Vi kender roden til voldelige konflikter. Alligevel bliver det internationale samfund først alarmeret, når kuglerne flyver gennem luften. Derfor må vi styrke konfliktforebyggelsen. Hvordan gør kronikøren, der er direktør for Baltisk Mediecenter, rede for. Det er egentlig ganske ufatteligt, at Danmark og andre lande ikke tidligere har gjort mere for at forebygge krige i udviklingslande, CIS og Europa - specielt når man tænker på, hvad de har haft af menneskelige og økonomiske omkostninger. Når det meste af verden i dag mobiliserer til kamp mod terrorisme, er det således næppe på grund af mængden af tabte menneskeliv ved terrorangrebet mod USA, men snarere terrorismens trussel mod hele den globale økonomi og mod den eksisterende politiske verdensorden. Den stærkt øgede interesse i at bekæmpe årsagerne til terrorisme bør vi også benytte til at styrke bestræbelserne på at forebygge mange af verdens væbnede konflikter. Der er, om ikke identiske, så dog mange fælles træk ved grobunden for og de udløsende grunde til terrorisme og voldelige konflikter. Vi har længe vidst, hvilke faktorer der er med til at skabe grundlaget for og udløse de voldelige konflikter. Alligevel er det internationale samfund først blevet alarmeret, når kuglerne er begyndt at flyve gennem luften. Først efter et stykke tid med menneskelige tab har FN-systemet været parat til at mægle i konflikten eller at indsætte fredsbevarende soldater. Dette har også indtil for nylig været karakteristisk for Danmarks indsats. Samtidig har vi klappet os selv på skuldrene og fremhævet, at den relativt store fattigdomsorienterede udviklingsbistand er med til at udrydde de sociale uligheder i udviklingslandene og dermed i sig selv forebygger voldelige konflikter. I virkelighedens verden er det dog et skønmaleri. Fattigdomsorienteret udviklingsbistand sikrer først og fremmest et mere tåleligt liv for udviklingslandenes fattige befolkningsgrupper, og at deres interesser styrkes i forbindelse med landenes udvikling. Det er svært at dokumentere en direkte sammenhæng mellem den generelle fattigdomsorienterede bistand og forebyggelse af voldelige konflikter. Derimod kan man se, at de væbnede konflikter som regel rammer de fattigste befolkningsgrupper hårdest og samtidig er helt afgørende hindringer for social og økonomisk udvikling. Derfor må man helt naturligt stille spørgsmålet, om det ikke ville være mere rigtigt inden for dansk bistand til udviklingslandene at prioritere konfliktforebyggelse på linie med eller i visse tilfælde højere end fattigdomsbekæmpelse. Når FN eller en af dens regionale hjælpeorganisationer som f.eks. OSCE gennem forhandlinger søger at bilægge en konflikt, eller når FN-observatører indsættes for at hindre konflikter i at blive voldelige, så kan man naturligvis med god ret hævde, at man prøver at forebygge konflikter. På dette tidspunkt har konflikten dog allerede udviklet sig, så den udgør en trussel mod freden i landet eller regionen, og der er snarere tale om at håndtere en konflikt, så den udvikler sig med færrest menneskelige og økonomiske ofre. FN har peget på, at en aktiv diplomatisk og militær indsats, før en væbnet konflikt bryder ud, vil være mange gange billigere, end en indsats, efter at kampene har rullet hen over verdens tv-skærme. Derfor ønsker man naturligvis medlemsstaternes støtte til en tidlig indsats. Og endnu billigere ville det naturligvis være, hvis man langt tidligere tog fat i de elementer, der er årsag til udviklingen af konflikter. Det er i denne sammenhæng meningsløst at skelne mellem, om forebyggelsen af konflikter starter lige efter, at en krig er afsluttet, eller før en ny krig kunne tænkes at bryde ud. I regioner, hvor der ofte har været konflikter, kan man være sikker på, at nye krige vil bryde ud, hvis ikke de forudsætninger, der skabte de forrige, bliver ændret i mellemtiden. Vi kan konstatere, at demokratier kun sjældent går i krig med hinanden. Men da ca. 90 procent af alle verdens væbnede konflikter ikke er mellem nationer, men internt i et land, er det ikke nok at arbejde hen imod etablering af demokratiske samfundssystemer. Det er også nødvendigt i særlig grad at tilgodese etniske, politiske og religiøse mindretals rettigheder i samfundets opbygning af politiske institutioner, forvaltninger, uafhængige domstole, demokratisk styret politi og militær. Vi ved, at den personlige usikkerhedsfølelse bliver større, hvis statsapparatet er svagt og dårligt fungerende, og er med til at skabe grobund for konflikter. Vi ved, at synlig undertrykkelse og uretfærdig behandling af befolknings-grupper, korruption og magtmisbrug er med til at skabe grundlaget for konflikter. Derfor skal vi støtte opbygning af stærke civilsamfund med fuld ytrings- og forenings-frihed, frie medier uden politisk eller økonomisk kontrol, og gode græsrodsorganisationer, som alle giver borgerne en mulighed for at kontrollere og påvirke udviklingen i retning af et egentligt og grundlæggende demokratisk samfund. Langt de fleste interne konflikter i et land har også rod i nabolandene. Et mindretal i et land er ofte flertallet i et naboland, ligesom den fælles historie og rødderne til de økonomiske og politiske konflikter sjældent respekterer landegrænser. Også flygtningestrømmene fra et land kan meget nemt true stabiliteten i en hel region. Det er derfor nødvendigt at se de fleste konflikter i et regionalt perspektiv og at arbejde regionalt for at forebygge, at de bliver voldelige. Det kan ske ved i fredstid at styrke det regionale samarbejde mellem regeringer, handelsliv, civilsamfundene, medier, flygtninge og menneskerettighedsorganisationer. Men kan vi slet ikke gøre noget med den egentlige udviklings-bistand? Jo, naturligvis. Vi skal være særligt opmærksomme på at løse de udviklingsproblemer, der kan give anledning til konflikter - f.eks. mangelen på drikkevand og deraf følgende slagsmål om de dyrebare dråber. Vi skal naturligvis også være opmærksomme på de graverende økonomiske forskelle og den voldsomme korruption, der forhindrer, at statsapparaterne tager ansvarligt og langsigtet vare på samfundets naturlige, indbyggede konflikter. Ligesom vi skal sørge for ikke at skabe indbyggede konflikter i samfundet, når vi fordeler udviklingsbistanden. Danmark har flere initiativer i gang inden for den langsigtede konfliktforebyggelse. Danida har for nylig offentliggjort sit udkast til 'Handlingsplan for danske konfliktindsatser i Afrika'. Baggrunden er en konstatering af, at voldelige konflikter i og mellem afrikanske lande sammen med udbredelsen af hiv/aids i dag er de væsentligste blokeringer for økonomisk og social udvikling på kontinentet. I handlingsplanen arbejder man med konfliktforebyggende redskaber i form af støtte til opbygning af demokratiske institutioner, fremme af menneskerettigheder, styrkelse af civilsamfundene og den demokratiske kontrol med politi og militær. Endvidere lægger man op til en styrkelse af konflikthåndteringen gennem opbygning af regionale udenrigs- og sikkerhedspolitiske organisationer, effektivisering og professionalisering af militær og politi, opbygning af regionale fredsbevarende militære styrker samt afvæbning, minerydning m.v. efter de væbnede konflikter. Der er med andre ord lagt op til at inddrage alle de eksisterende redskaber, vi som udenforstående kan bruge til at undgå omfattende voldelige konflikter i Afrika. Kigger man på den økonomiske prioritering i de meget foreløbige budgetter, udgør den konfliktforebyggende indsats kun 10 mio. kr. ud af et samlet budget på omkring 270 mio. kr. til konfliktforebyggelse og -håndtering. Man må derfor håbe, at den samlede økonomiske ramme bliver øget, eller at der sker en omprioritering, så man anvender yderligere midler på en langsigtet konfliktforebyggelse.Med den aktuelle fokus på international sikkerhed og vores viden om de væbnede konflikters hindring af social og økonomisk udvikling bør der ikke være tvivl om prioriteringen. Der skal naturligvis flere penge i spil. Næsten diametralt modsat har prioriteringen været i Udenrigsministeriets Program for Fred og Stabilitet - Fresta - der dels retter sig mod Sydøsteuropa med de tidligere jugoslaviske republikker og deres nabolande, dels i mindre omfang mod de tidligere sovjetiske nærområder og republikker i Kaukasus og Centralasien. For at styrke det regionale samarbejde mellem civilsamfundene i Sydøsteuropa og den demokratiske udvikling i hvert enkelt land har Fresta fremmet regionale netværk inden for flygtninge-, menneskerettigheds-, ungdoms- og medieområderne. Fresta har dog undladt at støtte opbygningen af de stadigt svage statsapparater og med undtagelse af Serbien at fremme en øget demokratisk kontrol og professionalisering af sikkerhedsapparatet i form af politi og militær. Selve konflikthåndteringen bliver i dag varetaget af OSCE, EU, NATO og andre i kraft af diplomatiske bestræbelser, fredsbevarende styrker, afvæbning og deminering. De regionale netværk sikrer alle en opbygning af kapaciteten for de nationale menneskerettigheds-, flygtninge-, ungdoms- og medieorganisationer. Ligesom samarbejdet på tværs af grænserne har tilføjet helt nye dimensioner, der i sit sigte er konfliktforebyggende. Karakteristisk for Fretas indsats er, at medieområdet er blevet helt centralt - både gennem egne initiativer og som fællesnævner for næsten alle de aktiviteter, der går på tværs af netværkene. 10 nationale public service- tv-stationer i Sydøsteuropa har etableret en daglig udveksling af nyheder i form af billeder, lyd og manuskript. Denne udveksling sker inden for rammerne af EBU og går helt på tværs af de gamle konfliktgrænser. De samme stationer co-producerer nu nyheds- og aktualitets-programmer, ligesom tre programserier inden for miljø, ungdom samt mad og kultur er på vej. Tanken bag de regionale co-produktioner er inden for nyhedsområdet at påvirke det enkelte lands nyhedsudsendelser til at blive mere balancerede i forhold til nabolandene. Med de øvrige programmer prøver man at give seerne en forståelse for, at almindelige mennesker på alle sider af de gamle konflikter forholder sig til de samme glæder og problemer og kan være lige så sympatiske eller usympatiske som ens egne medborgere. Det samme er baggrunden for en daglig nyhedsudveksling og en række co-produktioner mellem private radioer over hele Sydøsteuropa. Fresta har også her taget initiativet til et regionalt netværk af sammenslutninger af private medier. De offentlige og private medier arbejder sammen om at påvirke mediepolitikken i retning af gennemskuelighed og øget redaktionel uafhængighed. Det sker ved både regionalt og nationalt at fremme dialogen mellem mediepolitikere, de regulerende myndigheder og medierne. Endelig er der et regionalt netværk af efteruddannelses-institutioner, som ved regionalt at efteruddanne journalister også fremmer professionalisering af medierne og derigennem den balancerede dækning af hinanden. Hvorfor er medierne så vigtige i konfliktforebyggelse? Det er de, fordi medierne er så helt afgørende for, hvilke ting der diskuteres af befolkningerne, og for hvilke holdninger en befolkning indtager til politik, politikere, økonomiske, sociale og etniske spørgsmål. I konfliktområder vil medierne typisk være under stærk indflydelse eller direkte kontrolleret af de styrende politikere og vil blive brugt og misbrugt til at fremme disses interesser, hvis de ønsker en voldelig konflikt. Vi ved fra det tidligere Jugoslavien, hvordan medierne i de forskellige republikker bevidst blev brugt af politikerne til at opildne hadet mod minoritetsgrupper og nabolande. Vi kender det fra konflikten i Rwanda, fra Indiens og Pakistans dækning af hinanden i forbindelse med Kashmir-spørgsmålet. I dag er medierne blevet det vigtigste redskab for de politikere, der ønsker at skabe en folkelig opbakning til en krig og gennem medierne skaber et forvrænget billede af 'de andre'. Tilsvarende er redaktionelt uafhængige og professionelle medier helt afgørende i opbygningen af demokratiske samfund og i udviklingen af den gensidige forståelse på tværs af etniske, religiøse og nationale skel. Medierne er som kritiske iagttagere med til at sikre åbenhed og retfærdighed i den politiske proces. De giver befolkningen det nødvendige grundlag for at tage stilling til og involvere sig i beslutningsprocesserne, før de endelige afgørelser tages. Uafhængige og ansvarlige medier ser det som deres rolle at formidle ikke blot den ene parts, men alle parters holdninger - også i konfliktsituationer, hvor selv den mest demokratisk sindede journalist er tilbøjelig til først og fremmest at agere som patriot. Udenrigsministeriet har været helt bevidst om mediernes afgørende rolle i udviklingen og forebyggelsen af væbnede konflikter. Fresta og Danida har derfor støttet det initiativ, Dansk Journalistforbund, Danmarks Journalist-højskole, Dansk Center for Menneskerettigheder og Baltisk Medie Center tog til at danne organisationen IMS (International Medie Støtte), som med kortvarig hjælp til medierne støtter de lokale partnere, der ikke underlægger sig regeringernes ønsker om at opildne til konflikt. Det kan f.eks. ske ved at hjælpe truede medier og journalister, eller ved at støtte organisatoner og mediepersoner, som aktivt vil arbejde for at fremme dialog og forståelse. Baltisk Medie Center, som gennem adskillige år har arbejdet med konfliktforebyggelse i Sydøsteuropa, Sydasien og til dels Baltikum, arbejder på at etablere et internationalt uddannelsessted, der skal uddanne mediefolk fra udviklingslande, konfliktområder og de vestlige lande i at arbejde med medier til konfliktforebyggelse, demokratifremme og udvikling. I Sydasien har FN's udviklingsprogram UNDP taget initiativ til et regionalt program for fred og stabilitet, hvor medierne også er det dominerende element. Sammen med forskellige repræsentanter fra det civile samfund søger man på tværs af regionen at etablere et NGO-netværk, som skal arbejde for en demokratisk og gennemskuelig mediepolitik. Desuden bliver der nu igangsat co-produktioner mellem de offentlige medier, der bliver undervist journalister i konflikt-, valg- og politisk journalistik, ligesom man udarbejder en mediepolitisk analyse som grundlag for at fremme frie medier i regionen. Målsætningen bag programmet er i vid udstrækning identisk med Fretas arbejde i Sydøsteuropa, og bliver af UNDP søgt udbredt til hele Asien og Stillehavsområdet. Danmark bør derfor fremme, at UNDP's udviklingsprogram indeholder et systematisk arbejde med medierne i konfliktforebyggelse, god regeringsskik og udvikling. Tiden synes at være moden, og kun initiativet synes at mangle. Det ville også være hensigtsmæssigt, hvis Danmark rettede en del af sin støtte til Unesco i retning af organisationens sektion for ytringsfrihed, demokrati og fred - netop for at sætte fokus på konfliktforebyggelsen. Hvor man i Dayton-aftalen, der stoppede krigen i Bosnien, aldrig fik indføjet en aftale om landets fremtidige medier, rykkede både FN og OSCE få måneder efter afslutningen af bombardementerne i Kosovo ind med enheder, som skulle tage sig af medieområdet. Det skulle ske ved at udsende objektive og balancerede nyheder, gennem vedtagelse af en ny medielovgivning og gennem støtte til den redaktionelle uafhængighed og professionalisme. Trods alle gode hensigter tog det dog det meste af to år, før de nødvendige fremskridt tog fart. Erfaringerne fra Kosovo har vist, at det er nødvendigt for FN at etablere en effektiv udrykningsenhed, der i konfliktsituationer kan sikre både den faktiske medie-dækning og en åben og demokratisk opbygning af det fremtidige medielandskab som første skridt i forebyggelsen af den næste væbnede konflikt. Med EU som den økonomisk største bidragyder til udviklingen af de afrikanske lande er der ingen tvivl om, at også her må konfliktforebyggelsen prioriteres højt. Danmark bør presse på for at sikre en så bred konfliktforebyggelse som muligt. Det bør både ske gennem støtte til opbygning af stærke, demokratiske stats- og sikkerhedsapparater, gennem støtte til civilsamfundet og fremme af dialogskabende, redaktionelt uafhængige medier og regionalt samarbejde. Og det bør følges op af den nødvendige diplomatiske og militære støtte, når konflikterne er ved at bryde ud. Der burde i dag være grundlag for både at målrette dele af den eksisterende udviklingshjælp til udviklingslandene mod konfliktforebyggende initiativer og samtidig tilføre den egentlige konfliktforebyggelse yderligere midler. Det vil også være et væsentligt bidrag til bekæmpelsen af terrorisme.