0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Arabernes forståelige uforståelighed

Vesten forstår ikke arabernes retorik

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Når Vesten ikke forstår arabernes retorik, er det, fordi man nægter at sætte sig ind i den tradition og kultur, den udspringer af, skriver kronikøren, der er cand.mag. i retorik.

I slipstrømmen på terroraktionerne i USA har der været gjort adskillige forsøg på at forstå den arabiske kultur og den kommunikation, som man formoder var stærkt medvirkende til at gøre de forfærdelige handlinger mulige. Over-vejelserne strander imidlertid typisk på en påstand om, at den arabiske tankegang er absolut forskellig fra den vestlige. Denne totale forskel gør det simpelthen umuligt for os at forholde os til, hvad fundamentalistiske muslimer og andre arabiske ledere fortæller deres tilhængere.

Endvidere er måden, hvorpå de arabiske masser opildnes, efter sigende væsensforskellig fra den vestlige tiltale-form; hvor vi i Vesten benytter os af en moderat, afdæmpet og saglig tone i den offentlige debat, er arabernes tale højspændt, følelsesladet og dogmatisk. Vesten må derfor, hedder det sig, stille sig uforstående og uforsonligt over for, det araberne siger, og måden, de siger det på.

Jeg mener, at afvisningen af al arabisk diskurs, der ikke har tilpasset sig vestlige normer, er udtryk for, at vi i Vesten langtfra er så oplyste og tolerante, som vi gerne giver udtryk for. Den kategoriske benægtelse af at kunne forstå og forholde sig til de mere radikale af de arabiske og muslimske lederes udsagn går forud for ethvert reelt forsøg på faktisk at sætte sig ind i udtalelserne.

Det er almindeligt kendt, at arabiske talere ofte benytter sig af en højstemt, patetisk stil, som vi i Vesten i bedste fald finder upassende, og som ofte giver os kuldegysninger på grund af sin uhæmmede appel til tilhørernes dybeste følelser. Arabiske ledere benytter sig ved mange forskellige lejligheder af et farverigt og stærkt billedsprog; for eksempel gøres martyrer, personer der har ofret livet i hellig krig, gerne til genstand for uhæmmet hyldest. Den arabiske brug af stilistiske midler er ganske vist anderledes utilsløret end den vestlige brug af tilsvarende udtryksformer, men araberne benytter sig ikke af sproglige former, som ikke også kendes fra vestlig kommunikation. Lige så vel som vestlige talere benytter araberne sig af tankefigurer som antitese - modstilling af kontrasterende synspunkter - og metafor - betydnings-overførsel gennem billedlige udtryk. Og ligesom al vestlig kommunikation rummer arabiske ytringer diverse klang- og rytmefigurer - for eksempel gentagelse af ord, sætningsled eller begyndelsesbogstaver.

Den arabiske brug af stilfigurer er nok udtryk for et andet æstetisk ideal end det, vi tilslutter os i Danmark og andre vestlige lande, men her er tale om en smagssag, som ikke nødvendigvis ligger uden for vores forståelseshorisont. Aristoteles - grundlæggeren af den vestlige retoriske tradition, som endnu i dag har betydning for, hvordan vi kommunikerer med hinanden - fastslår, at de stilistiske virkemidler er bedst anvendt, når man ikke lægger mærke til, at de er der.

Aristoteles' holdning svarer ret præcist til den nuværende vestlige norm: I misfornøjet erkendelse af at stilfigurer ikke kan elimineres helt fra sproget, affinder man sig med dem, men foreskriver, at de ikke gør for meget væsen af sig. Der går imidlertid ikke en lige linje fra Aristoteles' oprindelige ideal frem til vor tids sproglige normer: I Danmark kendes den mere højstemte og udsmykkede stil blandt andet fra barokken. Godt nok opfatter vi i dag barokdigtningen som overdrevent kunstfærdig, men det har hverken ført til, at vi hævder ikke at kunne forstå Kingo, eller til at hans smukke salmer har mistet deres plads i den danske sangskat.

Et andet og i denne sammenhæng mere relevant eksempel på, at den store, følelsesladede stil ikke er så fjern for os, som vi gerne hævder, finder man i USAs reaktion på terrorangrebene. Her er i allerhøjeste grad tale om en højspændt og ekstrem sprogbrug - som eksempel kan nævnes præsident Bushs kategoriske antitese: 'Hvis du ikke er med os, er du imod os'. Denne ekstreme sprogbrug har ikke fået Danmark og andre moderate lande til at tage afstand fra USA, men har tværtimod vundet genklang og resulteret i usædvanligt højstemte støtteerklæringer. Her ses forbindelsen mellem form og indhold tydeligt: Fordi vi i forvejen identificerer os med USA og stiller os positivt over for indholdet af den amerikanske diskurs, accepterer vi ikke blot udtalelsernes radikale form, vi finder endog, at de udgør et passende svar på den forfærdelige situation, USA befinder sig i.

Der er altså intet i den arabiske tales udtryksform, som på forhånd forhindrer en vesterlænding i at forstå talerens budskab, men hvad med indholdet af de arabiske taler, er der nogen grund til, at vi ikke skulle kunne forstå det? Når det hævdes, at vi i Vesten ikke kan sætte os ind i den tankegang, der ligger til grund for arabiske lederes udtalelser, er det, fordi udsagnene reelt ikke synes at rumme mange forklaringer. For et vestligt øre kan de rigt udsmykkede arabiske udtalelser synes at rumme meget lidt indhold; påstande og anklager virker som grebet ud af den blå luft, og de slynges mod Vesten uden ledsagende forklaringer eller argumenter for deres berettigelse.

Når araberne ikke forklarer og begrunder deres påstande, hvordan skal vi kunne forstå dem? Dette spørgsmål kan undersøges ud fra to beslægtede synsvinkler: Det første og vigtigste perspektiv tager udgangspunkt i de arabiske talers situationskontekst. Det andet perspektiv fremkommer ved at vende spørgsmålet på hovedet og dermed overveje hvor meget vi i vesten egentlig begrunder vores grundlæggende antagelser når vi henvender os til 'vores egne'.

Den arabiske kommunikation som Vesten stiller sig uforstående overfor, er typisk henvendt til den brede offentlighed - til de arabiske masser. Som det blandt andet vides fra interviews i vestlige medier og fra diverse internationale forsamlinger er mange arabiske ledere og meningsdannere fuldt ud i stand til at udtrykke sig på en måde, der lever op til vestlige normer om god kommunikation. De kan på afdæmpet og velargumenteret vis deltage i dialog med folk, som har helt andre synspunkter end de selv.

Når de selvsamme ledere henvender sig til befolkningen i deres hjemlande, er spillereglerne imidlertid nogle helt andre, end når de stiller op til debat med vestlige diplomater og journalister. Dette skyldes ikke - eller i hvert fald ikke udelukkende - at den arabiske og muslimske kultur er så autoritetstro, fundamentalistisk og totalitær, som det ofte hævdes. Årsagen skal i langt højere grad findes i det faktum, at en arabisk leder, når han taler i et arabisk forum, tager udgangspunkt i et sæt af grund-læggende antagelser og holdninger, der er forskelligt fra det sæt, som gælder i vestligt dominerede, inter-nationale sammenhænge. De alment anerkendte antagelser som den arabiske taler må tage udgangspunkt i for at opnå tilslutning til sin sag, er simpelthen nogle andre i en rent arabisk sammenhæng, end de er, når han taler til en forsamling med vestlige deltagere.

Indholdet af den arabiske kommunikation kan ofte være i direkte modstrid med de budskaber, vestlige ledere fremsætter, men dette er ikke en tilstrækkelig grund til at afvise de arabiske ud- talelser som værende totalt uforståelige. Når vi i Vesten gør os til fortalere for demokrati, menneskerettigheder og en række andre beslægtede begreber, gør vi det ud fra en forudsætning om, at disse begreber repræsenterer absolutte goder. Vi er nok overbeviste om, at vi, hvis det mod forventning skulle blive nødvendigt at begrunde vores antagelser, kan levere en række gode grunde til, at den demokratiske styreform er den bedste. Men så længe vi ikke bliver spurgt, er der ingen grund til at tage spørgsmålet op; det ville svare til at skulle opfinde både skeen og den dybe tallerken, hver gang man ville spise suppe.

I den arabiske verden indtager religionen ofte den centrale plads, som vi i Vesten forbeholder menneskerettighederne og demokratiet. Når noget gives en religiøs begrundelse, antager man typisk i muslimske kredse, at der dermed er givet tilstrækkeligt belæg for den fremsatte påstand.
Dette betyder hverken, at den arabiske og muslimske kultur udelukker debat, eller at det er umuligt at føre en interkulturel dialog - at danne bro mellem den arabiske og den vestlige forståelseshorisont. Blandt arabiske muslimer foregår debatten på den religiøse sandheds præmisser, og inden for disse rammer diskuteres forskellige visioner for udvikling nøjagtig som forskellige vestlige politiske partier diskuterer demokratiets konkrete udmøntninger.

Nogle af de muslimske visioner er fra et vestligt synspunkt fuldkommen uacceptable og vil formodentlig aldrig kunne forenes med vores opfattelse af, hvad det vil sige at respektere den enkeltes ukrænkelige menneskerettigheder. Men især blandt gruppen af yngre arabiske ledere i lande som Jordan og Marokko finder man fortalere for en udvikling, der forener det traditionelle værdigrundlag med moderne samfundsteori. I disse lande er en ægte demokratisk arabisk statsdannelse en reel mulighed.

Både vestlige og arabiske ledere bygger deres taler op omkring værdier og holdninger, som de mener man kan tage for givet blandt talernes modtagere. De alment accepterede holdninger og værdier er ikke de samme i den arabiske sammenhæng, som de er i Vesten. Men i stedet for at lade forskellene stivne og cementere sig som uoverstigelige barrierer for forståelse, må man anspore parterne til at begrunde og forklare deres grundlæggende holdninger. En ægte interkulturel dialog kan ikke funderes på et vestligt krav om, at araberne må tilpasse sig vores normer, hvis de vil opnå forståelse; tværtimod må man tage udgangspunkt i de sproglige og indholdsmæssige normers forskellighed. Kun ved både at sætte spørgsmålstegn ved de vestlige og de arabiske antagelser kan man begynde at etablere et fælles forum, i hvilket samtalen foregår på ligeværdige præmisser.

Som situationen tegner sig i øjeblikket, er der meget stor forskel på, hvordan vi i Vesten opfatter den arabiske og den vestlige kommunikation. At de to udtryksformer ikke er ens, har selvfølgelig en vis betydning, men det er ikke den primære årsag til vores forskellige fortolkninger. Det er i langt højere grad vores forudbestemte opfattelser, der styrer og begrænser vores forståelse.

De modstridende tendenser i vores nuværende fortolkninger kan måske belyses ved hjælp af en analogi: I 'Odysseen', en af de store litterære milepæle i den vestlige kultur, beretter Homer om, hvordan helten Odysseus reddede sig selv og sine mænd fra den frygtindgydende, menneskeædende og enøjede kyklop, Polyphemos. Odysseus stak Polyphemos' øje ud efter at have fortalt kyklopen, at hans navn var Ingen.

Da de andre kykloper hørte Polyphemos' smertensbrøl, ville de komme ham til undsætning; kykloperne stimlede sammen uden for Polyphemos' hule og spurgte, om der var noget i vejen, om nogen ville myrde ham. Polyphemos svarede inde fra hulens mørke, at Ingen ville myrde ham; de andre kykloper troede derfor, at de ikke kunne hjælpe, og de trak sig tilbage til deres egne boliger. Dermed blev det muligt for Odysseus og hans besætning at flygte fra den blindede kyklop.

USAs svar på terrorangrebene bærer visse mindelser om den blindede kyklops rasende reaktion på den pludselige og uventede smerte, men der er også vigtige forskelle. Forskellene består for det første i, at USAs sår straks var synligt for hele verden i form af billederne af de sammenstyrtende kæmpebygninger. For det andet kunne USA, til trods for at de skyldige ikke stod frem, udpege sin fjende på en måde, som var forståelig for resten af verden: »Det er Osama bin Laden, der har gjort det; det er de fundamentalistiske, muslimske terrorister«, hylede den sårede kæmpe.

Også med hensyn til arabisk kommunikation er det muligt at drage ligheder mellem visse lederes udtalelser og kyklopens brøl. Her går ligheden imidlertid mest på verdenssamfundets manglende forståelse for smertensskriget. Reaktionen - eller manglen derpå - svarer til de andre kyklopers opgivende hovedrysten, da de hørte, at Ingen pinte Polyphemos. Men hvor kykloperne ikke kunne vide bedre, er den manglende forståelse for arabernes råb et bevidst valg. Arabernes Ingen har et navn: »USA har såret os, Vesten vil slå os ihjel«, råbes der. Når vi reducerer disse råb til meningsløshed - hævder, at vi slet ikke kan sætte os ind i den ekstreme fanatisme, som fostrer forurettigelsen og det brændende had - er det måske mest af alt et udtryk for vores frygt. Vores frygt for, hvilke konskvenser det kunne få, hvis vi tog påstanden alvorligt og bad araberne fremlægge deres begrundelser for den.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage