Bøhmen med mudderbade og massage. Det havde været lidt småsurt for mig i nogen tid; forhåbninger var bristet, drøje hug var faldet, og ting var gået galt og itu. Døre, som førhen havde været åbne, var blevet lukket og låst. Det ellers så stærke helbred havde vist de første tegn på svækkelse. Pengene manglede, boligen manglede og møblerne manglede; stort set hele pivtøjet manglede - og nu manglede det altså også bare, at jeg var jaget ud af min midlertidige hule af håndværkere, der skulle lægge nye faldstammer ind. Romanen, jeg havde slidt med og side for side bragt gennem al elendigheden, måtte nu vente. Fem stive hverdage i træk fra morgen til aften. Alt måtte udsættes - mig selv inklusive. Selv om jeg selvfølgelig i en vis forstand længe havde været sat uden for og fordrevet fra mit eget hjem. Nå, hjem og hjem er måske så meget sagt. I et hjem føler man sig velkommen og, ja ... hjemme. Man har en behagelig lænestol at sidde i og ikke kun sådan et afgnavet gespenst, man har fået smidt i nakken for en femmer på et loppemarked. . Der står jeg altså på åben gade i Prag og glaner gennem regntågen over på Holiday Inns enorme indgang. Jeg er forjaget, sulten og smådesperat over udsigten til en uges afbrydelse, driven om og svineri på hjemmefronten. Uden et skrivebord at læne mig op ad, kan jeg ikke redde programmet for mine dage fra at falde fra hinanden. Selvfølgelig kan jeg prøve at få et nedslag i huslejen, men er svaret 'nej', er jeg nødt til at punge ud. Jeg har ikke et klap at skulle have sagt nogen steder. Pyha: Hvad har jeg dog gjort, at jeg fortjener ... og så videre. Og sådan, i nedtrykt sindstilstand, begynder jeg at traske ind imod centrum. Måske hvis jeg kan finde et stykke brød hos en bager og en kop kaffe på en café, at jeg får det lidt bedre. Ganske vist er gode råd dyre, men måske er jeg ikke helt så insolvent, som jeg selv bilder mig ind. To lange døgn senere. Jeg sidder på Kavarna Slavia, den rummelige café på hjørnet af Nationalgaden og flodbredden. Til den ene side sporvogne og til den anden udsigten gennem kæmperuder til Petrinparken. Jeg har netop lukket bogen, jeg læste i, da jeg hører en stemme: »Hvad læser du, unge mand?«. Da jeg løfter blikket, ser jeg lige ind i øjnene på en gammel dame på mindst firs år. Hun gentager smilende sit rynkede spørgsmål. Bogen er Ibsens 'Hedda Gabler' i en miniudgave, der passer til inderlommen i min jakke. Det viser sig, at damen har set stykket flere gange. Den ene sætning tager den næste; ingen af os har travlt, og før vi ved af det, er der gået en time, og hendes veninder er begyndt at indfinde sig. Jeg betaler min te og rejser mig. Igen stemmen: »Hvornår ses vi så igen unge mand?«. Jeg siger: »Jeg er jo fordrevet, så ... hvad med i morgen«?. Den næste dag mødtes vi på Slavia igen. Og den næste igen. Det var torsdag, og fredag skulle damen tilbage til kurstedet Lazne Belohrad i Østbøhmen, hvor hun opholder sig det meste af tiden, når hun er i Tjekkiet. »Har du ikke lyst til at komme og besøge mig og min kæreste«, siger hun, »du skal være velkommen, og det skal ikke koste dig en rød reje. Tre dages procedura, det vil sige 'kurskema', og du vil være som ny igen«. Bumletoget til Lazne Belohrad (kurstedet Det Hvide Slot). Blikket rettet imod efterårslandskabet, der med harer og råvildt på pløjemarkerne, med musvåger på takkede vinger forsvinder bagude, bliver borte og begraver sig i fortiden, i glemslen. Gennemgår i tankerne associationer knyttet til ordet 'kursted'. En novelle af Milan Kundera: 'Dr. Havel efter ti år'. Aldrende kvindebedårer tilbringer både forstemmende og trøsterig tid på bøhmisk kursted. Bliver undervandsmasseret af ung kvinde. Jeg agter selv at bede om at blive undervandsmasseret og håber på et lige så gunstigt resultat af behandlingen som det dr. Havel opnåede. Sådan - mens solen synker i vest, og det skumrer, mens aftenen krydrer luften, nærmer jeg mig adstadigt og med vinduet halvåbent mit livs første kurophold ... Næste morgen klokken ni er der rutineundersøgelse hos min værtinde, som er både ejer og overlæge. Trods min status som gæst og husven, og skønt jeg ikke ved af, at mit hjerte fejler noget, skal det og et par andre organer undersøges grundigt. »Det raske menneske er en skrøne«, smiler overlægen, »alle er vi syge, hvad enten vi er klar over det eller ej«. Fordi nogle af behandlingerne (deriblandt hofattraktionen det varme mudderbad) er krævende for hjerte, milt og lever, er det afgørende at kende patienternes helbredstilstand, før man sammensætter deres 'procedura'. Efter EKG-diagram og blodtryk m.m. er det tid til rundvisning. For at jeg ikke skal vække unødig opmærksomhed, bliver jeg iført en hvid kittel. Sådan kan jeg til nød gå for at være en besøgende læge, siger min vært. Jeg har lyst til at spørge hende, hvad hun mener med »til nød«, om det er min frisure, den er gal med, eller mit fodtøj. Men jeg frafalder, for hun er ivrig efter at komme videre. Sammen går vi ad gange med døre i væggene. Når overlægen lukker en af dørene op, er det meningen, at jeg skal træde frem og kigge ind ad den. Det føles lidt som at gå fra dato til dato i en gigantisk julekalender, hvor man negler skodderne op den ene efter den anden. Men der er noget, der ikke stemmer. I stedet for rensdyr, risengrød og juletræer med gaver under åbenbares i de skjulte rum for eksempel en underjordisk mudderarbejder i en mudderkælder, i færd med at gøre mudder klart til brug. Overlægen skubber endnu en dør op. Fra gangen træder jeg frem og ser ind på patienten netop i færd med at afslutte mudderbadet. En ældre mand, der står på et par tynde ben i et badekar og bliver spulet af en kvinde i hvid kittel. Bag en anden dør får en dame gasindsprøjtninger i sine vandfyldte og opsvulmede knæ. Bag en tredje et helt svømmebassin, hvor femten-sytten mere eller mindre uformelige ældre damer hænger som dovendyr i strakte arme og ben fra kanten. I den fjerne ende af bassinet råber en ung kvinde kommandoer. Lige så stille vipper damerne op og ned med rumperne i vandskorpen. Det hele skvulper, de hængende damer ser meget koncentrerede ud, og idet overlægen og jeg træder hen til bassinet, vender de sig alle som én omkring og kigger tavst nysgerrigt på os. »Kom«, siger overlægen, »jeg tror, vi forstyrrer«. Bag den næste dør en midaldrende herre med begge hænder stukket i kæmpestore, varme parafinmuffer. Bag den næste igen en yngre mand på en briks med begge ben i nogle klodsede støvlelignende tingester. Overlægen kan fortælle, at han behandles med elektricitet for sine ødemer. Sådan fortsætter vi langs væggene, og døre fortsætter med at gå op og i. Heldigvis tager det ikke fireogtyve dage at nå frem, men til gengæld bygger bevægelsen heller ikke op til noget klimaks. Indblikkene i den skjulte verden er ikke just egnet til at sætte én i julestemning. Sammen med os, på kurstedets gange, er der et mylder af mennesker. Alle er de plagede af sygdomme og skavanker. Nogle stolprer besværligt af sted på krykker, og mange er kvinder i arbejde til midt på livet. De har lyseblå uniformer på og er udstyret med støvsugere, klude, mopper, spande og små flæseforklæder, der leder tanken hen på kommunisme, Bohumil Hrabal-romaner og cafeterier med blikbestik. Efter endt rundvisning er der små tre kvarter til, at jeg skal møde til fysioterapi. For at fordøje indtrykkene går jeg en tur i den omgivende park, drysser lidt om på stier skjult under et tykt og spraglet tæppe nedfaldent løv. Lægger hovedet bagover og kigger op. Himlen er høj og klart gennemsigtig, luften er sval, solen bleg, og i mine ører er der en susende lyd af en lille å, der skærer sig gennem tung, dyngvåd jord. Tre halvstore knægte kommer drønende på deres cykler, ansigter opvakte og friske som nybagte boller. Mens jeg står og ser efter dem, tænker jeg på, hvordan de værkbrudne på begge sider af kurstedets vægge slæber sig igennem en endeløs 'procedura-vandring' af søvn, måltider, behandlinger og bade. Hvad der begyndte med en cykel på en skovsti, endte for det store flertals vedkommende som skarpt overvåget tørvetrilleri på et kursted. Men som sagt: herude i det frit flammende efterår flintrer drenge stadig rundt på cykler. Hver har de deres egen blæst i håret og er ophøjet ubekymrede om helbredet, verdenssituationen og fremtiden. Det er sådan, tænker jeg, at det anstår sig for et menneske at leve livet: ubekymret som en knægt på elleve år, der ved sig sikker på sin aftensmad og ikke kunne drømme om at krybe eller slå knuder på sig selv af den grund. Som det aldrig kunne falde ind at bytte det visse nu og her i dag for en ussel, neglebidt og ... uvis tryghed i morgen. Efter fysioterapi og frokost den skemalagte lille én på øjet. Og så er det tid til mudderbadet. Udhvilet, modtagelig og muntert forventningsfuld træder jeg ind i et lille omklædningsaflukke med briks og tæpper. Af en ung pige får jeg besked på at klæde mig af og svøbe mig i det hvide lagen, der er lagt parat. Dette gjort skrider jeg med genfunden og retmæssig værdighed ud gennem forhænget, hvor pigen venter mig med et udtryk i sit ansigt, som morede hun sig over noget. Mellem os står metalbassinet klart med varmt, næsten sort muddervand. Jeg smider tunikaen på en stol og stiger op i vællingen først med en storetå og siden i flere afdelinger. Da hans majestæts korpus ligger nedsænket i mudder til halsen, anbringer mudderbade-mesterinden omsorgsfuldt en underlig metaltingest ved mit hjerte. Vil jeg have den på, spørger hun. Mens jeg betragter den, vrider jeg min hjerne i et forgæves forsøg på at regne dens funktion ud. »Nej tak«, siger jeg og ryster alvorligt på hovedet. »Men til gengæld vil jeg gerne vide, hvor længe jeg skal blive liggende her?«. »Århh, kun i tolv minutter«, ler pigen og forsvinder stadig leende ud på gangen. Pyh! Aldrig har jeg vidst, at tolv minutter kan være så længe om at gå. Sekunderne snegler sig af sted, og det er en hel lille evighed af tid. Nu forstår jeg pludselig grunden til EKG'et. Sveden pibler fra min pande, og mit hjerte hamrer vildt mod brystkassen. Hvornår kommer hun dog? Nedsunket i sort mudder til hagen ligger jeg og gisper efter udfrielsen. Da den endelig kommer, har den en vandslange med. Som manden med de fremstående knæskaller bliver også jeg spulet hele vejen rundt. Til sidst bliver jeg viklet ind i et lagen og et tæppe og lagt til at dampe af på briksen i omklædningsrummet. Hvem skulle have troet det for bare en uge siden, dengang det dårligt var til at få øje på ét eneste lille lys i mørket. Først skulle jeg åbenbart sættes ud af huset; siden helt ud af spillet. Tvunget af omstændighederne formår jeg ikke andet end at trække vejret og lytte til mudderpigernes skridt, stemmer og latter. Til massørernes hænder imod patienters kød. Snart er det min tur til at blive masseret. I et glimt ser jeg atter drengene i parken og mig selv,som jeg den formiddag stod slukøret og gloede over på Holiday Inn. Vendepunktet ... Det var ikke før,jeg blev revet ud af min vante gænge, at forandringen kunne finde sted. Så længe jeg selv kunne planlægge, skete der ingenting. Havde det stået til mig havde jeg aldrig mødt den gamle dame og var aldrig blevet inviteret på kurophold. Så havde jeg stadig ligget i betonkomplekset, nøjagtig som jeg selv havde redt. Mens nu! Se mig nu! Atter mærkede jeg fortrøstning, atter følte jeg mig i harmoni med mig selv, min (van?)skæbne og det liv, Jeg nu engang havde fået at leve. At ligge på en briks og dampe af efter en tur i mudderet! At være en indviklet personage i kronisk venteposition. At acceptere sin lod som noget nødvendigt. Om lidt at skulle mudderbadeftermasseres! Til lyden af kød der klaskes i nærheden, af døre der går op og i, åbner og lukker sig omkring deres hemmeligheder. Som livets sejre og nederlag. En verden foran og en verden bagved kun adskilt af en ganske tynd gennemsigtig væg. Pludselige horisonter, hvor drenge cykler ubekymrede omkring på tæpper af nedfaldent løv. I deres øjne et glimt af tidernes morgen, som de værkbrudne har mistet undervejs i dagenes monotoni, men som er naturens utrættelige forsøg på at skabe og bevare ting af skønhed. Lyden af håndslag i æltet og af latter, der kommer nærmere og nærmere, indtil pigen i samme nu flår forhænget til side: »Pojt sem!«, siger hun og holder døren for mig. Og sådan, på nul komma fem, forvandlet og opløftet fra husvild til böhmisk majestæt tager jeg de første skridt imod resten af min procedura.