Den danske hjælpeindsats i den to år lange konflikt i Kaukasus har udviklet sig til en succeshistorie i et mørke af menneskelig elendighed. Lederen af nødhjælpsarbejdet i Nordkaukasus er efter tre år netop vendt hjem med denne beretning. Da Rusland i slutningen af 1999 gennemførte sin militære intervention i den lille kaukasiske løsrivelsesrepublik Tjetjenien, havde nok kun de færreste forestillet sig, at der over to år efter stadig ville blive udkæmpet en blodig og brutal krig i Europas sydøstlige udkant. Krigen, der så uheldsvangert kom til at indvarsle det 21. århundrede, har haft enorme menneskelige omkostninger, og som det er karakteristisk for moderne krigsførelse, er det især civilbefolkningen, der har måttet lide under våbnenes ødelæggelseskraft. Rusland hævder at have dræbt mindst 13.000 tjetjenske oprørere. Separatisterne hævder at have dræbt mindst 10.000 russiske soldater. Hver især hævder parterne, at disse tal indbyrdes er stærkt overdrevne, men sikkert er det, at tabstallene for de stridende parter løber op i tusinder. Der er imidlertid ingen, der endnu har sat tal på, hvor mange civile tjetjenske borgere der har mistet livet under krigen. Det vides, at tusinder omkom under sønderbombningen af Grosnij, den tjetjenske hovedstad, fra december 1999 til februar 2000. Grosnij er i dag en ruindynge, der i ødelæggelsesgrad kan måle sig med Dresden eller Warszawa efter Anden Verdenskrig eller Vukovar efter 1990'ernes jugoslaviske opløsningskrig. I løbet af den langvarige konflikt er utallige også blevet ofre for luft- og artilleriangreb på andre byer og landsbyer. Krigens hundredtusindvis af miner er dagligt skyld i civile dødsfald eller invalideringer, mens andre bliver ofre for vilkårlige likvideringer, hvis de da ikke simpelthen forsvinder for aldrig at dukke op igen. Før krigsudbruddet udgjorde Tjetjeniens befolkning knap en million mennesker. Langt over 200.000 tjetjenere flygtede fra den krigsramte republik i efteråret 1999, og 150.000 mennesker lever stadig som fordrevne i lejre eller hos værtsfamilier i naborepublikken Ingusjetien. Yderligere næsten 150.000 personer har måttet flygte fra den ene del af Tjetjenien til den anden, og størstedelen af disse fordrevne lever i dag under kummerlige vilkår i nedlagte stalde, forladte fabrikker eller halvt udbombede etageejendomme. De økonomiske strukturers totale sammenbrud i det i forvejen udpinte land har desuden betydet, at størstedelen af den stadig bofaste del af befolkningen står uden indtægtskilder eller andre muligheder for at forsørge sig selv. Dansk Flygtningehjælp og ASF-Dansk Folkehjælp har siden november 1999 forsøgt at lindre lidelserne for flygtninge og andre nødlidende i den tjetjenske civilbefolkning ved at yde humanitær bistand i Nordkaukasus. Med tiden er flere andre internationale organisationer kommet til. Interessen for at yde en indsats i Tjetjenien og Ingusjetien har dog været hæmmet af den anspændte sikkerhedssituation. En bølge af kidnapninger har siden slutningen af den første tjetjenske krig 1994-96 gjort arbejdsbetingelserne for humanitære organisationer i området særdeles vanskelige. Senest blev en amerikansk volontør for Læger uden Grænser kidnappet i januar i år, men slap heldigvis helskindet ud efter en lille måneds tid i fangenskab. På grund af kidnapningsfaren og den generelt forøgede risiko for overfald færdes de fleste humanitære organisationer derfor kun i Tjetjenien og Ingusjetien ledsaget af bevæbnede vagter. De vanskelige sikkerhedsvilkår har betydet, at relativt få internationale humanitære organisationer har etableret sig i Nordkaukasus. Der hviler derfor et så meget desto større ansvar på de organisationer, som vilkårene til trods arbejder i området. Den danske hjælp kommer bl.a. i form af basale fødevarer, tøj og byggematerialer til genopførelse af krigsødelagte huse. Det er mod alle odds lykkedes at opbygge et dansk hjælpeberedskab, som hver måned sikrer, at 250.000 nødlidende over store dele af Tjetjenien modtager fornødenheder som mel, olie, salt og sukker. Hertil kommer den hjælp, der ydes til de 150.000 flygtninge i naborepublikken Ingusjetien. Fundamentet for den danske hjælpeindsats i Nordkaukasus hviler på tre grundpiller, der har været altafgørende for operationens succes. Først og fremmest de økonomiske bidrag fra donorer og frivillige bidragydere, som er den primære forudsætning for, at den humanitære hjælp kan indkøbes, transporteres og distribueres. De danske programmer har indtil videre især baseret sig på donationer fra Danida, EU's humanitære organisation og FN's Flygtningehøjkommissariat samt Verdensfødevareprogrammet. Også Norsk Flygtningeråd og Folkekirkens Nødhjælp har støttet de danske aktiviteter. Den anden grundpille er en omfattende registrering af den tjetjenske befolkning gennemført ved konfliktens begyndelse af de danske organisationer. Registreringen tillader dels,at hjælpen bliver uddelt til de mest nødlidende, og bevirker dels, at svind i assistancen kan reduceres til et absolut minimum. Alle modtagere af den danske hjælp er opført i et computerbaseret 'folkeregister', og nødhjælpen udleveres på basis af fortrykte lister, hvor modtagerne kvitterer for den modtagne assistance. Systemet sikrer, at nødhjælp ikke kan udleveres til den samme modtager mere end én gang om måneden. Dette er afgørende i et konfliktområde, hvor mobiliteten er stor, og hvor mange flygtninge konstant bevæger sig frem og tilbage over grænsen til Tjetjenien. 'Folkeregisteret' opdateres konstant ved hjælp af en række informationscentre fordelt på forskellige geografiske områder i Tjetjenien og Ingusjetien og muliggør adresseskift, ændringer i flygtningestatus, tilmelding af nyfødte mv. Da det ikke er realistisk at forvente, at folk i nød også melder sig fra registeret, foretages afregistreringer ved de enkelte uddelingspunkter, hvor modtagerne automatisk slettes af listerne, hvis de ikke møder op til fødevaredistributionerne. Selvom systemet er udviklet og afprøvet i forbindelse med operationerne i Kaukasus, er det et klart eksempel på dansk systemeksport, og formentlig det nærmeste Tjetjenien nogensinde kommer på et cpr-nummer-system. Og efter de første indkøringsvanskeligheder har det vist sig særdeles effektivt og bruges i dag også af den overvejende del af de øvrige humanitære organisationer i området. Som en ekstra gevinst er systemet indrettet til at registrere oplysninger om flygtningenes sko- og tøjstørrelser. Denne finesse betyder, at flygtningene modtager nøjagtig de størrelser, de har brug for, og at ikke et snørebånd går til spilde. Den tredje grundpille i det danske hjælpearbejde er en organisationsstruktur, der er opbygget efter moderne vestlige principper, men som baserer sig på et indgående kendskab til de lokale sociokulturelle adfærdsmønstre. Med de danske hjælpeorganisationers flere hundrede lokale medarbejdere i et økonomisk og humanitært kriseområde er det af afgørende nødvendighed at råde over velgennemtænkte kontrolmekanismer, der sikrer, at nødhjælpen ikke bliver stjålet eller forsvinder på anden vis. Der findes ingen universalformular for, hvordan en international nødhjælpsoperation mest effektivt opbygger rammerne for lokal personalepolitik i verdens brændpunkter, og de kulturelle, sociale, politiske og økonomiske forudsætninger vil ofte være helt forskellige fra sted til sted. Personalestrukturens udformning er derfor ofte et spørgsmål om kvalificeret improvisation under skyldigt hensyn til de lokale forudsætninger. Tjetjenien er efter 10 års krig og konflikt et område i social opløsning. Mindre end 10 procent af den arbejdsdygtige befolkning har fast beskæftigelse i Tjetjenien og kun omkring 20 procent i Ingusjetien, og kriminalitet er særdeles udbredt. Samtidig er området præget af en omsiggribende korruption. Dette afspejler sig også, for så vidt angår de lokale medarbejderes opfattelse af deres forhold til internationale organisationer, og det er generelt vanskeligt at hyre pålidelige medarbejdere. Selv velanskrevne medarbejdere kan være underlagt et væsentligt pres fra deres nærmeste for at sikre sig ekstra, uautoriserede personalegoder. Her regnes det i almindelighed ikke for socialt uansvarligt at berige sig på humanitære organisationers bekostning. Blandt andet med disse forudsætninger in mente har de danske hjælpeorganisationer anlagt en kompromisløs kurs over for svindel med humanitære midler. Medarbejdere, der tages i at snyde med den mindste mængde humanitærhjælp, bliver øjeblikkeligt afskediget, og der er indført utallige kontrolmekanismer, der sikrer, at hjælpen overvåges i alle stadier lige fra indkøb til uddeling. Denne politik har dog kun været mulig at gennemføre i kraft af en kerne af betroede tjetjenske medarbejdere med et analytisk kendskab til den lokale mentalitet, og som indtager ledende funktioner for styring af den tjetjenske og ingusjetiske medarbejderstab. Disse udvalgte medarbejdere har til fælles, at de alle i en årrække har boet uden for Tjetjenien eller Ingusjetien, og derfor ikke i nærområdet har familiemedlemmer, der vil kunne presse dem til at tilgodese personlige interesser. Samtidig er de højtuddannede, ofte med studieophold i udlandet bag sig, med en god løn og har karrieremuligheder inden for den humanitære branche og således kun et ringe incitament til at snyde med de humanitære midler. Med nogle få udvalgte, men benhårde og højt motiverede lokale ledere har det således været muligt at opbygge et særdeles effektivt organisationsapparat og samtidig begrænse antallet af løntunge, danske medarbejdere. Grundpillerne - donationerne, 'folkeregisteret' og det stramt styrede organisationsapparat - har i samspil bevirket, at de danske hjælpeprogrammer fremstår som kompetente, handlekraftige og ansvarlige og ikke blot har kunnet tiltrække yderligere finansiering til programmerne, men også har haft kapacitet til at binde an med større humanitære opgaver. Dansk Flygtningehjælp og ASF-Dansk Folkehjælp er derfor med deres fælles nødhjælpsprogrammer, der siden starten i november 1999 har omsat for næsten 200 millioner kroner og i dag har 8 danske og over 400 lokale medarbejdere, de største humanitære organisationer i Nordkaukasus. Selvom der endnu er udækkede behov for humanitær assistance, især i selve Tjetjenien, når de danske flygtningeorganisationer ud med hjælp til selv de mest utilgængelige egne af de konfliktramte områder. I øjeblikket kører organisationerne hver måned 300-400 lastbiler med nødhjælp til Tjetjenien og 150-200 transporter til Ingusjetien. Med arbejdet har Danmark fået en fremtrædende plads i tjetjenerne,s og ingusjeternes bevidsthed. Alle kender i dag Datskij Sovjet po Besjentsam som Dansk Flygtningehjælp hedder på russisk. Midt i al elendigheden gør det danske hjælpearbejde da også en klar forskel. Selvom det vil være en overdrivelse at påstå, at tjetjenerne til daglig kan spise sig mætte, så er en sultkatastrofe dog afværget, og 400.000 mennesker har over de sidste to år fået varmt vintertøj og støvler. Men flygtningearbejdet i Nordkaukasus byder på andre påtrængende problemer. Med de næsten 400.000 mennesker, der nu brødfødes fra dansk side, samt yderligere 100.000, der modtager hjælp fra andre organisationer, og med de ringe perspektiver for en snarlig afslutning på krigen, er det vanskeligt at øjne reelle muligheder for at nedtrappe den passive afhængighed af den humanitære hjælp. Imidlertid har de danske organisationer i foråret forsøgt sig med et stort anlagt såsædsprogram og uddelt frø til samtlige 120.000 familier i de tjetjenske landdistrikter. Hver frøpakke består af frø af tomat, agurk, majs, gulerod, bønne og løg i tilstrækkelige mængder til at tilså et areal på 1.000 kvm for hver familie. Langt de fleste familier i landområderne råder over jordlodder, og det forventes, at programmet kan føre til, at landbefolkningen på sigt vil kunne blive delvis selvforsynende med disse fødevarer. For at flygtningene i fremtiden kan vende tilbage, er det en klar forudsætning, at der er boliger at vende hjem til. Derfor har de danske flygtningeorganisationer påbegyndt et program for genopbygning af krigsødelagte boliger. Alene i landområderne menes der at være 35.000 helt eller delvis ødelagte huse, mens byområderne er endnu hårdere ramt. Dansk Flygtningehjælp og ASF-Dansk Folkehjælp har indtil videre leveret byggematerialer til rekonstruktion af ca. 5.000 huse i Tjetjenien, og programmet fortsætter. Det er ejerne af husene, der selv står for byggearbejdet, under hjælpeorganisationernes vejledning og monitering. Der har vist sig en stor interesse for byggeaktiviteterne i Tjetjenien, og langt de fleste modtagere af byggematerialer er i stand til på egen hånd at færdiggøre deres huse i løbet af ganske få uger. Blandt krigens mange ofre er det uden tvivl børnene, der er hårdest ramt. Talrige børn har gennemlevet rædselsvækkende luft- eller artilleribombardementer, og mange har set deres nærmeste blive dræbt, invalideret eller såret af krigshandlinger. For at afhjælpe de psykiske skader hos de værst ramte børn tilbyder Dansk Flygtningehjælp og ASF-Dansk Folkehjælp derfor psykologbistand i flere flygtningelejre i Ingusjetien og driver også en række sociale rehabiliteringsprojekter, hvor flygtningebørn kan være sammen om sociale aktiviteter i samspil med kyndige pædagoger. Den danske indsats vil på længere sigt i højere grad end i dag koncentrere sig om fremadrettede aktiviteter, der kan skabe bæredygtige løsninger på flygtningenes problemer. Genopbygning af huse og skoler vil indtage en stigende betydning i de humanitære programmer, ligesom der vil blive lagt mere vægt på psykosociale og uddannelsesmæssige aktiviteter. Projekter til fremme af beskæftigelse og indkomstskabelse er også afgørende elementer i de danske humanitære organisationers langsigtede strategi, sammen med assistance til opbygningen af et civilsamfund og specielt støtte til organisationer, der beskæftiger sig med flygtningespørgsmål. Disse langsigtede aktiviteter vil gradvis - og i det omfang forholdene i Tjetjenien stabiliseres - kunne overtage den betydning, som den akutte nødhjælp i dag indtager. Der er imidlertid en knugende mangel på perspektiver for en snarlig afslutning på konflikten. De seneste måneder har været præget af et stigende antal væbnede konfrontationer mellem russiske styrker og separatistgrupper. De tjetjenske separatister har med deres erobringsforsøg på større byer som Argun og Gudermes i løbet af sommeren vist, at den væbnede modstand mod den russiske tilstedeværelse langtfra er forbi. Samtidig har en ubehagelig stigning i rapporterede tilfælde af russiske soldaters overgreb på civile tjetjenere betydet, at modsætningsforholdet mellem tjetjenere og russere er større end nogensinde før, og at den folkelige tjetjenske opbakning bag den russisk indsatte tjetjenske administration i republikken kan ligge på et meget lille sted. Ét er sikkert: De tjetjenske flygtninge i Ingusjetien vender ikke frivilligt hjem, før sikkerheden for civile er markant forbedret i Tjetjenien, og som sagerne står i øjeblikket, er der ikke umiddelbar udsigt til en bedring af forholdene i den voldshærgede republik.