Det er musikalsk racisme, når Danmarks Radio afskaffer de programmer, der viser verdens musikalske mangfoldighed og rokker ved vores verdensbillede og livsførelse, så vi bliver bedre til at bygge bro mellem kulturer, mener forfatteren. »Et harmoniskift kan betyde et ændret verdensbillede«. Sådan skrev den amerikanske filosof Susanne Langer engang i 1940'erne om musikken som sprog. Og hendes ord har fået en uventet aktuel betydning i denne tid, hvor der tales om integration i tide og utide. Vel at mærke de andres integration. Men musik kan medvirke til at integrere os selv i en større multikulturel verden. Og det føles specielt tiltrængt i denne tid, hvor mange danskere holder så stramt på deres kulturarv, at de er nødt til at tage skyklapper på og stoppe propper i ørerne for ikke at høre musikken - de andres musik, verdensmusikken. For netop den er fyldt med harmoniskift, der kan ændre vores verdensbillede. Og det er jo besværligt. Susanne Langer interesserede sig for musikken, fordi dens sprog er sådan et mærkeligt, symbolsk sprog. Det kan ikke oversættes til noget andet sprog, for det har ingen ord, der betyder noget bestemt. Og musik kan faktisk ikke beskrives med ord - lige så lidt som ord kan beskrive andet end det mest nødtørftige ved et abstrakt maleri, eller ved en vin. Musik er ikke vin, heller ikke et abstrakt maleri, musik går ind et andet sted, musik er et af de stærkeste sprog, vi har. Den påvirker os, den rammer os, det er ikke til at gardere sig imod musik. Musik er følelsernes sprog, sjælens sprog. Og så er det kroppens sprog, for man kan bevæge sig til den. Alt det ved vi jo godt et eller andet sted. Men netop takket være sit specielle sprog har musikken endnu en overset egenskab, som har betydning i dag. Et par personlige eksempler: For nogle år siden spiste jeg på en afrikansk restaurant i nærheden af, hvor jeg bor; den eksisterer desværre ikke mere. Skøn mad, skøn musik i baggrunden. Jeg spurgte, om ikke det var musik fra Zaïre (som det hed dengang). Jo! sagde tjeneren, glad overrasket over, at jeg kendte deres musik. Det fik vi en god lille snak om. En anden dag kørte jeg med en pakistansk taxachauffør. Jeg fortalte ham, at det eneste, jeg kendte til hans land, var sangeren Nusrat Fateh Ali Khan. Han blev rigtig glad for, at jeg kendte ham, det var, ligesom vi pludselig også kendte hinanden lidt. Hvor havde jeg lært at høre forskel på forskellige afrikanske landes musik? Hvor kendte jeg Nusrat fra, denne fantastiske ekstatiske religiøse sanger, en repræsentant for sufismen, islams mystiske retning, som var ildeset af de islamiske fundamentalister på linje med hvirveldansen? Nusrat, som senere blev annekteret af Vestens dj's og havnede på hitlisterne? Fra Danmarks Radio såmænd. Fra programmet 'Verdensmusik', senere omdøbt til 'Global Beat', som i de sidste tolv år og indtil i sommer har haft sin faste sendetid hver mandag aften kl. 21-23. Med Sveta Rubin ved roret har det orienteret om verdensmusikkens scene, præsenteret begivenheder og festivaler i ind- og udland, bragt interview med fremmede landes musikere, og frem for alt: sendt musik, musik, musik. Det er her, jeg er blevet introduceret til quawwal, souka, cubansk, chilensk, meringue, rai-musik, samisk joik, Sydafrika-rap, gnawa, jødisk, arabisk, you name it. Det er her, jeg har lært at træne mine ører til at åbne sig for fremmede rytmer, andre skalaer, andre instrumenter, andre måder at bruge stemmen på. Og det har ikke været svært. Det har været ren nydelse, når det første lille chok havde fortaget sig. Som at genkende en del af mig selv, som jeg havde glemt eller aldrig rigtig kendt. At få ændret mit billede af verden og mig selv takket være et harmoniskift, eller bare et rytmeskift. Susanne Langer var selv i tvivl om, hvordan hun skulle udtrykke det, for midt i sin amerikanske tekst i bogen 'Philosophy in a New Key' ('Filosofi i en ny toneart)' bruger hun faktisk et tysk ord: Weltgefühl. Verdensbillede, livsfølelse, kan det måske hedde på dansk. Og det tror jeg, de fleste mennesker kender, når de hører en ny og anderledes musik: Der sker noget med en. Jeg husker i hvert fald en række af den slags musikalske aha-oplevelser. Tydeligst dengang jazzen kom ind i mit liv. Jeg var vokset op i et hjem med Steinwayflygel, på hvilket jeg spillede Bach, Schubert og Chopin. Min far sad ved siden af mig, når jeg øvede mig, præcis en time daglig, og specielt når jeg øvede mig på Bach, stod metronomen og tikkede med ubønhørlig regelmæssighed. Så jeg blev dygtig til at holde takten. Men da jazzen kom, blev metronomen erstattet med swing, og så var det sket med mig. Jeg måtte holde op med at spille, for det her var så forskelligt fra alt andet, jeg var vant til, det var som en ny verden, der åbnede sig. Jeg kunne høre det, jeg kunne mærke det, men hvad var det, der skete? Det spekulerede jeg meget over. Og fandt ud af, at når en tone ikke kommer med metronomisk præcision, på taktslaget som forventet, men synkoperet, på kanten af beatet, en brøkdel af et sekund efter - så reagerer kroppen spontant. Den bliver desorienteret, frustreret, den protesterer, og kompenserer for skuffelsen ved at lave sit eget taktslag - med fingrene, med fødderne, i underlivet, i hele kroppen. Det er så det, man kalder swing, og som man ikke kan gå i takt til, der er ikke noget kæft, trit og retning som i marchmusikken. Til gengæld kan man danse til den. Man kan ikke lade være. Og det kan man heller ikke til verdensmusikken. Ikke jeg. Verdensmusik? Det er dog det mest afskyelige, der findes! fnøs digteren Jørgen Sonne, da jeg en dag forsøgte at gøre reklame for mit favoritprogram. Vel - han foretrak sikkert programmet 'Globus'. Et meget skønt og inspirerende ugentligt program med traditionel etnisk musik, placeret på DR's musikkanal(mens 'Verdensmusik' var placeret på P3). Ren, oprindelig, 'ægte folkelig' musik eller traditionel kunstmusik, uberørt af moderne musikeres multikulturelle hænder, ubesmittet af populærmusikkens vulgære danserytmer og forvirrende stilblandinger. Men hvad er i grunden forskellen på traditionel etnisk musik og så det, der kaldes verdensmusik, og som Jørgen Sonne hader og jeg elsker? Ja, det er et godt spørgsmål, for begrebet 'verdensmusik' er diffust. Som eksemplet med sufi-sangeren Nusrat Fateh Ali Khan viser, så er grænserne flydende mellem traditionel etnisk musik og verdensmusik. På en måde er det et gradsspørgsmål - det handler om, hvor meget den oprindelige autentiske musik har taget til sig af Vestens instrumenter, sprog (det vil sige engelsk) og teknik. Begrebet verdensmusik bliver da også defineret på mange forskellige måder. Onde tunger siger, at det er opfundet for pladebutikkernes skyld, så de kunne få en hylde til alt det, de ellers ikke kan finde ud af at placere. Men det er nu et meget godt ord for det, der har udviklet sig gennem mødet mellem musik og musikere fra alle verdenshjørner. Som musikskribenten Ole Reitov har udtrykt det: »Uden Afrika ingen jazzmusik. Og uden europæisk musik ingen rumba. Og uden rumba ingen Congomusik«. Verdensmusik er jo ikke noget nyt fænomen. Jazzen, flamencoen, ja, selv marchmusikken er eksempler på, at forskellige kulturers musikalske sprog har blandet sig og frembragt nye klange og rytmer. Men i det sidste halve århundrede har udviklingen taget fart. Jazzens musikere har ladet sig inspirere af afrikansk eller brasiliansk musik, rocken har søgt til Indien, sambaen har erobret verden, inklusive Danmark. Og over hele verden, inklusive Danmark, spiller i dag talrige grupper med blandet besætning af fremmede og lokale musikere sammen. Det er mange ting, der har været inspirerende for Vestens musikere. Det er brugen af andre instrumenter end dem, der er gænge i vestlig musik. Men det er også frasering og stemmeføring, det er andre intervaller end dem, vi er flasket op med, det er rytmer, klangfarver og harmonier. Og det handler ikke kun om ørerne. Det handler også om kroppen. Hvis ikke vi har vidst det før, så har verdensmusikken gjort det mere tydeligt end nogensinde, at musik er et fysisk sprog, et erotisk sprog. Og hvor den uberørte etniske musik ikke altid er sådan lige at gå til - læs: at danse til, så har det, man kalder verdensmusik, netop ladet sig inspirere af andre musikkulturers puls , i egentlig forstand. Et ændret verdensbillede, en ændret Weltgefühl, kan også opstå via kroppen. Der var engang, da jeg havde vilde planer om at rejse Jorden rundt og studere sammenlignende dans - ikke som tilskuer, men som aktiv. Det var, længe inden ordet integration blev brugt i sin nuværende betydning, men jeg var ikke i tvivl om, at hvis jeg lærte noget af fremmede folkeslags bevægelsesmønstre, ville jeg integrere en ukendt del af mig selv, en del, der til daglig ligger brak, og som andre kulturer har adgang til. Min første store oplevelse af, hvordan et skift i rygsøjlens og underlivets bevægelser kan blive til en eksistentiel aha-oplevelse, fik jeg i min studietid i Paris. Det var på et lille dansested, hvor de fine universitetsstuderende høvdingesønner fra Frankrigs afrikanske kolonier kom for at danse. Musikken var - har jeg senere fundet ud af - cubansk-afrikansk inspireret; rumba kaldte vi det. Det var det tætteste, man kunne komme på sex, uden at det blev til andet end dans. Senere kom så jazzen, igen med en anden bevægelse af ben, underliv og rygsøjle. Og efter jazzen kom Beatles, beatmusikken, rocken, og med den endnu en gang et umærkeligt skift: En anden del af rygsøjlen blev inddraget, og dermed en totalt ændret fornemmelse af, hvad livet handler om, og hvilke følelser og energier der rummes i kroppen. Undertiden tænker jeg på C.G. Jungs ord om den tiltrækning, som Afrika øver på mange europæere: Det handler om at opdage Afrika i os selv, mente han. Okay - men det hjælper altså at have været der, på rejse i geografisk eller musikalsk forstand. Man skal kende lidt til Afrika, før man kan finde det i sig selv. Vi har for nylig hørt om en kommune, der vil sende skolebørn til Tyrkiet, så de kan lære noget om de værdier og den mentalitet, som gælder dér, hvor en kultur udfolder sig på sine egne præmisser. God idé. Men musikken kan gøre det samme. Første gang jeg var i Egypten, så jeg en mavedanser, en lille trind kvinde i en tækkelig tætsiddende kjole, og det var en åbenbaring. Men først da jeg selv 46 år senere vovede mig hen til et kursus i orientalsk dans i København, fik jeg bekræftet mit første indtryk: Det føltes ikke særlig eksotisk, snarere som verdens mest naturlige bevægelsesmønster. Som om det var sådan, jeg altid havde længtes efter at bevæge mig. Det var integration i ordets bedste forstand, integration af noget fremmed og noget fælles på én gang. Takket være den gensidige inspiration mellem verdens musikere har vi nu fået et nyt musikalsk blandingssprog. Ikke en ren og uforfalsket traditions musik, heller ikke en splinterny hektisk diskomusik. Men noget midtimellem: en musik, hvor årtusindgamle klange og rytmer indgår i et frugtbart samliv med nutiden. Og resultatet er det samme som i andre vellykkede multikulturelle møder: Blandingsægteskaber giver smukke børn. I det lange løb er befrugtningen tilmed gået begge veje. De fremmede landes musikere har også annekteret vestlige instrumenter og vestlig teknik i deres musik. Det er afgjort ikke altid nogen gevinst i mine ører, og måske var det den slags tvivlsomme fusioner (især med jazzen), der fik Jørgen Sonne til at stejle. Til gengæld har interessen fra Vestens musikere i mange tilfælde betydet, at den traditionelle musik har fået en renæssance i sit hjemland. Det mest kendte eksempel er for tiden Ry Cooders optagelser med de aldrende cubanske musikere i deres band Buena Vista Social Club, hvis musik stadig kan opleves herhjemme på filmen af samme navn. Algeriske rai-musikere, hvis musik er forbudt af det fundamentalistiske styre, har fundet arbejdsmuligheder og studier i Paris. Og i Afrika har Vestens interesse støttet afrikanske musikeres respekt for deres egne musikalske traditioner, der var i fare for at blive opslugt af USA's disko- og popmusik. Men verdensmusikken, musikkens blandingsbarn, har en ekstra funktion i vores samfund i dag, og det handler om integration - vores egen integration, vi, som ikke er tvunget til det, men som udelukkende har noget at vinde. Det må man ikke sige i dag, så får man at vide, at vi ender i håndsafhugning, kvindediskrimination og terrorangreb. Men med den truende polarisering i vores eget land, hvor fredsommelige libanesiske grønthandlere får sat ild til deres butik, og muslimske piger får hevet tørklædet af, ville det være oplagt at bruge musikken bevidst som en af de faktorer, der kan bygge bro mellem vore forskellige kulturer. Så vi kan høre og mærke, hvad der er fremmed, hvad der kan åbne vores ører for noget, som er anderledes, og hvad der er fælles. Hvad vi kan mærke af Afrika, Asien eller Egypten i os selv. Men desværre - efter sommerferien var programmet 'Verdensmusik' eller 'Global Beat' lige så stille forsvundet. Musikalsk racisme - eller bare en af DR's evindelige omstruktureringer? Jeg savner udsendelserne. Men jeg synes også, det er en mærkelig måde, DR forvalter sin public service-funktion på. Hvis jeg var programdirektør, ville jeg skynde mig at genetablere programmet - med udvidet sendetid, ligesom det er sket med jazzen, nu hvor dens tænder er trukket ud. Jeg er sikker på, at det vil fremme integrationen for alle parter. Verdensmusikken er som skabt til at rokke ved verdensbillede og livsfølelse og bygge bro mellem kulturer, der mere end nogensinde har brug for at forstå hinanden og respektere hinanden for det, der er værdifuldt. Inden vi smider det hele ud med badevandet.