Tre tospaltede bindmed en tykkelse på ca. 600-700 sider hver. Det er det netop afsluttede værk 'Dansk kvindebiografisk leksikon' med knap 2.000 biografier over danske kvinder. Fra Tyre Danebod i 900-årene til i dag. Kriteriet for optagelse er ifølge indledningen »en væsentlig indsats af betydning for det danske samfund«, idet man dog har tilladt en vis hovedvægt på de kvindelige pionerer. Et sådant værk besvarer naturligvis mange spørgsmål, hvis man finder den rette biografi. Et spørgsmål er jo, om man gør det uden videre, når det gælder en række ellers temmelig ukendte gymnastik- og husholdningslærerinder, højskoledamer, pædagoger og sygeplejersker eller skribenter i senere geledder? Jo, hvis man ved, at det er her, man kan finde dem. De rigtig kendte kvinder finder man jo i 'Dansk biografisk leksikon', hvor allerede 40 procent af de her, biograferede er optaget. Interessen knytter sig således især til de resterende 60 procent. Og dem lærer man faktisk kun at kende ved at læse leksikonet fra ende til anden. Det giver også en god indsigt i mange liv. Hvad er nu en væsentlig indsats af betydning for det danske samfund? Det er jo det kriterium, som biografierne ifølge den måske lidt for korte introduktion er udvalgt efter. Lad os begynde et tilfældigt sted. Jeg ved ikke, om der er prestige knyttet til, at ens mor er optaget i værket. Er det tilfældet, kan en Benny Gudmund være stolt. Hans mor Grethe Bartram er nemlig kommet med. Hendes indsats var, at hun under besættelsen til tysk politi angav omkring 50 modstandsfolk, hvoraf otte døde under tortur eller i koncentrationslejr. I leksikonet fylder hendes meritter mere end to spalter eller lige så meget som nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersens, der i øvrigt som en af de få er biograferet af en mand. Nationaløkonomi er åbenbart så usædvanligt et kvindefag, at man måtte have hjælp. Så kan man bedre selv klare stikkerne. Grethe Bartrams angiverier begyndte i 1942. I værkets indledning fortælles, at det er naturligt at medtage børn i biografierne, »da de har været en bestemmende faktor i kvinders liv«. Det synes jeg er synd for stakkels Benny Gudmund, der blev født i 1941. I biografien får vi også den overraskende oplysning, at det var på »opfordring af dansk politi«, at hun indledte sin »karriere« som stikker. Det skyldtes, at hun reflekterede på en udlovet dusør for at give oplysning om en formodet sabotagebrand. Jeg spørger mig selv, om det virkelig ligefrem er en opfordring til stikkeri? Hun fik jo ingen direkte henvendelse, og hun kunne jo lade være. Mon ikke de fleste kvinder ville have ladet de 1.000 kr. ligge. Men nu kan vi jo tænke over, om det mest var Benny Gudmunds eller politiets skyld - det hele.En anden afde mere avancerede kvinder, vi møder, er Anna Lund Lorentzen, der med Grethe Bartram delte den skæbne under retsopgøret at blive dødsdømt og benådet, da man ikke ville henrette kvinder. Også om hende får vi udførlig besked. Det får vi også om barnemordersken Dagmar Overby, der tilstod drab på 16 spædbørn. Igen overvejer jeg, om det er et biografisk leksikons opgave at levere forbryderhistorier? Er det virkelig en indsats for det danske samfund? Desværre savner leksikonet en oversigt over de stillinger, de biograferede kvinder har indtaget. Men 'kollaboratør' eller barnemorderske på et vist niveau er altså et kriterium for optagelse. Hører de tre damer ikke snarere hjemme i en bog om retsopgøret (hvor de er udførligt biograferet) og i samlinger af danske kriminalhistorier? Og for nu at vende tilbage til nationalbankdirektøren. Hun citeres for at have sagt: »I det daglige arbejde tænker ingen på, at jeg er kvinde«. Det har hun nu næppe ret i, men det var da godt, at hun kom med alligevel. Til gengæld får vi ingen smagsprøver på Lise Nørgaards vid i hendes korte og præcise biografi, men der er dog sat ti linjer af til at nævne, at hun er forfatteren bag 'Matador'. Men så blev der heller ikke plads til omtale af de fire børn. Men det skulle hun nu også nok have betakket sig for. Hun hader flæbende kvinder, står der. Pladsen er udmålt med millimeterretfærdighed. Lige så mange linjer som Lise Nørgaard får Jane Aamund. Hun flæber heller ikke. Vi får god besked om hendes »kræftsygdom i ganen« og et »udmarvende behandlingsprogram«. Og vi er da glade for, at hun har beriget den danske litteratur med bogen 'Coloradodrømme' om »en dansk kvinde, der midtvejs i livet møder sit livs kærlighed i skikkelse af den amerikanske dyrlæge Bob. Sammen oplever de følelser, som overrasker dem begge med deres uanede perspektiver og voldsomme latente kræfter, der tvinger dem til at hengive sig«. Det var lige ved, at jeg fik lyst til at læse bogen, men jeg betvang mig. Og hvor er så en Suzanne Bjerrehuus, der mig bekendt også har været syg og skrevet om det?I nogle afbiografierne er det måske ikke personerne, der er så interessante. Jeg undrede mig lidt over, hvorledes hotelejer Grethe Nygaard fra Hotel Pejsegården i Bræstrup havde kvalificeret sig. Men hun viste sig at være lidt af en livsfilosof. Til en reporter har hun således sagt: »Skal man drive en virksomhed som Pejsegården, må man som ejer være der selv. Hver dag året rundt. Og man skal være synlig«. Vi får også atvide om hende, at »hun kan lide at tjene penge« - muligt er det hendes særlige kendemærke, som gør en biografi naturlig, og som udmærker hende frem for andre hotelejere. Desværre er det alligevel så som så med fliden, for hun, der er født i 1939, har for længst trukket sig tilbage og deler nu sin tid mellem »sin lystgård med tilhørende hjortefarm og villaen i det sydlige Spanien«. Jo, man bliver klog på livet af at læse i kvindebiografisk leksikon. Og nu hvor vi er ved kvinder, der kan tjene penge. Hvor er så en verdensberømthed som modellen Helena Christensen? Det er måske finere at tjene penge på Pejsegården end på et godt udseende og evne til at kæmpe sig frem i et af dagens mest kompetitive miljøer, nemlig modebranchen? Karakteristisk for leksikonet er også, at privatlivet inddrages i højere grad end i det tvekønnede 'Dansk biografisk leksikon'. Om en Agnes Nyrop, hvis merit er, at hun engang som den første privatteaterskuespiller blev engageret på Det Kgl. Teater, får vi således udførlige oplysninger om, hvorledes hun og den lige så ukendte tidligere operasanger Johs. Larsen ved separation delte børnene imellem sig. Det er guf for læseheste. Der er mange godbidder undervejs. Om Ghita Nørby oplyses, at hun »havde sit kønne udseende imod sig«. Det kan vist kun en kvinde skrive. Eller opfinde ordet »højskolemoder« om bl.a. en Anna Nørregård, som sammen med sin mand grundlagde Testrup Højskole. Højskolefarer og højskolemoder. I øvrigt havde højskolen to mødre, da også en søster Elisabeth var med og ligeledes kaldes »højskolemoder«. Hun »gik mere direkte ind i husholdningen, end søsteren havde gjort«, står der. Det er næsten Martha og Maria. Men der er mange gæve kvinder. F.eks. journalisten Ruth Nörthen, der ikke blot »bidrog til en afmytologisering« af aids-sygdommen, men som også havde det karakteristiske ved sig, at hun benyttede »opsparet ferie til udførelse af de internationale hverv, der førte hende væk fra København«. Sikken nørd. Glad blev jeg,da jeg læste biografien om Anne-Grethe Foss, der er administrerende direktør for Ørestadsselskabet. Hendes planlægningsevner sender jeg en venlig tanke, hver gang jeg står og venter på et tog under forhutlede forhold på Nørreport Station, fordi vi venter på forbindelsen til Ørestadsmetroen. Men nu læste jeg i hendes biografi, at hendes hovedværk, der kan »forventes afsluttet i 2030«, kan »minde om Carls Nielsens 4. symfoni 'Det uudslukkelige', et ubrudt symfonisk forløb«, og så forstår jeg bedre, at det hele trækker lidt ud. Blandt de mange biograferede, jeg har kendt, er rektor Edele Kruchow, som jeg erindrer som en begavet og kompetent dame. Den opfattelse bestyrkedes jeg i, da jeg læste, at hun havde et »ønske om ikke at sidde på mere end én stol ad gangen«. Og det er endda en anden rektor, der skriver det, så de ved åbenbart i den branche, at træerne trods alt ikke vokser ind i himlen, eller at der er grænser for, hvad selv den bredeste bag kan overkomme.På nogle punktertrækker leksikonet helt retfærdigt en ægtefælles indsats frem, som ellers har været skjult bag mandens succes. Det gælder f.eks. fru Bitten Clausen, nu enke efter fabrikant Mads Clausen, grundlæggeren af Danfoss. Ingen kan jo tage fra Mads Clausen, at det var ham, som fandt på og igangsatte produktionen af de senere så berømte ventiler men lige så sikkert er det, at Bitten Clausen ved sin aktive medvirken i virksomhedens vækst har spillet en meget vigtig rolle for virksomheden og for den måde, den præsenterer sig udadtil. Det kan enhver forvisse sig på om ved et besøg i dag. Så den biografi er velfortjent og velkommen. Og tænk, den kunne skrives, uden at vi skulle høre om barnefødsler! Janni Spies, der også bistod en stor erhvervsmand, er til gengæld ikke biograferet. På hendes plads finder man den som heks i 1641 brændte Maren Splid, hvis indsats som heks jo var begrænset, da hun ifølge biografien var »absolut uskyldig«. Men »heksen« blev anvendt »emblematisk som frontfigur i kvindekampen«, læser vi, og et helt centralt kvindetidsskrift i Esbjerg, som udkom et helt år, bar hendes navn. Det er da også en indsats. Vi er også glade for i biografien over en af de yngre kvinder, direktør Dorte Olesen, at erfare, at hendes mand, der er professor, »og den øvrige familie også har bakket loyalt op på hjemmefronten i de stærkt arbejdskrævende år, da børnene var små, og karrieren skulle passes«. Så kan vi bedre forstå hendes indsats. Jeg skal ikke lægge skjul på min misundelse over, at min daværende hustru ikke er optaget i leksikonet, så min indsats på hjemmefronten, som ellers ingen nævner, kunne få omtale. Med rette er alle kvindelige ministre med. Men hvorfor ikke flere fremtrædende kvindelige politikere som Margrete Auken eller Lene Espersen? Til gengæld er jeg glad for, at socialminister Aase Olesen er med, selv om jeg egentlig ikke kan se, at hun var »fanatisk ikkeryger«, fordi hun, som det er tilfældet i næsten alle civiliserede lande undtagen Danmark, søgte at begrænse rygning på offentlige steder. Men hendes biograf er måske storryger. Grundlæggende savner jeg helt en politisk vurdering i biografierne over kvindelige politikere, for deres indsats som politikere er vel egentlig mere interessant end deres større eller mindre kvindelighed. Jeg er ikke mindst ganske imponeret over, at man har kunnet skrive Anne Grete Holmsgaards biografi uden at nævne, at hendes stærke venstreorienterede engagement rummede både antisemitisme og støtte til palæstinensiske terrororganisationer. Det er måske for ukvindeligt? I biografien om Helle Degn savner jeg en omtale af hendes indsats for at nedbryde den danske folkeskole, som hun i Folketinget 1978 åbent erklærede var »for boglig«. Biografien lægger diskret afstand til hendes udsagn om, at hun for venskabet med Ritt Bjerregaard »har betalt en høj pris«, men jeg havde da gerne set en kvindesaglig kommentar til hendes bemærkning, da hun lod sig tildele et kommandørkors i strid med almindelig socialdemokratisk praksis, at det havde hun fortjent.Med hensyn tilkvindelige jurister er jeg ikke helt klar over kriteriet. Fire kvindelige professorer, Inger Margrethe Basse, Inger Dübeck, Agnete Weiss Bentzon og Eva Smith er optaget, den første kvindelige højesteretsdommer Bodil Dybdal og de kvindelige departementschefer, en direktør for og en kontorchef i Mødrehjælpen samt den kvindepolitisk aktive advokat Jytte Lindgård. Medtaget er også Bodil Panild, den første kvindelige statsamtmand, der ifølge biografien varetog sit formandskab i Wamberg-udvalget med »korrekthedens diskrete charme«. Den har jeg ikke hørt om før. Er det et særlig kvindeligt træk? Jeg savner kvindelige statsadvokater og andre kvindelige jurister, men måske er deres indsats ikke så markant som historikeren Tinne Vammens. Hun er optaget i leksikonet med hele to spalter, og hendes (eneste?) bog 'Rent og urent' fra 1986 om tjenestepiger i Sølvgade i gamle dage har med 16 linjier fået næsten dobbelt så megen omtale som Lise Nørgaards 'Matador'. Men her kan man måske heller ikke på samme måde som i Tinne Vammens bog »lugte karkluden, smage maden, blodet og tårerne«. Eller kan man? En anden kvindebevidst universitetslektor Jette Lundbo Levy har kun fået lidt over en spalte, som åbenbart heller ikke har været let at udfylde. Vi hører i hvert fald en del om hendes formentlig meget interessante speciale 'Hans i vadestøvlerne', der får lige nøjagtig samme linjetal som 'Matador'. Hvor gammel skal man være for at komme med? De yngste, jeg har fundet, er violinisten Christina Åstrand og håndboldspilleren Anja Andersen, begge fra 1969. Jeg skal ikke her nævne alle dem, jeg savner, når aldersgrænsen altså er sat så lavt som omkring de tredive år. Flere er allerede nævnt. Det er let nok at kritisere, men det er nu engang det, man udsætter sig for, når man søger at udvælge de kvinder, som har gjort en særlig indsats og at begrunde optagelsen. Mere eller mindre berettiget kritik skal ikke forklejne, at værket er en stor præstation med mange værdifulde oplysninger. For min smag er der for meget kvindepolitik, for stærk venstredrejning og for lidt rigtig politik, historie eller forståelse af de kvinders indsats, som simpelthen bare var eller er gode inden for deres fag. For det må på lidt længere sigt være det, og ikke 'kønssnak', som er det afgørende, når det skal bestemmes, hvem der har gjort en så væsentlig indsats i samfundet, at de hører hjemme i et leksikon. For nu at tale om to af de rigtig fornuftige kvinder og måske de mest banebrydende i det leksikon, domprovst Karen Horsens og biskop Lise-Lotte Rebel, henholdsvis den først opstillede kvinde og den først valgte til bispeembedet. Værket er en pionérindsats, og det skal det have kredit for. Der er mange gode læseoplevelser, men alligevel vil jeg nu plædere for, at mænd og kvinder får lov til at stå spalte om spalte i næste supplement til 'Dansk biografisk leksikon'. DITLEV TAMM