Kreativiteten raser, men Gud fri os for en verden, hvor alle for alvor er kreative, skriver billedkunstneren og spørger: Hvem vil flyve med en kreativ pilot eller lægge blindtarm til en kreativ kirurg? Otte timers arbejde, otte timers hvile og otte timers fritid krævede de stovte socialister på deres demonstrationsbannere i begyndelsen af nittenhundredetallet. Og århundredet blev deres i en grad, de ikke kunne have forudset. Gad vidst, hvad disse brave frontkæmpere fra deres socialistiske himmel ville sige til deres noget mindre organisationslystne og stridbare efterkommere i det kongelige, luthersk evangeliske socialdemokrati, hvis de kunne se dem i deres parcelhuse med dobbeltgarager, dobbeltparaboler, dobbeltbørneflokke, dobbelthager og dobbelt-så meget andet. For eksempel -moral. Havde der i datidens demonstrationstog sneget sig en fantast ind, der ikke stillede sig tilfreds med 52 arbejdsuger a 48 timer, men ville se hele sit arbejdsliv og sin og konens tilværelse i et større perspektiv, så ville hans banner med '30 års uddannelse, 30 års arbejde og 30 års otium' selv blandt de rødeste af hans kampfæller kun have mødt rå latter eller stille overbærenhed. I dag ville bæreren af et sådant banner ikke blive kaldt fantast. Den rå latter måtte han nok også undvære. Og den stille overbærenhed ville gå på, hvorfor han dog vil demonstrere for noget, han og konen bare kan gøre. For den, der vil - og har en aftale med Vorherre om at blive 90 - er det meget vel muligt at inddele livet i tre lige store faser a 30 år: en lydende, en ydende og en nydende - som hovedoverskrifter forstås, for vi er jo hele tiden lidt af hvert. I de første to faser har samfundet og erhvervslivet nogle ønsker og krav, der er en del af den sociale kontrakt. Uddannelsessystemet har formålserklæringer og eksamenskrav og arbejdsmarkedet noget mere kontante forventninger til sine partnere. Men i den sidste menneskealder har et nyt ord sneget sig ind i de egenskaber, både uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet ønsker at fremme eller finde hos børn og voksne. Det er ordet kreativitet . Tidligere hed fænomenet næsvished, opsætsighed, ja mytteri, og en truende pegefinger var med det samme på vej. Men nu er kreativitet blevet en dyd, der af skolens og virksomhedernes trendsættere henført opregnes blandt 'de bløde kompetencer' (sic!). I folkeskolens formålsbeskrivelse sigtes der direkte mod at udvikle elevernes fantasi, og læser man stillingsannoncerne i avisernes erhvervstillæg, er det også her kreativitet eller det i sig selv ganske fantasifulde omstillingsparathed, innovationspotentiale eller forandringskompetence, der står højt på listen over ønskede kvalifikationer. Fingeren ned, flinkeskolens flittig-Lise, og fingeren ud, firmaets ambitiøse himmelstormer, og spar 'chefen har altid ret'-smilet til hjemmefronten. Nu stilles der krav om modspil og personlig stillingtagen, og den sporadiske frihed til at tænke vildt og ustruktureret, kreativt, som for få år siden havde sin begrænsede plads under punktet 'brainstorming' i startfasen af et projekt, har bredt sig til formelt at være daglig rutine, ja, nærmest et krav. Og godt må det jo være, det dér kreativitet, for både skolernes elever og virksomhedernes ansatte jubler, når deres foresatte giver rum for kreativ udfoldelse. Og at dette rum er nært forbundet med demokratisk medbestemmelse og personlig frihed, for ikke at tale om skinger lyst og saligt velvære, tages som en selvfølge. Endnu har ingen interesseorganisationer på medlemmernes vegne krævet honorar, fordi kravet om kreativitet er taget med i jobbeskrivelsen. Fra begge sider af forhandlingsbordet opfattes ønsket om skabende arbejde nærmest som et medarbejdergode, altså løn i sig selv. Med skolens og virksomhedens påtrængende krav om kreativitet, kunne det så være et privilegium for den tredje alder, otium, at her kunne man sænke skuldrene og på sikker afstand nyde de unges og de modnes skabende virksomhed. Men ikke-nikke-nej, de gamle ønsker ikke et 'otium cum dignate' uden kreativt spræl og fartstriber på pandebåndet. Læser man afskedstaler og interview i forbindelse med pensionering, så sprudler de med kreative forsætter. Nu skal nogle gamle kunstnerdrømme realiseres, nu skal en indestængt skabertrang have afløb. Når man som 60-årig pludselig vil give kreativiteten en chance, så er det jo indirekte en sørgelig status over de første to tredjedele af ens tilværelse. Ja, ja, I søde gamle, memento Jens Otto Krag! En industri med stort innovationspotentiale er parat til at befordre pensionisternes trang til fantasiudfoldelser med kurser og bøger og værktøj og uniformer. For den, der som kunstner har kreativitet som sin daglige dont, kan det i første omgang virke voldsomt, at skolebørn og lønarbejdere og emeritusser, oven i alt det andet de skal, nu også vil være kreative. Å, helledusseda, er det ikke nok, at kunstnere og videnskabsfolk og den slags notoriske galninge skal bære dét kors. Man ser sit ulve-jeg, forklædt som hængerøvspædagog, med Bubber-stemme byde de kære små velkommen i børnehaven: Rigtig goddag små venner, rigtig, rigtig velkommen til et dejligt kreativt liv ... (he, he, hvilket er: investering af hele sig selv hele tiden, søvnløse nætter, kompromisløse krav, serier af 'trial and errror' - mest error, skrotbunker og papirkurve fulde af nærved og næsten-værker, dirrende usikkerhed, kollegaen/konkurrenten/idioten, der lige kom først med ens gode idé, det ensomme knokleri, frygten for ubevidst plagiat, åndsgoplen af en blind kritiker, der med et enkelt ord slagter et års arbejde, dage og nætter af tvivl, vild satsning uden sikkerhedsnet, små sejre, der blot følges op af endnu større forventninger, usikre økonomiske investeringer, frygten for, om ens livsledsager kan klare lugten i et kreativt bageri, en darwinistisk selektion, der får dinoernes uddøen til at ligne petanque for efterlønnere, placering i socialklasse seks på en femskala ... og timelønnen: tjae, syv kroner, pension, feriepenge, 11-timers regel, overtidsbetaling? - rend og hop). Rigtig velkommen til kreativiteten, I kære små! At kreere er at skabe nyt, altså at gå Vorherre i bedene. På de første sider i den store bog kan man se Vorherres ugeseddel for skabelsen af jordens manege med folk og fæ og mælkebøtter. Og vor tids ægte kreative er nok ikke i tvivl om, at havde han knoklet videre om søndagen og udviklet nogle af de kun næsten vellykkede forsøg, f.eks. homo sapiens, så kunne resultatet være blevet bedre og Genesis have gjort senere manualer overflødige. Men han stemplede ud og holdt weekend, gjorde han. Den gamle hvidskæggede satte sig bare ned og konstaterede, at alt var såre godt. Nå, nu havde denne prominente kreative jo den fordel, at der ikke rigtig var nogen andre kreative at sammenligne med, referencerammen var det tomme rum uden indlagt lys. Senere tiders skabere har haft både deres genrers akkumulerede mesterværker og samtidens kolleger og kritikere at måle sig med og slås imod, og siden den syvende dag har alvorligt kreative ikke haft rist og ro, det er slut med at holde sabbat og slut med at tro, at alt er såre godt. Videre, videre! I H.C. Andersens vidunderligt skarpe og onde fabel 'Hvad man kan hitte på' vil den unge mand gerne være digter, komme i levebrød med poesien, og det helst inden påske. Men han kan ikke 'hitte på' (det er fynsk, ikke amerikansk!). Han er født for silde, alt er taget op, før han kom til verden, alt er der digtet og skrevet om ... »nu er verden digtet ud, hvad skal jeg så kunne digte ind!«. At hitte på er jo den ene side af kreativitetens væsen, den højt besungne inspiration der på rette tid og sted plumser ned i kunstnerens turban. Da digterspiren indser, at han ikke er en inspirationens Aladdin, går han Neureddin-vejen, han vil studere til at blive kunstner. Det blev han syg og dårlig af, det elendige menneske, og syg og dårlig er vel nu som dengang den kreativitet, der alene vil forlade sig på hårdt arbejde og logisk tankevirksomhed. Så giver den kloge kone ham det gode jordnære råd, at han skal bruge sine sanser. Han får en kartoffel i hånden, og hør nu, og se nu! Der er en verden af kunst og poesi i en kartoffel, blot man tør glemme konventionerne og manererne og bruge sine sanser råt og stole på sin første indskydelse. Også denne tredje mulighed er for meget for den unge mand, han må opgive at blive digter. I denne korte fabel analyserer eventyrdigteren skarpt og præcist tre grundelementer i den kreative proces, inspirationen, arbejdet og sansningen, og det er vanskeligt at byde håbefulde aspiranter velkommen til kreativitetens verden uden eksplicit eller implicit at have H.C. Andersens digterspire med. Fablens slutning er slet ikke for børn. Den kloge kone har et sidste råd til den mislykkede kunstner, han kan stadig nå at komme i levebrød med poesien inden påske ... han kan blive kunstkritiker. Det bliver han så allerede til fastelavn! Når ordene fantasi og kreativitet bruges i flæng af skolefolk, erhvervslivet og pensionister med akut hul i ugeplanen, så har de altid en positiv klang, nærmest som et tryllepulver, man kan drysse ud over en grå hverdag for at få solen til at skinne og gøre lykken friktionsfri. Og hvem vil stille sig op og kritisere venligt mente tanker om fantasi og kreativitet? Hallo derude i samfundet, er der nogen, der vil! Nå, det tænkte jeg nok. Risikoen er jo grædende folkeskolelærere med kærlighedens lange arme daskende i gulvhøjde. Eller erhvervsguruer, der svarer igen med salver af ping-ord fra det transatlantiske overskudslager. For ikke at tale om paraplysvingende pensionister fra sommerhøjskolens 'der er en kunstner i os alle'-kursus. Så må jeg vel selv: Kreativ virksomhed er en disciplin med eksistentiel risiko. For mange af de store har udgangspunktet snarere været en rå drift end ønsket om at forskønne eller forbedre verden. Det ypperste i kunst og videnskab er ofte skabt af folk, der uden skelen til konventioner eller personligt velbefindende investerede sig selv helt og fuldt. Mange af dem har været skingrende gale, utålelige i almindelig omgang, smålige, egoistiske, menneskeforbrugende, intrigante, kriminelle, uforståelige for samtiden eller bare for kiksede til at leve et jævnt og muntert, virksomt liv på jord. Hjælpeløse på alle andre felter end lige netop deres fikse idé. Om det er en forudsætning for geniets udfoldelse at have menneskelige brist i overmål er nok diskutabelt, men kulturhistorien viser i hvert fald, at det ikke er nogen hindring. Tænker man i udviklingsomkostninger og produkduktionsregnskaber, så overgås spildprocenten i kreativt arbejde kun af alle blindsporene i den evolution, der skabte klodens flora og fauna. For hver lille urt eller kræ på kloden i dag er der milliarder af tilløb, der røg i den genetiske skraldespand eller røg ud med badevandet de mange gange, næsten alt liv forsvandt fra kloden, og skabelsen skulle begynde forfra. Netop sådan er det med kreativt arbejde. Og når et af tidens lokkende trylleord er blevet kreativitet for alle, så må de glade formidlere mene noget andet end den proces, der i kunst og videnskab fører til noget nyt og originalt uanset de materielle og menneskelige omkostninger. For ingen skole eller virksomhed vil jo til syvende og sidst acceptere den spildprocent af tid og menneskelige og økonomiske ressourcer, alvorlig kreativitet kræver. I vores sære hjørne af verden, hvor ønsket om sikkerhed og forudsigelighed nærmer sig det skræmmende, ja endog vil kaldes retskrav - og der er konsensus i politik og religion for at skabe en omvendt darwinistisk jungle - er klassisk kreativ virksomhed ikke et åg, man kan lægge på børns skuldre. Konkurrerende foreninger til børns ve og vel ville mase hinanden til plukfisk i kampen om at beskytte de kære små mod den eksistentielle risiko, der er så nært forbundet med kun at lade fantasien råde. Og Gud fri os for en verden, hvor alle for alvor er kreative. Hvem vil flyve med en kreativ pilot, lægge blindtarm til en kreativ kirurg eller læne sit hoved til en kreativ advokat? USA's præsident er forhåbentlig ikke mere kreativ, end han ser ud til. Politik er det muliges kunst, kunst er den kreative afsøgning af det muliges grænser. Kunstnere og videnskabsfolk er ikke politikere eller administratorer og skal ikke være det. At deres arbejde kan have væsentlig indflydelse på verdens gang er ikke det samme, som at de har politisk magt. De kan i deres værksteder stille spørgsmålet: Hvad nu hvis ...? og løbe linen ud, selvom deres udgangspunkt har været forkert og resultatet en katastrofe. Kreativiteten bevæger sig i en zone så smal som den, der fører en astronaut frelst gennem atmosfæren. En lille fejl til den ene side, og man brænder op. En lille fejl til den anden, og man går i evigt kredsløb. Sådan kan politikeren ikke lege med virkeligheden, og det er demokratiets velsignelse, at han ikke får lov til det. Tidens erklærede sympati for ordet kreativitet ledsages ikke af et opmuntrende kys eller en provokerende udfordring, men af et kvælende favntag. Når skole og erhvervsliv og trendsættere vil komme kreativiteten i møde - det ligger lissom i tiden, at det gør man - så går der fra første færd management i sagen. Alle de mange steder, hvor man agerer i kreativitetens navn, f.eks. undervisningsprojekter, medarbejderindflydelse, aftenskoleprogrammer, festivaler, hobbyforretninger, museer, feriecentre ... betyder kreativitet noget struktureret og retningsbestemt. Det skal være synligt, kulørt, grænseoverskridende, ti-hi-hi-frækt, 'positivt', økologisk og 'anderledes'. Som hos pensionisten, der noget sent har bestemt sig for at indhente 60 års forsømmelse af fantasien, så ligger der også i knæfaldet for den arrangerede kreativitet en undskyldning og en bodshandling. Det er trist at have oparbejdet et underskud af fantasiudfoldelse i hverdagen, men nu skal det forsømte indhentes, gerne i flok og følge på faste klokkeslæt, penge er ikke et problem, og hvis nogen vil vise hvordan, så ... Skabende virksomhed af den art, der ændrer verden, er nok stadig forbeholdt de få, enerne, der ser bort fra de personlige omkostninger. Men måske er mange i velfærdssamfundet på vej til at betale en lige så høj pris, hvis den livsnødvendige kreative del af almindelige menneskers liv isoleres som et gode, man kan udsætte, eller en kapital, man kan spare op, på samme måde som nogle børnefamilier tror, man kan spare familieliv sammen og fyre opsparingen af med et pædagogisk orgie i en efterårsferie. Har man i sine hverdage ikke igen og igen leget med kreativitetens udgangsspørgsmål Hvad nu, hvis ...? så skal man ikke regne med på kanten af otium at have en fond af ubrugt fantasi. Så lyder spørgsmålet snarere: Hvad nu?