I Danmark kan vi lide tingene. som de er. Det viser arkitekturdebatten. I København kan man kun leve i overensstemmelse med byens og bygningernes form ved at fortrænge, hvor radikalt verden forandrer sig. Sådan er det ikke i Tokyo og Berlin, skriver kronikøren, der er stud.mag. i dramaturgi. København er en farlig by at bo i. Langt farligere end Tokyo, New York og Lagos. Måske ikke hvis man sammenligner statistikker over trafikofre eller risikoen for terrorangreb, men København er eksistentielt farlig. I sin nuværende form er byen en trussel mod københavnernes mentale sundhed. Intet mindre. Med sine stivnede formationer af mur, glas og metal holder København indbyggerne fast i en virkelighed af i går og forhindrer dem i at nå livsvigtige erkendelser om, at vi lever i en verden af forandring. Og sådan ser det ud til at skulle fortsætte. I hvert fald følger de danske arkitekturdebatter samme triste mønster. For ikke så længe siden var det et bushus på Rådhuspladsen, som vakte forargelse, dernæst fik en teaterfugl ved Det Kongelige Teater stækket sine vinger og faldt til jorden. Nu gælder vreden placeringen af et nyt operahus, som - hold godt fast - vil »ændre en historisk synsakse i København«. I Danmark kan vi lide tingene, som de er. København er en smuk by, og når talen falder på at ændre noget ved byen eller bygge nyt, argumenterer man med historien: Det, som duede engang, dur endnu. Problemet med argumentet er blot, at det kun giver mening, hvis verden i dag er den samme som verden var i går. Og det er den ikke. Vi er hovedkulds på vej ind i en tid, der ikke ligner nogen tidligere i historien. Alt i vores livsverden forandrer sig, og det sker lynhurtigt. I dag mærker vi, at livet ikke er ens fra dag til dag, fra år til år. Som menneske er man i proces, altid i færd med at foretage nye bevægelser og skabe nye forbindelser. Vi kan flytte til Madras eller til Madrid for et år eller et ægteskab. Vi inddeler livet i faser og betragter enhver handling som en del af en proces. Ægteskabet, venskabet, arbejdet, hjemmet, fritidsaktiviteterne - alt er projekter. Projekter, der kan nytænkes og omdefineres, hvis behovene eller forudsætningerne forandres. Og det gør de. For det eneste sikre i dag er selve tilværelsens omskiftelighed og den hastighed, hvormed det sker. Afstanden fra København til Odense er ikke længere 120 kilometer, men halvanden time i tog eller bil. Det er kun få årtier siden, det var vigtigt at kende en udstrækning i kilometer for at nedlægge et mentalt kort i hjernen; i dag er det vigtigere at kende transporttiden via landevej, motorvej, lyntog og rutefly. Distancen mellem to steder er blevet elastisk. Det samme gælder byernes systemer: En bys smidighed vurderes ikke alene ud fra dens vejnet, men i lige så høj grad ud fra dens vand-, elektricitets- og kommunikationsnet. De infrastrukturelle og kommunikationsteknologiske netværk er i dag vigtigere for en by, end de konkrete steder og rum, som netværkerne forbinder. Jo hurtigere og jo mere gnidnigsfrit transport og kommunikation kan foregå, jo bedre vilkår for det moderne menneske. Byer er i dag lige så meget bevægelige strukturer, som de er faste. Måden vi lever med os selv og indgår i verden på - bryder kort sagt med gamle måder at fungere på og antager nye former, som ikke er statiske og hierarkiske, men opstår på kryds og tværs i dynamiske og komplekse samspil. Tiden har overhalet rummet som tilværelsens afgørende formgiver. Alt det kan vore huse og byer hjælpe os med at erkende, eller de kan blokere for erkendelsen. København gør desværre det sidste. København er en by, der med sine bygninger, veje og pladser og i den overordnede ordning af byen gør sit bedste for at fortrænge den moderne virkelighed. Det centrale København ser med sine museale husfacader ud, som om det liv, der leves i den, er det samme, som det var for 200 år siden. Når der kommer nyt byggeri til, eller der omlægges færdsel i byen, files alt til, så det ikke bryder byens beroligende løgn om, at tilværelsens grundpiller er kontinuitet og stabilitet. En løgn, der ender med at blive et mentalt, følelsesmæssigt og erkendelsesmæssigt problem for byens indbyggere. Det er problemet med arkitekturdebatten i Danmark. Debattørerne er - ligesom mange af byens bygherrer - blinde for forandringerne; deres tænkningssystemer tilhører en verden, som ikke findes længere. Problemet stammer fra materialerne, sådan i helt konkret forstand. Traditionelt tog faget arkitektur udgangspunkt i materialerne: Sten, metal, beton, træ og glas var i århundreder det naturlige sted at starte for arkitekter, byplanlæggere og arkitekturteoretikere, og arkitektur er derfor op gennem historien blevet betragtet som en stivnet masse af permanent værdi. Men som den svensk-amerikanske arkitekturteoretiker Lars Lerup formulerer det, er det kun i arkitekternes hoved, at form kan eksistere isoleret. I virkelighedens verden har form ingen permanent værdi. I virkelighedens verden er bygninger og byer aldrig isoleret fra det liv, der foregår i dem. Og når verden forandrer sig, som den gør - æstetiske værdier ændrer sig, teknologiske og samfundsmæssige forhold ændrer sig, og livsmønstrene ændrer sig - forandres også bygningernes og byernes værdi. Hvis man skal forstå arkitektur, skal man derfor forstå det i sammenhæng med enhver tids vilkår som elementer i en proces. Det er absurd at kritisere placeringen af et operahus for at forstyrre en sigtelinie, når sigtelinien er tilrettelagt for en anden tids fastfrosne arkitekturopfattelse. I virkelighedens verden kan sigtelinien aldrig opleves, som arkitekten har forestillet sig det. Dels fordi virkeligheden ikke står stille, og dels fordi vi med nutidens værdiopfattelse må finde det diktatorisk at bygge på en måde, der vil bestemme menneskets placering. Sigtelinien kræver, for at træde i funktion, at man befinder sig et bestemt sted og vender blikket i en bestemt retning, men det gør de færreste. I virkelighedens verden indtages selv sigtelinier hvert eneste øjeblik på tusinder af måder af bilister, cyklister og gående i et mylder af indtryk og bevægelige perspektiver. I København diskuteres arkitekturprojekter stadig, som om de kun handler om mursten. Men andre steder i verden er fremtrædende arkitekter og arkitekturteoretikere som Bernard Tschumi, Rem Koolhaas og Martin Pawley i fuld gang med at opfinde en ny måde at skrive og tale om bygninger og byer på, der integrerer det moderne livs foranderlighed. Og resultatet forplanter sig både til nye måder at tænke verden på og til nye måder at bygge på. Et bud på radikal nytænkning af arkitektur kommer fra den japanske arkitekt Toyo Ito. I Tokyos havneby Yokohama har Ito bygget et tårn, Tower of Winds, der radikalt nytænker, hvad en bygning kan være. Tårnet - der fungerer som en udluftningsskakt fra undergrundsbanen - interagerer dynamisk med omgivelserne og reagerer på omverdenens lys, støj, vind og skidt: Under siloens sløragtige overflade justerer en række neonringe sit lys i forhold til dagslysets intensitet; en række projektører skifter styrke alt efter vindens retning og hastighed, og en mængde små lamper danner mønstre efter støjniveauet fra omgivelserne. Tower of Winds ligner ikke og er ikke en afgrænset, isoleret ting med en statisk form; det er en dynamisk struktur, åben og uafgrænset, der ændrer sig i udveksling med omgivelserne. Og som sådan er bygningen præcis som livet i den moderne verden. Det manifesterer på poetisk vis, at man for at forstå bygninger og byer må forstå dem i dynamisk samspil med deres sociologiske, kulturelle og økonomiske omstændigheder. Og som det står og pulserer, tilbyder tårnet Yokohamas indbyggere refleksion og kropslige erkendelser om den nye tids omskiftelige vilkår. Ikke alene enkeltstående bygninger, men hele byer kan have den samme virkning. I eksempelvis Japans og Kinas nye storbyer bygger man ikke for at bevare, man bygger for at benytte. Byerne er under konstant ombygning, de regenererer, tilpasser sig og udvikler sig efter behovene. Det stiller helt andre krav til arkitekturen, end vi er vant til. Undervejs i et byggeprojekt kan en bygning skifte funktion flere gange: Det hus, der blev planlagt som boligblok, ændres undervejs til først hotel, så hospital, og det ender med at blive indviet som indkøbscenter. Det er en kvalitet for en bygning i dag at være fleksibel; den skal rumme en masse potentiale, som den eventuelt vil få brug for senere. Men man behøver ikke tage så langt væk for at opleve den nye by. For eksempel integrerer også Berlin i sin arkitektur og urbane strukturer det, som mere end noget kendetegner det moderne liv, nemlig omskiftelighed og bevægelse. I 1990'erne var Berlin et åbent brud af omlægning, hvor bygninger, veje og hele bydele skød op, hvor før ingenmandsland havde adskilt øst fra vest. Forandringerne skete med så stor hast, at man fra måned til måned ikke kunne genkende store dele af byen. For byens indbyggere betød det, at byen hver dag var ny. De måtte lære at leve i en tilstand, hvor trafikomlægninger, stationsnedlæggelser og afspærringer kunne betyde, at de ikke kunne komme samme vej på job, som de gjorde dagen i forvejen. At bo i byer, der ændrer sig så voldsomt og så hastigt, kan nok være angstprovokerende og nostalgifremkaldende, fordi man ikke får mulighed for at bevare noget, som det var. Og man kan blive frustreret over, at de nye storbyer ikke er smukke. Berlin lægger sig for eksempel ikke til rette for øjet, sådan som 500 års europæisk kunst- og idéhistorie har lært os, at verden bør. Den er som de andre nye storbyer splittet, fragmenteret, dynamisk, modsætningsfyldt, grim, ufuldstændig, kompleks - det hele på en gang. Man kan ikke rumme den i et blik eller en følelse. Den er ambivalent og mangesidet, i konstant opbrud og omlægning. Men absurd nok er det præcist derved, at den viser os vilkårene ved det moderne liv. Mere præcist kan de nye vilkår i tilværelsen ikke formuleres. Derfor bliver livet paradoksalt nok mere harmonisk i Berlin end i København, selv om København nok på overfladen er kønnere og ser ud til at hænge sammen i et hele. Men det er netop en overfladisk betragtning. Reelt forholder det sig omvendt: Bor man i Berlin og bevæger sig rundt i den til daglig, arbejder byens brudflader og forandringsprocesser sig direkte ind i kødet på en, så man med kroppen falder i hak med det, som er selve tilværelsens nye vilkår. Pludselig bliver man i stand til at erkende det, som ellers synes så svært og angstprovokerende ved moderne liv, og leve med det. I København kan man kun leve i overensstemmelse med byens og bygningernes form ved at fortrænge, hvor radikalt verden forandrer sig. Vi mærker forandringerne dagligt og på alle niveauer i tilværelsen, men når vi bevæger os ud i byen, kan vi ikke få øje på dem. Byen blokerer med sine pæne, velordnede og gnidningsløse æstetiske principper for, at det komplekse og modsætningsfyldte liv, som vi allerede lever, kan komme til syne for os. Det er nok for meget forlangt, at København skal ændre sig lynhurtigt til en by, hvor enhver bygning og ethvert kvarter udgør et flydende, omskifteligt, åbent system. Det sker selvfølgelig ikke, og mindre kan også gøre det. Men noget må ske. Vi skal forstå, at byerne ikke blot bestå af bygningernes arkitektur, men i mindst lige så høj grad af levemønstrenes og netværkernes arkitektur, som den engelske urbanist Stephen Graham formulerer det. Derfor skal arkitekturdebatterne integrere overvejelser om byernes processer, netværker og sociologi - det man kan kalde 'byernes software' - såvel som deres hardware, den konkrete arkitektur. Første og afgørende skridt er, at vi gør os klart, hvor omfattende byernes software differentierer menneskene på leder og kanter og i en mængde forskellige systemer og niveauer, som man ikke får øje på, når man udelukkende opfatter byen som boliger, butikscentre og børneinstitutioner. Sociologen Lars Qvortrup beskriver i sin bog 'Det multikomplekse samfund', at vi har forladt en verden med ét centrum til fordel for en verden med mange centre. Verden kan ikke længere kaperes som et hele; den kan ikke samles i ét tænkningssystem eller afsløres af et enkelt perspektiv, siger Qvortrup, og han advarer, at »hvis vi ikke følger med og udvikler begreber, der matcher disse radikale og dybtgående forandringer, så begriber vi ikke, hvad der foregår. Så bliver vi blinde for forandringerne og bilder os ind, at vor tids samfund er det samme som det gamle, bare tilsat en ordentlig dosis informationsteknologi«. Det er risikoen for danskerne og københavnerne, hvis vi ikke begynder at inddrage byernes software i diskussioner om arkitektur og byplanlægning. Det sker i akademiske kredse, og det sker f.eks. i den åbne foredragsrække om fremtidens byer, som tænketanken Byforum har stået for i København her i efteråret, men det finder ikke vej til den brede debat. Det skal det for at begynde de erkendelsesmæssige forandringsprocesser, som er nødvendige. Det er på høje tid, vi begynder at integrere vilkårene for det moderne liv i vores arkitektur og byer i stedet for at fortrænge dem. For i at erkende de forandringer, verden undergår, og arbejde med dem, ligger den gevinst, at vi som mennesker bliver mere livsduelige og i stand til også at arbejde reflekterende og kritisk værdibetinget med de nye livsvilkår. Og det bliver den helt store udfordring i fremtiden, menneskeligt og mellemmenneskeligt.