I dag er det otte år siden, at Yitzhak Rabin og Yassir Afarat underskrev Olso-aftalen. Siden er fredsprocessen gået i baglås, og det har Arafat i al for høj grad fået skylden for, skriver kronikøren, der er lektor ved Syddansk Universitet. Gang på gang gør israelerne Arafat til den store skurk i Oslo-processen og dermed ansvarlig for de seneste ti måneders vold og konflikt i regionen. De henviser til, at Arafat under Camp David-forhandlingerne for et år siden ikke tog imod den daværende israelske premierminister Ehud Baraks generøse tilbud om en endelig fredsløsning. Et tilbud, som ifølge den dygtigt iscenesatte israelske myte bestod i, at palæstinenserne fik en stat, der ud over Gaza omfattede 90-95 procent af Vestbredden samt suverænitet over dele af Østjerusalem, dog ikke i den gamle bydel og slet ikke over de vigtige hellige områder på Tempelbjerget. Men det lå i luften, hedder det sig i myten, at også Jerusalem var til forhandling, og rygterne fra Camp David ville efter de sammenbrudte forhandlinger vide, at Clinton havde fået Baraks opbakning til at fremsætte en ide om delt suverænitet over de hellige områder. Selvom der i denne skitse til en endelig aftale ikke var taget stilling til, hvad der skulle ske med de fire millioner palæstinensiske flygtninge, som formentlig med international lov i ryggen kan gøre krav på retten til at vende tilbage til Israel, forekom skitsen umiddelbart at være et generøst tilbud fra Israel. Et løfte om en - ganske vist demilitariseret - stat, 95 procent af Vestbredden og udsigt til forhandlinger om Jerusalem, hvad mere kunne Arafat og palæstinenserne forvente af en fredsaftale, spurgte mange sig. I det perspektiv er det selvsagt på den ene side vanskeligt at forstå, hvorfor Arafat sagde nej og på den anden side let at gøre ham ansvarlig for den efterfølgende voldsspiral, der ganske vist blev udløst af Ariel Sharon med sin provokerende og medieombruste spadseretur på Tempelpladsen sidste år. I forlængelse heraf mener israelerne det påvist, at Arafat ikke og aldrig har været interesseret i en fredsaftale, og gør ham samtidig direkte ansvarlig for de sidste ti måneders vold. Et synspunkt, de ønsker at få solgt til den ganske verden. Dette forehavende har den effektive israelske pr-maskine oven i købet haft stort held med både i Danmark, hvor adskillige politikere, medier og danske eksperter gang på gang refererer til myten, og - mere vigtigt - i USA, hvor præsident Bush jævnligt pålægger Arafat at lægge en dæmper på volden, alt i mens Israel bomber palæstinenserne med amerikansk donerede F-16-jagerfly. Og mens Bush allerede har mødt Ariel Sharon afviser han at tage imod Arafat. Israelerne, amerikanerne samt de danske politikere og eksperter har utvivlsomt ret i at betegne Arafat som en skurk, hvis dermed henvises til palæstinenserformandens fortid som terrorist. Men heller ikke hans israelske modpart, Ariel Sharon - der ikke tør rejse til Belgien på officielt besøg af frygt for at blive anholdt og anklaget for krigsforbrydelser - eller en anden modtager af Nobels Fredspris, Menachem Begin, som i årevis var leder af en særdeles ubehagelig terrororganisation, kan siges at være Guds bedste børn. Alle tre kunne de formentlig dømmes for terrorvirksomhed eller krigsforbrydelser, og hvem af dem, der ville få den strengeste straf, er det vanskeligt at spå om. Netop Begin er vel om nogen eksempel på, hvordan en brutal terrorist kan ende som en højt respekteret og dekoreret statsmand. Myten om, at Arafat dybest set ikke ville fred, at han for et år siden afslog et generøst israelsk tilbud om en endelig fredsløsning er simpelthen forkert. En analyse af Oslo-processen fra 1995 og frem viser med al tydelighed, at det var Israel, som gang på gang løb fra indgåede aftaler, indtil Ehud Barak rent faktisk nægtede at fortsætte Oslo-processen efter sit valg til premierminister i 1999. Ehud Barak var oprindelig modstander af Oslo-processen, men blev i 1999 valgt til ny israelsk premierminister på et program, der lovede fred med Libanon og Syrien, tilbagetrækning af soldater fra den israelske besættelseszone i Libanon og en endelig fredsaftale med palæstinenserne. Barak kunne dog ikke levere varen: Kun ensidig israelsk tilbagetrækning fra Libanon blev det til. Dette fandt sted, efter at Barak trods israelsk-syriske forhandlinger og et møde mellem Clinton og den syriske præsident Hafez al-Assad i Genève måtte opgive at nå en fredsaftale med Syrien og Libanon. Allerede i 1995 havde Assad og den daværende israelske premierminister Yitzhak Rabin, som blev myrdet ved en fredsdemonstration i november 1995, været tæt på en fredsaftale. Aftalen gik ud på, at Syrien ville få Golanhøjderne tilbage til den såkaldte 4. juni-linie - altså det territorium Syrien rådede over inden krigen i 1967 - mod at Israel fik fred, diplomatiske forbindelser samt amerikanskstøttede sikkerhedsgarantier. Aftalen blev ikke til noget på grund af uenighed om nogle yderligere israelske krav, som Rabin følte sig nødsaget til at fremsætte af hensyn til sit politiske bagland og med udsigt til et snarligt israelsk valg. Men man forventede, at disse forhindringer let kunne overvindes efter et valg. Desværre ændrede situationen sig dramatisk med den såkaldte Oslo 2-aftale og mordet på Rabin. I foråret 2000 fandt Barak tiden inde til igen at forhandle med Syrien, men han var afvisende over for at give Golan tilbage til 4. juni-grænsen, hvorfor forhandlingerne endte uden resultat. Pludselig luftede Barak imidlertid alligevel muligheden af, at Israel ville opfylde de syriske krav, og han bad Clinton møde Assad i Genève. Inden mødet havde Barak dog trukket i land og overtalt Clinton til at fremsætte alternative ideer, som selvfølgelig resolut blev afvist af Asad - mødet i Genève var i realiteten overstået på mindre end et kvarter, og Clinton, der ikke kunne undgå at se lidt fjollet ud efter fiaskoen, var efter Baraks upålidelige meldinger temmelig irriteret på den israelske leder. Samtidig var palæstinenserne med Arafat i spidsen efterhånden blevet temmelig usikre og utrygge ved de israelske signaler, og i stigende grad tvivlede de på, at Israel havde reelle hensigter med fredsprocessen: Tre gange, nemlig Oslo 2 og dens to genforhandlinger Hebron- og Wye-aftalerne, havde Israel ikke levet op til de indgåede aftaler, på trods af at palæstinserne både havde indvilget i at genforhandle, og efter at Wye faktisk havde opfyldt deres forpligtelser. Oslo 2 handlede bl.a. om israelsk tilbagetrækning fra Vestbredden, hvilket også skete med undtagelse af Hebron, der først blev delvist rømmet over et år efter planen og først på baggrund af en helt ny aftale, som ud over Hebron stort set gentog køreplanen for yderligere israelsk tilbagetrækning. Også denne tilbagetrækning gik i stå, og igen skulle der en ny aftale til, nemlig Wye-aftalen i oktober 1998. Men heller ikke denne gang opfyldte israelerne deres forpligtelser i form af tilbagetrækning og løsladelse af palæstinensiske fanger i israelske fængsler, hvorimod palæstinenserne rent faktisk gennemførte indsamling af ulovlige håndvåben og for anden gang slettede formuleringerne om udslettelse af staten Israel fra PLOs charter. Netanyahu-regeringen faldt på Wye-aftalen, hvorfor Oslo-processen selvsagt atter gik i stå, indtil en ny regering var valgt. Men i stedet for at fortsætte processen efter sit valg indledte Barak sin regeringsperiode med helt at skubbe palæstinenserne til side i sine forsøg på at lave aftaler med Syrien, hvilket af Arafat blev tolket, som om Barak var ude på at isolere palæstinenserne. Først efter de strandede forhandlinger med Syrien vendte Barak sig mod Palæstinaproblemet, men med en ny strategi, som tilsidesatte princippet og køreplanen i Oslo-processen: i stedet for at fortsætte skridt for skridt, hvilket ville betyde, at Israel gennemførte sin del af aftalen fra Wye, altså yderligere israelsk tilbagetrækning fra Vestbredden, suspenderede Barak processen og insisterede på, at næste skridt skulle være den endelige fredsaftale. Israels nye strategi, som Netanyahu i øvrigt også flere gange havde foreslået, gik altså ud på at tilbyde palæstinenserne en pakkeløsning. Denne strategi var et klart brud på principperne i Oslo-processen, hvilket Arafat også gentagne gange påpegede. Men Barak, der lige fra starten var imod Oslo-strategien, håbede på, at en endelig aftale ville være lettere at få igennem i Israel ved en folkeafstemning - der i øvrigt ville blive den første nogensinde - fordi den entydigt ville blive et valg for eller imod fred. Sagde Arafat nej, ville det se det ud, som om det er Israel, som tilbyder fred, mens palæstinenserne dybest set ikke kan eller vil lave en endelig fredsaftale. Arafat var meget imod at skulle deltage i et topmøde, hvor en endelig løsning skulle forhandles, fordi han ikke mente, at et sådant møde var godt nok forberedt, men han blev overtalt, respektive tvunget til at deltage af Clinton. Det blev imidlertid aldrig til reelle forhandlinger i Camp David: Arafat og Barak mødtes kun en gang direkte i de små to uger, topmødet varede, og ved dette møde blev intet nedskrevet. Det, der efter Camp David kom til at blive omtalt som Israels generøse tilbud, havde under mødet blot karakter af amerikanske ideer. Forud for topmødet havde Barak sagt, at det aldrig kunne komme på tale at forhandle om Jerusalem. Under Camp David blev Clinton sendt over på Arafats værelse for at lufte ideen om delt suverænitet - det var det tætteste på en reel forhandlingsskitse, man kom i Camp David, og man kan næppe fortænke Arafat i - navnlig ikke med Baraks slingrekurs i forhandlingerne med Assad in mente - at han tvivlede på det reelle indhold i Baraks udmeldninger. Dertil kommer, at der er en afgrund mellem den abstrakt formulerede ide til dens reelle gennemførelse i støvet i gaderne i den gamle del af Jerusalem. Det var altså i sandhed højst tvetydigt, hvad der reelt var på bordet af forhandlingsforslag i Camp David. Ikke desto mindre lykkedes det for Israel at få det til at se ud, som om Israel under Camp David gav palæstinenserne et generøst tilbud, som Arafat sagde nej til. Denne tolkning er imidler-tid mest af alt en dygtigt iscenesat israelsk myte. Camp David var ikke Baraks forsøg på at videreføre Oslo-processen, men hans klare strategi for at få den aflivet - og det lykkedes desværre alt for godt. Siden Netanyahu blev valgt til Israels premierminister i 1996, har ingen israelsk regering reelt støttet Oslo-processen. Det er muligt, at Barak havde en anden strategi, som under andre vilkår kunne have givet resultat i form af en fredsaftale. Som det gik, fik han både aflivet Oslo-processen og ideen om en endelig fredsaftale her og nu. Men på samme måde, som Israel fik aflivet Oslo-processen, er det også Israel, der kan bryde den nuværende voldsspiral. Ikke ved at gengælde palæstinensisk terror med angreb fra amerikanske jagerfly, men ved at tilbyde palæstinenserne en omfattende våbenhvile, hvor forhandlinger kan genoptages og som minimum bør resultere i noget, som ligner Clintons fredsplan fra december. For at genvinde palæstinensernes tillid og vise, at det ikke bare er (barakske) tomme ord, kan de indstille enhver udvidelse af deres såkaldte bosættelser og indvilge i at gå tilbage til en strategi, hvor processen igen er inddelt i faser - altså reelt en tilbagevenden til Oslo-processen. Som den politiske situation i Israel er nu, har en sådan strategi formentlig ikke mange chancer. Det er derfor, at alle mere eller mindre desperat venter på USA - på at USA vil overbevise den israelske regering og befolkning om, at vejen frem er en overholdelse af international lov og ret, bl.a. den amerikansk forfattede FN Sikkerhedsrådsresolution nr. 242, der pålægger Israel at trække sig ud af de besatte territorier. Israel beskytter ikke sine børn mod palæstinensisk terror ved at bure palæstinenserne inde i et kæmpefængsel, bombe dem og deres institutioner og tilbageholde deres penge, men ved at give dem en stat, der omfatter Vestbredden og Gaza, har Østjerusalem som hovedstad og indrømmer flygtningene en formel ret til at vende hjem. Det gode er, at denne løsning er langt de fleste i verden enige om, er den eneste rigtige. Det tragiske er, at den ikke bliver gennemført, måske fordi historien alt for hurtigt afløses af mytologi.