Den tredje verden er i lang tid blevet snydt, når det gælder WTO og landbrugsvarer. Desværre er der ikke udsigt til den store forbedring, hvis den globale landbrugsaftale vedtages på WTO's møde i november, skriver kronikøren, der er lektor ved Roskilde Universitetscenter. I november afholdes efter planerne det fjerde WTO-ministermøde i Doha i Qatar. Det foregående WTO-ministermøde i Seattle i december 1999 tiltrak verdens opmærksomhed, da det druknede i vold i gaderne. At senere møder på globalt plan har tiltrukket modstand og desværre også vold i gaderne, er udtryk for en stigende frustration fra civilsamfundet over for markedskræfterne, der er, ved at ensrette det globale samfund. Det ulykkelige er at den store brede utilfredshed med ensretningen fra mange grupper over hele verden bliver udnyttet af en lille gruppe unge, som føler sig helt marginaliseret og tilsyneladende realiserer sig selv i hæmningsløs vold. Hvis ikke Danmark og andre demokratiske lande gør en indsats for at imødegå, at store dele af verdens befolkning bliver domineret og inddraget på ulige vilkår i globaliseringen, risikerer verden blot endnu flere ekstremistiske brutale terrorangreb, som selvmordsbombningen af World Trade Center i New York var udtryk for. For at undgå en gentagelse af det pinlige ministermøde i Seattle har WTO valgt den lille arabiske ørkenstat Qatar for sit næste møde. Her er faciliteterne så begrænsede, at man har en god undskyldning for at begrænse antallet af deltagere fra ngo'er og civilsamfund til det absolut minimale. Herved kan man undgå, at voldsepisoder i gaderne tiltrækker verdensopinionens opmærksomhed på den form for nykolonisering, som forhandlingerne på de bonede gulve blandt ministre og deres repræsentationer ved WTO er udtryk for. Kina står med sin femtedel af verdens befolkning til optagelse, og derved vil WTO have bekræftet sin position som en af de førende globale institutioner, der sikrer en fortsat inddragelse af alle samfund under globaliseringens regime. Ud over Kinas optagelse er et andet stort emne på dagsordenen, nemlig videreførelsen af den globale landbrugsaftale. Netop den globale landbrugsaftale var den primære grund til, at det foregående ministermøde i Seattle måtte afbrydes, uden der var opnået enighed om, hvordan man skulle komme videre. En lang række u-lande føler, at de er blevet lokket ind i forhandlingerne under falske forudsætninger, og i stedet for øget frihandel har de rige industrilande, specielt EU og USA, øget støtten til deres eget landbrug og lukket deres egne markeder endnu mere af, samtidig med at de har tvunget u-landene til at åbne deres. Ordene hykleri og dobbeltmoral går igen og igen, når der tales om den globale landbrugsaftale. Når en række u-lande, med Indien i spidsen, truer med at blokere for en fortsættelse af forhandlingerne om den globale landbrugsaftale på mødet i Qatar, og når ngo'er verden over lige nu er ved at støbe kuglerne til deres kamp mod WTO og den globale landbrugsaftale, er der primært tre grunde til det: Mange u-lande følte sig i bogstaveligste forstand bondefanget, da de gik ind i forhandlingerne om den globale landbrugsaftale som en del af Uruguay-runderne under GATT i begyndelsen af 1990'erne. Forhistorien er at man efter afslutningen af Anden Verdenskrig besluttede at regulere verdensøkonomien gennem tre såkaldte Washington-institutioner, hvoraf kun Verdensbanken og den Internationale Valutafond blev etableret. Da man ikke kunne enes om at etablere ITO (International Trade Organisation), blev GATT etableret i 1948 som et midlertidigt ad hoc-forhandlingsforum. Uruguay-runderne, som har kørt siden midten af 1980'erne, sluttede i 1994 med enighed om oprettelsen af WTO som en permanent global handels-organisation med hovedsæde i Genève. USA havde oprindeligt insisteret på ikke at have landbrug med i GATT-forhandlingerne af hensyn til beskyttelse af amerikanske farmere. Da USA var den absolut største partner i GATT-forhandlingerne, besluttede man at lave en ikketidsbegrænset undtagelse for landbrug i de generelle handelsforhandlinger. Den fælles landbrugspolitik under Det Europæiske Fællesmarked udviklede sig i 1970'erne til, hvad der er blevet beskrevet som et massivt kompleks af pris- og salgsgarantier, subsidier og andre støtteforanstaltninger, som stort set isolerede bønderne fra markedskræfterne. I denne kuvøse - dyrt betalt af de europæiske forbrugere og skatteydere - udviklede Det Europæiske Fællesmarked sig fra at importere fødevarer til at blive storeksportør i konkurrence med USA. Igennem 1980'erne udspillede der sig en veritabel handelskrig på landbrugsområdet mellem verdens to største eksportører USA og EF. Da det var midt under den kolde krig, og da en række naturkatastrofer samtidig skabte sultproblemer mange steder i den tredje verden, ikke mindst i Afrika, blev fødevarer brugt som våben og lokkemiddel til at vinde venner for den såkaldte frie verden. Handelskrigen var dyr og opslidende for USA og Europa, og da den kolde krig ophørte, blev det i 1992 besluttet at inddrage landbrug i Uruguay-runderne. I løbet af et par år fik man etableret det juridisk komplekse regelsæt, der skulle regulere verdenshandlen med landbrugsvarer til iværksættelse i 1995, samtidig med etableringen af WTO. Aftalen gik ud på, at alle hindringer for fri handel over grænserne skulle omsættes til toldsatser som så gradvist skulle reduceres. Industrilandene skulle reducere deres toldsatser med 20 procent over en seksårig periode, medens u-landene fik ti år til at reducere med kun 13,3 procent, og de mindst udviklede lande fik endnu mere favorable vilkår. Mange industrilande føler, at de har været generøse ved en sådan gestus over for u-landene. Det viste sig dog, at der var en række skjulte fælder. Først og fremmest var u-landene meget dårligt repræsenteret ved forhandlingerne. Af de 65 u-lande, der var medlemmer af GATT/WTO under Uruguay-runderne havde 20 slet ingen repræsentation i Genève. Dem, der havde, var meget ringe bemandet, og stort set ingen var uddannet i handelsjura. Som den kenyanske repræsentant sagde til mig, når man på møder var blevet enige om indholdet i et handelsemne, så var det typisk den amerikanske delegations jurister, der skrev enigheden ned i en aftale. Når de fik den til underskrift, forstod de lige så lidt af indholdet, som amerikanerne ville have gjort, hvis de havde nedfældet enigheden på kiswahili. Da u-landene skulle omsætte deres forskellige handelsbegrænsninger til toldsatser/tariffer, blev de vildledte, til at tro, at 100 procent måtte være maksimum. Bagefter opdagede de at industrilandene havde sat tarifferne så højt som 390 procent. Ifølge en UNCTAD-opgørelse er EU's bindende tariffer for år 2000 næsten to tredjedele højere, end de aktuelle tariffer var i 1989-93, som var udgangspunktet for tariffiseringen. For USA var de tre fjerdedele højere. Dette har fået begrebet 'beskidt tariffastsættelse' til at være et alment accepteret begreb i WTO-kredse, også i formelt regeringssprogbrug. Hovedideen i den globale landbrugsaftale var at fremme frihandel, og derfor skulle de enorme støtteforanstaltninger, som både USA og EF havde fået opbygget til støtte af øget produktion og landbrugseksport, gradvist reduceres. For at undgå, at frihandlen ville undergrave de økonomiske vilkår for det amerikanske og europæiske landbrug for pludseligt, indførte man en såkaldt blå boks i landbrugsaftalen. Den skulle ud- fases i år 2003, og de amerikanske og europæiske bønder skulle herefter i princippet konkurrere på markedsvilkår. I stedet har man indført en grøn boks, som skal sikre, at land-mændene får støtte til naturbeskyttelse gennem f.eks. braklægnings-ordninger. Landbrugsstøtten er overgået fra produktionsstøtte til andre støtteformer. Det korte af det lange er, at industrilandenes samlede støtte til deres landbrug i stedet for at være reduceret med 20 procent over de første seks års implementering af den globale landbrugsaftale er steget med 20 procent. I dag udgør de rige, landes samlede støtte til deres landbrug årligt 360 milliarder dollar, hvoraf langt hovedparten er fra EU og USA. Dette beløb er næsten syv gange højere end den samlede u-lands-bistand fra de rige til de fattige lande og mere end dobbelt så meget som u-landenes samlede landbrugseksport. Endog hæderlige neoliberale amerikanske økonomer, som f.eks. Verdensbankens tidligere cheføkonom, Joseph Stiglitz, taler om de rige landes ufattelige dobbeltmoral i WTO forhandlingerne. En anden torn i øjet på mange u-lande er, at de som medlem af WTO skal tilslutte sig alle forhandlingsprotokollerne, modsat FN-systemet, hvor hver enkelt konvention forhandles særskilt. Mange OECD-lande har derfor haft travlt med at inkludere en række aftaler som fra deres synspunkt er mere favorable end tilsvarende aftaler under FN-regi. Et eksempel er TRIPs (handelsrelaterede patentrettigheder), som på visse punkter er i modstrid med den internationale konvention om biodiversivitet, som er forhandlet gennem FN-systemet. Flere OECD-lande ønsker at inkludere miljøbeskyttelse og arbejdstagerrettigheder som WTO-discipliner, da de nemmere kan få deres interesser igennem i WTO-systemet end i det besværlige FN-system, hvor alle lande har en stemme i Generalforsamlingen. Selvom WTO formelt fremstår som en demokratisk institution, hvor alle beslutninger træffes i enighed, så anser u-landene WTO for overordentligt udemokratisk og ikkegennemsigtig. Forhandlingerne køres af de store deltagere, hovedsageligt USA og EU, som så efter bekvemmelighed tager andre med på råd i det berømte eller berygtede 'grønne værelse'. De beslutninger, der kommer ud af det 'grønne værelse', bliver taget for givet og bliver sjældent kommunikeret ud på en gennemsigtig måde, så man kan se, hvem der har deltaget i beslutningerne. Da u-landenes interesser er meget forskellige, vil ingen turde gøre indsigelser af frygt for at miste særlige handelsbegunstigelser i forhold til USA eller EU. Ud over ulige betingelser i gennemførelsen af den globale landbrugsaftale (hvoraf meget bedst betegnes som globalt bondefangeri) og den udemokratiske og ugennemsigtige WTO-beslutningsproces er den tredje grund til, at mange fra den tredje verden er modstandere af den globale landbrugs-aftale, at den behandler landbruget og landbrugsvarer på lige fod med industrien og industrivarer. For hovedparten af bønderne i den tredje verden er landbrug ikke primært en kommerciel aktivitet, men først og fremmest grundlaget for deres liv og tilværelse. Måske op til to milliarder småbønder i den tredje verden lever i vid udstrækning af landbrug som selvforsyningsbrug suppleret med lidt salg og i stigende grad lønindkomst, ofte fra migrantarbejde. For dem er landbrug primært en livsform, som hænger meget tæt sammen med deres spirituelle liv og deres måde at bevare omgivelserne på. Gennemførelsen af den globale landbrugsaftale vil betyde, at u-landene skal lukke yderligere op for import af billige, subsidierede fødevarer fra EU og USA, som blot yderligere vil erodere grundlaget for de små bønders produktion og for u-landenes fødevaresikkerhed. Som Kenya har gjort opmærksom på i et internt WTO-papir: »Den årlige værditilvækst i vores landbrugs-produktion faldt fra 3,3 procent i 1980'erne til 1,4 procent i 1990'erne uden kompenserende vækst i industri- eller servicesektoren. Væksten i import af fødevarer fjernede bønderne fra hjemmemarkedet. Uden alternative indkomstmuligheder har bønderne haft svært ved at købe de importerede fødevarer, lige meget hvor billige de er. Det har øget fattigdommen, fødevareusikkerheden og fejlernæringen i Kenya«. Man kan så undre sig over, at u-landene oprindeligt gik med til at inddrage landbrug i de globale handelsforhandlinger, og hvorfor u-landene bliver ved med at stå i kø for at komme med i WTO. Observatører, der har fulgt handels-forhandlingerne og oprettelsen af WTO tæt på, siger, at det er der primært tre grunde til: 1. U-landene var generelt ringe repræsenteret ved handelsforhandlingerne på grund af manglen på kvalificerede folk, og de troede på de neoliberale økonomer, når de fortalte dem, at u-landene ville have nogle oplagte komparative fordele ved frihandel på grund af mange u-landes rigdom på naturressourcer og billig arbejdskraft. 2. De troede på industrilandenes løfter om, at WTO-klausulen 'Special and differential treatment' ville give u-landene specielle vilkår, der tager hensyn til deres manglende udvikling af institutioner og infrastruktur til at kunne udnytte eventuelle gevinster ved de komparative fordele. De løfter er blevet gentaget nogle gange, men aldrig indfriet. 3. Den Internationale Valutafond og Verdensbanken har simpelthen gjort det til en betingelse for at give strukturtilpasningslån til de gældstyngede u- lande, at de reducerer handelshindringer svarende til WTO-kravene. Da medlemskabet af WTO indebærer, at man skal opfylde alle forhandlingsprotokollerne, står valget mellem alt og intet. WTO-kravene er et tilbud, de gældstyngede u-lande ikke kan afslå. De globale landbrugsforhandlinger har haft svært ved at komme i gang igen efter sammenbruddet i december 1999. På den ene side føler mange u-lande sig ladt i stikken af de rige landes manglende indfrielse af løfter om særlige udviklingsvilkår og fødevaresikkerhed. For det andet føler de sig bedraget af det hykleri, de rige lande har brugt til at tvinge u-landene til frihandel, mens de selv beskytter deres egne markeder mere og mere. OECD-landene har på deres side villet vurdere, hvor mange såkaldte ikkehandels-relateredeforhold, som f.eks. miljøstandarder og arbejdstager-rettigheder, de kunne få med, uden at forhandlingerne brød sammen som i Seattle. Både miljøstandarder og arbejdstagerrettigheder frygter u-landene, med en vis ret, blot vil udvikle sig til nye handelshindringer for deres produkter på industrilandenes markeder. EU vil, støttet af Japan, Norge og Schweiz, fremsætte forslag om at medtage landbrugets multi-funktionalitet som en måde fortsat at støtte EU's landbrug på, når de bliver presset til at opgive andre støtteformer. Forslaget indebærer, at man fortsat kan støtte visse 'regionale' produkter samt give landmændene støtte til natur- og landskabsbevarelse for at bevare regioners unikke karakter. U-landene er enige i hensigten med at bevare landbruget som en integreret del af en regions og en befolknings måde at leve på. De har bare svært ved at forstå, at EU's landbrugspolitik og enorme eksportstøtte først underminerede mange u-landes landbrug, som altid har været multifunktionelt, og at de bagefter så skal acceptere, at EU's landmænd støttes til at gøre det, u-landenes bønder har fået ødelagt. Den globale landbrugsaftale vil betyde, at de mest produktive egne i u- landene vil blive yderligere ensidigt udnyttet, først og fremmest af store internationale fødevareselskaber, med yderligere økonomisk skævvridning og fare for degradering af u-landenes naturressourcer til følge. De bedst stillede u-lande og specielt deres eksportorienterede kommercielle bønder og deres agroindustrier vil givetvis vinde økonomisk på kort sigt. Til gengæld vil åbningen af u-landenes markeder for billige, subsidierede fødevarer fra USA og EU erodere u-landenes selvforsyningslandbrug. Den proces, hvor u-landenes små landbrugere presses til yderligere lønarbejde fra migrantarbejde enten inden for landets grænser eller i stigende grad gennem illegal migration til de rige lande, vil blive yderligere forstærket med gennemførelsen af den globale landbrugsaftale. Mange grupper i u-landene er frustrerede over, at de ikke kan komme igennem med disse synspunkter, fordi industrilandene ikke tager dem alvorligt, og forhandlerne fjerner sig mere og mere fra den befolkning, de skulle tjene, ved at holde møder, hvor de ikke kan nås. Hvis de europæiske og amerikanske forhandlere skal kunne forsvare over for deres landbrugsorganisationer, at de reelt åbner for mere frihandel, så vil de føle sig tvunget til at få nogle politiske gevinster på andre fronter som miljøstandarder eller arbejdstagerrettigheder, som yderligere vil begrænse u-landenes muligheder for udvikling gennem handel. Det er tvivlsomt, om u-landene kan stå sammen og forhindre nye forhandlinger, der yderligere vil presse deres småbønder og formindske fødevarersikkerheden og øge deres afhængighed af almisser. ngo'er og civilsamfund forsøger man at holde ude. Til gengæld vil USA formentlig i den nuværende situation forhindre, at for vidtgående ikkehandelsrelaterede forhold bliver bragt frem for at undgå risikoen for at mødet bryder sammen. USA vil givetvis gøre, hvad de kan, for at sikre symbolværdien i at WTO, som globaliseringens frontløber, bliver hjulpet videre på vej.