I anledning af Copenhagen JazzHouses ti-års jubilæum overvejer kronikøren, der er chef for DR's jazzredaktion, fordele og ulemper ved livemusik. Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme: Jeg har haft mine største jazzmusikalske oplevelser alene sammen med min pladespiller. Ikke sådan at forstå, at jeg altid foretrækker at lytte alene uden forstyrrelser fra en sidemand eller en bartender. Det er bare en nøgtern konstatering: Hvis man mener, at musik kan berøre alle vore følelser, også dem, vi er mest blufærdige over for, så bliver det at lytte jo en meget privat sag, en sag, vi i hvert fald ikke umiddelbart vil dele med andre. Et sandhedens øjeblik, for nu at tage munden fuld. Og hvem vil dele et sandhedens øjeblik med ham bagved, der rokker på stolen, eller hende ved siden af, der fniser af sin tåbelige kærestes flade vits, eller ham længere fremme, der ræber højlydt under bassoloen. Ikke jeg. Jeg har ikke noget imod at dele sådanne øjeblikke med folk, jeg er nogenlunde sikker på har de samme forventninger til musikken som jeg selv. Men hvornår kan jeg være sikker på det? Jo, måske hvis jeg går til en klassisk koncert. Her kan jeg ganske vist ikke vide , om de andre deler mine forventninger, men jeg kan være temmelig sikker på, at hvis de ikke gør, eller de bliver skuffede i disse forventninger, så giver de ikke deres mishag eller irritation til kende, som et jazz- eller rockpublikum ville gøre, og de vil ikke søge trøst i andre sysler som at beklage sig til sidemanden over skatteprocenten i hjemkommunen eller højrøstet kurtisere en af det andet køn. Det gør man bare ikke. Det kan man gøre bagefter . Meget behageligt og meget praktisk, synes jeg. Hot for sig og snot for sig, som jazzprofessoren siger. Med min baggrund og min beskæftigelse antages jeg sikkert at dele den opfattelse, at det klassiske musikpublikums adfærd og miljø er 'ufrit', 'stift', 'kedeligt' - eller hvad man ellers hører af standardiserede fordomme. Men det synes jeg ikke. Der er sikkert nogle, der går forkert, når de går til torsdagskoncert eller til kammerkoncert i Nationalmuseets festsal. Men selv de lader sig ikke mærke med, at de er skuffede. Enten bliver de siddende og lider i stilhed, eller også lister de lige så stille ud mellem to satser uden at berøve de tilbageværende muligheden for - trods omgivet af mange andre - at føle sig alene med musikken. Dén mulighed har man kun meget sjældent som jazzlytter - altså live-jazzlytter. Man har til gengæld noget andet. Man kan være sikker på, at musikerne på scenen ikke reproducerer, hvad andre har skrevet ned og blot i gengivelsen giver os noget af sig selv. Jazzmusikeren skaber selv sit værk. Når temaet - som ikke så sjældent også er hans eget - er spillet igennem, er han på egen hånd. Han skal præstere en egentlig improvisation. Ikke en modulation af temaets melodiske kontur eller et let ændret tempo i forhold til oplægget. Han skal skabe et nyt værk, så at sige. Det er ikke forkert at sige, at der kræves mere af jazzmusikeren i forhold til det valgte tema, end der kræves af den klassiske musiker. Faktisk kræves der alt af ham. Den klassiske musiker allierer sig med temaet og belyser det. Jazzmusikeren - hvis han er god - får os til at indse, at der bag det gemmer sig et helt nyt og et nyt og et nyt ... Jazzpublikummet må indstille sig på musik, det aldrig har hørt før. Således bliver en jazzkoncert i det mindste et sandhedens øjeblik for den optrædende. Samtidig må jazzmusikeren kunne tåle at spille for et publikum, der, hvis det er uinteresseret eller er 'gået forkert', uden blusel giver dette til kende. Jazzens sociale historie holdt den i sine første mange tiår uden for det 'dannede' publikums koncertsale. Da den endelig blev lukket ind, var det på en måde for sent, for da havde størstedelen af publikum vænnet sig til, at jazzen var knejpens musik. Og næsten lige så hurtigt jazzen skabte en skare af anmeldere og intellektuelle, som indså dens kunstneriske valør og kompleksitet, og som begavet beskrev og rejste debatter om denne kompleksitet, lige så hurtigt dannedes en fraktion af tilsyneladende rettro tilhængere, som for enhver pris ville holde jazzen i dens 'naturlige miljø', og som insisterede på, at den ikke kunne overleve, hvis den blev 'overtaget af de intellektuelle'. Derfor foregår jazzlytning for ni tiendedeles vedkommende stadig i helt eller delvist uegnede lokaler og - tillad mig - med mellemrum også med et helt eller delvist uegnet publikum. Her taler jeg jo altså især om den del af jazzen, som spilles med dens ophavsmænds indre nødvendighed som væsentligste drivmiddel, og ikke om den del af den, som drives af alt muligt andet. På pianisten Bill Evans' berømte optagelser fra New York-klubben Village Vanguard fra 1961 er der et ubeskriveligt øjeblik i den korte og afsluttende temapræsentation af Gershwins 'I Loves You, Porgy'. Evans og bassisten Scott LaFaro har i minutterne forinden tolket denne gribende 'Porgy and Bess'-arie på en måde, så der er skabt historie: på LaFaros bund af plastisk forskydning af rytmen og begavede harmoniudvidelser og enkelttoner har Evans vovet sig endnu længere ud end i flere andre numre på denne minderige dag og har - uden at forråde den romantisme, der blev et af hans adelsmærker i jazzen - spillet nervøst aggressivt, næsten vredladent, både direkte på og omkring taktslaget og på den måde skabt en fuldstændig uhørt og betagende musikalsk spænding. Og så - i den sidste temapræsentation, som blot omfatter A-stykket to gange, falder det hele til ro, og den smerteblandede skønhed tager over igen. Og dér - midt i denne musikalske udånding, som også lytteren, næsten bogstaveligt talt, søger tilflugt i efter en udmattende ekskursion - hører man i et par af de sarteste sekunder en kvinde ved baren hvine af latter, helt åbenlyst fordi en anden har fortalt hende noget, hun finder morsomt - altså en totalt uvedkommende afbrydelse af et øjeblik, der for nogle er uendeligt privat, for andre nærmest sakrosankt. Jeg har ofte tænkt, at det kunne være en interessant jazzjournalistisk opgave at finde denne kvinde og, med 40 års forsinkelse, konfrontere hende med den kendsgerning, at hun er herostratisk verdensberømt - blandt Bill Evans-fans, altså. På den anden side: Oftere er min forargelse blevet fortrængt af glæden over, at jeg jo er i stand til at opleve dette øjeblik igen og igen blot ved at trykke på nogle knapper hjemme i stuen. Jeg ved, at hendes ublu hvinen kommer, så derfor er jeg, efter lang tids øvelse, i stand til at eliminere det fra min musikalske oplevelse. Men sådan ville det ikke have forholdt sig, hvis jeg ikke havde haft andre chancer for at opleve dette øjeblik end den ene gang, hvor det rent faktisk tog form (og for god ordens skyld skal det oplyses, at jeg af indlysende geografiske og aldersmæssige grunde ikke var til stede dengang i Village Vanguard. Jeg har kun hørt det på plade). Min pointe er altså , at havde jeg kun haft denne ene chance, er det mest sandsynligt, at jeg ville have været plaget af forstyrrelsen resten af mine dage. Nu har teknikken givet mig muligheden for at lære at opleve øjeblikket uden at være plaget - og det er dér, jeg vil hen: Copenhagen JazzHouse og alle andre ydmyge, idealistiske steder for musik, der ingen grund har til ydmyghed, leverer grundstoffet for oplevelsen - på godt og ondt. I sagens natur - jazzen som improviseret musik - har musikerne kun én chance på scenen for at nå nirvana, og det gælder også i de tilfælde, hvor der ruller en båndoptager i baglokalet, eller der står en licensbetalt transmissionsbus ude på gaden. Derfor er de afhængige af, om de kan fungere optimalt med et publikum, som ingen kan garantere vil vise dem respekt for dét, de gør. Publikum, derimod, har i sådanne tilfælde flere muligheder: Der kommer en cd eller en radioudsendelse. Musikken kan opleves igen. Ligegyldigheder kan sies fra . Store øjeblikke kan nydes på bekostning af knap så store. På den måde kompenseres der for, at jazzen stadig ikke udspiller sig i kunstens templer, men for det meste er henvist til de sociale huler. Fastholdelsen af øjeblikket kan være lige så vigtig som øjeblikket selv, for kæmper vi kun med forstyrrelser fra sidemanden eller cappuccinomaskinen? Nej, vi kæmper også for accepten af en musikform, som på grund af improvisationens kompleksitet og ofte meget høje musikalske lixtal er mere eller mindre opgivet af et stort publikum. Det tager tålmod og øvelse at værdsætte jazz, og også derfor har vi af nærmest pædagogiske årsager behov for at kunne fastholde den som dét, nogle af os mener den er: en musikform, som i sine ypperste stunder er den mest sofistikerede kunstfrembringelse, man kan tænke sig. Hvor den klassiske lytter ikke behøver at gøre så meget andet end at nyde (eller, bevares, ikke nyde) genkendelsen af melodien og måske forholde sig til fortolkerens indlevelsesevne og moderate ændringer af tempo og fraselængde, så skal livejazzlytteren hver eneste gang forholde sig til en melodisk substans, som hverken han selv, hans sidemand eller den, der spiller den, har hørt før. Derfor er det ikke noget ringe udgangspunkt for lytteren, at han for det første kan forholde sig kritisk-positivt til musik, der for et flertal forekommer at være helt uden metrisk logik, at han desuden er fortrolig med akkordskift og kan tælle takter, kan skelne et dybt swing fra et overfladisk, er så erfaren, at han på forhånd kender harmonistrukturerne i et par hundrede titler fra 'Den store amerikanske sangbog' og jazzens øvrige standardrepertoire samt har et erkendelsesteoretisk forhold til det faktum, at han på grund af musikkens ordløshed og improvisationens flygtighed kun med meget stort besvær kan give sin oplevelse af den videre til andre med andet end sprogets mest flade gloser. Alt dét skal jazzens formidlere have i tankerne, når de prøver at lokke Arte- brochurens gennemsnitsbrugere ned i kælderlokaler, hvor der må ryges, drikkes og snakkes, samtidig med at musikken spiller - og så er det måske lige pludselig ikke så mærkeligt, at der er tendens ti menighedsdannelse hos nogle af dem, der mener at have annammet nogle af forudsætningerne for at værdsætte denne besynderlige musik. Men hvordan kan det hænge sammen , at musikken - på den ene side - kun spilles på steder, hvor de forudsætningsløse uden blusel blander sig med menighedens hardcore-medlemmer, mens - på den anden side - denne menighed gør krav på at få accepteret, at hvad der spilles er mere raffineret end den musik, de 'dannede' hører på? Det mest indlysende svar på dette spørgsmål har selvfølgelig de, der vil fastholde jazzen som de u-dannedes musik - enten fordi de af sociale eller politiske grunde vil lægge afstand til de dannede, eller fordi de alligevel ikke selv forstår en brik af, hvad der bliver spillet. De vil sige: Gør ingenting. Lad musikken blomstre på de små steder, hvor den opstår spontant, for musikken er jo selv spontan og i sin oprindelse folkemusik, ikke? Jo, det lyder jo kønt, men jeg tror nu, der er en anden mulighed: Glem aldrig de lyttere, der værdsætter musikken intuitivt, for det er dem, der skal forstå og værdsætte den på et højere plan i morgen - men giv alligevel en luns til menigheden. Lad Copenhagen JazzHouse og dem , der har skabt dette fine sted - og i disse dage drevet det succesfuldt i ti år - være det første skridt på vejen til et københavnsk spillested for jazz, hvor innovative arkitekter og kendere kombinerer en koncertsalsfornemmelse med en klub-fornemmelse, hvor perfekt og variabel akustik ikke er noget, man diskuterer, når man er flyttet ind, men noget, der er gennemtænkt forinden, hvor den lyttende del af publikum er klart adskilt fra den mindre lyttende, uden at de føler sig i hver sin fold, hvor scene, flygel, lys, lydanlæg og bagscenefaciliteter er opdaterede og velfungerende, hvor 100 mennesker ikke føler sig alene, og hvor 400-500 mennesker kan være uden at blive mast - og gør det på et sted, hvor der ikke er så langt til andre musikalske genrers scener. Det er gjort i Paris (musikbyen i La Villette), det er ved at blive gjort i Amsterdam (Bimhuis-klubben får plads i et nyt musikcenter), og det kan gøres i København enten i forbindelse med den nye opera, Tivolisalens mulige renovering eller det nye DR-hus i Ørestaden. Læsere af dette, der noterer sig min titel, vil sige: Det sidste kan han sgu da selv sørge for. Svaret er: Forsøget er gjort, men kun kvart lykkedes. Hvad jeg har beskrevet her og stadig håber på er ideelle forhold i en ideel verden. Men den politiske virkelighed er ikke nogen ideel verden, og når en kvadratmeterpris er fastlagt politisk, kommer de institutionelle behov før de specielle. Og jazzen er jo meget speciel, ikke?