VK-regeringens udspil om at halvere dagpengene til de 25-29-årige kan meget vel blive begyndelsen til enden på dagpengesystemet, sådan som vi kender det, skriver kronikøren, der er cand.scient.pol. Ungeindsatsen kom til debat under valgkampen, da Poul Nyrup Rasmussen valgte at fokusere på, at Venstre ville udvide ungeindsatsen, der i dag gælder for de 19-24-årige, til at omfatte de 25-29-årige. Ungeindsatsen går ud på, at man som ledig med ret til dagpenge kan modtage de fulde dagpenge i seks måneder. Herefter tilbydes man aktivering i form af uddannelse eller jobtræning til halv dagpengesats eller SU. Det vil sige man gør det meget uattraktivt at fortsætte med at modtage arbejdsløshedsdagpenge, også kaldet at de sociale ydelser incitamentsrettes. I en undersøgelse af ungeindsatsens start kan man således læse: »at ungeindsats-ordningen har været en motivation for mange unge til at komme ud af arbejdsløsheden og ind i beskæftigelse eller uddannelse, før ungeindsatsen reelt var blevet aktuel for deres vedkommende« (Nord Larsen). Altså hvis man gør de sociale ordninger utiltrækkende nok, så vil folk gøre en del for at undgå at blive omfattet af dem. Ordningen blev indført i 1996 og bliver almindeligvis opfattet som en succes, da ledigheden for unge umiddelbart efter faldt mærkbart. Antallet af unge, der blev omfattet af den fremrykkede aktiveringsindsats, var endda væsentligt færre, end man havde forudsat i regeringens udspil. I begyndelsen gjaldt ordningen kun unge uden en kompetence-givende uddannelse, da nogle studier viste, at især ufaglærte unge var i risiko for at blive marginaliseret på arbejdsmarkedet. De skulle presses til uddannelse og væk fra ledigheden og fremtidig ledighedsrisiko. Siden er ordningen udvidet til at gælde alle unge under 25 år. SiD fremkom i begyndelsen med et væsentligt angreb på ordningen, der i første række især ville ramme de unge specialarbejdere, men efter at resultaterne viste sig, forstummede den indædte modstand. Er det så ikke fint, hvis den nye regering også kan presse de 25-29-årige ud på arbejdsmarkedet? Og er det ikke halsløs gerning at kritisere en ordning, der på papiret ser så fornuftig ud? Næppe, men det vender vi tilbage til. Som optakt til den nye orientering mod at halvere dagpengene for de 25-29-årige kan vi lige se på valgkampens netop overståede forløb. Poul Nyrups strategi i valgkampens slutfase var at demonstrere Venstres usolidariske holdninger ved at påpege forringelserne i dagpengesystemet. Anders Fogh Rasmussens svar var, at der ikke er tale om forringelser, og at der i det hele taget var tale om en skræmmekampagne fra Nyrups side. Besparelserne ville findes ved, at der kom flere personer i arbejde og dermed færre personer på overførselsindkomster. Her demonstrerede Venstre-formanden dog et manglende kendskab til detaljerne i reglerne og udtrykte sig ikke helt klart om den ønskede halvering af dagpengene. Imidlertid lykkedes denne manøvre ikke for Poul Nyrup, og det kan jo skyldes, at befolkningen igennem de seneste år har oplevet markante stramninger af netop dagpengesystemet. Mange har måske tvivlet på, at Socialdemokratiet ville være nogen garant mod yderligere forringelser af dagpengesystemet. Hvorvidt ungeindsatsen er en succes, afhænger naturligvis af, hvilke succeskriterier man opstiller. Ud fra en makroøkonomisk betragtning kan man sige, at der jo ikke bliver flere jobs af, at unge bliver voldsomt arbejds-ivrige. De vil blot i højere grad konkurrere med de lidt ældre måske lige så desperat arbejdsivrige. Vi ved, at arbejdsgiverne rekrutterer den mest attraktive arbejds-kraft, så dette lader blot de ældre og andre mindre attraktive tilbage i køen. Det er de samme effekter, vi har set som følge af aktivering i kommunerne. Resultatet bliver en lidt anden fordeling af personer, der arbejder, hvor det typisk er de mindst arbejdsduelige, der har sværest ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Når vi endvidere ved, at de unge er de mest mobile på arbejdsmarkedet, så er processen til at forudse. Nogle økonomer vil sikkert fremhæve, at den øgede konkurrence på udbudssiden vil dæmpe lønkravene, forbedre konkurrenceevnen og virksomhedernes indtjening og danne baggrund for flere ansættelser. Det vil på det konkrete felt være en lidt virkelighedsfjern argumentation. Men man kan jo mene, det er vigtigere, at unge undgår ledighed, end at ældre gør det. Frygten for de unges marginalisering på arbejdsmarkedet, indlæring af dårlige normer samt sociale følger af længerevarende ledighed har været motiver bag ungeindsatsen. At man måske også har presset unge ud i belastende og farligt arbejde med arbejdsskader i en ung alder til følge, som virkninger af et dårligt arbejdsmiljø, er en anden historie! Men hvordan er det egentlig gået med ledighedsudviklingen, og er det egentlig denne arbejdsmarkeds-politiske foranstaltning, der ligger bag faldet i ledighed for unge? Nu skal man holde fast i, at beskæftigelsen er steget med ca. 200.000 i de seneste syv år. I 1996, hvor ungeindsatsen blev indført, steg beskæftigelsen med 30.000 personer. Ledigheden (omregnet til helårspersoner) er faldet tilsvarende - fra ca. 350.000 ledige i 1994 til ca. 140.000 i dag. Faldet i ledighed ser vi i alle aldersgrupper, men det procentvise fald for unge har været lidt mere markant. Endvidere er ledigheden for de 19-24- årige i dag lavere end for andre aldersgrupper. Det kunne tale for, at ordningen har en særlig effekt. Ser vi derimod på de seneste ledighedsgrader fra Danmarks Statistik, viser de ikke nogen forskel på ledighedsgraderne mellem de 19-24-årige og de 25-29-årige. De ledige er altså ledige lige lang tid uanset aldersforskellen. De 25-29-årige kommer i dag lige så hurtigt ud af ledighedsforløb som de 19-24-årige. Det taler for, at der ikke skulle være særlige arbejdsmarkedspolitiske grunde til at indføre en selektiv ordning mod de 25-29-årige. Det taler endvidere imod en stor effekt af selve ungeindsatsen. Ser vi på befolkningsudviklingen, så er antallet af 20-24-årige faldet fra ca. 380.000 i 1996 til ca. 340.000 i år 2000. I en situation med en højkonjunktur og en demografisk udvikling af denne karakter må resultatet blive et ledighedsfald for unge uanset restriktive ordninger, og man kan let komme til at overvurdere effekten af ungeindsatsen og få urealistiske forventninger mht. at incitamentsrette (beskære) de sociale ydelser. Endvidere må man tøve lidt med at indføre denne type ordninger, når man ikke står over for indgangen til en højkonjunktur, og det er der vist intet, der tyder på. I en oprindelige diskussion af ungeindsatsen fremlagde SiD et argument om, at yngre ufaglærte stifter familie tidligere og derfor har særlige forpligtelser forsørgelses-mæssigt. Det ville derfor især ramme yngre ufaglærte forsørgere, der havde vanskeligheder med at finde job. Halve dagpenge svarer til ca. 1.450 kr. brutto om ugen. Hvis man som forsørger tænker på ordentlig bolig, børnepasning og transportmuligheder, så hænger det ikke sammen. Det hænger bedre sammen for yngre enlige studerende, der bor på kollegium. Men de fleste unge har ikke børn, mens de er først i 20'erne. Kvinders alder som førstegangsfødende er steget til næsten 30 år. Derfor kan man jo lave en supplerende ordning for yngre ledige med familieforpligtelser, som den nye regering lægger op til. Sådanne selektive tiltag har dog også uheldige sider med hensyn til at øge administration og kontrol, og de kan i nogle tilfælde virke stigmatiserende. Dette så meget desto mere som at der er klare sociale skel i, hvilke grupper der stifter familie tidligt, og hvilke grupper der venter med at få børn, til de er på vej i karriere. Tilbage står dog, at halvering af dagpengene også rammer personer uden forsørgelsesforpligtelser. Den fremtidige vækst er noget usikker ikke mindst som følge af det verdensomspændende økonomiske tilbageslag. Hvis vi i de kommende år kan fastholde en beskæftigelse på niveau nogenlunde med i dag, er vi sikkert heldige. En mindre optimistisk vurdering kunne være, at vi kommer til at opleve et mindre tilbageslag i beskæftigelsen. Og det vil et skattestop eller andre tiltag fra regeringens side ikke kunne ændre væsentligt på. Demografien taler sit selvstændige sprog med flere ældre og færre unge. Den historisk mindste årgang (1983-årgangen) er først lige ved at træde ind på arbejdsmarkedet. Vi kan derfor også i en årrække ud i fremtiden forvente en lav ungdomsledighed. Den stiger først igen, når store grupper kommer ud på arbejdsmarkedet i en situation med meget få nye jobåbninger. Udfordringen ligger i dag ikke mindst i at sørge for beskæftigelse til de lidt ældre i arbejdsstyrken. Men hvad værre er; mange unge vil ikke kunne se pointen i at lade sig arbejdsløshedsforsikre. Hvis forsikringen er så dårlig, kan man jo spare forsikringspengene, og der er jo altid det kommunale kontanthjælpssystem, hvis man er uheldig at blive ledig. Så er man ikke længere ledig med ret til arbejdsløsheds-dagpenge, så er man klient i det kommunale sociale system. Og der ydes selvfølgelig et stort stykke fornuftigt socialt arbejde i kommunerne, men det er vel mest hensigtsmæssigt, at ledige med tilknytning til arbejdsmarkedet er forsikret i a-kasserne. Man kunne få den tanke, at forslaget om at udvide ungeindsatsen ikke skyldes et særligt hensyn til de 25-29-årige, som Anders Fogh Rasmussen forsøgte at lancere i valgkampen, men tværtimod er et besparelsesforslag, der generelt forringer dagpengesystemet. Og hvorfor stoppe med de 25-29-årige? Hvorfor ikke sænke satserne generelt på dagpengene efter en tid på fulde dagpenge? Det kender vi fra Frankrig og Tyskland, eller fra det vi kalder den selektive model. Vismændene har f.eks. været inde på forslag af denne type. Og det er vel i tråd med en tankegang, der siger, at denne type harmonisering bliver 'nødvendig'? Økonomer taler i den forbindelse ofte om tilpasning af de sociale sikringsordninger, hvilket er identisk med at beskære de sociale ydelser. Derfor kan VK-regeringens udspil om at udvide ungeindsatsen til de 25-29-årige måske blive starten til enden på dagpengesystemet, som vi kender det. I debatten om velfærdsstaternes karakter skelner de fleste mellem tre grundmodeller. Ploug og Kvist (se under Kroniken) skelner f.eks. mellem de universelle, de selektive og de residuale velfærdsstater. De universelle, som vi kender fra Norden, er kendetegnet ved, at man sikrer en vis levestandard ved at dække alle borgere med et rimeligt skattefinansieret forsørgelsesgrundlag i tilfælde af sociale begivenheder. Det kan forebygge økonomisk nød. I de selektive velfærdsstater, som vi kender fra Kontinentaleuropa, er målet at bevare statusforskelle igennem de sociale ydelser, at kompensere for økonomiske tab, og ydelserne er fortrinsvis centreret om at dække personer i arbejde og deres familier. De kaldes også forsikringsmodellerne, da der er en klar sammenhæng mellem, hvad man har indbetalt i forsikringer, og hvad man kan få i ydelser. Den residuale velfærdsstat, som vi f.eks. kender fra England, er kendetegnet ved, at man reserverer de sociale ydelser til de grupper, der har særligt behov. De fleste må klare sig selv gennem at yde en arbejdsindsats. Derfor skal sociale ydelser også være ganske små, så det kan betale sig at gøre en indsats selv. Disse forskelle på velfærdsstater slår også igennem, når vi ser på deres ydelsessystemer i forhold til arbejdsløse. Det danske system er kendetegnet ved, at der er relativ lempelig adgang til dagpenge, at kompensationen er relativ god især for de lavtlønnede (man modtager 90 procent af tidligere indtjening, men der er et maksimumsbeløb på ca. 2.900 kr. om ugen), og at man kan oppebære dagpenge i relativ lang tid (fire år, hvor de tre år er i aktivperioden med krav om deltagelse i aktivering). Alle disse træk er udløber af en universel tankegang. I nogle selektive modeller aftrappes ydelsen over tid, ydelsesniveauet er afhængigt af tidligere indbetalinger, og varigheden i systemet er afhængig af optjeningstiden. Især ideen om, at ydelsen aftrappes over tid, er interessant i denne sammenhæng. Hvis det udbredes, forsvinder et af de universelle træk ved det danske dagpengesystem. Men er det ufornuftigt med de universelle træk, og kan vi lære noget af de selektive og residuale modeller? Selvfølgelig skal vi overveje de andres måde at gøre tingene på. Men lige i denne forbindelse har vi, som Jørgen Goul Andersen har fremført, faktisk en god model, der sikrer, at selv rimeligt marginal arbejdskraft er inkluderet i systemet og på arbejdsmarkedet. Konkluderende kan man sige, at denne type stramninger af det sociale system, som regeringen lægger op til, ikke betyder noget væsentligt for den samlede beskæftigelse, men sætter grupper med behov for sociale ydelser i en vanskeligere situation. Hvor den oprindelige ungeindsats, der sigtede mod at få unge ufaglærte ind i uddannelses-systemet, havde en klar arbejdsmarkedspolitisk begrundelse, så er denne fladet ud med udvidelsen til at omfatte alle unge mellem 19 og 24 år. Og den er helt væk, når vi ser på forslaget om, at indsatsen skal udstrækkes til at gælde for de 25-29-årige. Det arbejdsmarkedspolitiske rationale er svært at få øje på. Begrundelsen er først og fremmest budgetmæssig - altså besparelser. I sig selv er forslaget ikke voldsomt revolutionerende, men det rejser nogle væsentlige principielle spørgsmål i forhold til det fremtidige sikringssystem, for hvor sætter vi grænsen, hvis det arbejdsmarkedspolitiske rationale forsvinder fra reformerne? Det bliver spændende at følge, om Dansk Folkeparti vil bidrage til en forringelse af dagpengesystemet for de arbejdende danskere. Vi må gå ud fra, at Poul Nyrups udmelding i valgkampen betyder, at Socialdemokratiet ikke vil stemme for denne stramning. Kildehenvisninger: Danmarks Statistik (2001):
Statistiske efterretninger. Arbejdsmarked 2001:51 Goul Andersen, Jørgen (1996): Velfærdssystem, marginalisering og medborgerskab. Dansk Sociologi. Nr.1/7. årg.-1996. Nord Larsen, Mogens (1997): Ungeindsatsens start. København: SFI. Ploug, Niels & Jon Kvist (1994): Social tryghed i Europa 1. København: SFI