Det står ualmindeligt skidt til med menneskerettighederne og religionsfriheden for religiøse mindretal i islamiske lande, skriver kronikøren, der er studerende ved Det Danske Center for Menneskerettigheder. Doktor Younis Shaikh, der underviser på et medicinsk universitet i Islamabad samt er grundlægger af og præsident for organisationen Enlightenment, der er et pakistansk funderet medlem af International Humanist and Ethical Union, blev dømt til døden ved retten i Pakistan sent i august i år. Han beskyldtes for at have udtalt, at profeten Muhamed ikke var muslim, før han i en alder af 40 år modtog sin åbenbaring, og at profeten Muhameds forældre heller ikke var muslimer, eftersom de døde, før profeten grundlagde islam. Hundredvis af mennesker er blevet dømt for blasfemi i Pakistan, blandt dem mange moderate muslimer, kristne og medlemmer af andre religiøse minoriteter. De love, de dømmes efter, er særdeles løst funderet. Ofte er folk ikke på forhånd klar over, at de bryder en lov. Det er chokerende at erfare, at et menneske i begyndelsen af det 21. århundrede kan blive tiltalt og dødsdømt af staten simpelthen for at sige, at hverken profeten Muhamed eller hans forældre logisk kunne have været muslimer, før islam blev åbenbaret for profeten. Ja, vi indvandrere er privilegerede her i Danmark. Sidste år fortalte jeg en gymnasieklasse, at Buddha var hindu, før han blev buddhist, og at Jesus var jøde, før han blev Messias, og at hinduguden Krishna løb bort med en gift kvinde, men gudskelov anmeldte skolens rektor mig ikke for blasfemi. Mange islamiske bevægelser er nu ved at etablere sig i Vesten, og nogle af disse bevægelser finansierer de fundamentalistiske elementer i islam. Minhaj-ul-Quran, den bevægelse, som også har en afdeling i Danmark, og som har medlemmer som Mona Sheikh, Babar Baig og Tanveer Ahmed, anerkender ikke ahmadi-muslimernes rettigheder. Det pakistanske Jamaat-I-Islami-parti var blandt dem, der ansporede til kampagnen i Pakistan mod landets ahmadi- minoritet, som senere kom til at lide hårdt under Zia-ul-Haqs islamiseringsprogram. Eksemplet med ahmadierne viser, at i en tidsalder, hvor regeringer antager officielle versioner af islamiske krav som landets lov, er det ikke bare dem, som formelt tilslutter sig andre religioner end islam, der bør bekymre sig om deres stilling i landet. Muslimer, som tilhører minoritetssekter eller religiøse retninger, kan af regeringens politik blive nedklassificeret til at være 'ikke- muslimer'. Den måde, ahmadi-mindretallet i Pakistan, som måske udgør omkring en million, bliver behandlet på, er en god illustration af, hvordan dette kan gå for sig. Ahmadi-sekten blev grundlagt af Mirza Ghulam Ahmad i 1889 i en lille afsidesliggende landsby, Qadran, i Indien. Ahmadierne hævdes af deres modstandere at betragte deres grundlægger som profet, og derved krænker de den islamiske doktrin, der hævder, at Muhamed var den sidste profet. For at imødekomme den anti-ahmadiske stemning fik den daværende premierminister Zulfikar Ali Bhutto i 1974 indført i landets grundlov, at ahmadierne ikke var muslimer. Præsident Zia, som var tæt forbundet med Jamaat-I-Islami, gik endnu videre og udsendte i 1984 et dekret, der forbød ahmadierne at give sig ud for at være muslimer eller at kalde deres religion islam, at benytte islamisk terminologi, at bruge islams kald til bøn, at kalde deres bedehuse moskeer og at prædike eller udbrede deres version af troen. En lov fra 1991, loven om gennemførelse af sharia, havde allerede kundgjort, at Koranen og sunna var Pakistans øverste lov, og at loven skulle fortolkes i lyset af shariaen. I den kendte sag mod Zaheeruddin afgjorde Pakistans højesteret, at selv grundloven var underkastet 'islams krav', og at fundamentale rettigheder ligeledes skulle være underordnet islamiske kriterier. Imidlertid gjorde retten sig aldrig den ulejlighed at definere, hvad 'islams krav' betød for retsbeskyttelsen, idet den lod dette vage udtryk ligge åbent for en fortolkning, der var bred nok til at afskaffe rettigheder i det hele taget. Den saudiarabiske grundlov yder overhovedet ingen beskyttelse af ikkemuslimers rettigheder. Praktisk taget alle saudier er muslimer, og forsvar af islam er en pligt, der pålægges enhver borger. Der er ingen forestilling om, at andre trosretninger bør nyde beskyttelse. De islamiske menneskerettighedsdefinitioner respekterer ikke kravene fra international lov om, at religiøse mindretals rettigheder bør beskyttes. I den udstrækning, det drejer sig om religiøse mindretals rettigheder, synes de at bekræfte præmoderne shariaregler, der kræver, at ikkemuslimer gives en lavere status. Ikke bare påviser Amnesty Internationals og andre menneskeretsorganisationers rapporter, at der i lande, der undergår islamisering, tages politiske initiativer, der degraderer religiøse mindretal til andenklasses status, men rapporterne fastslår også, at mellemøstlige regimer i nogle tilfælde er parate til at iværksætte religiøse forfølgelseskampagner rettet mod ikkemuslimer. Endvidere er de parate til at diskriminere imod deres ikkemuslimske borgere, og de er ligeledes parate til at give deres muslimske mindretal, som nægter at indordne sig under deres version af rettroenhed, en dårlig behandling. Lad os tage et eksempel fra Iran. I Iran har bahai-tilhængernes stilling altid været usikker, og religionens medlemmer har lidt under periodiske bølger af forfølgelse. Lige fra begyndelsen har bahai-religionen af det iranske præsteskab været anset for at være en trussel, og mange af præsterne har været åbentlyst fjendtlige over for den. Shiitiske præster har siden det 19. århundrede støttet forsøg på at udrydde bahaiismen i Iran ved hjælp af massakrer, tortur, intimidering og diskrimination. Der er mange grunde til denne fjendtlighed fra præsteskabets side. Bahai satte spørgsmålstegn ved endegyldigheden af Guds åbenbaring for profeten Muhamed. Den sigtede mod at vinde proselytter fra islam i strid med shariaens forbud mod omvendelse fra islam til nogen anden tro. Dens lighedsdoktrin var en udfordring af det privilegiums-hierarki, som shariaen foreskrev, ifølge hvilket mænd stod over kvinder og muslimer over ikkemuslimer. I betragtning af den lange historie af fjendtlighed over for bahai-tilhængerne, som på tidspunktet for den iranske revolution talte 200.000-300.000, så var det naturligt, at de shiitiske præster, da de opnåede en politisk magtposition i det postrevolutionære regime, ville forsøge at eliminere bahaiismen en gang for alle. Regeringen, som nogle gange handlede direkte og andre gange indirekte ved hjælp af grupper af regeringstilhængere, har gennemført en terrorkampagne mod bahai-tilhængere. De blev afskediget fra deres arbejde, deres besiddelser blev konfiskeret, deres hjem blev udsat for invasion på alle tider af døgnet af personer, der chikanerede og udplyndrede dem under påskud af at efterforske forbrydelser. Og de blev myrdet, uden at morderne risikerede straf. Hundreder af bahaiere blev arresteret, taget til fange og udsat for brutal tortur, og bahai-ledere blev retsforfulgt og henrettet efter falske anklager. Den udbredte forfølgelse af bahaiere er blevet grundigt dokumenteret af neutrale observatører og internationale menneskeretsorganisationer. Irans etniske mindretal er hovedsagelig sunnier, som udsættes for diskrimination og forfølgelse både af etniske og religiøse grunde. Siden revolutionen er Iran blevet kritiseret for at mishandle sit sunni-mindretal, og flere kendte sunnier er blevet henrettet eller er døde under mistænkelige omstændigheder. Dette mønster viser sig at være et spejlbillede af tendenserne i nabolandet Pakistan i kølvandet på Muhammad Zia-ul-Haqs islamiseringsprogram, som havde en stærk pro-sunni-overvægt. Pakistans store shiitiske mindretal er i stigende grad blevet udsat for forfølgelse, trusler og korporlige overfald, og der har været en stigende tendens til sammenstød med dødelig udgang blandt grupper under religiøse påskud. En militant sunni-gruppe har agiteret for indførelse af love, der ville stigmatisere shiitter, og har krævet, at Pakistan skulle udråbes til en sunni-stat, ligesom Iran er blevet udråbt til en shiitisk stat. Når en stat påtvinger sine indbyggere en ideologisk version af islam, kan muslimer, der afviger fra denne, effektivt henvises til en undergruppe, hvor de udsættes for diskrimination i stil med den, der påføres ikkemuslimer, og de kan udsættes for mishandling, der til tider er meget værre, fordi regimet kan føle sig direkte truet af deres udfordring af den officielle ortodoksi. Både i Kairo og Beijing, hvor kvinders rettigheder blev diskuteret på globalt plan, insisterede de muslimske lande på, at religionen og kulturen havde fortrinsret på bekostning af kvinders menneskerettigheder. Diskussionen om den universelle erklæring om menneskerettighederne i De Forenede Nationer frembyder et ideelt udgangspunkt for et studium af islam og dens forhold til religionsfrihed. Det forholder sig sådan på grund af diskussionens internationale natur, og fordi bestemte artikler i erklæringen direkte retter sig mod emnet religionsfrihed - især artikel 18, som taler om retten til at følge sin samvittighed i valget af og dyrkning af tro, herunder retten til at skifte religion. Det var denne bestemmelse, der gav anledning til uenighed mellem de islamiske stater Saudi-Arabien og Pakistan. Alle de, som deltog i 1948, udtrykte store forhåbninger til dokumentet, og de følte, at verden ventede på at høre den nye organisation udtale sig. De, der udtrykte skepsis, baserede for det meste denne holdning på specifikke problemer vedrørende implementeringen eller spørgsmålet om national suverænitet i forbindelse med et sådant dokument. En anden form for kritik blev fremsat, om end i forsigtige vendinger, af den saudiarabiske repræsentant al-Baraudi. Ved indledningen til komiteens diskussioner bemærkede han, at udkastet til deklarationen foran ham i det store og hele byggede på de kulturmønstre, der var fremherskende i Vesten; mønstre, der ofte var »i konflikt med kulturmønstrene i de østlige lande«. De vanskeligheder, hr. Baraudi havde i tankerne, skulle blive åbenlyse under diskussionen af grundlaget for menneskerettigheder (artikel 1) og i sidste instans om religionsfrihed (artikel 18). Hvad angår den første, som erklæringen knyttede sammen med besiddelsen af fornuft og samvittighed, påpegede den saudiarabiske repræsentant, at »det at påstå, at alle mennesker er i besiddelse af fornuft og samvittighed, er for bred en påstand, som ikke er og aldrig havde været sand«. Ydermere mente han, at ordene 'værdighed' og 'rettigheder', som blev brugt i den første sætning, var uklare og havde forskellige betydninger i forskellige lande. Udtalelsen i artikel 18, som antydede den fundamentale frihed til at følge sin menneskelige samvittighed i religiøse spørgsmål, generede også hr. Baraudi. Det forholdt sig især sådan, fordi frihed til at følge sin samvittighed i artiklen blev udtrykt som omfattende retten til at skifte religion. Hr. Baraudi anmodede om, at denne artikel blev ændret, idet han hævdede, at den ville åbne døren for missionsvirksomhed og politisk uro - ja endda krig. Idet han derpå måske trak lidt i land, sagde han, at den del af artiklen, der anerkendte retten til at følge sin samvittighed, allerede omfattede retten til at skifte religion, og han spurgte, hvorfor denne ret skulle nævnes så eksplicit. I sidste instans var vanskeligheden ifølge Baraudi, at retten til at skifte religion, i det mindste for muslimer, ikke anerkendtes i islamisk lov. De fleste islamiske lande var enige med ham, og de repræsentanter, hvis lande havde store procentdele af muslimer, men som alligevel stemte for provisionen, blev af den saudiarabiske repræsentant bebrejdet, at de svigtede dem, de skulle repræsentere. Men Baraudi var ikke den eneste, der havde bemærkninger angående forholdet mellem indholdet af artikel 18 og islam. Hvad angår komiteens høringer om udkastet til erklæringen, forekommer der ikke at være nogen nævneværdig afstandtagen fra eller uenighed med saudiernes stillingtagen blandt de islamiske lande. Men da erklæringen blev forelagt Generalforsamlingen til endelig vedtagelse, fremsatte Pakistans daværende udenrigsminister, Zafrullah Khan, en meget interessant bemærkning om emnet religionsfrihed. Ja, på visse punkter virker det ligefrem, som om han ville udfordre Baraudi direkte. Ifølge protokollen sagde Zafrullah Khan, at Pakistan var en glødende forsvarer af friheden til at tænke og tro og af alle de friheder, der blev opregnet (i artikel 18). Der kunne ikke være nogen tvivl på det punkt, og hvis dette spørgsmål kun havde et politisk aspekt, ville den erklæring, han netop havde fremsat, have været tilstrækkelig. Men for den pakistanske delegation havde problemet en særlig betydning, da nogle af dens aspekter drejede sig om islams ære. Han fandt det derfor nødvendigt at forklare sin delegations syn på emnet for forsamlingen; det var et synspunkt, der fremkom på grundlag af islams lære. Efter at den pakistanske udenrigsminister havde erklæret, at Koranen var Guds ord, fortsatte han: »Koranen erklærer, at hverken tro eller samvittighed, som er grundlaget for den, kan have en obligatorisk karakter«. Koranen siger udtrykkeligt: »Lad den, der vælger at tro, tro, og den, der vælger ikke at tro, ikke tro, og den fordømmer formelt ikke mangel på tro, men hykleri«. Han mente, at islam er en missionerende religion, som afhænger af overtalelse, og som anerkender den samme ret til omvendelse for andre trosretninger som for den selv. Angående dette spørgsmål om religionsfrihed håber jeg, at euroislam og sekulariserings-kræfter vil forsøge at skabe bedre beskyttelse af minoriteter i islamiske lande.