At forestille sig, at Gud fører krig, er at tiltro ham menneskehedens værste galskab. Det er ikke Guds krig. Det er en forfærdelig, nødvendig og ydmygende politiaktion for at rette op på vore efterretningstjenesters fejltagelser, skriver den engelske forfatter, der også gør op med Bush og Blair. 8. oktober 2001. 'Bombningen er begyndt', råber dagens overskrift ned i hovedet på mig fra den normalt tilbageholdende avis The Guardian. 'Vi er med i kampen', lyder det som et ekko fra den lige så forsigtige Herald Tribune med et citat fra George W. Bush. Men hvem er vore kampfæller? Og hvordan vil kampen ende? Hvad med Osama bin Laden i lænker og med en mere uforstyrret og kristusagtig mine end nogensinde før, når han står foran sejrherrernes domstol med Johnny Cochrane som forsvarer? Der er ingen, der vil tænke på billetprisen til retssalen - det er helt sikkert. Eller hvad med en bin Laden, som er sprængt i stumper og stykker af en af disse kloge bomber, de altid snakker om? Dem, der dræber terroristerne i hulerne, men ikke ødelægger det fine porcelæn. Eller er der en løsning, jeg ikke har tænkt på, som kan forhindre os i at gøre vores ærkefjende til en ærkemartyr for de mennesker, der allerede betragter ham som halvt guddommelig? Alligevel må vi straffe ham. Vi må stille ham for retten. Ligesom ethvert andet fornuftigt menneske ser jeg ikke andre muligheder. Send fødevarer og medicin ind i landet, sørg for nødhjælp, hjælp de sultende flygtninge og fej de lemlæstede forældreløse og deres legemsdele op - undskyld, 'følgeskaderne' - men bin Laden og hans forfærdelige mænd er vi simpelthen nødt til at fange. Alligevel er det, som USA har brug for mest af alt i dette øjeblik, endda mere end gengældelse, desværre flere venner og færre fjender. Og det, som USA - ligesom os briter - samler til overflod, er endnu flere fjender; for efter alle de bestikkelser, trusler og løfter, der har holdt sammen på den skrøbelige koalition, kan vi ikke forhindre en ny selvmordsbombemand i at se dagens lys, for hver gang et hovsamissil udsletter en uskyldig landsby. Og ingen kan fortælle os, hvordan vi skal bryde denne onde cirkel af fortvivlelse, had og - igen - hævn. De stiliserede tv-billeder og fotografier af bin Laden leder tankerne hen på en mand, der er præget af homoseksuel narcissisme, og måske er der en spire af håb i det. Når han poserer med en Kalasjnikov, deltager i et bryllup eller studerer en hellig tekst, udstråler hver eneste af hans selvbegejstrede bevægelser en skuespillers bevidsthed om kameralinsen. Han er høj, smuk, yndefuld og intelligent, og han har udstråling. Det er alt sammen kvaliteter, medmindre man er verdens mest eftersøgte mand og på flugt. Når man er det, er de en hæmsko, der er svær at skjule. Men større end alle disse kvaliteter er i mine trætte øjne hans næsten uudholdelige mandige værdighed, hans appetit efter selviscenesættelse og hans hemmelige stræben efter offentlig opmærksomhed. Og måske vil disse træk blive hans endeligt og forføre ham til en fatal selvdestruktiv handling, som vil blive skrevet, produceret, instrueret og spillet ud i yderste konsekvens af Osama bin Laden selv. Ud fra de vedtagne regler for terroristiske handlinger er krigen naturligvis for længst tabt. Hvilken sejr kan vi i vore egne øjne på nogen måde opnå, som kan kompensere for de nederlag, vi allerede har lidt, uden endda at tænke på de nederlag, som ligger foran os? »Terrorisme er et teater«, sagde en elskværdig palæstinensisk urostifter til mig i Beirut i 1982. Han talte om mordene på israelske sportsfolk ved de olympiske lege i München, men han kunne lige så godt have talt om tvillingetårnene og Pentagon. Den afdøde Bakunin, anarkismens missionær, holdt af at tale om gerningens propaganda. Det er svært at forestille sig en mere teatralsk og en mere kraftfuld gerningens propaganda end den aktuelle. Nu må Bakunin i sin grav og bin Laden i sin hule gnide sig i hænderne i triumf, mens vi giver os i kast med selve den proces, som terrorister af deres støbning finder et sådant velbehag i: Vi skynder os at fordoble vore politistyrker og sikkerhedstjenester og giver dem øgede magtbeføjelser. Vi tilsidesætter grundlæggende civile rettigheder, indskrænker pressefriheden, indfører nyhedsbegrænsninger og hemmelig censur. Vi spionerer mod hinanden, og hvad der er værst af alt, vi krænker moskeer og jager uheldige borgere i gaderne, fordi vi er bange for deres hudfarve. Al den angst, vi har - tør jeg flyve? - bør jeg fortælle politiet om det mærkelige par ovenpå? - ville det være sikrere ikke at køre om ad Whitehall her til morgen? - er mit barn sikkert tilbage fra skole? - er min livsopsparing styrtdykket? - det er præcis den form for angst, som de, der angriber os, ønsker, at vi skal have. Indtil 11. september var USA kun alt for glad for at bebrejde Vladimir Putin hans menneskeslagteri i Tjetjenien. Han fik at vide, at Ruslands overtrædelser af menneskerettighederne i det nordlige Kaukasus - vi taler om omfattende tortur og massemord grænsende til folkemord, var man stort set enige om - var en hindring for tættere forbindelser til NATO og USA. Der var endda mennesker - inklusive mig selv - der foreslog, at Putin kunne gøre Milosevic følgeskab i Haag. Lad os ordne dem begge to på en gang. Nå, det er alt sammen fortid. Under udarbejdelsen af den store nye koalition kommer Putin til at ligne en engel i sammenligning med nogle af sine bonkammerater. Kan nogen stadig huske ramaskriget over, hvad der blev opfattet som G8's økonomiske kolonialisme? Og kan nogen huske opstandelsen over udplyndringen af den tredje verden af ukontrollable multinationale virksomheder? Prag, Seattle og Genève præsenterede os for skræmmende scener med blodige ansigter, knust glas, mafialignende vold og politibrutalitet. Blair var dybt chokeret. Alligevel var debatten værdifuld, indtil den druknede i en bølge af patriotisme, der blev behændigt udnyttet af USA. Hvis man nævner Kyoto i dag, risikerer man at blive beskyldt for at være antiamerikansk. Det er, som om vi er trådt ind i en ny slags orwellsk æra, hvor vores personlige troværdighed som kammerater i kampen bliver målt på, i hvor høj grad vi mindes fortiden og bruger den til at forklare nutiden. At mene, at der er en historisk grund til de aktuelle uhyrligheder, er en underforstået måde at undskylde dem på. Enhver, der er med os, kunne ikke drømme om at sige sådan. Enhver, der gør det, er imod os. For ti år siden gjorde jeg mig selv til grin ved som en anden idealist at fortælle enhver, der gad lytte til mig, at nu, hvor vi havde lagt den kolde krig bag os, gik vi glip af en mulighed, der aldrig ville komme igen, nemlig at ændre det globale samfund. Hvor var den nye Marshallplan, sagde jeg? Hvorfor strømmede unge mænd og kvinder fra det amerikanske fredskorps, frivillige fra amerikanske humanitære organisationer og tilsvarende organisationer i Europa ikke i tusindvis ind i det tidligere Sovjetunionen? Hvor var den store statsmand og manden på rette tid og sted, der med mod og visioner kunne definere menneskehedens virkelige, om end jordnære, fjender for os: fattigdom, hungersnød, slaveri, tyranni, narkotika, guerillakrig, racemæssig og religiøs intolerance, grådighed. Nu er alle vore ledere takket være bin Laden og hans løjtnanter pludselig store statsmænd, der løfter deres visionære røst i fjerntliggende lufthavne, mens de tænker på at samle stemmer til næste valg. Der har været en uheldig snak om et korstog og ikke bare fra signor Berlusconi. Korstog indebærer naturligvis en behagelig mangel på historisk forståelse. Foreslog Berlusconi virkelig at befri kristendommens hellige steder og slå hedningerne for panden? Gjorde Bush? Og er jeg helt ude af proportioner, når jeg minder om, at vi faktisk tabte korstogskrigene? Men alt er nu godt: Signor Berlusconi blev fejlciteret, og præsidentens henvisning gælder ikke mere. I mellemtiden fortsætter Blair lystigt sin nye rolle som Amerikas frygtløse talsmand. Blair taler godt, fordi Bush taler dårligt. Set udefra er Blair i dette partnerskab den gudbenådede ældre statsmand med en uangribelig magtbase i sit hjemland, mens Bush - tør man overhovedet nævne det i disse tider - dårligt blev valgt overhovedet. Men hvad præcis repræsenterer den erfarne statsmand Blair? Begge mænd har en høj stjerne i de respektive landes meningsmålinger, men begge er opmærksomme på, hvis de ellers har læst historiebøgerne, at selvom man er populær den første dag af en farlig udenlandsk militæroperation, garanterer det ikke sejren på valgdagen. Hvor mange amerikanske ligposer kan Bush klare uden at miste folkets støtte? Efter gruen i tvillingetårnene og Pentagon ønsker det amerikanske folk ganske vist hævn, men det har en meget kort lunte, når det drejer sig om at udgyde mere amerikansk blod. Blair er - hvad hele den vestlige verden fortæller ham, undtagen nogle få sure stemmer i hjemlandet - amerikanernes veltalende hvide ridder. Han er den frygtløse, tillidsvækkende forsvarer for det evigt sarte midtatlantiske barn. For det særlige forhold mellem de to lande. Om det vil give Blair en fordel under hans næste valgkamp, er noget andet, fordi Blair blev valgt for at redde landet fra forfald og ikke fra Osama bin Laden. Det Storbritannien, som han fører i krig, er et monument over 60 års administrativ inkompetence. Vores sundheds-, uddannelses- og transportsystemer er kørt i sænk. Med en smart bemærkning beskriver man i dag disse systemer som tilhørende den tredje verden, men der er steder i den tredje verden, som er bedre stillet end Storbritannien. Det Storbritannien, som Blair regerer, er forblændet af institutionaliseret racisme, den hvide mands dominans, kaotisk administrerede politistyrker, et alt for kammeratligt juridisk system, umådeholden privat rigdom samt skammelig og unødvendig offentlig fattigdom. Da Blair blev valgt for anden gang, og det var kendetegnet ved en bedrøveligt lav stemmeprocent, anerkendte han disse samfundssygdomme og indrømmede ydmygt, at han var opmærksom på at gøre noget ved dem. Så når man hører den noble klang i hans stemme, mens han fører os modstræbende i krig, og når ens hjerte fyldes af hans ubestrideligt svulstige retorik, så er det værd at huske på, at han måske også dæmpet advarer én selv om, at hans mission for menneskeheden er så vigtig, at man bliver nødt til at vente endnu et år på sin uopsættelige operation og meget længere endnu, før man kan køre til tiden i et sikkert tog. Jeg er ikke sikker på, at dette er emnerne for en valgsejr om tre år. Når jeg ser Blair og lytter til ham, kan jeg ikke modstå det indtryk, at han lever lidt i en drømmeverden, og at han går planken ud på sin egen farlige måde. Sagde jeg krig? Jeg er i tvivl, om Blair eller Bush nogensinde har set et barn, som er sprængt i stumper og stykker, eller været vidne til virkningen af en enkelt klyngebombe, der bliver smidt i en ubeskyttet flygtningelejr. Det er ikke nødvendigvis en kvalifikation for at være en god militærleder at have set sådanne rædsler, og jeg ønsker ikke, at nogen af dem skal opleve det. Men det skræmmer mig alligevel, når jeg ser uslebne politiske ansigter, der skinner af kampens glød, og når jeg hører studentikose politiske stemmer, der stjæler mit kampberedte hjerte. Og vær så venlig, Bush - jeg bønfalder dig, Blair - hold Gud uden for dette! At forestille sig, at Gud fører krig, er at tiltro ham menneskehedens værste galskab. Hvis vi overhovedet ved noget om Gud, hvad jeg ikke hævder, at jeg gør, så foretrækker han effektive nedkastninger af fødevarer, idealistiske læger, forplejning og gode telte til de hjemløse og efterladte. Han foretrækker uden forbehold en passende accept af fortidens synder samt en vilje til at gøre det godt igen. Og han foretrækker os mindre grådige, mindre arrogante, mindre evangeliske og mindre afvisende over for livets tabere. Det er ikke en ny verdensorden, og det er ikke Guds krig. Det er en forfærdelig, nødvendig og ydmygende politiaktion for at rette op på vore efterretningstjenesters fejltagelse. Og for at rette op på vores blinde politiske dumhed, da vi bevæbnede og udnyttede islamiske fanatikere, så de kunne bekæmpe den sovjetiske fjende, hvorefter vi overlod dem til et ødelagt land uden ledelse. Som konsekvens heraf er det vores ynkelige pligt at finde og straffe en samling moderne middelalderlige religiøse fanatikere, som vil opnå mytisk status af den død, som vi gerne vil servere for dem. Og når det er forbi, vil det ikke være forbi. Bin Ladens skyggehære vil samle talrige tilhængere og ikke dø hen i de følelsesmæssige følger af hans tilintetgørelse. Og det samme vil baglandet af tavse sympatisører, der giver tilhængerne logistisk støtte. Forsigtigt og udtrykt mellem linierne vil vi blive inviteret til at tro, at Vestens samvittighed er blevet vækket til dilemmaet for Jordens fattige og hjemløse. Og muligvis vil en ny form for politisk moral blive født af angsten, nødvendigheden og retorikken. Men når skuddene er døet hen, og der tilsyneladende er opnået fred, vil USA og dets allierede så blive på deres post, eller vil de, som det skete tilbage ved afslutningen af den kolde krig, sætte støvlerne på plads og gå hjem i deres egen baghave? Også selvom disse baghaver aldrig vil blive den sikre havn, som de engang var.