0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

For fredens skyld

Anders Tybjerg og John Nordbo

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Verdenshandelsorganisationen WTO's topmøde i Qatar i weekenden finder sted i skyggen af 11. september. Også derfor må udryddelse af fattigdom sættes højere på dagsordenen end økonomisk vækst, mener to NGO-repræsentanter i den danske regerings delegation.

Det var umiddelbart efter Murens fald i 1989, at USA's daværende præsident, George Bush, præsenterede ideen om en ny verdensorden. Fjenden var nu blevet ven, truslen var væk og kursen sat mod visionen om den evige fred, sådan som den blev formuleret af den tyske filosof Immanuel Kant tilbage i 1795. Kants tanke var, at internationalt samarbejde skulle være grundlaget for en mere fredelig og retfærdig verden.

Efter Anden Verdenskrig fik vi FN, og dermed var der lagt en grundsten til Kants vision. Men George Bush fik ikke sin ny verdensorden. Verden ville det anderledes, og 1990'erne blev med krige på Balkan, uroligheder i de gamle sovjetrepublikker, borgerkrige i Afrika, skindemokratiske regimer i Latinamerika, krig i Mellemøsten og opstande i Asien et ganske voldeligt årti. Noget var gået galt.
Visionen var blevet væk, og den blev endnu sværere at få øje på, da sønnen George W. Bush kom til magten og straks begyndte at melde USA ud af det internationale samfund. Så kom 11. september, og USA fik igen brug for omverdenen.

Det er på den baggrund, at World Trade Organizations 4.
ministerkonference i Qatar skal ses som en uhyre vigtig politisk begivenhed. Her mødes fra 9. til 13. november 142 regeringsdelegationer med det formål at begynde forhandlinger om bindende regler for verdenshandelen. Og netop det faktum, at vi taler om bindende regler, og ikke om uforpligtende deklarationer, enhver uansvarlig regering kan overtræde efter behag, er centralt.

Det betyder, at vi her har at gøre med det nærmeste, vi kommer en international retstilstand. Retstilstanden fremkommer ved, at andre lande har ret til at pålægge et enkeltland handelssanktioner, hvis landet ikke retter sig efter de regler, man i fællesskab er blevet enige om.
Det er unikt i international sammenhæng, hvor den gode vilje ellers er det gældende princip. Dertil kommer, at da alle lande er involveret i international handel, ikke mindst de rigeste, og da penge regerer verden, er det en meget effektiv - og måske den eneste realistiske - vej mod en global retsorden.

Hvad mere er, så giver WTO's princip om bindende regler selv de fattigste lande en unik indflydelse på verdens mægtigste økonomier. En sådan magt ville de lande aldrig have uden en organisation som WTO. Dermed er vi tilbage ved Kants tanker om et forpligtende internationalt samarbejde som forudsætning for den evige fred.

Men ét er teori, noget andet er virkelighed, og den er, at WTO i sin nuværende form så langtfra er et fredens instrument. Oven i det kommer, at WTO siden sammenbruddet på WTO's 3. ministerkonference i Seattle i 1999 mest af alt har været at sammenligne med en groggy bokser, der desperat klamrer sig til tovene og venter på gongongens befriende signal. Meget står derfor på spil i Qatar. Ikke mindst organisationen selv.

For det, vi oplevede i Seattle, var ikke kun en uenighed om forhandlingernes substans. Det var også en ekstrem frustration over at være sat uden for døren, der i ottende time førte til, at først de afrikanske lande og siden en række latinamerikanske og caribiske udsendte en erklæring om, at hvis ikke de omgående blev inddraget i forhandlingerne, så ville man næppe kunne acceptere resultatet. Lige meget hjalp det. De store lande fortsatte forhandlingerne bag lukkede døre i det såkaldte grønne værelse uden af den grund at nå til enighed om noget som helst.

Hvis den historie gentager sig, kan det blive endnu en pind til WTO's ligkiste. Derfor må fokus være på at skabe en organisation, hvor også de fattigste landes interesser bliver tilgodeset, og hvor forhandlinger foregår på en gennemskuelig vis. Det må bl.a. betyde, at man i Qatar bliver enige om at forhandle på en måde, så det ikke blot er de store lande, der aftaler tingene på plads, og så har de fattigste lande værsgo at skrive under.

For selvom det er klart nok, at man ikke kan føre realitetsforhandlinger mellem 142 lande på én gang, så må man på anden måde sikre, at der bliver taget højde for alles synspunkter. Det gældende princip er ganske vist, at alle beslutninger træffes ved konsensus. Men for de fattigste lande har traditionen i de internationale handelsforhandlinger nærmere været, at man har fået et tilbud, man ikke kunne sige nej til uden at udsætte sig selv for repressalier i form af inddragelse af bistand eller handelsfordele.

Den slags cowboymetoder er selvsagt ikke acceptable, og hvis det er den måde, forhandlingerne kommer til at foregå på i Qatar, så har WTO - og verdenssamfundet - et alvorligt problem. For WTO kan det betyde, at organisationen kun bekræfter billedet af sig selv som de riges udemokratiske og lukkede klub og dermed også sætter sin legitimitet over styr.

Men selv hvis mødet i Qatar forløber til alles tilfredshed, er der stadig meget at gøre for at skabe en mere demokratisk organisation. Der er f.eks. betydelig forskel på den forhandlingskompetence, de enkelte lande har. Omkring 30 lande har således slet ikke noget kontor i Genève og deltager dermed heller ikke i de 40-50 ugentlige møder, WTO afholder året rundt. Derimod har f.eks. USA 250 forhandlere på deres ambassade i Genève. En anden ting, man bør se nærmere på, er WTO's tvistbilæggelsessystem. Det er i virkeligheden organisationens kraftcenter, fordi det er her, man afgør, om et land har overtrådt reglerne, og hvad boden skal være.

Det kræver imidlertid ganske store ressourcer at rejse en sag, og det favoriserer de rige lande. Det kunne man afhjælpe ved at supplere tvistbilæggelsessystemet med en slags offentlig anklager. Denne skulle af egen drift tage sager op og føre dem på vegne af de berørte lande.
Ligeledes kunne man have en ordning med beskikkede advokater og fri proces. Så ville det i langt højere grad blive et system til alles gavn.

Yderligere er der et behov for en større grad af åbenhed om det daglige arbejde, både internt og eksternt. Det vil f.eks. sige, at møder varsles i god tid, så alle har mulighed for at forberede sig. At dagsordener og vigtige papirer er tilgængelige for offentligheden, og at både WTO's sekretariat og medlemslandene viser en vilje til at inddrage parlamentarikere og interesseorganisationer i de løbende diskussioner i stedet for blot at overlade det til embedsværket. Det er vigtige sager, WTO træffer beslutninger om, og derfor skal diskussionerne også ud af forhandlingslokalerne. Ellers bliver WTO et elitært projekt.

Men ét er procedurer, noget andet er substans, og selvom man formår at tilrettelægge forhandlingerne på en fair måde, så er der stadig langt mellem i- landenes og u-landenes synspunkter. På den ene side ønsker de rige lande, at man på ministerkonferencen beslutter at indlede en ny flerårig runde af forhandlinger om liberaliseringer af verdenshandelen. Derimod mener u-landene, at minister-konferencen først og fremmest skal bruges til at gøre noget ved det fundamentale problem, at de rige lande ikke lever op til deres forpligtelser.

Det gælder f.eks. på landbrugsområdet, hvor det ved dannelsen af WTO i 1995 blev aftalt, at de rige lande skulle reducere deres massive landbrugsstøtte med beskedne 20 procent, så u-landene fik bedre muligheder for at konkurrere på landbrugsprodukter. Det er ikke sket.
Tværtimod er landbrugsstøtten i de rige lande faktisk steget med 10-20 procent i de senere år. Det har kunnet lade sig gøre, fordi de rige lande har skabt nye støtteordninger, som ikke umiddelbart er omfattet af løfterne fra 1995.

Overordnet set er situationen på landbrugsområdet, at mens bønder i u-lande ikke får nogen støtte fra staten, så modtager landmænd i EU i gennemsnit 135.000 kr. om året. Amerikanske landmænd får nogenlunde samme beløb forærende af skatteborgerne, mens japanske bønder får endnu mere.
Over for det står, at u-landene i takt med en tilvækst i befolkningen mere end nogensinde før har brug for at udbygge landbruget, så man kan brødføde sig selv. Men Vesten bidrager til det stik modsatte ved gennem massive støtteordninger til egne landmænd at påføre u-landenes bønder en unfair konkurrence og ultimativt udkonkurrere dem.

Bortset fra landbrugsvarer opretholder den vestlige verden også høje toldmure på en række industrielle produkter, og samlet set er det et ganske betydeligt tab, u-landene lider. Der er forskellige beregninger for, hvor stort udviklingslandenes tab er som følge af i-landenes subsidier og importbegrænsninger. Verdensbanken står for det mest konservative skøn med 100 milliarder dollar per år. FN's organisation for handel og udvikling, UNCTAD, er noget mere vidtgående og mener, at tallet nærmere er 700 milliarder dollar om året. Til sammenligning er den globale udviklingsbistand på godt 50 milliarder dollar om året.

Der vil altså være betydelige gevinster for udviklingslandene ved en liberalisering. Ikke mindst må vi af med fænomenet 'toldeskalationer'. Dette begreb dækker over, at jo mere forarbejdet et produkt er, jo højere told lægger man på. Det betyder, at man fastholder u-landene i en rolle som leverandører af billige råvarer til de rige landes industrier, som derefter står for forarbejdningen og sælger videre med stor værditilvækst. Den arbejdsdeling skal ændres, og derfor skal toldeskalationer afskaffes. Det er åbenlyst, at intet land for alvor kan få gang i en økonomisk vækst, hvis man baserer økonomien på salg af råvarer.

Specielt ikke når priserne på råvarer er konstant faldende og i dag for mange varer har nået et historisk lavpunkt.
Et område, hvor der også skal ske fremskridt, er med hensyn til WTO's patentregler. Det, der også kendes som TRIPS. Her skal udviklingslandene have bedre muligheder for at sikre sig billig medicin. Problemet blev kendt, da en række medicinalvirksomheder lagde sag an mod den sydafrikanske regering, fordi Sydafrika truede med at bryde virksomhedernes patentret og iværksætte kopiproduktion eller parallelimportere billig medicin til behandling af især aids.

Det ville man gøre for at bryde medicinalindustriens prismonopol og derved få prisen ned. For et patent er netop et monopol, og monopolet betyder, at virksomheden selv kan fastsætte prisen på sit produkt. Det giver sig udslag i et lille udbud og høje priser med den konsekvens, at en lang række mennesker er afskåret fra at købe varen. Hvis varen er widescreens og håndmiksere, er skaden til at overse. Men hvis varen er medicin, kan det have fatale konsekvenser.

Den besked er gået rent ind, og derfor forbereder WTO nu en erklæring om patenter og medicin til vedtagelse på ministerkonferencen. Det er helt klart, at en sådan erklæring må give udviklingslandene nogle substantielle indrømmelser og ikke blot nogle højt besungne hensigtserklæringer uden reel værdi. For et patent er en kontrakt mellem et samfund og en virksomhed. Men balancen er tippet, og kontrakten må genforhandles, så u-landene enten får tilbudt medicinen til en pris, der afspejler købekraften i det pågældende land, eller får mulighed for at udstede tvangslicenser og parallelimportere kopimedicin.
Det vil også være nødvendigt, at man ser på TRIPS-aftalen som helhed.

For faktum er, at langt over 90 procent af verdens patenter indehaves af vestlige virksomheder. Det skal ses i sammenhæng med, at patentsystemet i dag er meget mere restriktivt, end da de vestlige og sydøstasiatiske lande udviklede deres økonomier. Der er altså i dag nogle helt andre vilkår for de spirende økonomier i udviklingslandene, end der i sin tid var gældende for vores egen verden. Derfor må man tage TRIPS-aftalen op til revurdering og finde en mere passende balance mellem hensynet til kommercielle rettigheder og behovet for at understøtte den økonomiske vækst i udviklingslandene.

Et andet område, vi mener, bør have høj prioritet i de fremtidige WTO- forhandlinger, er miljø. Det er sagt i erkendelse af, at der ikke mindst blandt u-landene er stor modstand over for at forhandle nærmere regler for miljøhensyn. Man frygter, at de rige lande vil bruge det til at holde u-landenes produkter væk fra egne markeder ved at sætte så høje miljøstandarder, at kun de færreste udviklingslande kan leve op til kravene. Samtidig vil det fordyre produktionen, så u-landenes produkter mister noget af deres konkurrencedygtighed, og 'Made in Hongkong' vil ikke længere være ensbetydende med en favorabel pris. Da u- landene så ofte før har oplevet, at de rige finder alverdens kreative måder at beskytte deres egen industri på, er det en berettiget frygt, og derfor må man vise, at man mener det alvorligt med miljøet.

Det kan ske ved at give prioritet til liberaliseringer på områder, som gavner miljøet. Et eksempel er fiskeri-subsidier, hvor de rige landes subsidier i dag fører til overkapacitet i fiskerflåderne og overfiskning på verdens fiskebanker. Sådanne subsidier bør reguleres og reduceres i WTO. I det hele taget bør der løbende gennemføres miljøkonsekvensvurderinger af de forslag, som fremsættes i den kommende WTO-runde. Målet skal være, at de endelige aftaler skrues sammen på en måde, så der tages størst muligt hensyn til miljøet.

Til sidst vil vi pege på vigtigheden af, at man i de kommende forhandlinger også inddrager spørgsmålet om beskyttelse af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder. Også her er der en stor modstand fra mange u-lande, fordi man frygter, at det vil fratage dem den konkurrencefordel, de har i kraft af et lavere lønniveau. Den fordel skal de ikke berøves, men samtidig er der en risiko for, at øget frihandel fører til social dumping, hvor skruppelløse virksomheder placerer produktionen i de lande, der har den dårligste beskyttelse af arbejdere og deres rettigheder, fordi det vil være synonymt med lavere omkostninger.

Derfor skal vi have aftaler til at beskytte arbejderne, og det bør ske med afsæt i det sæt af konventioner, FN's arbejdsorganisation, ILO, har udarbejdet for de mest grundlæggende arbejdstagerrettigheder. Det er f.eks. retten til at være fri for slaveri og tvangsarbejde, retten til medlemskab af en fagforening og eliminering af de værste former for børnearbejde. I en kommende WTO-runde vil det være helt rimeligt at diskutere, hvordan de internationale handelsregler kan fremme overholdelsen af disse konventioner, så økonomisk vækst ikke skabes på bekostning af basale menneskerettigheder.

Disse områder udgør efter vores opfattelse nogle af de væsentligste udfordringer for WTO og ministerkonferencen. Helt grundlæggende må det gælde, at hvis WTO skal gøre en positiv forskel for udviklingslandene, så skal udryddelse af fattigdom stå over enøjet økonomisk vækst. Den internationale økonomi kan ikke bare bevidstløst fortsætte ud af det spor, hvor de rige bliver rigere, og de fattige bliver fattigere.

Mon ikke også vi alle er bevidste om, at fattigdom er den ideelle grobund for social uro og konflikt. En opvækst i et slumkvarter i New Delhi, som børnesoldat i Congo eller på gaden i Rio de Janeiro er ikke kun en menneskelig tragedie. Det er også en trussel mod den sociale stabilitet og i sidste instans mod freden i vores egen verden.

Det er derfor, WTO's 4. ministerkonference handler om meget mere end økonomisk vækst. Af samme grund vil 11. september kaste en tung skygge over konferencen, og der vil blive sagt mange pæne ord om nødvendigheden af en ny verdensorden. Men vil EU og USA kunne tilsidesætte snævre økonomiske interesser og gøre ministerkonferencen til en indsats for freden? Eller er det blot retorikken, der har ændret sig? Det vil Qatar blive en test på.