Integrationen af personer med udenlandsk baggrund lader meget tilbage at ønske i det danske samfund. Der er derfor god grund til at tænke over, hvordan den kan blive bedre, skriver kronikøren, der er professor i retsvidenskab. To begivenheder i de sidste par måneder kan, skønt de er af meget ulig karakter, få væsentlig indflydelse på integrationen af personer med udenlandsk baggrund i vort samfund. Indflydelsen kan blive positiv eller negativ. Det afhænger alene af os selv. Jeg tænker på den meget fredsommelige, men ikke uinteressante rapport fra Tænketanken om integration og på de forfærdelige terrorhandlinger i USA. Tænketanken om udlændinges integration i det danske samfund blev af indenrigsminister Karen Jespersen bedt om at beskrive udfordringer for integrationsindsatsen i Danmark. Det synes jeg faktisk, at medlemmerne gør på udmærket måde. En tænketank forventes ikke nødvendigvis at komme med løsningerne - den beskriver netop udfordringerne, og så kan vi andre tænke videre blandt andet baseret på denne beskrivelse. Det følgende er et bud på de tanker, jeg synes beretningen kan give anledning til. Man kan sige, at Tænketanken har inddelt sine overvejelser i to hovedgrupper: de indre, nemlig de, som vedrører indvandreres og flygtninges holdninger og værdier, og de ydre, det vil sige de områder, hvor en særlig målrettet ydre indsats er nødvendig. Tænketankens konklusion er, at integrationen i det danske samfund stadig lader meget tilbage at ønske. Medlemmerne fremhæver i den forbindelse særligt problemer omkring arbejdsmarkedet, danskkundskaber og uddannelse, selvforsørgelse og kontakt mellem udlændinge og danskere. Et område, der optager rapporten en del, er accepten af grundlæggende værdier og normer. Man kunne forestille sig, at netop kravet om, at udlændinge skal tilslutte sig og efterleve danske grundlæggende værdier og normer, er kontroversielt; vi har jo tanke-, tros- og samvittigheds-frihed her i landet, og denne frihed gælder også udlændinge. Kravet om, at udlændinge ikke blot skal have forståelse for det danske samfunds grundlæggende værdier, som er integrationslovens formulering, men ligefrem skal tilslutte sig og efterleve disse værdier, er i øvrigt en klar stramning, hvis grundlag ikke umiddelbart fremgår af beretningen. Men ser man på, hvad udvalget nævner som grundlæggende værdier og normer, er der næppe den store uenighed. Det skal være de normer, der kommer til udtryk i grundloven, bestemmelserne om folkestyre og borgernes friheds-rettigheder, herunder religions- og ytringsfrihed, overholdelse af landets love, medbestemmelse på grundlæggende beslutninger om eget liv, anerkendelse af lige rettigheder og herunder ligestilling uanset køn, etnisk baggrund eller religion, og at der vises tolerance over for andres værdier og normer. Der er især i den senere tid gjort meget ud af kravet om, at man skal acceptere ligestilling uanset køn. Det er bestemt en tiltalende forventning, og den er da også, viser undersøgelsen, stort set imødekommet. Vi bør imidlertid ikke glemme, at vi her i Danmark har været flere århundreder om at acceptere denne ligestilling, og modstanden har blandt andet været begrundet i vores fælles kulturgrundlag, kristendommen. EU har hjulpet os på vej, og vi er efterhånden kommet ganske langt, om end ikke langt nok. At forvente at udlændinge fra første dag har samme holdning, skønt de måske kommer fra en helt anden kultur, er nok lidt for meget. Men et fortsat godt eksempel fra danskeres side bør have gavnlig effekt. Det er tilfredsstillende, at medlemmerne ikke forudsætter en egentlig assimilation. Herom siges: »... Det må indgå i målene for en vellykket integration, at udlændinge tilslutter sig og efterlever nogle grundlæggende værdier og normer i Danmark. Derimod er det efter vores opfattelse ikke målet for en vellykket integration, at der sker en kulturel assimilation, det vil sige at udlændinge opgiver deres oprindelige kultur, herunder eksempelvis deres religion, påklædning eller madkultur«. Det sidste er betryggende at læse. Krav om assimilation af minoriteter har ført til store ulykker i verdenshistorien. Imidlertid vil det nok ikke være nemt i løbet af en kortere periode både at tilslutte sig og efterleve nogle nye grundlæggende værdier og normer, samtidig med at man beholder sin oprindelige kultur, herunder f.eks. sin religion. Det må være en vanskelig proces, og dette er udgangspunktet for de følgende bemærkninger. Blandt de mange grunde, man nævner som årsag til den ret så fejlslagne integration, er ikke holdningen hos os selv. Integration må være en ganske energikrævende proces, en proces, der forudsætter et psykisk beredskab, der igen forudsætter, at man ikke lever i utryghed og usikkerhed for såvel dagligdagen som den nærmere fremtid. Der nævnes i betænkningen en række praktiske forhold, der skal være i orden for en vellykket integration, f.eks. for så vidt angår det arbejdsmæssige og det undervisningsmæssige. Men man ser ikke nævnt, at vi kan skyde os selv i foden, hvis vi, samtidig med at vi måske sørger for praktiske integrationsforanstaltninger, belaster hele atmosfæren omkring integrationen - og skaber mismod hos dem, der gerne skulle integreres. Og mon vi ikke i virkeligheden gør det? De bestandige krav om stramninger over for udlændinge må føles belastende blandt de udlændinge, der gerne vil blive i Danmark. Man må frygte, at begivenhederne i USA og den kommende valgkamp på ny vil føre til overbud på dette område såvel som på andre. At der skal 'strammes op' over for nogen må jo betyde, at disse 'nogen' er mennesker, man har en negativ holdning til. Overskrifterne i partiernes valgprogrammer er undertiden: Stramninger i udlændinge-politikken, højere voldsstraffe og bedre hospitalsforhold. Unægtelig en sammenkobling, der må give anledning til ubehagelige følelser hos dem, der gerne skulle have overskud til at blive gode borgere i vores samfund. Det er ikke lang tid siden - jeg ved ikke, om det stadig sker - at man ofte under samme punkt på EU-ministres dagsorden behandlede narkotikahandel, flygtninge og international kriminalitet. Det er sjældent, man nærmere præciserer stramningerne. Måske blandt andet fordi det er svært efterhånden at finde flere stramningsmuligheder. Men kravene eksisterer og er genstand for megen genbrug. Og hvad vil stramningen medføre, tænker udlændingen sikkert. Skal jeg vente endnu en årrække, før jeg kan få fast opholdstilladelse og altså fortsat leve i usikkerhed? Skal jeg, der har boet i Danmark i syv år, og som efter de gældende regler skulle kunne gifte mig med min forlovede i løbet af et år, måske vente i endnu fire, hvis jeg overhovedet får mulighed for det? Bliver der på ny strammet i indfødsretskravene, således at den ret til indfødsret, jeg havde kunnet regne med, fjernes og erstattes af en usikker ansøgningsperiode, fordi enkelte udlændinge har forbrudt sig mod loven? Kort og godt: Vi forventer en hel del af nogle, for hvem vi samtidig skaber en usikker situation, og som vi måske tapper for det energioverskud, der vist er nødvendigt for en vellykket integration. Tænketanken understreger, som en vigtig forudsætning for en vellykket integration, fravær af diskrimination. Den største diskrimination der foregår er måske netop, at vi danskere i ret stort omfang vedligeholder usikkerheden hos udlændinge med hensyn til deres forbliven i Danmark og deres vilkår i øvrigt. I øvrigt er afsnittet om diskrimination meget forsigtigt udformet af Tænketanken. Man nøjes stort set med at citere andre organer, herunder FN's og Europarådets organer, for deres kritik af diskrimination i Danmark. Man siger, at man ikke er enig i al kritikken, men begrunder ikke dette nærmere. Foruden at jeg mener, at vi skal prøve at mindske en ubegrundet generel usikkerhed om ens fremtid, som et vigtigt led i bekæmpelse af diskrimination, forekommer det mig, at der også er andre og mere konkrete områder, hvor en sådan diskrimination forekommer, uden at vi måske har været særligt opmærksomme herpå. Jeg har hele tiden troet, at vi her i Holbergs land blandt vore værdinormer havde fået indpodet fra skoletiden, at generaliseringer er af det onde - og især generaliseringer af mennesker. Ikke desto mindre er vi, når det drejer sig om udlændinge, nærmest eksperter heri. Vi er dygtige til hurtigt at hæfte etiketter på udlændinge. I de senere måneder har det været vanskeligt at støde på ordet 'asylansøger' uden ordet kriminel placeret foran. Udlændinge, der alene er sigtet for overtrædelse af lovgivningen, bliver - i modsætning til danske statsborgere - også officielt kaldt kriminelle. I øvrigt viser en interessant statistik fra rigspolitichefen, at procentdelen af de sigtelser, der må frafaldes af politiet, er betydeligt større, når det drejer sig om sigtede udlændinge, end når det drejer sig om sigtede danskere. Egentlig lidt tankevækkende. Vores administration lever ikke altid op til de lighedstanker, vi ellers hylder. På en række områder af vital karakter tildeles udlændinge en særstilling. Ansøgninger om vigtige ændringer i deres status mødes undertiden med standardsvar, som jeg ikke tror sendes til danske statsborgere. F.eks.: »På grund af mange ansøgninger vil Deres henvendelse først kunne tages under behandling om 1 1/2-2 år. De bedes undlade at spørge til sagen, medmindre der foreligger væsentlige nye oplysninger, idet dette kun vil forsinke sagens behandling yderligere«. Eller: »Det skal herved meddeles, at Deres ansøgning imødekommes. Det skal bemærkes, at Deres tilladelse vil blive tilbagekaldt såfremt den er opnået under svig«. På en måde kan man sige, at det jo kun er oplysning til 'borgeren', på den anden side kunne vil vel næppe forestille os, at en imødekommelse af en ansøgning om en byggetilladelse eller lignende fra en dansk statsborger blev tilføjet en kommentar af denne karakter. En administrationskultur, der er mere negativ over for udlændinge end over for danske statsborgere, strider efter min opfattelse mod det, der med rette i regeringens handlingsplan anses for en god integrationspolitik: at indvandrere og flygtninge så vidt muligt sikres et liv i værdighed ... på lige fod med andre borgere. Jeg nævnte før, at det efter udvalgets opfattelse er nødvendigt, at de, der skal integreres, tilslutter sig nogle af de grundlæggende værdier og normer, vi har i Danmark. Og jeg har nævnt en række af disse. Tænke-tanken fremhæver (side 10 og 58), at man ikke har forholdt sig til, i hvilket omfang danskerne tilslutter sig og efterlever de grundlæggende værdier og normer i Danmark. Det vil selvsagt også være en ganske vanskelig opgave. Men måske er der normer, som også må anses for at være ganske udbredte, men hvor det alligevel er svært at forvente, at udlændingene tilslutter sig disse. Er det ikke efterhånden ved at være en ganske udbredt norm, at man bør nære en skepsis over for udlændinge? Når man ser på udlændingelovgivningens markante placering i de politiske programerklæringer, kunne man godt få dette indtryk. Når man læser ophidsede indlæg i aviser, meget ofte baseret på urigtige oplysninger, fæstnes dette indtryk. En række meningsmålinger taler bestemt ikke imod dette indtryks korrekthed. Jeg tror ikke, at det er ved at blive en grundlæggende norm, at vi skal tage afstand fra islam, men der gøres i hvert fald meget for, at danskerne skal frygte islam, uden det er muligt at finde historiske erfaringer, der viser, at den islamiske religion har ændret styrer i den vestlige verden i negativ retning - det gælder jo også lande, der har en langt større tilgang af personer, der tilhører den islamiske religion. Men det ser i hvert fald ud til at være en dansk grundlæggende værdinorm, at religionsmæssig diskrimination ikke blot er tilladt, men ligefrem en god ting. Der er, som det ofte siges, religionsfrihed, men bestemt ikke religionslighed. Jeg skal ikke her påstå, at det skal der være - men en diskriminerende norm på dette område må være vanskelig for en person fra en anden religion at tilslutte sig. At det ikke ændrer noget ved pligten til at følge lovgivningen er en selvfølge. Jeg har søgt at tilføje nogle normer, der måske er specielle for Danmark. Det interessante er nemlig, at de grundlæggende værdier og normer, som Tænketanken fremhæver, ikke for nogens vedkommende er specielt danske, men gælder i alle vestlige lande. Når det således nævnes, at vold eller tyveri og hærværk er brud på grundlæggende værdier og normer i Danmark, er dette naturligvis rigtigt, men det gælder jo som bekendt de fleste øvrige lande. I den forbindelse indeholder beretningen en meget sober gengivelse af kriminaliteten blandt udlændinge, som unægteligt giver et noget mere beroligende indtryk, end man får af dagspresse og fjernsyn. Lad os så ikke glemme, at mange af udlændingene og stort set alle flygtningene jo er kommet til Danmark, netop fordi de foretrækker vore grundlæggende værdier og normer frem for værdier og normer i det land, de er kommet fra, måske flygtet fra. Det forhold bør i hvert fald betyde, at der ikke så at sige fra starten af vises mistænksomhed og skepsis. Og her kommer terroren i USA så ind med al dens uhyggelige styrke. Vil den øge, måske mangefold, en fordomsfuld skepsis, - eller kan den fjerne sløret fra hidtil alt for udbredte generaliseringer? Spørgsmålet besvares i disse uger. Om statsmænd er statsmænd vil vise sig. At dræbe tusinder af mennesker, som er aldeles uden indflydelse på terrorens baggrund og uden ansvar for dennes uskyldige ofre, ville være udtryk for herrefolksmentalitet, der kun kan styrke racistiske fornemmelser. Eller styrke de følelser, der repræsenterer behov for religionskrige. Præsident Bushs besøg i en moske i New York fortjener i høj grad at blive bemærket. Det var en yderst velkommen gestus, som i høj grad kan mindske de risici, vi befinder os i. Mediernes sans for objektivitet og proportioner er måske vigtigere end noget andet i denne tid. Dansk Folkepartis hadefulde propaganda vil ikke have mange chancer, hvis ikke den næres af mediers jagt efter aktiv deltagelse i et tragisk forløb. Udenrigsminister Mogens Lykketoft fortjener at blive citeret - endnu en gang - for sin udtalelse til dagspressen for nogle dage siden: »I Østjerusalem var der et par stupide knægte, der jublede, og man kunne let få det indtryk, at alle palæstinensere jublede. Men der var meget få, der klappede. Vi fik alligevel hamret de tv-klip ind i hovedet otte gange. Medierne har et meget, meget stort ansvar for ikke at skabe de billeder af situationen«. Integrationen, også i Danmark, vil møde større problemer og problemer af en helt anden karakter, end man forudså, da Tænketanken blev oprettet. Til at undgå disse alvorlige og negative konsekvenser behøver vi utvivlsomt en mere omfattende og langsigtet indsats end statsministerens og udenrigsministerens fornuftige udtalelser er udtryk for. Vi behøver mere end blot at skrive til hinanden i aviserne. En målrettet indsats af omfattende karakter må iværksættes for at sikre, at de generaliserende stigmatiseringer, vi har set, ophører. En ny og bredere sammensat Tænketank er efter min opfattelse en mulighed, der nøje bør overvejes. For at understrege den alvorlige baggrund og sikre bredden bør den formentlig nedsættes af statsministeren. Og den og dens medlemmer ville i øvrigt også løbende kunne bidrage med kvalificerede indlæg og vigtige oplysninger i den kommende tid, hvor vi nok kan forvente og frygte lidt af hvert. Det understreges ofte, at den internationale indsats mod terrorismen bliver langvarig og sikkert omfattende. Men også her i landet må vi gøre os klart, at vi bør ruste os mod de negative konsekvenser som 11. september kan få. Endnu ser det lykkeligvis ud til, at vores indsats først og fremmest bør være at styrke de positive relationer mellem mennesker i vort samfund, som vi ikke har råd til at give afkald på.