Ophavsretten er incitament til at skabe nye kulturelle og videnskabelige værker, der kan indbringe stort økonomisk udbytte. Men hvad sker der, når det bliver umuligt at håndhæve ophavsretten? Det giver kronikøren, der er tilknyttet Instituttet for Fremtidsforskning, et bud på. Ifølge TTR, en amerikansk virksomhed, der beskæftiger sig med kopisikring af cd'er, mister den globale musikindustri årligt omkring 40 milliarder kroner på grund af ulovlig kopiering af cd'er eller ulovlig distribution af musik som mp3-filer via internet. I år 2000 gjorde Stephen King det muligt for folk at læse hans kortroman 'Riding the Bullet' på internet mod at betale 2,5 dollar (cirka 20 kr.). Over 400.000 valgte at gøre dette alene det første døgn. Det lykkedes imidlertid nogle hackere at knække krypteringen af bogen. Hvor mange har læst Kings bog uden at betale? Disse eksempler er blot to af mange, der viser, at ophavsretten, som vi kender den i dag, er i alvorlig krise. Ulovlig kopiering og distribution er blevet både let og billig og umulig at forhindre. Når man nævner ordet ophavsret, tænker de fleste - som det er tilfældet i eksemplerne ovenfor - på copyright af tekster og musik, men begrebet dækker også patentrettigheder og alt andet, som man på engelsk kalder intellectual property. Tekst, software, musik, film og billeder er alle berørt af copyright, og blandt områder, hvor patentrettigheder gør sig gældende, kan nævnes medicinal forskning, bioteknologi, mikroelektronik og processer inden for materialeteknologi. Ideen bag ophavsret er, at der skal være en fordel ved at bruge tid og kræfter på nytænkning. Fordelen består i en økonomisk belønning for arbejdet, idet alle, der bruger det produkt eller den proces, der er kommet ud af arbejdet, skal betale en afgift for brugen - i hvert fald så længe, som ophavsretten består. Men hvad der er godt for nogle, er skidt for andre, og ophavsrettens medalje har en bagside. Den, der sidder med ophavsretten til noget, bestemmer selv størrelsen af udbuddet og af afgiften for brug, og vedkommende sidder således reelt på et monopol. Der er ingen sammenhæng mellem produktionsomkostningerne og den endelige pris - prisen bestemmes alene ved, hvad kunderne er villige til at give for et produkt, hvortil der måske ikke findes noget alternativ. Hvor meget er en dødeligt syg patient villig til at give for medicin, der kan holde sygdommen i ave? Hvordan har han det med bevidstheden om, at medicinen kunne koste en brøkdel, hvis andre fik lov til at lave den på frie markedsvilkår? Ud over at ophavsretten er et incitament til nytænkning, er den altså også medvirkende til, at udbredelsen af ny teknologi og viden bliver hæmmet. Samfundet står således i et dilemma: Det er godt for samfundet, at nogen bruger tid og kræfter på nytænkning, men det er ikke godt, at nogen bagefter sætter sig tungt på rettighederne til det, der kommer ud af nytænkningen. Ophavsret er historisk set en relativt ny opfindelse. Middelalderens og renæssancens kunstnere og komponister blev betalt til livets ophold af mæcener og var formentlig glade, hvis nogle fandt på at efterligne dem - imitation er den mest oprigtige smiger, som forfatteren C.C. Colton engang sagde. Under renæssancen begyndte frimurerne og andre lav at gøre et stort nummer ud af at beskytte deres arbejdsmetoder, og da industriens teknikker muliggjorde store oplag af trykte ting, begyndte man at indføre egentlig copyright. Før i tiden var de kræfter, man brugte på udviklingen af et produkt, normalt små i forhold til produktionen og distributionen af produktet. Det gjorde det forholdsvis nemt at beskytte ophavsretten - kun få var i stand til at lave kopier til en lavere pris end originalen, og det tunge distributionssystem gjorde det generelt nemt at opspore dem, som lavede ulovlige kopier. Men byrdeforholdene har ændret sig med tiden, og i dag udgør udviklingen en stadig større del af arbejdet omkring et produkt, mens produktion og distribution fylder mindre. Der er god grund til at tro, at dette forhold vil blive endnu mere markant i fremtiden, hvor produktion og distribution bliver mere og mere automatiseret. For produkter, der kan digitaliseres, er byrden omkring produktion og distribution stort set forsvundet. De 'hårde' elektroniske medier bliver stadig billigere at producere og lettere at transportere - et leksikon kan brændes på en cd, som koster få kroner at producere, og kan distribueres til kunden i et almindeligt brev. Når kopieringen sker på en computer, og distributionen sker via internet, er omkostningerne endnu mindre. Vi er nået dertil, at når et produkt eksisterer, så er det trivielt at lave og distribuere en kopi, der er lige så god som originalen. Og hvordan beskytter man så ophavsretten? Det er ikke kun inden for de digitaliserbare medier, at problemet findes, det er også begyndt at vise sig inden for den højteknologiske industri. Vi så det i starten af 2001, da medicinalbranchen protesterede mod, at Sydafrika købte billig kopimedicin til behandling af landets aids-smittede. Det havde kostet de involverede medicinalfirmaer milliarder at udvikle medicinen, men i det øjeblik, den var i handelen, var det forholdsvis enkelt for piratvirksomheder i Asien at starte en billig kopiproduktion. Sagen kan også bruges til at belyse bagsiden ved ophavsret: De vestlige medicinalfirmaer brugte deres reelle monopol til at sælge medicinen til en langt højere pris, end det kostede at producere den, hvorved udbredelsen af medicinen til dem, der havde brug for den, blev stærkt begrænset. Vi kan også forudse, at brud på ophavsretten vil blive et problem inden for bioteknologi. I dag forsøger mange virksomheder at tage patent på diverse genmodificerede livsformer. Men hvordan forhindrer man ulovlig kopiering af noget, der er i stand til at formere sig selv, sådan som det f.eks. er tilfældet med manipulerede kornsorter? Man forsøger i branchen at modificere generne på 'produkterne', så de kun er i stand til at formere sig nogle få gange, eller så 'afkommet' mangler de modificerede gener. Dette gøres ved at modificere nogle andre gener end dem, der bærer de egenskaber, som brugerne er interesseret i. Men genetiske 'koder' kan knækkes lige så vel som elektroniske koder, så industrien vil formentlig blive offer for bio-hackere, i samme grad som edb-branchen er blevet det af data-hackere. Når de generende gener er skiftet ud med nogle tilsvarende fra en umodificeret livsform, har man en biologisk 'piratkopi', der kan kopieres i én uendelighed. De bioteknologiske firmaers bekymring for deres patenter kan ses på den enorme mængde af retssager, der kører, om brud på patentrettigheder. Nogle af disse retssager er direkte absurde, som for eksempel en retssag mellem firmaet Monsato og den canadiske landmand Percy Schmeiser. Schmeiser, der har dyrket raps i 50 år, opdagede, at nogle af naboens Roundup-resistente rapsplanter havde bredt sig til hans marker, og brokkede sig til naboen. Kort efter ankom nogle repræsentanter fra Monsato (der fremstiller både Roundup og den resistente rapsplante) og tog nogle prøver og lagde derefter sag an mod Schmeiser for brud på patentrettigheder og for at have anskaffet sig planterne på ulovlig vis. Det mest absurde er måske, at retten har kendt Schmeiser skyldig og dømt ham til at betale over en million kroner i erstatning og har beslaglagt hele hans lager af rapsfrø - inklusive den sort, som han har brugt et halvt århundrede på at fremelske. I princippet er ingen højteknologiske områder sikre. Når først hovedvægten af arbejdet omkring et produkt ligger i udviklingsfasen - som så også kommer til at bestemme størsteparten af produktets pris - vil det kunne betale sig for andre at fremstille og distribuere ulovlige kopier. Det er der i princippet ikke noget nyt i, det nye består i, at det i højere grad bliver muligt for lægmænd at stå for den ulovlige fremstilling og distribution. Det ser vi allerede nu for digitaliserede produkter, som snart hvermand kan kopiere ved hjælp af billige cd-brændere og sende ud som breve, hvis hele den ulovlige produktion og distribution da ikke foregår i cyberspace. Derved får vi en decentralisering af piratkopieringen, som gør det praktisk umuligt at forhindre den. Der er ikke længere tale om skjulte piratfabrikker, som kan knækkes ved razziaer mod nogle få centre for produktion og distribution. At lave politiaktioner mod privatpersoner, der har kopieret fire-fem cd'er, er simpelthen ikke anstrengelsen værd. Så hvad gør man? Man må forestille sig, at industrien vil gøre sig anstrengelser for at begrænse kopiering gennem for eksempel øget brug af kryptering og hemmeligholdelse af processer. Allerede i dag vælger mange firmaer at hemmeligholde deres processer for at undgå den implicitte offentliggørelse, der ligger i at få patent. Men sådanne tiltag kan risikere at gøre brugen eller fremstillingen af produktet så besværlig, at det ikke er umagen værd. Desuden betyder den hastige udvikling i computer-hardware og -software, at det kan vise sig umuligt på andet end meget kort sigt at forhindre, at koder knækkes, og processer gennemskues. Og når først katten er lukket ud af sækken, kan den ikke stoppes ind igen. En anden måde at tackle problemet på kan være at lægge byrden tilbage på produktion og distribution. Dette kan for eksempel ske ved en individualisering af produkterne til den enkelte forbruger - en slags 'production on demand', ligesom vi i dag kender 'print on demand'. Man må formode, at dette kræver en mere omstændelig produktionsproces, der vanskeligere lader sig eftergøre af lægmænd eller piratproducenter. Dette betyder også, at en eventuel kopi ikke vil være lige så god som originalen - et produkt, der er skræddersyet til Hansen, vil sandsynligvis ikke passe perfekt til Jensen. I og med at det også kræver en mere direkte kontakt mellem producent og forbruger, vil det også være nemmere at finde frem til piratproducenter. Det mest interessante er imidlertid at forestille sig den ikke helt usandsynlige situation, hvor det i det store og hele er umuligt at beskytte ophavsret, en verden, hvor det, at et produkt eller en proces eksisterer, betyder, at alle har adgang til at bruge det eller den. Hvad skal så træde i stedet for ophavsretten som incitament til nytænkning? Problematikken har været diskuteret i Dansk Forfatterforening omkring kopiering af tekster. Et forslag, som blev bragt i medlemsbladet Forfatteren i foråret 2001, var, at forfatterne skulle holde op med at forvente at tjene penge på bogsalg. I stedet skulle udgivelsen (på papir eller i elektronisk form) af en roman, essay, novelle eller et digt tænkes som reklame for en foredragsturné eller anden personlig optræden, som forfatteren kan tage sig betalt for. Den samme tankegang kan overføres til musik, hvor pladeudgivelser allerede i dag i høj grad fungerer som reklame for koncertturneer. Hvis denne tanke tænkes fuldt ud, giver det den noget bagvendte konsekvens, at en forfatter måske vil betale et forlag for at få oversat et værk til et andet sprog (så han kan tage på turné i sprogområdet), i stedet for at det er forlaget, der betaler for at få lov til at udgive værket i oversættelse. Denne løsning fungerer dog ikke så godt, når man bevæger sig væk fra det personlige skaberværk til det mere industrialiserede såsom Hollywoodfilm eller udviklingen af højteknologiske produkter. De milliarder, det koster at udvikle for eksempel en revolutionerende ny medicin, kan næppe tjenes ind ved, at forskerne bag udviklingen rejser rundt i verden og fortæller om deres arbejde. Her kan man som en mulig løsning forestille sig en øget brug af samfundsmæssig finansiering. Det er i verdenssamfundets interesse, at der bliver udviklet ny medicin, så verdenssamfundet over skatterne kan betale for, at det sker. Det har ydermere den fordel, at medicinen (eller hvad det nu er), når den er udviklet, bliver tilgængelig for alle til produktionspris - en pris som, baseret på den generelle udvikling, der er nævnt tidligere i artiklen, formodentlig vil være forsvindende lille. I dag har firmaer interesse i at udvikle produkter, som kunden er nødt til at købe med jævne mellemrum, enten medicin, der holder en sygdom nede i stedet for at helbrede den, eller produkter med indbygget forældelse (biler uden rustsikring, nye udgaver af software, der ikke er kompatible med de gamle, osv.). Hvis det er samfundet (nationalt eller globalt), der finansierer udviklingen af produkter, vil det være i dets interesse at gøre dem så effektive og holdbare som overhovedet muligt - medicin, som helbreder, biler, som holder halvtreds år, osv. Men samfundsmæssig finansiering er heller ikke nogen universalløsning. Hvem bestemmer, hvad der skal udvikles? Hvem afgør, hvilke ideer der er gode nok? I en markedsøkonomi har alle ideer i princippet samme chance for at blive ført ud i livet og alle stemmer samme chance for at blive hørt - den garanti har man ikke, når der sidder en komité og fordeler midlerne. Man risikerer nemt, at en elite kommer til at sidde på magten og handler efter egen dagsorden eller er modtagelige for bestikkelse eller nepotisme. CopyDan opkræver afgifter for bl.a. uindspillede videobånd og brændbare cd'er, men brancheorganisationerne er en del i vildrede om, hvordan pengene skal fordeles. Hvordan finder man ud af, hvem der er blevet snydt? I sidste ende bliver pengene brugt, som organisationerne mener, det er bedst - hvorved de også egenrådigt bestemmer, hvad det bedste er. Hvad ellers? Billedet af en decentraliseret produktion og distribution giver minder om anarkismens slagord om 'ingenting i midten, alting i periferien' (noget, der også passer fint på det meget succesfulde internet), så måske er det værd at tage denne gamle tanke op igen, nu hvor informationsteknologien kan fungere som infrastruktur til Piotr Kropotkins drøm: »Et sammenflettet netværk sammensat af en uendelig variation af grupper og føderationer af alle størrelser og grader, lokale, regionale, nationale og internationale - midlertidige eller mere eller mindre permanente - til alle mulige formål« (citeret fra Kropotkins artikel om anarkisme i Encyclopedia Brittanica, 11. udgave). I computerverdenen bliver operativsystemet Linux (en konkurrent til Windows) faktisk udviklet på en måde, der minder en del om dette: Linux bliver udviklet og vedligeholdt af dem, der bruger det, uden anden belønning end anerkendelse blandt andre brugere. Med andre ord: Produktet bliver udviklet, produceret og distribueret af det samme netværk, som bruger det. Måske skal der findes helt nye løsninger ved nytænkning - en grundig analyse af svagheder og styrker ved det eksisterende system og overvejelser over, hvad der kan træde i stedet. En ting er sikkert: Det er ikke en problematik, vi kan tillade os at ignorere.