Da Raoul Wallenbergs bil forlod Budapest 17. januar 1945 med retning mod Debrecen, har den unge svensker næppe anet, at det ikke kun var marskal Rodion Malinovski fra den fremrykkende røde hær, der havde sat ham stævne, men også selve skæbnen. Køreturen til Debrecen blev i hvert fald den sidste gang, han optrådte som frit menneske, og kort efter forsvandt han for altid i en bundløs sovjetisk afgrund, der allerede havde opslugt millioner. Nu pegede nemesis på ham. Wallenberg var ankommet til Budapest i begyndelsen af juli 1944 - altså for nøjagtig 62 år siden - som svensk ambassadefunktionær med den særlige mission at redde så mange ungarske jøder som muligt fra Hitlers dødsmaskine. Men mærkeligt nok så det i starten ud til, at der ikke længere var brug for nogen hjælp! Situationen for Ungarns jøder havde pludselig ændret sig til det bedre, efter at landets regent, admiral Miklós Horthy, uventet havde trodset sine tyske allierede og beordret jødedeportationerne standset. Men desværre lovlig sent. 437.000 jøder var allerede blevet sendt til Auschwitz i maj, juni og juli samme år, og nu - i hvad der så til at være en ufarlig periode - var der kun ca. 300.000 jøder tilbage, alle meget forskellige og svære at sætte tal på. Mange af dem var folk, der var flygtet fra forfølgelse i Rumænien, Ungarn og Slovakiet, og dertil kom et stort antal konverterede - dvs. kristne jøder, sandsynligvis et halvt hundrede tusind - så deres nøjagtige antal er ikke kendt. Men hvor mange jøder, der end var i Ungarn på det tidspunkt, var én ting sikker: Flertallet af dem var overbeviste om, at nu (i 1944) var faren drevet over. Og denne optimisme var tilsyneladende vel begrundet. Indtil den tyske besættelse af Ungarn i marts 1944 var de blevet skånet for overgreb, og dertil kom den bredere baggrund, at nazismens indtog var kommet på et tidspunkt i de ungarske jøders historie, hvor tingene omsider var begyndt at gå dem godt. De udgjorde næsten hele middelklassen og dominerede i de liberale erhverv og i kunstverdenen. Men hvis man kigger lidt længere tilbage i historien, kan man se, at vejen til denne lykke ikke havde været særlig nem. Dobbeltmonarkiets opløsning i 1918 havde medført kaos i Ungarn og et kortvarigt og brutalt kommunistisk regime under ledelse af den jødiske agitator Bela Kun. Han blev styrtet i en kontrarevolution organiseret af admiral Horthy, hvilket - i modsætning til situationen i Rusland - betød, at Hvidt havde sejret over Rødt. Men lutter idyl var det langtfra. Horthys indtræden på scenen var indledningen til et fascistoidt regime, der gjorde 'bolsjevikjøderne' ansvarlige for al landsens ulykke, og det var i pagt med denne tanke, at Horthy henrettede mange kommunistiske jøder, og Ungarn blev det første land i nyere tid, som vedtog antijødiske love. I 1920 (15 år før Nürnberglovene) indførte Horthy en numerus clausus, der i praksis udelukkede jøder fra højre uddannelse med det resultat, at de bedre stillede af dem søgte til universiteterne i Tyskland, mens de mindre bemidlede bare måtte give afkald på en højre uddannelse og finde noget andet. Andre antijødiske love fulgte, men kunne som sagt ikke forhindre, at jøderne kom til at udgøre næsten hele middelklassen, hvor de vanen tro dominerede i de liberale erhverv. At fjerne en så vigtig del af samfundet var ikke uden konsekvenser, og betød i praksis, at to læger ud af tre forsvandt, og eksporterhvervet blev lammet. Men Horthy, (hvis yndlingsbridgepartner var en jødisk forretningsmand) fulgte ikke Nazitysklands eksempel hele vejen, og under Anden Verdenskrigs første periode var de ungarske jøder den eneste jødiske befolkning i Europa, der ikke var blevet sendt i lejr. Dette skete først i 1944, og indtil da havde de ungarske jøder været ganske fortrøstningsfulde. Ja, lige som deres danske religionsfæller troede de hele tiden på, at ved de allieredes sejr ville hele mareridtet snart få en ende. Men det gjorde det ikke. Tyskland havde lavet kup mod Horthy i marts 1944, og derefter havde Ungarn praktisk taget ligget i SS-officer Adolf Eichmanns hule hånd. Straks tilsagde han og andre ledende nazister højtplacerede ungarske jøder til et møde, hvor disse lod sig true/lokke til et skændigt samarbejde. Med en ynkelig forventning om, at de selv ville blive skånet, lod de sig indrullere i et Judenrat, der udpegede ofrene for deportation og derved kom til at sikre, at der så godt som ingen modstand var og heller ingen flugt. I hvert fald ikke i deres regi. En zionistisk bevægelse havde indset faren, men den havde ingen gennemslagskraft. Dødsmaskinen tromlede videre. I første omgang indsamledes jøderne på landet under løfte om, at udrensningerne derefter ville standse. Men det var kun en rænke. Jødiske byboer fornemmede, at de også snart ville stå for tur og begyndte at flokkes om de udenlandske legationer. Nogle af disse - den svenske, den spanske, den schweiziske og den portugisiske - udstedte provisoriske pas til jøder med særlige forbindelser til deres egne lande, og den svenske legation (dvs. ambassade) forhandlede med tyskerne om, at bærere af svenske pas skulle behandles som svenske medborgere uden pligt til at gå med davidsstjerne. Midt i al elendigheden indtraf der en overraskende vending, og den kom næsten samtidig med Wallenbergs ankomst i juli 1944. Ansporet af Stockholms overrabbiner Ehrenpreis havde den svenske konge Gustav V rettet en appel til Ungarns regent Horthy. Men da denne appel blev overrakt den 1. juli, var den allerede ved at blive overflødig. Horthy var mere end nogensinde klar over, at det kun var et spørgsmål om tid, før de allierede sejrede, og disse havde via pave Pius XII betydet ham, at han som krigsforbryder højst sandsynligt ville ende sit liv i en galge. Dagen efter denne besked fik han en opfordring fra selve præsident Roosevelt om at standse deportationen af jøder. I modsat fald ville centrale dele af Ungarn blive bombet, tilføjede præsidenten. Deportationerne blev stoppet nogle dage senere og et tog med 1600 ungarske jøder på vej til Auschwitz - sendt af sted af Eichmann trods Horthys ordre - blev standset ved grænsen og sendt tilbage til Ungarn. Situationen begyndte at se lysere ud. Horthy fyrede sin protyske statsminister og erstattede ham med en general, som man mente var probritisk. Efter diplomatisk pres afstedkommet af bl.a. Raoul Wallenberg fratog Tyskland Eichmann ansvaret for Endlösung og nu så det ud til, at de, der regnede med, at det kun var et spørgsmål om tid, før nazisterne tabte, havde ret. Men tyskerne var langt fra at give op, og Horthy - viste det sig nu - havde været alt for hurtig i sin afvisning af dem. 15. oktober 1944 erklærede han i radioen, at han ønskede fred med det fremrykkende Sovjetunionen. Næppe var radiotalen blevet bragt, før Horthy blev styrtet og erstattet med Ferenc Szálasi, lederen af det ungarske nazistparti, Nyalasi (Pilekorpset), og otte dage senere, 23. oktober, gik den ungarske regering med til at sende 25.000 jøder til tvangsarbejde i Tyskland. Samme dag bekendtgjorde en plakat i Budapest, at alle jøder med fremmede pas ville blive fritaget. Fra den svenske legation udstedte Raoul Wallenberg en mængde 'Schutzpass' og den schweiziske konsul Charles Lutz gjorde ligeså. Dette Schutzpass var Wallenbergs opfindelse, og selve designet og udformningen var også hans. Erfaringen havde lært ham, at både tyskere og ungarere blev svage i koderne over for prangende symboler, så han lod passene trykke i blåt og gult med Sveriges trekroner-emblem i midten. Disse 'pas' havde ingen som helst folkeretlig gyldighed, men de tiltvang sig respekt. I starten havde Wallenberg kun ret til at trykke 1.500 pas, men forhandlede hurtigt 1.000 til. Ved løfter og tomme trusler over for de ungarske myndigheder fik han kvoten op på 4.500, men i virkeligheden uddelte han mere end de tredobbelte af dette antal. Det krævede en masse kontorarbejde, og Wallenbergs afdeling på den svenske legation voksede konstant, indtil den til sidst beskæftigede 340 personer, alle jøder. Andre 700 boede i legationens bygning. Heldigvis var Raoul Wallenberg en mand, der var vant til udfordringer, og en som voksede i takt med dem. Indtil nu har læseren muligvis fået den opfattelse, at han nærmest ikke var andet end en energisk og dristig kontormand, men han var meget mere end det. Her er et uddrag af Jewish Virtual Library, der giver et meget godt billede af det helvede, Ungarn var blevet til i november 1944. Russerne var kommet faretruende nær, men Eichman holdt fast ved sit dystre forehavende og tvang jøder ud på dødsmarcher på 200 kilometer til den østrigske grænse: »De marcherende jøder kunne tælles i tusindvis, række efter række af sultne, martrede mennesker. Raoul Wallenberg var der hele tiden med Schutzpasse, mad og medicin. Han truede og bestak, indtil han fik alle med pas frigivet. Når Eichmanns mordere gennede jøderne ind i overfyldte togwagoner, fordoblede Wallenberg sine bestræbelser. Han klatrede sågar op på wagonerne, stod på skinnerne og løb henover wagontagene. De tyske soldater fik ordre om at skyde, men så imponerede var de af Wallenbergs mod, at de sigtede for højt og Wallenberg kunne springe uskadt ned og forlange, at jøderne med svensk pas skulle forlade toget sammen med ham«. Denne march fandt sted i november på et tidspunkt, hvor livet var begyndt at være et helvede for alle Ungarns jøder. Nu var ikke kun disciplinerede tyske soldater på spil, men morderbander fra Pilekorpset. Takket være Eichmanns lister fik de fat i en mængde jøder, som de dræbte uden nåde, blandt andet ved at slæbe dem ned til Donaus bredder og kaste dem i det iskolde vand. Wallenberg og hans latterlige dokumenter havde de ingen respekt for, og i de sidste dage før den russiske indmarch gjorde de præcis, som det passede dem. Wallenberg var ofte i livsfare, men fortsatte ufortrødent med at redde som mange som muligt. Det var historien kort fortalt. Wallenbergs heroiske anstrengelser og hans senere mystiske forsvinden er kun skildret meget summarisk. Læsere, der vil vide mere, kan finde en mængde oplysninger i alle de bøger og internetsider, der blevet skrevet til hans minde. Men hvordan døde han? Og hvorfor? Når man ser tilbage på hele episoden, er der mange ubesvarede spørgsmål. Hvem var 'the good guys', og hvem var skurkene i denne historie? Blandt de sidste er der ingen tvivl om, at Eichmann og Co. vinder guld, og at vinderne blandt de anstændige var folk som Carl Lutz, den lille zionistiske gruppe ved den tapre Joël Brand og især Wallenberg, hvis bedrifter minder ikke så lidt om baronesse Orczys helt, Den Røde Pimpernel. Men imellem de to poler er der mange afskygninger. Det ungarsk-jødiske establishment, der lod sig bruge af SS for at redde sit eget skind har absolut ikke spillet nogen glorværdig rolle i denne sag, og dette rejser et interessant spørgsmål. Hvordan bar jøderne sig i det hele taget ad under Anden Verdenskrig? Var de alle sammen apatiske ofre eller sågar fidele medløbere, som man eventuelt kunne få indtrykket af fra ovenstående? Nej, det er langtfra tilfældet. Blandt de millioner af allierede soldater havde hele 1.500.000 jødisk baggrund, og hvad den sovjetiske hær angår, var de jødiske soldaters tapperhed og offervilje ganske enestående. Ifølge dr.phil. Leon Nikulins 'Friheden Falder ikke ned fra Himlen' døde 179.000 russiske jøder i kamp ved fronten, og hele 150.772 blev dekoreret, heraf 152 med ærestitlen 'Helt af Sovjetunionen' med tilhørende Lenin-orden. Af alle de 100 etniske grupper i Sovjetunionen var jøderne den, der forholdsmæssigt fik flest medaljer, så Wallenberg havde kastet sit lod sammen med et folk, for hvem heltegerninger ikke var et ukendt begreb. Efter mødet i Debrecen forsvandt han, uden at svenskerne gjorde noget for at redde ham. Tværtimod. De gjorde alt for ikke at redde ham. Wallenberg var på det tidspunkt blevet en belastning, der truede med at skabe et ubehageligt hængeparti med den store nabo i øst, og derfor var de svenske politikere mest stemt for at glemme alt om ham. Det varede faktisk et helt halvt år, inden de tog sig sammen til at forhøre sig hos de sovjetiske myndigheder og halvandet år, før de bad om et møde med dem. Dette ønske blev imødekommet 15. juli 1946. På denne skæbnesvangre dag fik den sidste skurk i denne historie, hans excellence Staffan Söderblom, svensk ambassadør i Moskva, foretræde hos Stalin m.h.p. opklaring af Wallenberg-sagen. Mødet fandt sted kl. 21 om aftenen i Kremls store sal, og her blev Wallenbergs skæbne endeligt beseglet. Tilstede var viceudenrigsminister Lazovski, selv jøde, der senere blev likvideret af samme Stalin, som han nu bistod under samtalen med den svenske ambassadør. Var svenskerne interesseret i at lokalisere Wallenberg, spurgte Stalin den russisktalende Söderblom? Ikke specielt. Söderblom var personligt overbevist om, at Wallenberg var død i Ungarn, højst sandsynligt myrdet af ungarske nazister. Eller røvere. Sverige var kun interesseret i en officiel meddelelse, fortsatte Söderblom, og efter kun et kvarters tid (mødet var berammet til en time) takkede han den store sovjetiske leder og udtrykte sine varmeste følelser for den sovjetiske stat og dens folk. Derved vaskede han indirekte hænderne, og Wallenberg, der havde stået på afgrundens rand siden arrestationen i Debrecen, forsvandt ned i den for evigt. Som det ofte sker i politik, blev han skubbet bagfra.