For mere end tusind år siden var Cordoba Vestens Bagdad, og i flere århundreder udviklede muslimerne i Spanien et højt civiliseret miljø, som gjorde det muligt at integrere kristne og jøder i deres samfund. Forfatteren rejser spørgsmålet om integreret civilisation. Man siger, at historien ikke gentager sig, men man kan ikke benægte, at vor egen tid giver én fornemmelsen af deja-vu. Fremmede, der gøres til syndebukke og fundamentalistiske religiøse systemer, der erklærer hellig krig både mod 'vantro' og mod moderate liberale trosfæller verden over, har man faktisk set før, såvel inden for den muslimske som for den kristne civilisation. Selv al den tale om ny- og gammeldanskere lyder som et ekko fra middelalderen. Og er vor egen tids fokusering på etnicitet mon en ny udgave af ældgamle krav om blodets renhed? Det, som i fredstid kendetegnede de store gamle civilisationer, var deres folkerigdom, deres evne til at absorbere vidt forskellige folkeslag og integrere deres kultur og religion i en stor mangfoldighed. Og ikke mindst en frugtbar indbyrdes påvirkning, der udmøntede sig i en overordnet kulturel helhed til gavn for det store fællesskab. Etniske, religiøse og kulturelle skel kunne altså overvindes, så en positiv samfundsudvikling blev mulig. Desværre viser også de historiske eksempler vi kender, hvor lidt der skal til, for at harmonien forstyrres og bringes til ophør, selv efter århundreders berigende sameksistens. Danmark er et land, som i århundreder lå isoleret fra de begivenheder, der udspillede sig i centrum af den store verden, hvor Orienten og Vesten mødtes og befrugtede hinanden. I dag kommer muslimerne igen, ikke længere som sejrherrer, men som pariaer og flygtninge, der ikke har meget at gøre med de dygtige handelsmænd, forfinede intellektuelle og fornemme embedsmænd, der udgør overklassen i de lande, de kommer fra. Det islam de bekender sig til, er heller ikke det samme for de dannede som for analfabeterne. Et kig tilbage i historien afslører, at islam, ligesom kristendommen, altid har taget farve efter den jord, den groede på. Kun 80 år efter profetens død (632) havde islam opbygget et imperium, som strakte sig fra Indiens grænser ud over Asien og Afrika og langs den sydlige kyst af Middelhavet. I Damaskus sad en kalif af den magtfulde omajjaderslægt på tronen. De rige omajjader havde på Muhameds tid ganske vist været profetens ærkefjender, men de var gået over til ham for at skaffe sig indflydelse. De jordnære omajjader havde forvandlet islam fra et konservativt religiøst styre til en fremadrettet verdslig magt med ambitioner om at udvide imperiet nord for Middelhavet. Snart viste der sig en kærkommen anledning til at krydse Gibraltarstrædet. De syriske jøder bad nemlig deres kalif og beskytter om at hjælpe deres trosfæller i Spanien, som forfulgtes af den visigotiske kong Roderik. Men knap 50 år efter arabernes erobring af Spanien myrdedes den liberale kalif i Damaskus af oprørere, som anså den overvældende luksus, som rige muslimer omgav sig med, for gudsbespottelse. Der, hvor oprøret blev gennemført, opstod et broget landkort af ortodokse muslimske riger, hvor man genindførte det gamle religiøse styre og den strenge levevis, som havde været Muhameds ideal. En af få undtagelser var Spanien, hvor Abd ur Rhaman I, en efterkommer af de frisindede omajjader, var flygtet til fra myrderierne i Damaskus. Han erklærede sig selvstændig og gjorde det derved muligt for islam at gå egne veje i denne del af verden. I intet andet land oplevede islam en så gennemgribende mental revolution som netop i Spanien. Da muslimerne i 711 erobrede landet, levede de kristne her på en rig kulturarv fra romerne og visigoterne. De nye sejrherrer medbragte en rig verdslig kultur, der var den kristne langt overlegen. Disse arabere havde intet til fælles med de fattige beduiner og ørkenkrigere, der var draget ud i verden for at sprede Muhameds budskab. De kristnes asketiske idealer og spartanske livsstil stod i skærende kontrast til den strålende luksus og berusende sanselighed, muslimerne kendte fra Orienten. Muligvis var dette årsagen til, at araberne her aldrig blev særlig talstærke, hvilket fik dem til at bosætte sig i beskyttede militærgarnisoner, hvorfra de udøvede deres magt over kristne og jøder. Med sig bragte erobrerne kun få kvinder, i stedet for gjorde de kristne kvinder, som blev taget til fange, til deres hustruer, konkubiner og slaver. I begyndelsen fandt der forfølgelse af de kristne sted, og prominente kvinder og mænd led martyrdøden. Flere af dem æres i dag af den katolske kirke som helgener. Men generelt viste de muslimske herskere sig barmhjertige over for de kristne, der i håb om bedre tider blev boende i de erobrede områder. Man lod dem beholde deres religion og oversatte Det Nye Testamente til arabisk, så de kunne lære sproget, mens de læste deres kristne skrifter. På denne måde integreredes en stor del af den kristne befolkning i det arabiske Spanien. De overtog arabisk levevis og klædedragt og talte en blanding af arabisk og folkelatin, uden dog at opgive deres kristendom. Måske skyldtes denne tolerance pres fra de mange kvinder af kristen oprindelse, som fyldte arabernes haremmer. Disse arabiserede kristne kaldtes mozárabes (nyarabere). I løbet af 200 år forvandledes Spanien, fra syd til nord, til det skønneste, folkerigeste, og bedst organiserede land i Europa. Et land, hvor også kvindelig lærdom værdsattes højt. På Abd ur Rhaman III's tid strålede salene af guld, jaspis og marmor i kaliffernes prægtige paladser og i rigfolks villaer. Skønne mosaikker og arabesker prydede væggene sammen med arabiske indskrifter fra Koranen. Muslimsk havekunst, og megen anden kunst, nåede sit højdepunkt i Al-Andalus, som araberne kaldte det erobrede Spanien. Byer som Granada og Sevilla konkurrerede med hovedstaden Cordoba i storhed og dannelse. Hvor islam fik fodfæste, fortrængte Østens pragt og sans for nydelse og luksus den asketiske og sansefornægtende kristne kultur. Men også mod nord i det kristne Spanien sporedes muslimernes hang til komfort og luksus. Divanen og de bløde silkepuder, skønne tæpper, pragtfulde juveler og kostbare klæder i arabisk snit blev efterhånden et must i de kristne paladser og velhavernes hjem. Ja, selv i de kristne nonneklostre vandt østerlandsk komfort og luksus indpas. Af araberne lærte den spanske landbefolkning de geniale vandingssystemer og avancerede teknikker, der fik det forsømte spanske landbrug til at blomstre op igen. Eksotiske frugter og nye afgrøder indførtes, og selv golde sletter forvandledes til frugtbare marker. Syriske handelsmænd satte skub i økonomien, og ingeniører fra Egypten genoplivede minedriften. Tegnet af fremragende arkitekter og opført af kyndige bygningsarbejdere skød der majestætiske storbyer op, som man ikke havde set siden romernes tid. Muslimerne i Spanien voksede op i et højt civiliseret miljø og udviklede en praktisk sans, som gjorde det muligt for dem at integrere jøder og kristne i deres samfund. Kvinderne forkastede skikken med at bære slør for ansigtet. Men det mest revolutionerende i forhold til den øvrige verden var dog, at muslimske kvinder gik på universitet i Cordoba, det eneste universitet i Europa på det tidspunkt (800-tallet). Nogle kvinder i den kristne del af Spanien foretrak at rejse til Cordoba og studere dér frem for at erhverve sig lærdom i klostrene. Kristne og jøder fra mange lande kom til Cordoba for at studere grammatik, lægevidenskab, matematik, astronomi, litteratur, filosofi og navigationskunst. Men gynækologi og fødselshjælp var forbeholdt kvinderne. Ved indgangen til universitetet stod der indhugget en gammel persisk sentens: 'Ingen rigdom kan måle sig med forstanden, ingen prøvesten er bedre end åndens dannelse, intet er mere ædelt end studierne og videnskaberne'. Muslimerne havde et avanceret sundhedssystem. Man havde specialafdelinger for intern medicin, øjensygdomme, kirurgi og ortopædi. På et tidspunkt var der alene i Cordoba halvtreds offentlige hospitaler, som modtog de syge uden skelen til stand, race eller religion. Sevilla og Granada haltede ikke meget efter. Efter Bagdads mønster fandtes der i Cordoba et psykiatrisk hospital omgivet af skønne haver med eksotiske træer og kvidrende fugle. For ifølge den muslimske læge Avicena havde de patienter, som led af melankoli ikke godt af mørke og triste omgivelser. Derfor sørgede man for store vinduer med masser af sollys og frisk luft fra de omgivende bjerge. Der var rummelige badesale efter Koranens forskrifter om hygiejne. Rislende fontæner i gårde og sovesale svalede luften om sommeren. En meget anvendt terapi over for psykiske patienter var skakspil, som ifølge Rheza, en berømt læge fra Bagdad, stimulerede koncentrationen. Yderligere sørgede man for at adsprede de syge med musik og anden underholdning i en dertil indrettet pavillon. Patienterne fik rigelig mad, og desuden havde de lov til at spadsere ude i haverne, eller også gå omkring i basarerne. Profetens ord advarede ved indgangen: »Betro ikke til de uduelige den skat, som Allah har betroet jer, men tag jer selv af dem, giv dem mad og klæder, og tal altid mildt og ærbart til dem«. I den kristne verden lukkede man på den tid de sindssyge i dårekiste, hvor de udsattes for piskning, brændemærkning og iskolde bade. Cordoba blev kaldt for Vestens Bagdad, og allerede i 900-tallet havde byen en halv million indbyggere (i dag har den knap så mange). Vinduerne i bygningerne havde blyindfattede glasruder. Gader og stræder var kunstfærdigt brolagte. Om natten var de belyst af lygter, som var fæstnet til husenes facader. Til sammenligning kan nævnes, at borgerne i storbyer som London eller Paris endnu to hundrede år efter måtte famle sig frem i bælgmørke igennem jordanlagte gader, der, når det regnede, blev til pløre og vandpytter. Ruder i vinduerne var på det tidspunkt en uset luksus selv i det kristne Spanien. Overklassens muslimske kvinder holdt litterære saloner, længe før fænomenet kom på mode ved de kristne ridderes hoffer. De sang og spillede musik og læste digte op for såvel kvindelige som mandlige gæster, ofte digte, de selv havde skrevet. Kvinder som Radia Fatima og Zarah Lobna gjorde sig bemærket ved deres poesi. Mens prinsesse Walda blev, mest på grund af sin livsførelse, kendt som 'den muslimske Sapfo'. Hun inviterede sin elsker, den berømte cordobesiske digter Aben Zeidän, med til de litterære saloner, hun holdt i sit hjem. De spanske kaliffer samlede enorme bogskatte. Fem millioner bøger havde Abd-ur-Rhaman III i sit private bibliotek. Men byen havde også et offentligt bibliotek, der kunne måle sig med det verdensberømte bibliotek i Bagdad, og det på en tid, hvor samfundets spidser i Vesten hverken interesserede sig for at læse eller skrive, medmindre de tilhørte kirken. I Cordoba oprettede en anden lærdomsven og fredselskende kalif tredive gratisskoler, og han betalte lærernes løn af sin egen lomme. Det samme opfordrede han andre stormænd til at gøre. Over indgangen til disse folkeskoler stod der på arabisk: 'To ting styrer verden; er de rette og rene, går verden ad den rette vej; er de fordærvede og dårlige, synker den hen i fordærvelse. Disse to ting er myndighed og viden!«. Påvirkning fra det muslimske Spanien mærkedes overalt i de kristne områder. I takt med at de kristne erobrede deres gamle land tilbage, var der opstået et behov for arbejdskraft, som ikke kunne dækkes alene med kristne tilflyttere. Derfor lokkedes den muslimske befolkning til at blive på stedet og tjene den kristne monark, der havde hårdt brug for nye skatteydere. Som tak fik de lov at beholde deres religion. Mange latiniserede deres navne, talte folkelatin og overtog på mange måder de kristnes levevis. Disse latiniserede muslimer blev kaldt mudejares for at skelne dem fra de muslimer, som var gået over til kristendommen, og som i lighed med konverterede jøder kaldtes nykristne. Derved skelnede man mellem kristne af fremmed herkomst og 'gammelkristne', herunder 'mozaraber', som begge regnedes for at være af gotisk afstamning. Selv en jævn bonde af gammelkristen æt havde ret til at titulere sig 'hidalgo', som betyder: søn af noget (hijo de algo). Jøderne nød nu en anseelse og en frihed, som de ikke før havde nydt i det kristne Spanien. Nogle var politiske rådgivere eller kongelige livlæger. Andre ledede egne virksomheder, og deres handelsskibe sejlede på de syv have og anløb alverdens havne. De kristne 'nyarabere' og de latiniserede 'mudejares', skabte hver sin version af en raffineret sammenblanding af islamisk og kristen litteratur, musik og arkitektur, og begge grupper bidrog til udviklingen af en egen spansk kultur og livsstil, der bredte sig fra nord til syd og gjorde Spanien til noget unikt inden for kristendommen. Fra Leon i nord til Cordoba og Sevilla i syd debatterede muslimske, jødiske og kristne lærde filosoffer på byernes åbne pladser, og hver argumenterede for sin sandhed. Da goternes gamle hovedstad Toledo atter blev hovedstad i det kristne Spanien (1085), byggede kong Alfons VI der en katedral som tak til Gud. I den holdt de kristne højmesse om søndagen, jøderne sabbat om lørdagen, og muslimerne deres bededag om fredagen. I øvrigt kaldte kongen sig for 'goternes, muslimernes og jødernes konge'. En innovation, som overtoges af hans efterfølgere. Dette fredelige samkvem fik en brat ende, da arabernes sidste bastion i Granada overgav sig til det katolske kongepar Isabella og Ferdinand. For da Columbus samme år (1492) opdagede den nye verden, så den gudfrygtige dronning i dette Guds belønning for sin indsats mod de vantro. Som tak lovede hun Herren et Spanien fri for jøder og muslimer, og til dette formål indførte hun den spanske inkvisition. Der skulle våges over, at de, som kaldte sig kristne, nu også var det. Myndighederne fik mandat til at udstede den 'cédula de limpieza de sangre' (blodrenhedsattest), som krævedes for at opnå privilegier og høje embeder inden for kirken, staten og militæret. Men man måtte fremvise en stamtavle uden hverken jødiske eller muslimske forfædre for at kunne få dette certifikat. 'Nykristne', der forfalskede sådanne attester, straffedes af inkvisitionen på lige fod med kættere og vantro. Det moderne Spanien føler samme stolthed over den rige kulturskat, landet arvede fra araberne, som over sin romerske og vestgotiske kulturarv. Rejser man i dag langs den andalusiske kyst, kan man i havnebyer som Algeciras og Cadiz ikke undgå at se de skilte, som med smuk arabisk skrift byder de arabiske turister velkommen på deres eget sprog. I folkeskolerne undervises arabiske indvandrerbørn i modersmål og i Koranen. Muslimerne i Spanien går atter til bøn i funklende nye moskéer, og arabisk og hebraisk lærdom har igen fået en fremtrædende plads på spanske universiteter. Ja, muslimerne er vendt tilbage, ikke kun til Spanien, de er også i Nordeuropa og i USA. Skal de blive en del af vor civilisation - eller vi en del af deres? Eller vil der mon opstå en helt ny civilisation, med plads til alle?