Enhver borger i Danmark - selv Pia Kjærsgaard - har ret til inden for lovens rammer at bekæmpe religioner og ideologier, som han eller hun anser for farlige og ødelæggende for landet, skriver professoren i et forsvar for udtalelserne i Folketingets åbningsdebat. Mine russiske venner har ofte underholdt mig med, hvor kosteligt det var under sovjetsystemets opløsning i slutningen af 1980'erne at følge tv-transmissioner fra det sovjetiske 'parlament'. Den herskende klasses ledende repræsentanter blev mere og mere forvirrede, i takt med at den sovjetiske virkelighed trængte sig på og ind i det rum, hvor eliten hidtil havde forskanset sig og levet sit eget privilegerede, afskærmede og uvirkelige liv. Et liv bygget på floskler og illusioner, som de underholdt hinanden med uden nogensinde at blive modsagt. En absurd uvirkelighed, der var formet af ideologisk propaganda om landet og verden - indtil de pludselig en dag begyndte at blive modsagt. »Gratis cirkus«, kaldte mine venner det, når de så og hørte elitens tåbeligheder og uvidenhed offentligt udstillet. Hvis man anlægger det perspektiv, var det også gratis cirkus og en ubetalelig oplevelse at følge tv-transmissionen af Folketingets debat i forrige uge. Jeg ser og hører normalt ikke transmissioner fra Folketinget. Den sidste var vistnok i efteråret 1956, da jeg hørte Aksel Larsens patetiske og desperate forsvar for den sovjetiske invasion i Ungarn og kvælningen af den ungarske friheds-bevægelse. Med ord som 'socialisme' og 'fred' kontra 'feudalvælde' og 'imperialisme' forsøgte DKP's formand at afskærme sig fra virkeligheden i Ungarn, Sovjet og verden. De mærkelige ord kunne jeg ikke forbinde med noget af det, jeg ellers hørte og læste om begivenhederne. Min jævne og kloge far sagde, at Larsen var tosset i hovedet. Jeg havde ikke læst George Orwell dengang og vidste derfor ikke, at krig godt kunne hedde fred på marxistisk newspeak. Men 45 år efter, 4. oktober 2001, kom jeg ved et tilfælde ind på en kanal, der transmitterede en debat i Folketinget om international terrorisme og udlændingepolitik. Jeg fulgte debatten i en time. Den efterlod mig målløs. Hvilken storslået oplevelse af uvirkelighed! Hvor fantastisk at se en række selvhøjtidelige mennesker opføre et stykke absurd teater! Hvor afslørende at se dem uden blusel udstille deres fatale mangel på viden om ganske elementære ting i grundlaget for dansk (politisk) kultur og nyere historie! Men da jeg, i modsætning til mine russiske venners forhold til det sovjetiske system, gerne vil bevare grundlaget for den danske retsstat og det danske samfund - havde jeg svært ved rigtig at more mig. Engang kaldte man i højtidelige stunder Folketinget for landets fornemste talerstol, og jeg har lige set SF-formand Holger K. Nielsen gentage denne kliché. For mig lyder det efter i torsdags som en ond vits. Men lad os se nærmere på, hvordan de fornemme tér sig på denne talerstol. Jeg kom ind midt i kraftpræstationerne og kunne forstå, at Pia Kjærsgaard måtte have sagt noget uhørt, skændigt og grundlovsstridigt. Det ene efter det andet af de ærede medlemmer besteg med slet skjult forargelse og stor selvfølelse den fornemste talerstol og krævede harmdirrende, at fru Kjærsgaard indrømmede sin skyld, tog sine ord i sig igen og bad om forladelse. Først bagefter fik jeg klarhed over, hvad det var, Pia Kjærsgaard havde sagt, nemlig det ganske fornuftige, ja helt selvfølgelige, at islam med de fundamentalistiske tendenser, vi har set i den senere tid, bør bekæmpes. Og at selvmordspiloter, der hensynsløst dræber tusinder af uskyldige mennesker, ikke kan repræsentere en civilisation, fordi en civiliseret verden ikke gør noget, der rummer så meget had, vildskab og djævelskab. Angrebet 11. september var derfor et angreb på selve civilisationen. »Der er kun én civilisation, og det er vores«, som hun udtrykte det. Det er næsten et direkte citat af Kemal Atatürk, et citat, historikeren Søren Mørch erklærer sig enig i i bogen 'Det europæiske hus' bd. 1 fra 1991. Det burde være noget, alle fornuftige mennesker kunne være enige i, og det er jo denne bekæmpelse af anticivilisation, der nu sker ved angrebene på det forrykte islamiske Talebanregime og den internationale terrorisme. Selv moderate muslimer ønsker som bekendt at bekæmpe islams fundamentalistiske og aggressive sider. Når statsministeren ikke vil mødes med de mest fundamentalistiske muslimer, er det jo også, fordi han trækker en grænse mellem dem og os. Dansk u-lands-hjælp hviler også på principper, der sætter skel mellem civiliserede og uciviliserede systemer. Men det var altså for stærk tobak for Folketingets mange ret-troende, der nu pludselig alle som én som papegøjer har lært den remse, at man ikke må sige noget kritisk om religion. Det er altså ikke Pia Kjærsgaards selvfølgelige betragtninger, men disse rettroende politikere og deres håndgangne folk i medierne og blandt eksperterne, der er interessante. Det hysteri, Pia Kjærsgaards fornuftige udtalelse fremkaldte blandt dem, afslører et samfundssystem i dyb krise. De ærede medlemmer stod nærmest på nakken af hinanden for at aflevere den ene bekendelse mere afsindig end den anden. Vi vil se først på deres reaktioner og derpå forsøge en forklaring. Fru Mimi Jakobsen valgte den politisk korrekte, nedladende stil ved at åbenbare sin indsigt i verdensreligionerne og verdenscivilisationen. Hun ville gerne spørge fru Kjærsgaard, om islam da ikke var en del af vores civilisation? Svaret på spørgsmålet er naturligvis et klart nej. Islams lære er i direkte modstrid med fundamentet for vores civilisation, der jo adskiller religion og politik! Hun ville også gerne vide, hvor man i islam kunne finde berettigelse for terrorangrebene i USA. Ja, det kan hun jo spørge Osama bin Laden og hans millioner af muslimske tilhængere i den islamiske verden og i Europa om. For ham og dem er det en religionskrig, og den virkelighed kan end ikke det danske Folketing ophæve ved en flertalsvedtagelse. Fru Elisabeth Arnold valgte at sætte fru Kjærsgaard til vægs ved at brillere med sin historiske viden. Var Adolf Hitler kristen eller muslim, og hørte han ikke til den europæiske civilisation, spurgte hun for at belære befolkningen om, at europæiske kristne også har meget på samvittigheden. Desværre for fru Arnolds belæring var Hitler som bekendt ikke kristen, men antikristen. Han foragtede kristendommen, som var for human og blødsøden og dertil en 'jødereligion'. Derimod beundrede han islam for dens krigeriske gejst, og han havde muftien af Jerusalem boende i Berlin under krigen. Og selv om Hitler og hans bande huserede i Europa, var nazismen jo ikke repræsentant for europæisk civilisation. Hr. Keld Albrechtsen valgte den truende attitude. To gange forlangte han, at den formastelige fru Kjærsgaard kom op på Folketingets talerstol for offentligt at give muslimerne i Danmark en undskyldning. Ligesom de foregående talte han også om grundlovsbrud. Og så havde han ligesom fruerne Jakobsen og Arnold en belæring. Hr. Albrechtsen ville gerne gøre opmærksom på, at der også findes kristne fundamentalister, nemlig Indre Mission. Ja, det må man nok sige. Indre Mission uddanner som bekendt selvmords-terrorister og kræver Det Gamle Testamentes love indført i Danmark - ikke sandt? Hr. Albrechtsen optrådte også som historielærer: Ikke siden nazisternes angreb på jøderne i 1930'erne havde 'vi' set tilsvarende angreb på religions-friheden. Ak, ja. Hvilken visdom. Jeg hørte ikke det ærede medlem, vicestatsministerinde fru Marianne Jelved, som for nylig i Weekendavisen har ladet forstå, at dansklærerinder forstår så meget, som andre er for dumme til at fatte. Men ifølge Jyllands-Postens referat stillede hun også et meget begavet spørgsmål: Hvis Danmarks Nazistiske Parti blev medlem af Folketinget, ville man (dvs. V og K) så også samarbejde med det? Hvor går grænsen egentlig? ville hun vide. Det er det lille ord 'også', der er interessant. Fru Jelved tillader sig altså i fuldt alvor at sidestille Dansk Folkeparti med et nazistisk parti. Det relevante spørgsmål bør i stedet lyde: Hvor går grænsen egentlig for en ledende dansk politikers plat og skamløshed? Fru Jelved har også sagt, at hun vil have foranstaltet en juridisk undersøgelse af Pia Kjærsgaards adfærd i Folketinget. Det skal blive interessant at følge! Lad os lige huske, at fru Jelveds parti har nærkontakt med islamiske fundamentalister, der vil have sharia indført i Danmark, når de får magt. Socialdemokraten Jan Petersen var også ude med riven, om end ikke den skingre. Men han ville gerne minde om, at folk i NATO-landet Tyrkiet er muslimer. Hvad ville fru Kjærsgaard gøre ved det? Det vil hun naturligvis ikke gøre noget ved, for den tyrkiske stat er verdslig, jævnfør Atatürks og hans efterfølgeres reformer. Hr. Jan Petersen bidrog også til det masochistiske show ved at fortælle om terrorister i lande med en kristen kulturbaggrund - bl.a. Tyskland. Men hr. Petersen - ingen hævder jo, at europæiske lande er fejlfri, og det var jo heller ikke kristendommens store bud om næstekærlighed, der inspirerede Rote Armee Fraktion. Frelsens Hær er inspireret af kristen næste-kærlighed, Rote Armee af Karl Marx' og Vladimir Lenins klassehadsideologi. Hvordan stillede de borgerlige partier sig til disse hysteriske udladninger? Fru Lene Espersen var i et interview bagefter afdæmpet i forhold til hystaderne på Folketingets talerstol, men også hun gav udtryk for, at Pia Kjærsgaard ganske givet havde udtalt sig i strid med grundlovens principper. Men hvordan med Danmarks liberale partis formand, Anders Fogh Rasmussen - formåede han ikke at skære igennem tågebankerne og sætte tingene på plads? Nej, statsministeraspiranten kunne ikke lide Pia Kjærsgaards »tonefald« og tog stærkt afstand fra hendes udtalelser om at bekæmpe islamisk fundamentalisme. Hun var, sagde han, lige så fundamentalistisk som de fundamentalistiske islamister, hun ville bekæmpe. Pia Kjærsgaard går altså ind for terror og flykapring? Han sammenlignede senere DF med DKP, som også havde haft »et tvivlsomt syn på retssamfundets grundlag«. Pia Kjærsgaard er altså både nazist og kommunist! Det kan man da kalde endnu en uforskammethed af rang, bortset fra at det viser, at han heller ikke kender grundlovens basale bestemmelser. Ikke et eneste af de ærede medlemmer af det høje ting kunne tage sig sammen til at få luftet hørmen i Folketinget ud. Selv Folketingets formand, Ivar Hansen - som jo må kende sin grundlov - undlod på et direkte spørgsmål at sige, at de ophidsede medlemmer var fuldkommen galt afmarcher fordi de ikke ved, hvad der står i grundlovens paragraf 4 og 67: at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og at borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning - dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden. I stedet for at slå fast, at Pia Kjærsgaard befandt sig på grundlovens side, afleverede han også et lille spark. Som altid skal en 'ekspert, udtale sig til medierne, og man havde fået en professor i statsret, Henning Koch, til i Radioavisen at bekræfte, at Pia Kjærsgaard havde 'skændet' grundloven, 'trådt' på og krænket 'værdier' i grundloven. Hun argumenterede ifølge professoren for, at 'vi' skulle føre en politik, som 'vi' ikke kan føre i dette land ifølge grundloven(??). Hun kunne ganske vist ikke straffes for sin holdning ved en domstol, men vælgerne og de øvrige politiske partier burde straffe hende og hendes parti. Det er da virkelig kreativt juristeri, der vil noget: 'grundlovsskænding' og 'grundlovsværdikrænkelse' - religiøse begreber, som ikke hidtil har været kendt i juraen, men som snarest bør tilføjes straffeloven, så vi kan få straffet folk for politisk ukorrekte udtalelser, som ærgerligt nok ikke i dag er strafbare. Man fornemmer, hvordan det klør i fingrene for rigtigt, at kunne komme efter de formastelige. Burde en juraprofessor ikke holde sig til juraen - dvs. slå fast, at Pia Kjærgaards udtalelse naturligvis ikke er grundlovsstridig - og undlade politisk plat og hetz mod en folkevalgt, der anvender grundlovens frihedsrettigheder? Senere blev det i Radioavisen til, at professoren havde sagt, at Pia Kjærgaards udtalelser var i modstrid med grundlovens bestemmelser om religionsfrihed. Det havde han nu ikke, men ved sin forplumrende politiseren havde han unægtelig selv bidraget til denne fejlopfattelse. Og Holger K. Nielsen kunne et par dage senere i Jyllands-Posten med megen patos og henvisning til »en af de fremmeste statsretseksperter« slå fast, at Pia Kjærsgaard havde krænket grundloven. (Oven i købet »med fråde i munden«. Faktisk var det Mimi Jakobsen, der ifølge eget udsagn fra den fornemste talerstol havde fråde i munden. Hun var, betroede hun os, nødt til at synke spyttet, før hun kunne gå videre). Selvfølgelig har enhver borger i Danmark - selv Pia Kjærsgaard - ret til inden for lovens rammer at bekæmpe religioner og ideologier, som han eller hun anser for farlige og ødelæggende for landet. Vi har religionsfrihed ifølge grundloven, men det betyder jo ikke, at man ikke må kritisere og bekæmpe religioner med lovlige midler. Danske præster i folkekirken er oven i købet ifølge deres præsteløfte officielt forpligtet på at bekæmpe islam og i øvrigt »sådanne lærdomme, som strider mod den danske folkekirkes bekendelse«. Skænder folkekirken så også grundloven og dens værdier? Mange kulturradikale har gennem tiden åbent erklæret, at de ville bekæmpe kristendommen, som de betragter som et onde. Skal de så også trues og anklages for at bryde, trampe på og 'skænde' grundloven? Det, vi oplevede den torsdag i Folketinget og i medierne, afspejlede en politisk 'elite' i dyb krise. En 'elite', der efterhånden har gejlet sig op i en tilstand, hvor den er gået fra snøvsen og ikke længere er i stand til at foretage den mest elementære sondring mellem fundamentale begreber i retsstatens bærende principper. Som end ikke kender de helt basale bestemmelser i grundloven - eller for nogles vedkommende er ganske ligeglade med dem - ellers burde de jo straks kræve den formastelige straffet. Og en følgagtig juridisk sagkyndig, som i sin hellige og ubegrundede vrede vrider grundlovens klare kategorier og dermed yderligere mudrer vande til, der allerede er mudrede nok. En elite, der normalt giver fanden i kristendommen og end ikke er klar over den evangelisk-lutherske kirkes privilegerede status ifølge grundloven, men som - så snart den hører ordet islam - alle som én som pavlovske hunde springer op for som de sidste dages hellige skingert at slå kreds om denne totalitære religions 'ret' til ikke at blive modsagt og udsat for kritik. Der var i tillæg til alt dette et modbydeligt aspekt af offentlig henrettelse ved denne seance: Et medlem af den fornemme klub blev stemplet som en krydsning mellem en nazist og en kommunist, en ussel og foragtelig uren, som af de rene og retfærdige og rettænkende nu skulle udstødes af deres midte. Herregud, en primitiv hjemmehjælperske - hun hører jo ikke til her blandt alle os med de fine uddannelser og den dybe indsigt! Torsdag 4. oktober 2001 var en tankevækkende dag. Det tog sig faktisk ud, som om der er sket et religionsskifte i landet. Man må ikke længere - som Kemal Atatürk, Søren Mørch og Pia Kjærsgaard har gjort det - sige, at der kun er én virkelig civilisation, den europæiske. Det har et overvældende politisk flertal i det danske Folketing vedtaget,er skændig helligbrøde. Langt de fleste uden for De Helliges Samfund på Christiansborg holder ganske vist stædigt fast i den gamle tro. Men denne dag marcherede den nye og rette tros nyomvendte forsvarere frem på rad og række for at aflægge deres nye trosbekendelse, der på deres newspeak lyder: - Allah er den største, og vi er hans profeter. Vé den, der krænker islam!