Efter valget stiller statsministeren, hvem det bliver, sig selv spørgsmålet: Er regeringen hensigtsmæssigt indrettet? Professoren ser nogle oplagte muligheder for forandring, bl.a. kan man give den nye udenrigsminister to viceministre for henholdsvis EU- og udviklingssager. Uanset valgets udfald er 20. november en politisk skæringsdato. Hvad enten statsministeren bliver den ene eller den anden Rasmussen, er den efterfølgende regeringsdannelse politisk en pragtfuld anledning til at starte på en frisk. For det første fordi der er ømme tæer, som en statsminister kun kan træde på ved sjældne lejligheder, og et valg efterfulgt af regeringsdannelse eller -omdannelse er en af dem. For det andet fordi der er problemer, som er besværlige, og som kræver en lang og grundig forberedelse, og en regering har kun den fornødne mellemlange horisont og nødvendige politiske energi lige efter nyvalg til Folketinget. I begge henseender er der tale om problemer, som nok er kontroversielle, om end det ikke gælder partipolitisk. Det er altså problemer, som statsministeren kan tage fat på, uanset om han hedder det ene eller det andet. Efter et folketingsvalg stiller enhver statsminister sig selv spørgsmålet, om regeringen er hensigtsmæssigt indrettet. Der er mange her og nu-overvejelser i den sammenhæng. Hvilke partier skal med i den nye regering? Og hvad er det for personer, som statsministeren har at gøre godt med? Det kan man gøre sig lystig over, når man ser ministerlisten, men det er nu engang de politiske vilkår. Men statsministeren har også her en kærkommen anledning til at tænke mere grundlæggende over regeringens opgaver og centraladministrationens organisation. Samtidig er det en situation, hvor han nyder en handlefrihed, som hurtigt efter regeringsdannelsen igen bliver indsnævret. Derfor gælder det om at slå til med omtanke. Nyrup Rasmussen har tidligere vist, at han kan gøre det, f.eks. da han slog Fiskeriministeriet sammen med Landbrugsministeriet for siden at danne et egentligt fødevareministerium, og da han i 1993 nedlagde Energiministeriet. Der er ny anledning til at se kritisk på regeringen og centraladministrationen. For det første blev arbejdet ikke gjort færdigt, da Energiministeriet blev nedlagt. Man tog blot det gamle ministerium og lagde det sammen med Miljøministeriet. Dermed overså man to ting. Den ene er, at der på energiområdet er to opgaver, som ikke rigtig hænger sammen. Den ene knytter sig til energipolitikkens miljøpolitiske konsekvenser. Den anden består i økonomisk regulering af energisektoren. Samtidig overså man det skifte, der er sket i synet på statens regulering af økonomi og samfund. I nutidig tankegang, som kommer til udtryk i internationale organisationer som EU og OECD, er man stærkt optaget af samspillet mellem den regulering, som har konsekvenser for vækst og beskæftigelse, og den regulering, som har andre formål. Synspunktet er, at man bør adskille dem. Gør man ikke det, går det ud over reguleringens gennemskuelighed, og den bliver alt for let offer for særinteresser, som hverken har forbrugernes og virksomhedernes økonomi eller miljøets, men derimod deres eget ve og vel for øje. De to overordnede hensyn kan man let imødekomme, hvis man flytter den del af energisektorens regulering, som har med kapacitet og økonomi at gøre, over til Erhvervsministeriet. Det gælder så meget mere, som dette ministerium i de seneste år har opbygget en kapacitet på reguleringsområdet, som ikke tidligere var til stede. Samtidig ville den del af reguleringen blive knyttet sammen med konkurrence-myndighederne. Det er efter el- og naturgasreformerne et logisk træk. Det fjerner ikke energipolitikken fra Miljøministeriet, for man skal hedde Lomborg for at overse, at energiforbruget og -produktionen har miljøkonsekvenser, som kræver en selvstændig regulering. Samtidig kan der være grund til at overveje at tilføre ministeriet opgaver fra andre ministerier. By- og Boligministeriet blev til i 1940'erne, men hvorfor består det? Dets opgaver kan man naturligt fordele på Social-, Miljø- og Erhvervsministerierne. Og It- og Forskningsministeriet er et ægtefødt resultat af de politiske kabaler, som statsministeren lægger, når han skal fordele goderne mellem partier og partifæller. Det udelukker ikke en frisk start, hvor de nuværende opgaver bliver omfordelt og placeret i Erhvervsministeriet (telekommunikation og it-politik, hvad det sidste så end er), Undervisningsministeriet (forskning) og Finans-ministeriet (offentlig informations- og kommunikations-teknologi). Endelig er der spørgsmålet om Udenrigsministeriets organisation og politiske ledelse. Det er et kæmpeministerium, som for ti år siden blev bragt sammen under ét organisatorisk tag. Det har ikke hindret, at man af politiske grunde hurtigt splittede ministerfunktionen i to, hvad der er gået mere eller mindre godt. Nu står Danmark over for formandskabet i EU, og det vil igen rejse spørgsmålet, om den politiske kapacitet er tilstrækkelig. Der vil på ny være koalitions- og partiinterne hensyn, men hvad om man brød med traditionen og tildelte den næste udenrigsminister to viceministre for henholdsvis EU- og udviklingssager. Noget sådant fungerer i andre lande, og man ville med ét slag have skabt en politisk ledelsesstruktur, som er administrativt og politisk fleksibel. Det er med andre ord en struktur, som statsministeren til hver en tid kan inddrage i sin regeringskabale, uden at det spolerer områdets helhed. Det er beslutninger, som den næste statsminister skal forberede allerede under optællingen af stemmer, og det er beslutninger, som erfaringen viser, at han kan træffe, hvis han er hurtig og beslutsom. De kræver et politisk hug, og omfattende forberedelse vil lægge gift for hans evne til at gennemføre beslutningerne. Derved adskiller de sig fra de andre problemer. De udmærker sig ved at kræve lang og grundig forberedelse, fordi de er både teknisk og politisk komplicerede. Samtidig er de så ømtålelige, at kun en regering, der starter på en frisk, har muligheder for at gøre noget, der rækker videre end til et slag i luften. Den nuværende økonomiminister Marianne Jelved har i valgkampens start været inde på, at der er behov for at se kritisk på den statslige regulering. Det er ikke aldeles klart, hvad hun har for øje. Men hun mener øjensynligt, at staten regulerer for meget og for tæt, og at man ikke altid får ryddet op i gamle regler, som regering og Folketing har vedtaget i en medieskabt blodrus. Det kan hun utvivlsomt godt finde belæg for, men spørgsmålet er, hvordan man politisk tackler det problem. På det punkt kan man lære noget af 1980'ernes borgerlige regeringer. Tilbage i 1982 lancerede firkløverregeringen under Schlüters fængende fanfare en kampagne for regelforenkling. Det var til en start ganske alvorligt ment, og det gav samtidig regeringen masser af opmærksomhed. Men kampagnen tabte hurtigt vind. Der kom, da regnskabet blev gjort op, ikke alverden ud af det. Den negative lære er, at ingen regering har kræfter til at gennemføre en kampagne over så bred en front. De interesser, som det går ud over, har alt for let ved at blokere for forandring. Desuden er det svært at holde gejsten oppe i ministerierne, hvis embedsmænd har været sendt ud på alt for mange af den slags frugtesløse manøvrer. Den erfaring har man også gjort i USA. Da Clinton-Gore i 1996 med stor dygtighed gik til genvalg, var parolen ikke afregulering, men derimod smart regulering. Det var mere end en poli- tisk leg med ord. Bag det lå en strategisk erkendelse af, at det hverken politisk eller sagligt giver mening at ville afskaffe store dele af reguleringen. Vel kan den til tider hindre markedet i at fungere, men ofte er forudsætningen herfor snarere en anden og sommetider stærk statslig regulering. Den erkendelse har også nået Danmark. Nyrupregeringen kan endog bryste sig af et par land-vindinger, som demonstrerer visdommen heri. En er uden forbehold telereformen; to andre er henholdsvis elreformen og den spæde liberalisering af apotekervæsenet. Fælles for alle tre tiltag er, at der for det første har været tale om meget specifikke projekter, for det andet om sager, hvor partierne af meget forskellige grunde har erkendt, at det var tid til forandring. Der er meget mere at hente her. Det gælder specielt, hvis man ser på kommunerne, som tager sig af alle betydelige driftsopgaver i den danske offentlige sektor. Et bestandigt omkvæd fra deres side lyder, at de ikke kan få lov til at være i fred for staten, der regulerer og griber ind i stort og småt. Det var også deres synspunkt under 80'ernes borgerlige kampagne for regelforenkling. Spørgsmålet er, om det er rigtigt. Men det er også, om kommunerne ikke i nogle tilfælde har alt for frit slag. To områder tiltrækker sig opmærksomhed. Det er således kommunerne, som står for danskernes forsyning med alskens teknisk betonet service. De gør det enten selv eller gennem selskaber, som de kontrollerer. Sommetider sker det også gennem selskaber, som er såkaldt forbrugerejede. Men går man dem efter i sømmene, finder man kommunale politikere på de afgørende poster i bestyrelser og repræsentantskaber. På den måde sørger kommunerne for vores forsyning med vand, for rensning af spildevand, for forsyning med naturgas i store dele af landet, for indsamling og håndtering af affald. Og trods elreformen, som har adskilt det overordnede systemansvar og transmission fra handel med el og fra den tekniske forsyningsopgave, har man bibeholdt den gamle ejerstruktur. Det er sket med politisk reverens over for forbrugerejet. Men det dækker over den realitet, at kommunerne og kommunalpolitikerne fortsat er særdeles nærværende. Samtidig betyder det en vertikal koncentration, som ville vække pinlig opmærksomhed i alle andre brancher. Her værner man om den under henvisning til et uklart princip om forbrugereje og -kontrol. Der er tre indsatsområder for den næste regering. Det første er at foretage et opgør med det såkaldte hvile i sig selv-princip. Det har man gjort på elområdet, men det gælder fortsat på de andre tekniske forsyningsområder. Det er en særpræget form for brugerbetaling, som fratager kommunerne og de kommunale selskaber enhver tilskyndelse til at økonomisere med borgernes betaling. Det samme gælder de forbrugerejede selskaber. Det har måske haft sin begrundelse i fortiden, men det gælder ikke længere. Det andet er konkurrencelovens begrænsninger i forhold til kommunernes virksomhed. Loven siger, at Konkurrencerådet er afskåret fra at gribe ind over for konkurrencebegrænsninger på det offentlige område, hvis de er en følge af anden regulering. Det kan i den danske velfærdsmodel måske have sin begrundelse på det store område for velfærdsservice, men hvorfor gælder det kommunernes håndtering af affald og spildevand, hvorfor gas- og vandforsyningen? Det tredje er, at man på kommunernes tekniske forsyningsområder slet ikke har taget den nutidige erkendelse til sig om det smarte i at adskille regulering og drift. Det er efterhånden sket på de gamle statslige monopolområder, men det gælder mærkværdigvis ikke kommunerne. Det viser sig på to forskellige måder. Således er det i det daglige kommunerne selv, der har ansvaret for såvel planlægning som regulering på områderne. Dernæst er det ofte de samme centraladministrative ministerier, der har ansvaret for lovgivningen, hvad enten opgaven er økonomisk eller indholdsmæssig regulering. En sådan sammenblanding er i modstrid med den indsigt, der efterhånden er nået på det reguleringspolitiske område. Danske kommuner (og amter) har som allerede nævnt ansvaret for at løfte de store serviceopgaver på velfærdsområdet. På mange måder er det en hensigtsmæssig struktur, men det er i modsætning til de tekniske forsyningsområder også opgaver, der bliver fulgt med tæt opmærksomhed af landspolitikerne. Spørgsmålet er næsten altid, om kommunerne gør det godt nok, underforstået om de sætter tilstrækkeligt med ressourcer ind på opgaven, og om der er et rimeligt forhold mellem kvalitet og penge. Ofte er det en perspektivløs debat på enkeltsager, men problemet er, at området ikke er videre gennemskueligt for hverken borgere eller landspolitikere. Det samme gælder i øvrigt lokalt, hvor vilkårene for en mere principiel kritisk debat ikke er til stede. På det punkt kunne det lokale demokrati med fordel lære af staten. Den er underkastet en kritisk revision, der er placeret under Folketinget. Det er ikke ligefrem noget, ministre og embedsmænd elsker. Men det gode ved ordningen er, at ingen kan vide sig helt sikre. Der kommer i løbet af året godt en snes kritiske rapporter, hvor der nok er lyttet til, hvad ministerier, styrelser og institutioner har at sige til deres forsvar, men som er iværksat og skrevet af folk, der rapporterer til andre. Sådan er det ikke på det kommunale område. Et revisionsfirma, Kommunernes Revisionsafdeling, som indgår i den politiske koncern, som er opbygget omkring Kommunernes Landsforening, tager sig særdeles ofte af opgaven. Og selv om man nu også laver såkaldt kritisk revision, er der ikke set eksempler på, at den har rejst kritisk offentlig og politisk debat, som man kender det fra statens område. Det kan være, at der ikke er noget at komme efter, men organisationen er sådan, at andre forklaringer er lige så tænkelige. Kan det være rigtigt, at en meget stor del af den offentlige sektor ikke er underkastet en kritisk kontrol- og analysevirksomhed? Den eneste mulige løsning er, at man ved lov indretter en uafhængig kommunal revision. Den skal ikke nødvendigvis stå for den teknisk betonede finansielle revision, som efterprøver, om kommunernes regnskaber er retvisende. Den skal derimod være et centralt og uafhængigt organ for forvaltningsrevision, der gennem systematiske sammenligninger mellem kommunerne leverer et grundlag for diskussionen af, om de gør det godt nok, og om der er et fornuftigt forhold mellem udgifter og præstationer. Det ved man ikke i dag, og man vil aldrig få det at vide, hvis grundlaget fortsat skal være enten såkaldte evalueringer (skrevet af mere eller mindre kompetente konsulen-tvirksomheder) eller rapporter, der er blevet til ved forhandling mellem de kommunale organisationer og Finansministeriet. Mod denne tanke vil man fra kommunal side indvende, at den bygger på en udemokratisk kontrol med folkevalgte organer. Det holder ikke. Forslaget indebærer en central, men uafhængig kontrol, som svarer til den, der på det forvaltningsretlige område blev indført, da ombudsmandens kompetence på det kommunale område blev udvidet. En sådan central kontrol er forudsætningen for, at Folketinget, et andet folkevalgt organ, kan varetage sin opgave, når det gælder udformningen af den lovgivning, som regulerer kommunerne. Hvis den næste regering vil tage fat på den reguleringsreform i forhold til kommunerne, som er skitseret her, kræver det grundig forberedelse. Et første skridt vil være omlægninger af ressortfordelingen som skitseret ovenfor. Men det løser ikke alle problemer. De kommunale særinteresser har et ufattelig stort ord i Socialdemokratiet og Venstre, altså de to partier, der sandsynligvis skal stille en Rasmussen som statsminister. Det kræver omtanke med hensyn til, hvordan man iværksætter offensiven. Opgavekommissionen tjener her til skræk og advarsel. Det hjælper ikke at sætte en fratrådt departementschef i spidsen for 'the usual suspects'. Man må i stedet blande kortene på en ny måde og dertil binde sig selv op på opgaven. Det må ske i to trin. Det ene er, at den næste regering, når den præsenterer sig for Folketinget, faktisk forpligter sig til at gøre noget rimelig præcist. Det andet er, at man derefter forbereder det detaljerede oplæg som skal til. Det kan ske på flere måder, men afgørende er, at man følger en procedure, som gør det svært for Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening at afspore projektet. Det er nemlig langt vigtigere og for kommunerne langt farligere end den tilbagevendende snak om en ny kommunalreform. Og så skal man huske, at der ved dette folketingsvalg er fire år til næste kommunalsvalg. Den chance kommer ikke igen.