Det er et år siden, Danmark stemte nej til at deltage i euroen. Kronikøren, der er professor i økonomi, gør status over, hvordan det er gået og sammenligner med debatten op til folkeafstemningen. Da folkeafstemningen om dansk deltagelse i ØMUen blev udskrevet, havde euro kun eksisteret som en fælles regningsenhed i lige godt ét år. De praktiske erfaringer var derfor sparsomme, hvilket unægtelig gjorde det vanskeligt at vurdere de mange påstande i ØMU-debatten. Ikke mindst med hensyn til konsekvenserne for dansk økonomi af hhv. et 'ja' eller et 'nej' var der frit slag. Nu er der gået ét år, hvilket åbner mulighed for en noget mere nuanceret vurdering af ØMU-projektets betydning for europæisk økonomi og afstemningsresultatets betydning for dansk økonomi - i hvert fald det første år. Nogle tendenser har i mellemtiden aftegnet sig tydeligere: - at landene i eurozonen har en divergerende økonomisk udvikling. Irland og Tyskland - som de to yderpoler - har bevæget sig endnu længere væk fra hinanden. Irland kæmper med inflations-problemer, mens arbejdsløsheden har været stigende i Tyskland igennem hele 2001. - at Den Europæiske Centralbank - sammenlignet med den amerikanske - fører en stram pengepolitik. - at eurokursen fortsat er ustabil hvortil kommer, at det nu med sikkerhed kan siges: - at konsekvenserne for dansk økonomi af nejet var små (i hvert fald på kort sigt). Hvis en monetær union skal være velfungerende, må den økonomiske udvikling i de enkelte lande ikke afvige væsentligt fra hinanden. Dette blev for de 12 eurolande i første omgang sikret gennem opfyldelsen af de såkaldte konvergenskriterier tilbage i 1997. Disse kriterier skulle tilsikre en ensartet, lav inflation og rente, samt offentlige budgetunderskud, der ikke oversteg tre procent af nationalproduktet (BNP). Et EU-land kan således ikke blive optaget i eurosamarbejdet, uden at det opfylder konvergenskravene på optagelsestidspunktet. Men når først deltagelse i den monetære union er opnået, så er konvergenskriterierne historie. De kan således ikke hindre, at landene atter begynder at løbe fra hinanden. For der står intet i Maastrichttraktaten om, hvorledes den fortsatte konvergens skal fastholdes i fremtiden. Den Europæiske Centralbank kan i følge sagens natur kun sigte mod at holde den gennemsnitlige inflation for hele eurozonen i ave; men hvorledes inflationen fordeler sig mellem landene, har den ingen indflydelse på. Her er det udviklingen på de nationale arbejdsmarkeder, der i første række bestemmer det enkelte deltagerlands inflationstakt. Da arbejdsmarkederne i EU er svagt integrerede, så kan der med tiden opstå betydelige og varige forskelle i løn- og omkostningsniveau. Den afgørende forudsætning for, at en monetær union kan fungere så nogenlunde problemfrit, er derfor, at tilløb til løn- og omkostningsforskelle kan udlignes let og uhindret mellem landene. Ser vi på det amerikanske arbejdsmarked, så er der langt større mobilitet mellem enkeltstaterne, end vi kender til i EU. Faktisk er mobiliteten i hele USA større end i de enkelte landes nationale arbejdsmarked. Hertil skal så ydermere lægges, at løndannelsen på det amerikanske arbejdsmarked er væsentligt mere fleksibel end i Europa. I det perspektiv kunne man med god ret spørge, hvorledes de enkelte EU- lande så overhovedet kan undgå, at der opstår betydelige regionale forskelle. Det har de da også kun undgået ved brug af en omfattende national omfordelings-politik. Når det tidligere Østtyskland i dag har en arbejdsløshed, der 'kun' ligger cirka fem procent højere end landsgennemsnittet, skyldes det de milliarder af mark, som forbundsregeringen har pumpet og fortsat pumper ind i disse fem delstater. Syditalien har i hele Italiens moderne historie haltet langt efter de øvrige regioner, blandt andet fordi omfordelingen fra Nord til Syd har svigtet. På EU-niveau er det endnu mere åbenbart, hvorledes kulturelle, sproglige og geografiske barrierer holder arbejdsmarkederne adskilt. Da der ydermere ikke er nogen omfordelingsmekanisme af betydning i Bruxelles, så kan forskellene landene imellem næsten ikke undgå at vokse inden for euro-zonen. Der vil være tale om en snigende tendens, som vil manifestere sig, i takt med at strukturændringer ikke kan kompenseres via valutakurs-tilpasning, så længe arbejdskraftens mobilitet er så lav. Forskellene er dog allerede i dag store inden for eurozonen. Holland har stort set fuld beskæftigelse med en registreret arbejdsløshed på 2,2 procent. Spanien kæmper med en betydelig arbejdsløshed på 13,2 procent. De tre store eurolande har alle en arbejdsløshed i underkanten af 10 procent. Hertil skal så lægges, at inden for det seneste år er arbejdsløsheden begyndt at stige i Tyskland og Frankrig. Som et andet, nyt træk i udviklingen inden for eurozonen er inflationsraterne begyndt at løbe fra hinanden. De blev presset sammen op til etableringen af eurozonen i foråret 1998; men har, som nævnt, ikke efterfølgende været holdt sammen af én fælles norm. Lønstigningstakten ligger således i Irland i øjeblikket på otte procent, mens den kun er to procent i Tyskland. Den eneste formelle 'bremseklods', som eurolandene fortsat er underkastet, er den i 'vækst- og stabilitetspagten' fastsatte overgrænse på tre procent (af nationalproduktet) for den offentlige sektors underskud. Det var et krav, som den daværende konservative tyske finansminister Theo Weigel stillede for tysk deltagelse i ØMUen. Det uhensigtsmæssige i vækst- og stabilitetspagtens udformning var allerede dengang en 'offentlig' hemmelighed. Nu har den seneste udvikling i blandt andet Irland og Tyskland til overmål demonstreret uhensigtsmæssigheden i praksis. Stabilitetspagten har ingen effekt på Irlands (for) høje inflation. Det europæiske ministerråds opfordring til den irske finansminister om at stramme finanspolitikken for derved at bremse inflationen faldt for absolut døve øren; for Irland har et komfortabelt overskud på de offentlige finanser. Omvendt kan den tyske økonomiminister allerede nu se, at hvis den aktuelle lavkonjunktur trækker ud blot endnu ét år, så vil arbejdsløsheden være steget så meget, at han risikerer at komme i konflikt med overgrænsen for budgetunderskuddet. Det vil i så fald indebære, at han midt i en lavkonjunktur skal stramme den tyske finanspolitik! To et halvt år er kort tid, når en ny institutions politik skal vurderes. Der er dog sket den væsentlige ændring, at væksttempoet i eurozonen er gået så meget ned, at arbejdsløsheden, som nævnt, i nogle af de toneangivende lande atter er begyndt at stige. Det har givet Den Europæiske Centralbank (ECB) mulighed for at demonstrere sin prioritering i pengepolitikken. Banken har her ikke lagt skjul på, at den tillægger overholdelsen af inflationsmålsætningen (mellem nul og to procent) ubetinget størst vægt - arbejdsløsheden kommer i anden række. Da de stigende oliepriser i 1999/2000 fik inflations-udviklingen for euro-landene (under ét) til at krybe op over tre procent, brugte Centralbanken dette som hovedargument for at hæve renten fra to en halv procent til fire trekvart. Da konjunkturudviklingen begyndte at flade ud ved årsskiftet fastholdt ECB - i modsætning til den amerikanske centralbank - renten uændret helt frem til maj, hvorefter den blev sænket med blot en kvart procent (i to omgange). Disse drypvise rentesænkninger har dog forstærket usikkerheden med hensyn til bankens vilje til at modstå et større politisk pres. Eurokursen udviste fra den første dag en betydelig ustabilitet. Det bratte kursfald var med til at understrege den usikkerhed, som europrojektet er omgærdet af. Kursfaldet igennem 2000 var overraskende, da den europæiske konjunktur på daværende tidspunkt så rimeligt robust ud. Forklaringen på kursfaldet måtte derfor søges andre steder end blot i forskelle i den økonomiske udvikling i USA og EU. Muligvis skal forklaringen søges i den svage politiske forankring, som netop kendetegner en 'uafhængig' centralbank. Uafhængigheden har vist sig snarere at være en belastning; for den har efterladt banken i et politisk vakuum, der har efterladt et indtryk af rådvildhed. Det var symptomatisk, at netop som finansmarkederne havde indstillet sig på, at ECB ville have inflationen under kontrol, så nedsatte den alligevel renten - uanset at inflationen stadig lå over tre procent. Samtidig har EUs ministerråd vist sig ude af stand til at koordinere den økonomiske politik i eurozonen. Ikke overraskende er den markedsmæssige skepsis over for euroen stadig betydelig. Selvom euroen stadig er ny på den internationale arena, og vi stadig har den fysiske introduktion af eurosedler til gode, synes der dog at kunne drages to forholdsvis håndfaste konklusioner: 1) Eurokursen må antages mere vedvarende at være blevet svækket i forhold til den oprindelige kurs på 1,17 dollar/euro. Denne strukturelt betingede devaluering må bl.a. kunne tilskrives den svage politiske konstruktion, der ligger til grund for beslutningstagningen i Centralbanken og i ministerrådet. 2) Eurokursen vil fortsætte med at udvise ganske betydelige udsving på kort sigt. Herved adskiller den sig for så vidt ikke - som allerede påpeget af IMF - fra andre hovedvalutaer, men det skaber problemer for de mindre valutaer, der fører 'fastkurspolitik' i forhold til euroen. Den danske 'fastkurspolitik' over for euro må ifølge sagens natur sende kronens værdi op og ned i takt med eurokursen. Dette er en kilde til forstyrrelser og usikkerhed i den del af den danske udenrigshandel, der er orienteret mod den angelsaksiske (og øvrige dollar-orienterede) del af verdensøkonomien eller mod Skandinavien, hvilket alt i alt svarer til ca. halvdelen af de reale valutatransaktioner. Hertil kommer, at i de perioder, hvor euroen er faldet hurtigt i værdi, har det simpelthen været vanskeligt at presse kronen ned i samme tempo. Det har haft den konsekvens, at Danmarks Nationalbank ligefrem har måttet svække kronen gennem opkøb af euro på valutamarkedet, samtidig med at banken har kunnet indsnævre rentespændet over for euro. Stik imod 'profetierne' op til folke-afstemningen, så satte nejet ikke gang i en spekulation mod kronen, og rentespændet blev ikke forøget. Tværtimod betød den politiske afklaring, at valutastrømmen vendte, så valutareserven atter blev fyldt op allerede i løbet af oktober måned. Det spørgsmål, der var størst uenighed om blandt de 'lærde', var, hvorledes det politiske råderum for makroøkonomisk stabilisering ville blive påvirket af dansk deltagelse i euroen. Enigheden rakte dog til, at overgang til euro definitivt ville afskære regeringen fra muligheden for at føre en selvstændig penge- og valutapolitik. Men jasiden mente, at denne begrænsning ingen praktisk betydning havde på grund af, at den 'erklærede' fastkurs-politik alligevel blokerede for en aktiv penge- endsige valutapolitik. Jasiden hæftede sig især ved den finansielle risiko, der eksisterer i et sådant fastkurs-regime, i form af spekulation mod den danske valuta(kurs). En risiko, der også lægger begrænsninger på finans-politikken og dermed alt i alt mindsker det politiske råderum. Jasiden konkluderede derfor, at en overgang til euro ville give så megen ekstra råderum, at der måske ligefrem kunne blive tale om en lempelse af finanspolitikken, fordi »de markedsmæssige reaktioner på (opfattelsen af) en for lempelig finanspolitik ikke længere er til stede på valutamarkedet og svagere med hensyn til den markedsmæssige straf i form af rentestigning«. Dette argument mindede unægtelig om overbudspolitik; for et betalingsbalanceunderskud øger jo udlandsgælden og dermed rentebetalingerne til udlandet, uanset om gælden er opgjort i kroner, euro eller dollar. Ligesom en svækket konkurrenceevne koster arbejdspladser uanset om lønningerne aftales i kroner, euro eller dollar. Hvis udlandsgæld, konkurrenceevne og beskæftigelse fortsat er mål for den økonomiske politik, så vil overgang til euroen ikke mindske kravene til finanspolitikken. Tværtimod bør der udvises ekstra agtpågivenhed. Her skræmmer sporene fra Irland. Der vil endda uden for ØMUen om nødvendigt være mulighed for at føre en selvstændig (strammere) pengepolitik, der ville kunne aflaste finanspolitikken. Hertil skal så ydermere lægges den ovenfor omtalte uhensigtsmæssige udformning af vækst- og stabilitetspagten, der yderligere begrænser det finanspolitiske råderum. Den nuværende tyske økonomiminister har (i øvrigt stærkt sekunderet af det britiske ugemagasin The Economist) advaret om, at stabilitetspagten allerede til næste år kan spænde ben for et eventuelt spirende europæisk opsving. Der er således inden for ØMUen tale om en ikke uvæsentlig begrænsning af råderummet for den økonomiske politik - en begrænsning der i øvrigt ville have vanskeliggjort den finanspolitiske lempelse, som den danske regering ved sin tiltrædelse i 1993 gennemførte med en betydelig succes. Den sprængte nemlig overgangsvist treprocentsgrænsen for den accepterede størrelse for budgetunderskuddet. Når jeg lægger denne række begrænsninger på hhv. finans-, penge- og valutakurspolitikken i eurozonen, er det svært at nå andet resultat, end at råderummet for stabiliserings-politikken indsnævres, når råderetten over så vitale politikker afgives til europæiske institutioner. For nok fører Danmark en fastkurspolitik; men så er den jo heller ikke mere fast, end at den ved større realøkonomiske og finansielle stød om nødvendigt kan gøres mere fleksibel, således som det ligeledes med betydelig succes blev gjort i 1993. Eller vedbliver valutareserven, som det er tilfældet i øjeblikket, med at vokse, samtidig med at arbejdsmarkedet er stramt, så ville det faktisk være naturligt at overveje en opskrivning af kronens værdi. Det forhold, at ØMUen og stabilitetspagten i sin nuværende udformning dæmper den økonomiske udvikling, må ikke skygge for, at der også er et reelt behov for et tættere europæisk samarbejde ikke mindst med hensyn til at koordinere den økonomiske politik. Problemet er, at EU slet ikke er parat til blot at have én fælles rente. Tavlen for udformningen af det økonomiske samarbejde burde viskes ren, inden de 15 fattige central- og østeuropæiske lande optages i EU. De har i hvert fald ikke brug for en monetær spændetrøje, der bremser deres økonomiske vækst. Tværtimod må det i endnu højere grad gælde for dem, at den nationale valuta i en situation, hvor det europæiske arbejdsmarked så langtfra er integreret (hvilket de 'gamle' EU-lande gør en heroisk indsats for at hindre gennem lange overgangsordninger for ansøgerlandene), er et vigtigt instrument i den økonomiske politik. Konklusionen må derfor være, at så længe de nationale arbejdsmarkeder i EU er så svagt integrerede, som det rent faktisk er tilfældet, så vil det være en ubetinget fordel for de enkelte lande at have så mange instrumenter til rådighed ved tilrettelæggelsen af den nationale økonomiske politik som muligt - naturligvis under skyldig hensyntagen til udviklingen i de øvrige EU-lande. I betragtning af at konjunkturudviklingen i EU er alt andet end sammenfaldende, så vil en koordineret, men fleksibel anvendelse af finans-, penge- og valutakurspolitikken bedre kunne sikre vækst og velstand for de enkelte lande og dermed for hele regionen, i modsætning til de stive regler, der i dag gælder for eurolandene.