Vinduespynt og virkelighed

Som sandheden er det første offer i krige, er korrekt information det første tab, når virksomheder kæmper for overlevelse.

Kroniken
FOR ABONNENTER

Som sandheden er det første offer i krige, er korrekt information det første tab, når virksomheder kæmper for overlevelse, hævder forskningsprofessoren, der har skrevet en ny bog om kampen om B&W 1945-96.

Det blev hvisket i krogene med de bonede gulve. Snakken gik diskret i toppen af dansk erhvervsliv. Noget var vist nok galt i foråret 1978 med ham den hastigt opstigende erhvervskomet. Blomstergartneren med den ukendte fortid i sit firma på Sardinien og i Kenya. Gift ind i familien Foss fra F.L. Smidth. Med børn i Lilleskolen på Amalienborg og selskabelig omgang med beboerne i det ene af palæerne.
Men pressen havde ikke fået færten. Endnu da. Ikke engang de royale ugeblade og deres paparazzi, før denne betegnelse blev hæftet på de fotograferende menneskegribbe. Pressen fik først færten i juni måned.

Men så skete der også noget. Politiken udkom tirsdag 20. juni 1978 med en kioskbasker, der kunne gøre bladhusets aldersmæssige og mentale Benjamin, men oplagsmæssige storebror - Ekstra Bladet og andre konkurrerende dagblade - godt misundelig: »B&W-direktøren slog sig op på et tomt selskab«, brølede det fra forsidens femspaltede rubrik. Og i underrubrikken over billedet af den snart danmarkskendte matador hed det: »Fik lån på mellem 50 og 100 millioner kr.«. Og på bladets side 3 berettede en artikel om hemmeligt, men »stærkt belastende« materiale, som bladets journalister Gretelise Holm og Søren Nielsen havde snuset op om B&W's direktør.

Det blev indledningen til et sandt mediemæssigt mareridt i de næste godt to år for Jan Bonde Nielsen som B&W's direktør og hovedaktionær siden april 1974. Den artikel blev begyndelsen til enden for det hæderkronede skibsværft og maskinbyggeri, der var startet i 1843. Juvelen blev til skrot. For Politiken havde fået fat i en god historie fra det virkelige erhvervsliv. Og den blev hurtigt fulgt op af andre medier de næste måneder - i dækningen undertiden rigeligt kreativt og med mangel på fuldstændige, nøjagtige og korrekte informationer. B&W og Bonde Nielsen blev forsidestof de følgende år. Jaget vildt.

Der var nemlig dækning i artiklens overskrift og underrubrik. Og det var en lille inderkreds i toppen af dansk, det vil sige københavnsk, erhvervsliv klar over.
Da prins Henrik 14. marts 1978 i overværelse af en større kreds af indbudte honoratiores fra erhvervsliv og politik nedlagde grundstenen til Industriens Hus på Rådhuspladsen, tegnet af Arne Jacobsen, havde rådets direktør Ove Munch modtaget en diskret henvendelse fra Hoffet: Kunne han mon sørge for, at prinsen ved denne officielle lejlighed ikke hele tiden underholdt sig med direktør Jan Bonde Nielsen fra B&W - hans sejlerkammerat og ven fra Verdens-naturfondens danske afdeling og forældrekredsen omkring Lilleskolen på Amalienborg?

Den samvittighedsfulde direktør Munch gjorde sit bedste ved denne lejlighed som ved andre. Før og under festligheden søgte han i al fortrolighed at få en række af de indbudte gæster til at intervenere på skift, så de to slyngvenner - prinsen og B&W-ejeren - ikke stod og underholdt sig med hinanden hele tiden. Det lykkedes ikke ganske. Men episoden vidner om, at nogen allerede i marts 1978 vidste, at noget ikke så behageligt var i gære omkring B&W-matadoren. Nogen havde advaret Hoffet. Nogen ville beskytte prinsen mod Bonde Nielsen. Nogen søgte at få Hoffet til at lægge distance til ham. Det var der god grund til.

En uges tid før grundstensnedlæggelsen 14. marts havde advokat Carsten Tvede-Møller som likvidator i Jan Bonde Nielsens tidligere selskab Dansk Chrysanthemum Kultur (DCK), nu omdøbt til International Agro Industries, gjort sin redegørelse for dette selskabs fallit færdig. Blot manglede en afklaring af selskabets forhold til skattevæsenet om et beløb på 11,2 mio. kr. - en sag, som Bonde Nielsen trak i langdrag.

Ifølge Tvede-Møllers likvidationsrapport til Sø- og Handelsretten brød DCK sammen i 1975. Derefter udtrådte Bonde Nielsen af selskabet og afhændede efter eget udsagn sine aktier. Men i 1976 valgte han at påtage sig (med)ansvaret for DCK's fallit og accepterede i 1977 at dække en samlet underbalance på 78,3 mio. kr. ved en såkaldt insolvent likvidation. Ved gradvis betaling af 20,9 mio. kr. og ved forhandling med kreditorerne havde Bonde Nielsen i marts1978 fået nedbragt gælden til 13,6 mio. kr. - inklusive den uafklarede skattesag om de 11,2 mio.
kr. Værst var derfor advokat Tvede-Møllers påpegning af årsagerne til DCK's nedtur: for spinkelt kapitalgrundlag i forhold til selskabets aktiviteter, for stor og for hurtig ekspansion samt manglende ledelse og styring af selskabet og dets regnskaber - tre klassiske fejl for nye virksomheder.

Alligevel havde DCK med Jan Bonde Nielsen til likvidators undren frem til 1974-75 været i stand til at opnå lån i udenlandske banker for 100 mio. kr. - stort set uden sikkerhed. Til slut kom likvidators belastende salut:
»Den manglende sikring af en rimelig ledelse af selskabet og den manglende etablering af en forsvarlig regnskabsmæssig kontrol (...) kan indebære overtrædelse af aktieselskabslovens straffebestemmelser, ligesom den efter koncernens forhold uforholdsmæssige optagelse af lån, som det måtte stå koncernens ledelse klart kun i heldigste fald kunne tilbagebetales gennem koncernens indtjening, kan have pådraget koncernens ledelse et straf- og erstatningsansvar, som det imidlertid ligger uden for likvidators opgave at afgøre«.

Denne passus var usædvanlig. Formuleret af en erfaren advokat fra det fine gamle Shawske advokatkontor på Amagertorv med seniorchefer som højesteretssagførerne dr.jur. Bernt Hjejle, personlig ven af og rådgiver for Mærsk Mc-Kinney Møller, eksperten i selskabsret Gunnar Gersted og landsretssagfører Kristian Mogensen med de fi- ne forbindelser i erhvervslivet og i det politisk borgerlige bagland var den passus et vink med en vognstang til bagmandspolitiet om at kigge på sagen.

Som nævnt lå hovedindholdet af Tvede-Møllers rapport færdig allerede fra begyndelsen af marts, selv om den først blev offentliggjort 29. juni. Og det var utvivlsomt dette indhold, som lå bag Hoffets henvendelse til Industrirådets direktør Ove Munch om at holde prinsen fri af Jan Bonde Nielsens 'omklamring' ved grundstensnedlæggelsen 14. marts og i øvrigt også senere. Det er ikke usandsynligt, at budskabet med advarslen om Bonde Nielsen til Hoffet er gået via Tvede-Møllers seniorchef landsretssagfører Kr. Mogensen - lejlighedsvis dronningens private juridiske rådgiver og oberstløjtnant af reserven i Den kgl. Livgarde.
Det var også indholdet af Tvede-Møllers likvidations-rapport, som Politikens to journalister havde fået fat i, før selve rapporten blev offentliggjort 29. juni.

Det var således en boomerang fra Jan Bonde Nielsens økonomiske fortid, der ramte ham og B&W i foråret 1978. Det blev dyrt. For pressen fulgte aggressivt op og udsatte ham - 'den nye Tietgen', som han blev kaldt - og virksomheden for et hidtil i dansk erhvervsliv uset mediepres det næste par år. Med ikke altid korrekte oplysninger.

Erhvervsstoffet i medierne er noget af det vanskeligste at dække for journalister. I Christiansborg-dækningen lækker politikerne glad og gerne mere og mindre fortrolige oplysninger fra forhandlinger og om planer, hvis det kan gavne deres sag - og såfremt de vel at mærke bliver dækket af journalisterne. Opsendelse af politiske prøveballoner via journalister er en accepteret Christiansborg-sport og led i det almindelige politiske spil.

Politikerne vil have personlig pr af hensyn til vælgerne og næsten for enhver pris, som vi især ser det i valgkampe. Christiansborg er ganske vist i perioder hullet som en si informationsmæssigt, en veritabel sladrebule og rygtebørs. Men der er dog gode muligheder for at kontrollere oplysninger og manipulation. Anderledes er det med erhvervsstoffet. Det er sværere at gå til.

Naturligt nok er virksomhederne forsigtige med at levere alt for mange interne oplysninger om sig selv - af hensyn til konkurrenter og myndigheder. Naturligt selvforsvar i et internationalt konkurrencesamfund med skærpede vilkår. Her er fortrolighed og lukkethed et must. Og hvis det vilkår og fortroligheden brydes, er det ud af vagten. Viden og information bliver et stadig vigtigere parameter i konkurrencen. Af samme årsag er virksomhedernes informationsafdelinger siden begyndelsen af 1970'erne blevet oprustet og udvidet. Erhvervsjournalister fra medierne har her fundet givtig beskæftigelse ved 'at gå over til fjenden', det vil sige stille deres viden, erfaring og kontakter til rådighed for virksomhederne.

Det sker ikke altid i den ædle hensigt at øge omverdenens - offentlighedens - viden og indsigt i virksomhedernes aktiviteter. Snarere er hensigten at kontrollere journalisternes/mediernes behandling af oplysninger om virksomhederne. Af hensyn til virksomhedernes image og pr.
Informationspolitik hedder det pænt officielt. Men hensigten er reelt at styre informationerne til offentligheden. At sortere dem. At time dem rigtigt. At videregive oplysninger, som er positive, og som gavner virksomheden, og at holde de skadelige og negative tilbage eller at dæmpe deres virkning i givne situationer. Virksomhederne skal ikke rutte med sandheden, som det udtrykkes.

Det betyder med andre ord, at information om virksomhederne - erhvervsstoffet i pressen - leveres på virksomhedernes og erhvervslivets præmisser. Der manipuleres som i reklamebranchen. Derfor eksisterer der dybest set et sundt og naturligt modsætningsforhold mellem presse og erhvervsliv - såfremt pressen tager sin fornemste opgave alvorligt: at levere nyheder. Og nyheder - virkelige nyheder - er nyheder, som nogen vil undertrykke. Det er definitionen, som den britiske pressefornyer lord Northcliffe leverede den i begyndelsen af 1900-tallet.
Erhvervsstoffet er med andre ord et stærkt kildestyret område.

Journalisterne bliver derfor stærkt afhængige af deres kilder og af virksomhedernes informationsafdelinger. Erhvervsjournalisterne har svært ved at få kontrolleret de oplysninger, de indhenter uden om de officielle kanaler. Oftest er det de oplysninger, der er mest interessante.

I tilfældet B&W var virksomheden og dens hovedaktionær i perioder udsat for en barsk behandling i pressen. Ligesom B&W og Bonde Nielsen søgte at styre mediedækningen og periodevis gav pressen groft manipulerende informationer for at sikre overlevelse i kritiske situationer.
I sin velskrevne bog 'Dømt', der blev udarbejdet med bistand af journalisterne Niels Boserup og Michael Blædel, konstruerede Bonde Nielsen en fiktiv serie af sensationelle 'spisesedler' med opdigtede overskrifter om tænkte vanskeligheder i virksomheden Politikens Hus. En 'hetz' svarende til den, avisen og især Ekstra Bladet som de førende havde lavet om B&W og ham selv i 1978-80.
Det var et eksperiment til illustration af det pres, medierne skabte. Og hans konklusion var, at Huset næppe havde overlevet økonomisk, såfremt det havde fået en behandling svarende til den mediemæssige forfølgelse eller næsten sammensværgelse, som han selv og B&W mente sig udsat for uden forsvarere.

Tankeeksperimentet var som kontrafaktisk hypotese - dvs. en antagelse på tværs af virkeligheden - interessant.
Men Jan Bonde Nielsen og B&W-ledelsen var ikke selv uden skyld i deres problemer med pressen. For det første undervurderede de fra starten virkningen af mediernes dækning. Dernæst holdt de undertiden oplysninger tilbage uden grund og manipulerede kraftigt med informationerne til offentligheden - med hjælp udefra.

Således fortav Bonde Nielsen det svage kapitalgrundlag, hvorpå han overtog værftet i april 1974. Med blot 600.000 kr. i egne midler fik han kontrol med aktier på godt 32 mio. kr. pålydende værdi B&W-aktier af en samlet aktiekapital på 70 mio. kr. Så meget mere imponerende var det, at han og den nye ledelse fik det rettet op de første år midt under en oliekrise.

Men han og den øvrige B&W-ledelse manipulerede kraftigt, da de med fine nålestribede revisorers hjælp på tre dage i marts 1979 fik tryllet et reelt driftsunderskud på 1978-regnskabet på 134 mio. kr. om til et overskud på 29,2 mio. kr. gennem ændrede regnskabsprincipper. De dygtige revisorer fra firmaerne C. Jespersen og Revisions- og Forvaltningsinstituttet kunne åbenbart ikke dengang finde ud af, om deres funktion var at være gidsler for firmaet og hovedaktionæren (mod et klækkeligt honorar) eller tillidsmænd og kontrollanter for den investerende offentlighed. Regnskabet var fyldt med varm luft og vinduespynt. Det gav ikke et retvisende billede af den økonomiske virkelighed.

I begyndelsen af maj samme år søgte Bonde Nielsen og hans direktør Poul Madsen at standse en grundig og kompetent analyse af netop dette regnskab med afsløring af manipulationen og det reelle driftunderskud.. Analysen var udarbejdet af finansanalytiske eksperter, knyttet til det nyetablerede analysefirma Børsinformation, der var startet af en ung, foretagsom stud.merc. fra Handelshøjskolen i København. Klaus Riskær hed han og blev nogle år senere næsten lige så berygtet for sine dubiøse finansielle transaktioner som Bonde Nielsen.

Den 84 sider lange rapport med analysen havde i nogle dage ligget til orientering og kommentar hos B&W-ledelsen, men ingen i ledelsen havde reageret på den. Rapporten var 'sivet' til både Ritzau og TV-Avisen før offentliggørelsen. Torsdag aften 10. maj kl. 19 truede Jan Bonde Nielsen Ritzaus erhvervsredaktør med sagsanlæg, hvis han som bebudet udsendte en artikel med oplysninger fra den belastende analyse. Og umiddelbart før TV-Avisen kl. 19.30 skulle gå i luften, ringede direktør Poul Madsen og truede den ansvarlige redaktør med sagsanlæg og krav om en klækkelig erstatning, såfremt tv bragte et planlagt indslag om analysen.

Mens Ritzaus Bureau trods truslen udsendte artiklen til de abonnerende danske dagblade, valgte TV-Avisens ansvarlige under tidspresset at stryge indslaget. De fleste andre aviser fulgte trop og bøjede sig for truslen om sagsanlæg og erstatning. De strøg Ritzau-artiklen eller omarbejdede den - undtagen Frederiksborg Amts Avis og Information. Men de to blade fik ikke noget sagsanlæg eller krav om erstatning.

Eksemplet er grelt og næppe repræsentativt. Men det og hele forløbet omkring slagsmålet om B&W illustrerer vilkårene for denne del af journalistisk aktivitet og konfrontation, når vinduespynt og varm luft skal dække over en mere barsk økonomisk virkelighed.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

Forsiden

Annonce