'Upatriotisk journalistik' kritiseres nu i de amerikanske medier, som selv bidrager til at usynliggøre dele af virkeligheden efter 11. september. På under to måneders rejse i USA har den danske medieforsker mødt børn, der kræver hævn - om det så skal gå ud over afghanske børn. 'Upatriotisk journalistik' kritiseres nu i de amerikanske medier, som selv bidrager til at usynliggøre dele af virkeligheden efter 11. september. På under to måneders rejse i USA har den danske medieforsker mødt børn, der kræver hævn - om det så skal gå ud over afghanske børn. Af »Vi skal bare have hævn ...«, siger den 12-årige gut i store hip hop-bukser og med omvendt kasket, idet han hopper ned af sit skateboard en solfyldt eftermiddag i San Diego for at svare på en række spørgsmål, som nogle af hans kammerater har udarbejdet, i forbindelse med at de laver en avis i et medieprojekt på en skole i den sydlige del af Californien. Han støttes kraftigt af sine tre venner, der også for et øjeblik har stillet deres skateboards - »Vi skal slå igen ...«, siger en af dem, og en anden supplerer: »De skal bare ha' bank«. På kammeraternes spørgsmål om, hvorvidt skateboarderne er blevet bange for at flyve, eller om de har haft mareridt efter 11. september, lyder svarene, at de ikke er blevet bange. En lille sort fyr iført en T-shirt med flag på maven siger: »Nej ... jeg er da i hvert fald ikke bange, for min far er pilot«. Ingen af dem har haft mareridt efter 11. september, men to af dem fortæller, at de da kender nogen, der har drømt onde drømme om at falde ned med en flyver. En ranglet rødhåret fyr siger: »Min mor har drømt om angrebet på World Trade Center ... hun sagde, at det var et mareridt - og nu siger hun, at ingen af os må flyve, at vi bliver nødt til at køre i bil, hvis vi skal ud at rejse ...«. Udsagnene er i tråd med, hvad medierne har signaleret i oktober og november, hvor jeg har opholdt mig forskellige steder i USA i forbindelse med et studieophold. I løbet af de to måneder har der fundet en udvikling sted i mediernes beretning om tragedien 11. september, om forberedelserne til krig, iværksættelse af den samt om anthrax, miltfeberen, som pludselig også blev en trussel. I begyndelsen var den stærkeste fokusering på sorgen over, hvad der skete 11. september, hvilket kun er alt for forståeligt. 1. oktober i Wall Street - og meget tæt på hvor World Trade Center havde ligget - var der en lind strøm af folk, der nærmede sig stedet med en blanding af sorg, muligvis selvoplevelse og nysgerrighed, og gyset var det, som var det stærkeste indtryk i denne mængde af mennesker. På fortovskafeen i kvarteret TriBeCa, tæt på, hvor de to tårne har stået, sad vi - lidt distancerede og halvflove - for hvad skulle vi egentlig der? - Der var andre på cafeen. Nogle sad med en øl, andre med en middagsret foran sig, og alle havde blikket rettet mod 'stedet'. Af hvilke grunde de sad der, kunne man kun gisne om, måske blot de samme grunde som os. Aftenen var varm og mørk, og kun få meter fra os fandt der et grotesk og uvirkeligt skuespil sted - et 'Nachspiel' af blinkende lygter, politifolk, redningsfolk og store lastbiler, der kørte affald væk. Et surrealistisk og forfærdeligt billede, hvis gru yderligere blev forstærket af røgen og lugten, der hang i luften. Senere samme aften i Greenwich Village kom vi i snak med en kvinde, der bl.a. sagde: »Jeg har boet her altid - i dette område - pladsen her er vores 'village' - det var så forfærdeligt, det, der skete 11. september - de kom med de sårede - de kørte med lastbilerne. Alt var lukket i mange dage ... Det er bare så godt, at I kommer her ... at I tør rejse ... livet skal jo gå videre ... hvad nu, hvis turisterne holder sig væk ...? - Hvad nu, hvis der bliver arbejdsløshed?«. Hendes refleksioner ligner dem, vi møder hos mange andre amerikanere den følgende tid- en fokusering på deres egen situation, på dagen og vejen. Forståeligt - og dog uforståeligt, når udsagn som børnenes ovenfor som »vi skal hævne os ...« kommer frem med så stor overbevisning og stadig bliver gentaget også da bombningerne i Afghanistan starter, og dagen og vejen for afghanske børn og voksne bliver ramt af bomberne, længe før de rammer den mand, man vil hævne sig på. Med angrebet på World Trade Center skete der et direkte angreb på landet, og dermed kom USA i chok. Og det er et chok, som kommer meget stærkt frem i mediernes dækning af tragedien, et chok, der bl.a. slår ud i en cementering af nationalfølelsen symboliseret ved det amerikanske flag. Overalt møder man det amerikanske flag med udsagn som: 'God bless America', 'United we stand', 'We shall rebuild' og senere - i slutningen af oktober - store flag foran motellerne med teksten: 'Thank you for traveling'. 3. oktober besøgte præsident Bush New York for bl.a. at berolige newyorkerne med, at byen ville blive hjulpet økonomisk. 'The show must go on' var holdningen hos mange allerede da trods sorgen og ønsket om hævn. Sådanne synspunkter kommer også stærkt frem i reklamerne. F.eks. har The New York Times 4. oktober en helsides annonce, der siger, at 11. september sad alle klistret til tv-skærmen, mens tiden nu er kommet til at bevæge sig fremad: »Keep America Rolling«. På pladsen foran Rockefeller Centret er der normalt flag fra hele verden. Flagene er i begyndelsen af oktober 2001 erstattet med udelukkende amerikanske flag. Der er enkelte artikler, der tager børnenes reaktion på 11. september op. Det gælder f.eks. bladet Big Apple Parent, som henvender sig til forældre, og som i sit oktobernummer lader en psykolog give forældre råd om, hvordan de skal forholde sig til børns spørgsmål om 11. september. Han siger, at barnets alder er afgørende. Små børn er ikke i stand til at forestille sig omfanget af det forfærdelige, som skete. De aflæser derimod forældrenes kropssprog og bliver bange, hvis forældrene udstråler angst og bekymring, så hvis man kan undgå det, hjælper man sine børn. Skolebørnene har en større forståelse og måske en stor angst, fordi de har fulgt med i tv. Her er det vigtigt, at forældrene giver så mange konkrete oplysninger som muligt, men samtidig forsøger at berolige børnene med, at sådanne tragedier er meget sjældne, og at man nu vil øge flysikkerheden etc. Fra den første tids chok og sorg gik mediernes beretning over til at fortælle om den 'nødvendige' krig, at have begrundelser for at føre krigen. Eksempelvis bringes der - såvel i fjernsynet som i de trykte medier - beretninger om børn, der har mistet deres forældre, og derefter, i umiddelbar forlængelse, beskrivelser af, hvor langt man er nået med krigsforberedelserne, og senere af, hvordan krigen udvikler sig. I løbet af oktober og november bliver der stadig flere flag overalt i USA. Store og små flag uden på husene, inden i husene, på bilerne, på T-shirts, flag i form af slips, halstørklæder og hatte og selvfølgelig flag på tv-skærmen i alle nyhedsudsendelserne - med en stadig kraftigere appel til amerikanerne om at stå sammen mod terroristerne. Sporadisk har der i medierne været glimt af demonstrationer mod krigen, og da vi kommer ind i november, er der kritiske kommentarer og enkelte referencer til den europæiske kritik af krigen. Enkelte universitetsfolk kan berette om en række demonstrationer forskellige steder i USA, men der tales ikke meget om dem Nogle få aviser og tidsskrifter sætter spørgsmålstegn ved det rimelige i at kræve hævn i form af krig i Afghanistan og kritiserer mediernes dækning. Dette gælder f.eks. The Daily Texan, som 8. november skriver en leder med titlen 'Don't Believe The Hype' (to hype = at fuppe, snyde) og så i kraftige vendinger deler lederen op i, hvad avisen kalder den »propaganda«, som folk får fra hovedparten af medierne, og »sandheden«, som efter lederskribentens opfattelse ser noget anderledes ud. Krigen er imidlertid en kendsgerning, og i kærlighed og krig gælder alle kneb, i dette tilfælde også at bruge børn. Der bringes f.eks. artikler og indslag i tv-nyhederne om, hvor glimrende amerikanske børn synes, at det er, at der bliver kastet mad ned til børnene i Afghanistan i gule poser indeholdende jordnøddesmør og ris - og når børnene så har spist indholdet, bruger de poserne til skoletasker (ifølge en artikel i Time 5. november). En helsidesannonce viser et par barnefødder uden sko. Teksten er: »Hvor gik pengene hen?« - Det er en annonce fra Unicef henvendt til forældre om at give penge til Unicef, så børnene i Afghanistan kan få telte, tøj, tæpper og støvler: »disse enkle ting er afgørende for forskellen mellem liv og død. Og vi kan takke dig og dine børn for disse ting. Hvis de ikke kan læse endnu, så tak dine børn på vore vegne, og lad dem vide, hvad de har gjort«. Bevidstheden om, at der samtidig i Afghanistan er børn på flugt, børn, der får deres hjem bombet i stykker, børn, der mister deres forældre, giver et særligt perspektiv på denne annonce i avisen USA Today 9. november. Krigsveterandagen 11. november fejres tilsyneladende i lidt større omfang, end det normalt er tilfældet. Overalt er der taler, og de tidligere kriges veteraner roses, de får gratis middage i de små byer og er i det hele taget 'helte'. Og her kommer børnene også ind. Der er artikler om og billeder af børn, af børnenes deltagelse i fejringen af krigsveterandagen. Igen er der her en ambivalens på flere niveauer: På den ene side billeder af amerikanske børn som fremtidens krigshelte. På den næste side artikler om - og billeder af - afghanske børn på flugt, mens tekstens budskab er, at »vi skal bombe i Afghanistan, men vi skal også hjælpe dem - i hvert fald børnene«. Det grænser til det skizofrene, og man må spørge sig selv, hvor journalisternes eventuelle analytiske tilgang er henne, eller om der skrives med ført pen og fotograferes med særlige vinkler. Selvfølgelig gælder denne skizofreni ikke alle aviser og alle tv-kanaler, men en hel del. Og der er et begreb fremme i medierne - ofte på CNN - som jeg aldrig har hørt før, nemlig begrebet 'upatriotisk journalistik', som afgjort ikke er noget godt ... At opdragelsen til det nationale, til loyaliteten over for det amerikanske flag er en væsentlig del af den amerikanske kultur, anskueliggøres i en udstilling på The Ringling Museum of Art i Sarasota, Florida. Der er tale om en vandreudstilling, der passer som fod i hose til efterdønningerne af 11. september. Den vises forskellige steder i USA og er i Florida fra 11. oktober til 6. januar 2002. Titlen er 'One Nation: Patriots and Pirates Portrayed by N.C. Wyeth and James Wyeth'. N.C. Wyeth tegnede og malede med et patriotisk blik under de to første verdenskrige, og hans sønnesøn James Wyeth har lavet tegninger af præsidenter, tegninger fra Watergate-sagen, og sidst, men ikke mindst skabte han billedet umiddelbart efter 11. september af hverdagens helte, der rejser det amerikanske flag i ruinerne af World Trade Center. Dette billede er også kommet med på udstillingen. Første element i udstillingen er nogle borde og stole i børnehøjde med billedbøger med titler som 'The Flag We Love' og 'The American Flag'. På væggen over for den lille bordopstilling kan man læse: »Dette læseområde introducerer børn til N.C. og James Wyeth og til begreber som nationalitet og patriotisme. Det er også symbolsk. Det er som børn, vi først lærer om patriotisme. Ved at se på N.C. og James Wyeths arbejder, får vi alle sammen mulighed for at gense denne første opvågnen til national bevidsthed i os selv. Børn er fremtiden Vi er alle børn«. Med tragedien 11. september som afsæt og de amerikanske mediers dækning af den og af, hvad der er sket efter den dag, må jeg indrømme, at jeg som medieforsker er blevet lettere rystet. Principielt mener de fleste medieforskere i dag, at mediemodtagerne er kompetente og kritiske, at man ikke kan bilde dem hvad som helst ind, og det vil jeg da også skrive under på, men når medierne i den grad synliggør nogle temaer og usynliggør andre, må man - for at bruge en aktuel retorik - råbe vagt i gevær. To måneder tæt på medierne i USA efter 11. september gør, at jeg - med professor George Gerbner fra Annenberg School of Communications - må sige, at der finder en 'symbolsk usynliggørelse' af bestemte dele af virkeligheden sted i størstedelen af de amerikanske medier. Alle kan være enige om, at fremtiden for et land er børnene, at børnene er det vigtigste. Hvad børnene skal lære og mene om verden kommer stadig fra forældre, skole og kammerater, men informationerne og holdningspåvirkningen kommer i dag også fra medierne såvel direkte som indirekte via forældre, lærere og andre voksne. Hvis der i de amerikanske medier havde været et lidt mere nuanceret syn på tragedien 11. september med lidt mindre fokus på hævnen som det centrale tema, kunne det være, at den lille hiphopper med den omvendte kasket og hans tre kammerater ville have været i stand til at drøfte angrebet på World Trade Center på en mere nuanceret måde. Måske havde de så tænkt over, at når USA bomber i Afghanistan, går det også ud over 12-årige drenge, der ligesom amerikanske drenge har drømme og forestillinger om en fremtid.