Vel er Danmark et lille land, men der er ingen grund til at være så selvudslettende på den internationale scene, som vi er. Vi skulle skilte lidt mere med os selv, skriver dagens kronikør, der er journalist og bor i Frankrig. Danmarks navn er sjældent nævnt i verdenspressen og medierne. De skiftende ministre er uden tvivl højt estimerede arbejdere i EU-kulisserne. Det gælder også embedsmændene i Danmarks udlandsrepræsentationer og andre danske funktionærer i de internationale institutioner. De deltager flittigt i møder og fremhæver danske synspunkter, hvor der træffes beslutninger, deres indsats er fundamental og dygtig, men - i overensstemmelse med dansk seriøsitet for ikke at sige kyskhed - anonym. Sandt at sige er mange af dem slet ikke til at få øje på. Det er ikke deres skyld. Det er en national dyd. »Vi er et lille land«, er det danske slogan, forstået sådan: Vi holder os til de opgaver, vi mener os kompetente til at løfte. Vores plads er ikke midt på scenen. Jamen, det er jo Grundtvig og al ære værd. I vor lidenhed er vi trygge - og med en vis ret glade for os selv. Mange i verden misunder os, som Poul Schlüter engang formulerede det, at det går ufatteligt godt. Vi har det ikke som Frankrig med sit Korsikadilemma, endnu har Færøernes rebeller ikke grebet til våben. Ikke som England med sit Nordirland eller som USA, hvor demokratiet er slået fast som et forbillede for hele menneskeheden, fordi det bygger på friheden til næsten ubegrænset at berige sig. Ikke som i Mellemøsten, hvor religionerne befordrer krige og afskærer mennesker fra at stile imod fred ... jamen, behøver jeg at tage hele turen rundt for at konkludere, at vi er noget helt specielt, nemlig almindelige, fornuftige mennesker i et samfund, der engang af omverdenen blev kaldt small and beautiful. Jeg bor i en landsbykommune i Bourgogne med 200 indbyggere. Når vi 14. juli, Frankrigs nationaldag, samles med børn og det hele på torvet, og med faner og tre trompetere går de 50 meter op til monumentet, hvor borgmesteren nedlægger en krans og holder en tale - den samme hvert år - føler vi os nærmere Frankrigs sjæl end de flere hundrede tusinde, der sammen med republikkens præsident overværer militærparaden på Champs-Élysées i Paris. Det er ret bevægende. Efter højtiden byder kommunen på et glas vin i byrådssalen, hvor snakken går om, hvem der er i klemme med amortisering af en byggegæld, hvem der er rendt fra hvem eller venter sig med hvem, kort sagt en chance for at føle sig solidarisk med de andre 199 eller, som vi plejer at sige det på dansk, komme hinanden ved. Jeg nævner alt det, fordi borger nummer 200 har dette inderste Frankrig som selvvalgt udkigspost til fædrelandet. Han kommer fra et land nordpå, hvor man, menes det, nok taler hollandsk. At han er dansk gør hverken fra eller til. »Jamen, De er jo én af vore, monsieur Rehné. De stiller vel op til næste byrådsvalg, hva'!«, siger borgmester Pierre Marquet med et skulderdask. Jeg smiler forlegent og viger uden om at tage stilling på stedet. Mellem os sagt, jeg har ikke den ambition. Men jeg har en anden. Jeg vil gerne gå rundt og optræde, som om Danmark eksisterer og har noget at skulle have sagt. Ikke alene nord for Padborg, men på de steder i Europa, som vi ikke bryder os om at kalde magtcentre, men hvor der ikke desto mindre træffes beslutninger af betydning for danskere i Danmark. I EU-landene er det stort set kun den tyske presse, der kan finde på at nævne Danmark, hvis et emne kræver henvisning til et skandinavisk eksempel. I Frankrig er Skandinavien synonymt med Sverige, økonomisk, socialt og kulturelt. Uden for Europa kniber det gevaldigt med kendskabet til personlighederne på de bøgelyse øer. Det blev synligt - hvis man erindrer det - under den gigantiske mediedækning af kong Hussein af Jordans begravelse for et par år siden, da alverdens repræsentanter nævntes ved navn i CNN's direkte transmission. Men da den danske statsminister og prins Henrik dvælede ved kisten, blev kommentatoren tavs. Man fornam hans indre monolog: »De to fyre dér ... hvem er de?«. Kendskabet til et land og dets spidser er vel ikke bare bestemt af dets størrelse og indbyggerantal. Israel er ikke kun på grund af sin tragiske placering i Mellemøstkonflikten vægtigt stof i verdenspressen. Teknologien, kunsten, arkitekturen, historien, ja selve det at være israeler giver landet en umiskendelig profil globalt. Undertiden på linie med stormagterne. En ny undersøgelse af amerikanernes varmeste følelser for andre nationer resulterede i denne rækkefølge: Canada, England, Italien, Mexico, Tyskland, Brasilien, Japan, Israel og Frankrig. Danmark var slet ikke med på hitlisten. I Frankrig, hvor jeg lever og arbejder, får man dagligt indtryk af, at vi befinder os på et ret lavt bevidsthedsniveau hos folk uden for de intellektuelle cirkler. På kafeen i min lille landsby er stampublikummet før aftensmaden landarbejdere, men folk med sans for kvalitet. Hvis jeg nævner Carlsberg, B&O og Lego er de med på, at det er førsteklasses produkter, men ikke, at de er danske, mens det er helt klart, at Volvo, Ericsson og Ikea har hjemme i Sverige. Det er for så vidt uforståeligt i betragtning af danske firmaers dygtige markedsføring. Men vores åbenlyse blufærdighed som danskere er åbenbart så påtrængende, at den overdøver det, vi har at byde på. Vi har den kyske opfattelse, at varen skal sælges på kvalitet uden skelen til gevinsten ved at fremhæve den som dansk. Er det nu så vigtigt at svinge med flaget, vil nogen spørge. Svaret er: Vist så, hvis fanebæreren har et budskab, der bringer en nation frem i lyset. Altså noget andre gider høre på. Det er på sin plads og ikke tilfældigt, at Norge har en topstilling i Verdenssundhedsorganisationen WHO. At Sverige spiller sin rolle i Irakkonflikten og med fhv. statsminister Carl Bildt som pilot også har en førerstilling på andre områder, f.eks. i den europæiske rumforskning. At Finland med sin tidligere nationalbankdirektør Sirkka Hamalainen har et ord at skulle have sagt i Den Europæiske Centralbanks bestyrelse. Men hvor er Danmark? Har vi en veldefineret lederposition internationalt efter Poul Hartlings tid som flygtningehøjkommissær? FN's generalsekretær Kofi Annan pegede på Hans Hækkerup til den farlige post i Kosova, motiveret med Hækkerups politiske indsigt og kompetence som organisator. Men gennemgående har vi ikke vores ikoner synlige på verdenskortet. Der skulle intet mindre end et nej til euroen til for at bringe Danmark på forsiderne af pressen verden over. Navnlig i Europa har mange fundet det ganske tankevækkende, at et lille folk midt i en af kontinentets historiske timer samler benene og melder fra i en allerede irreversibel europroces med et: »Gu' vil vi ej!«. I mit landsbysamfund er jeg som dansker hilst med et: »Bravo! Hvis vi var blevet spurgt, havde vi også sagt nej«. Vi er ikke ene om frygten for at blive væk i trængslen. Angsten for at miste det fællesskab, der indeholdes i begrebet danskheden, er der fuld forståelse for i de fleste EU-lande, ikke mindst i Frankrig. Vel at mærke hvis man sætter lighedstegn mellem lidenhed og afmagt. Men behøver man det? Jeg har hos franske EU-observatører mødt det synspunkt, at vores undtagelser over for EU's store linier ikke just er bagstræberisk, men snarere en dyd, som kan udmøntes i indflydelse på linie med de store nationers. Den danske Europabevægelses formand indtil for nylig, Jørgen Schleimann, hævder, at Danmarks bedste forbundsfælle i EU er Frankrig, der har mindst lige så vægtige forbehold som Danmark over for afgivelse af suverænitet. Forskellen er, at Frankrig ikke lider under et puslingelands tilbageholdenhed, men snarere bebrejdes en stormagts arrogance, som dog næppe er kommet Danmark til skade. Den franske ambassadør i København, Jean- Pierre Masset, kan bevidne, at vi ikke længere er - som general de Gaulle opfattede os - en pyntelig kanariefugl i det europæiske hus. Vi har en rolle i stormagten Frankrigs europapolitik. Franskmændene er europæere. Men de opfatter den danske holdning som støtte til en ligesindet, når vi ræsonnerer: Lad os nu lige tage et reb i sejlene og ikke piske EU til at gå i mål, før vi véd, hvor målet står. Hvis Danmark har en mission i EU, er det vel netop at rejse spørgsmålet: Hvem er længst fra at være politisk modne til en EU-ekspansion mod øst? Ansøgerlandene eller de nuværende 15? Da man i sin tid valgte italieneren Prodi til formandsposten i EU-kommissionen, var der seriøse franske kommentatorer, der mente, at regeringen i Paris ville have stillet sig positivt til et dansk kandidatur. Blandt andet fordi et land uden stormagtsambitioner ville kunne fremme de kompromiser, der er forudsigelige ved den kommende EU-ekspansion. Og som de 15 allerede er ved at indrette sig på. Men hvor var Danmark dengang? En kollega fra den italienske presse sagde til mig: Er danskerne så demokratiske, at de ikke ønsker at blive regeret af personligheder, man kan få øje på uden for Danmark? Det var nok lige lovlig hårdt trukket op. Udenrigsminister Mogens Lykketoft har da sagt et og andet, som er blevet bemærket og kommenteret ude omkring. Ikke mindst i Israel. Men stort set er det en national dyd ikke at give for meget lyd fra sig. Med respekt at melde: 'Ej fjærter mus som hors, thi da ville røv revne'. Jeg tror, at mange med virke uden for Danmark savner det officielle image, som vi førhen prioriterede. I 1970'erne satsede Udenrigsministeriet på stærkt koncentrerede fremstød, der kostede penge, men tiltrak sig megen opmærksomhed, bl.a. Den Kgl. Ballets og Radiosymfoniorkestrets gæstespil i verdens hovedstæder. Men tiderne er ikke til offentlige udskejelser i det format. I dag er de meget store og prætentiøse initiativer kun mulige gennem sponsorering. Vi har i Paris en dansk-fransk forening, som i nogen grad formidler det nutidige danske kulturbillede og forsøger at fremhæve vore moderne bedrifter såsom brobygning, velfærd, film, musik. Men det er en pariserklub, hvis tilhængere uanset sprog og nationalitet dyrker et fællesskab, der ikke smitter af på de 50 mio. franskmænd ude i landkommunerne. Det er trods alt i de brede befolkningslag, vi skal slå igennem, og ikke i de intellektuelle bymiljøer. Set udefra - og det er, hvad jeg vover at sige med risiko for at blive kaldt en Jean de France eller, som jyderne ville sige, kålhøgen - har vi brug for i langt højere grad at skilte med det, vi kan og vil. De skal vide, hvor de har os. Business Club i Paris og Den dansk-franske Handelsunion i København præsterer begge en aggressiv indsats for at perforere mentale og sproglige grænser. Men begge instanser nyder kun en lunken støtte fra politisk hold. Internationale udfordringer kræver internationale politiske svar, vist så, men først og fremmest et dansk svar, der kan høres og vække opmærksomhed uden for de ekspertforsamlinger, hvor vi utvivlsomt bidrager til at skabe nye samarbejdsmetoder, men hvor vi i tv-reportager og presseomtale let bliver marginaliseret eller helt overset. Det officielle Danmark er ikke smart til at få de ansvarlige politikere frem i rampelyset. Vi klarer os bedst på sportssiderne. Hvis jeg henne på min lille kafe praler med, at Svend Auken har skaffet os europamesterskabet i genbrug, breder der sig en stille forundring. Men lader jeg forstå, at jeg har trykket både Bjarne Riis og Michael Laudrup i hånden, går jeg hjem, overbevist om at mit land har en plads i solen. Det er politikernes ansvar at få kvalitet og danskhed til at hænge sammen i europæernes, ja i alverdens bevidsthed. Så meget mere som globaliseringen og de deraf følgende samarbejdsproblemer og skismaer kalder på visioner, hjerner og knofedt, altså de råstoffer, vi har flest af i Danmark. Hvorfor er vi som et af Europas mest velstillede lande ikke ivrige efter at skilte med os selv? Der er bemærkelsesværdige danske initiativer og personer, der trænger til at komme ud af busken og udøve en indsats mere visionær og perspektivrig end den, folk får defineret af de fleste ledende politikere. I et interview i fransk radio blev jeg engang spurgt om, hvilken egenskab Danmark helst vil roses for? Jeg bilder mig ind, at jeg ramte rigtigt med svaret: at være beskeden uden at have grund til at være det. Denne nationale dyd afspejles i udtryk som 'rimelig god' eller 'rimelig dårlig' (jeg har endog hørt om en, der var rimelig død). Alting er rimeligt. Denne knastaksel i det danske sprog definerer vores sociale bevidsthed, holder tingene i niveau, modarbejder himmelflugt. Men den definerer vel ikke begrebet en nation som et dukkehus, hvis indretning det kun er tilladt ejeren at pusle med. Det med at vi ikke er skabt til højhed og blæst, er det ikke et åg, vi lægger os selv på nakken, en selvundervurdering, som vi bevidst gør til en dyd? Sagen er vel, at vi ganske langsomt er begyndt at vokse med opgaven og måske ender med at blive endnu bedre europæere end stormagterne. En dansk markering af et EU-medlemslands naturlige ret til at stille sine egne betingelser er højt værdsat i landene, der søger optagelse. Vores undtagelser kan gå hen at blive reglen. Jeg mener ikke, at sponsorering af Danmarks anseelse i omverdenen er en ideel løsning; men der synes at være en tendens til - om man så må sige - at privatisere motiverede anstrengelser for at anbringe danske fingeraftryk her og der. Selv når det tager sig ud som en statslig gestus. Da pariserne i 1989 fejrede 200-året for den franske revolution og gav byen en ansigtsløftning, var en dansk privat gestus restaureringen af Triumfbuens store relief 'La Marseillaise'. Det blev der lagt mærke til, og genindvielsen efter endt arbejde blev fejret med fuld honnør fra den franske stats side. »Hvorfor ofre en halv million på det?«, spurgte jeg giveren. »Fordi jeg mener, at det kan betale sig for Danmark«, svarede Mærsk Mc-Kinney Møller. Selvom det ikke var en dansk politiker, der ræsonnerede sådan, var det dog en slags svar på spørgsmålet: Hvor er Danmark?