Jeg gik en dag, ganske som jeg plejer, og passede mit arbejde - et af verdens vigtigste job i øvrigt - som rengøringsassistent på en skole. Da der endnu ikke er oprettet internetadgang på min rengøringsvogn, og jeg derfor er udelukket fra at læse nyhedstjenesternes overskrifter og selv at vælge, hvilke jeg har lyst til at klikke ind på for at læse mere, har jeg en praktisk lille transistorradio med mig. Jeg plejer at høre den danske station, der byder på både DRs Radio Fyn og på Radioavisen. Indimellem er der et interessant indslag, og ellers er der lydtapet i pæne farver, der kan pynte lidt på alt det støv og skidt, jeg har påtaget mig at skrabe sammen og aflevere rette sted, hver evig eneste arbejdsdag. Da klokken var lidt over 15, og Radioavisen var i gang, blev jeg vred! Det sker nu og da, når jeg hører nyheder i radioen. Der har tidligere været en forskel på detaljerigdom i radioens nyheder i forhold til fjernsynets. Men denne dag slog Radioavisen sin egen rekord. En mordsag, der forståeligt har rystet hele landets befolkning, nærmer sig sin opklaring, fordi den mand, der er anholdt som mistænkt for at være gerningsmand, har så godt som tilstået. Det er en nyhed, jeg synes det er berettiget at bringe i en nyhedsudsendelse. Men Radioavisen gik et stort skridt videre, og efter min mening alt for langt. Det samme skridt, som de nyheder, der bringes med billeder på, for længst har taget fuldt ud. De gik i detaljer. De fortalte om, hvordan gerningsmanden havde forvoldt de tre menneskers død, sågar i hvilken rækkefølge. Det vil jeg ikke vide! Der blev efterfølgende en debat om dette, at Radioavisen havde taget sådan et skridt, men som så ofte før blev debatten forplumret og generaliserende og kom til at handle om, hvorvidt medierne som helhed var gået for langt i netop denne mordsag. Jeg er billeddanner. Da jeg var barn, kaldte man det at være udstyret med en frodig fantasi, nu om dage har jeg forstået, at det inden for pædagogikken er ved at være et accepteret begreb, at nogle mennesker indlærer og husker ved automatisk at sætte billeder på ord. Sådan en er jeg. Desværre. For når jeg får fortalt noget, uanset om det er med det talte eller med det skrevne ord, så opstår der billeder i mit hoved, og jeg ser det som en film, der bliver vist på mit indre lærred. Vi er faktisk mange, der - mere eller mindre bevidst - fungerer sådan. Forstår man konsekvensen af, at de to ting kobles sammen - detaljer og en billeddannende hjerne? Selvfølgelig burde jeg og alle andre mennesker være så mentalt velafbalancerede, at vi helt automatisk sorterer oplysningerne fra og smider dem ud igen og køligt og nøgternt lever videre uden at lade os røre af ting, der ikke har noget med vores eget liv at gøre. Helt koldt og roligt. Nu er jeg faktisk, uden at det nødvendigvis skal forstås som pral, ret velafbalanceret mentalt. Men jeg er samtidig også et menneske, der ud over en billedrig hjerne også har et bevægeligt følelsesregister, og jeg forbeholder mig retten til at være så meget menneske, at jeg bliver dybt berørt over, at et menneske tager andre menneskers liv. Oven i købet børns. Alt det er jeg som et voksent menneske nødt til at forholde mig til, og det mener jeg mig i et rimeligt omfang i stand til. Men ikke når der kommer detaljer på, og slet ikke når der kommer så mange fakta frem, så hele hændelsesforløbet stort set kan rekonstrueres. Jeg nægter at have del i disse ulykkelige menneskers mareridt, men jeg tvinges derind, når jeg totalt uforberedt, forsvarsløs og uden en eneste mulighed for at vælge til eller fra (aviser kan man bladre i og undlade at læse det, man ikke ønsker at læse, dét kan man jo altså ikke i de elektroniske nyhedsudsendelser!) får detaljerne serveret i radioens og tv-stationernes nyhedsudsendelser. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker med børn, der lytter og ser med, og som dermed også uforvarende lægger både øjne, ører, sjæle og natlige såvel som vågne mareridt til, for de har absolut slet intet grundlag for at kunne forholde sig til oplysningerne. Et andet aspekt, som jeg synes det er meget væsentligt at få med, er den afdødes eftermæle, især med tanke på den afdødes efterladte - på alle, der har kendt offeret. Tænker journalisterne/redaktørerne mon slet ikke over, hvor ubegribeligt mange mennesker alle mennesker - selv det ensomste menneske - har og ikke mindst har haft berøring med i sit liv? Naboer hele livet igennem og deres familier og venner, skolekammeraterne og deres søskende, forældre og bedsteforældre, kolleger og alle deres pårørende og alle de øvrige mennesker og deres pårørende og be- kendte, som man enten strejfer eller støder på livet igennem. Det er et enormt antal mennesker, man cirkulerer forbi undervejs i sit liv. Her på Fyn har vi oplevet en mordsag, hvor offeret var en homoseksuel mand. Pressen fandt det blandt andet nødvendigt at oplyse offentligheden om, at det stakkels menneske blev fundet med en stegegaffel stukket i ryggen! Ved stort set alle omtaler af sagen i TV 2/Fyns nyhedsudsendelser og DRs Radio Fyns nyhedsudsendelser blev denne stegegaffel omtalt. Og for kort tid siden, da der faldt dom i sagen, ja da fik vi lige genopfrisket, at det jo var ham bøssen med stegegaflen i ryggen! Fik I den? Det var offeret, der blev omtalt på denne grusomt uværdige måde! Denne mand vil blive husket som bøssen, der fik en stegegaffel i ryggen, og alle, der har kendt ham, fik afslutningen af hans liv brændt fast på nethinden med en stegegaffel! Hvad i alverden bilder journalisterne sig ind? Er der ingen respekt for medmennesker i dette fag længere? Eller er medmennesker reduceret til 'historier', og historier er jo aldrig rigtigt virkelige, så pyt, lad os bare få et lille diskret fnis ud af det! Eneste mulighed for at undgå disse detaljer er at holde op med at høre og se nyhedsudsendelser. Men efter en dybsindig snak med mig selv er jeg nået frem til den konklusion, at dét er ikke rimeligt. For jeg vil gerne have del i den basisviden om det land, jeg lever i, som nyhederne (og her tænker jeg stadig kun på DRs og TV 2s, for alle de andre ligegyldige kanaler kan for min skyld gøre, hvad de vil, for de er alligevel stort set alle så elendige, så de ikke er værd at spilde tid på) i princippet er til for at formidle til mig. Først og fremmest om den politiske situation, om vejrsituationen, om trafikale forhold og andre meget vigtige informationer, som det bør være en menneskeret i et demokratisk, civiliseret samfund at kunne få, vel at mærke uden risiko for at få serveret stof til mange nætters mareridt, der absolut intet har med min hverdag i mit liv at gøre. Nu kunne det være nærliggende at beskylde mig for at være en nærtagende lille en, der kun ønsker at se verden igennem lyserøde briller, godt pakket ind i vat. Men se, dér tager man jo grundigt fejl. (Selvfølgelig ser jeg helst, som så mange andre mennesker, at vi afskaffer alt, der er ubehageligt, og skaber et paradis på Jorden, hvor alle er glade og lykkelige. Dét har mine stærkt nærsynede øjne dog indset nok ikke lige ligger som en realistisk mulighed inden sommerferien i år!). For jeg har været så tæt på to rigtige mordsager i rigtige menneskers liv, at jeg alt for godt ved, hvor forfærdeligt det er, og hvor ubegribeligt mange mennesker, der rammes af blot ét enkelt menneskes voldsomme død. At få et håndtryk brændt fast i sin erindring med tilbagevirkende kraft fordi det smil og de øjne og den spinkle hånd, der mødte én en dejlig sommerdag, få dage efter er udslettet på brutal vis, er noget, man ønsker aldrig var sket. Det chok, man får, alle de voldsomme følelser, der løber gennem en, det at sidde med et menneske, der er i chok, som intet forstår, fordi det alt for godt forstår, hvad det er, der er sket, men ikke kan rumme det. Det drømmeagtige slør, der efter en tid lægger sig over oplevelsen, fordi det er så uforståeligt, at det kunne ske. Alt det kan man kun kapere, fordi der ingen vej er udenom. Det er så grusomt, så ubærligt, så fuldstændigt ubeskriveligt, at smerten aldrig nogen sinde fortager sig, og selvom tiden dysser de stærke følelser til ro, måske endda i søvn, så vækkes de til live, hver eneste gang en ny sag rammer landet og omtales, og det tager tid at få dem til at falde til ro igen. Sådan er dét nu engang, og det må man forsøge at leve med. Men når der så yderligere sættes detaljer på, og hele begivenhedsforløb rekonstrueres, og fjernsynet krydrer med nærbilleder af ambulancefolkene og båren, de bærer på, med den lukkede pose, så ruller alt op igen, og man kan starte så godt som helt forfra. Virkelige oplevelser i rigtige menneskers meget virkelige virkelighed giver i sig selv rigeligt stof til mareridt og næring til dybe bekymringer i dagligdagen. Man kan sende medfølende tanker til andre sagers involverede parter, til medmenneskene, der oplever samme mareridt, men forlang ikke, at vi også skal gennemleve deres mareridt. Jeg undrer mig meget over, hvorfor journalister og redaktører lader denne strøm af informationer og detaljer vælte ud over os. Men endnu mere undrer jeg mig over, at politifolk og jurister så - tilsyneladende - beredvilligt blabrer løs for åbne mikrofoner. Også i dag, en helt almindelig regnfuld februardag, skulle Radioavisens trofaste lyttere belemres med en forsvarsadvokat, der var så ivrig efter at gengive sin klients vidneudsagn for Radioavisens åbne mikrofon, at hendes stemme fik en nærmest eksalteret klang. Når nu ikke journalister og redaktører selv er i stand til at sortere, hvad der har relevans for den brede befolkning, så burde i det mindste den dømmende magt og ordensmagten håndhæve, at ikke alt i så voldsomme begivenheder er relevant for alle og faktisk kan være direkte skadeligt for mange. Men denne del af befolkningen, den sunde fornufts og det kølige overbliks sidste bastion, ser nu også ud til at være ramt af vor tids alt for udbredte opfattelse: at en kameramand med øjet på skulderen, en lydmand og en journalist er vor tids 'tre-enighed', som enhver bør kaste sig i støvet for og hvis befaling må lystres i håbet om at blive velsignet i det himmelske lys fra den kunstige lampe. Tro mig, jeg kender nogle af disse kamerafolk, lydmænd og journalister, og jeg kan afsløre for åben avis, at de er ganske almindelige mennesker som alle andre, og man bliver ikke forvandlet til støv på stedet, hvis man siger nej til dem. Men at mennesker opfører sig, som stod de foran uopnåelige guder, er desværre rigtigt, om end jeg tegner billedet karikeret. Grænsen for, hvad der er rimeligt at bringe i en elektronisk nyhedsudsendelse, er langt overskredet. Det kan ikke ses på lytter- og seertal, for som sagt vil jeg og de fleste andre mennesker jo gerne følge med i landets tilstand i øvrigt, og det er vel dét, vi har nyhedsudsendelserne til - især fra de stationer der har public service-forpligtelser. DRs egen Bjørn Erichsen bragte det uhyggelige begreb væmmelses-nydelse på manges læber for kort tid siden. Det er forhåbentlig ikke dén, der også har bredt sig blandt TV 2s og DRs ellers så dygtige journalister? Jeg har tilladt mig den frihed at sende et brev til henholdsvis TV 2s nyhedschef og til DRs nyhedsdirektør om dette emne. (I skrivende stund har jeg ikke modtaget nogen reaktion. Man savner stærkt en lytternes og seernes talsmand, som der nu lykkeligvis findes en læsernes talsmand på hele to danske dagblade, Aktuelt og Politiken). For jeg vil så gerne have en forklaring på, hvorfor man synes, at det er relevant at viderebringe disse detaljer. Jeg vil gerne vide, hvem man mener har gavn af, at en nyhedsudsendelse oplyser præcist, hvordan et mord er blevet begået. For jeg kan ikke selv finde en eneste god grund til, at disse detaljer skal have plads i nyhedsudsendelser. Hører jeg nogen pippe om noget med noget præventivt? Jamen, hvordan skal det dog virke? 'Alle bøsser bør undgå at have stegegafler i deres hjem!'. Nej, vel? Den holder altså ikke! Chok- og sorgbearbejdelse? Er dét bagtanken, er det da vældigt pænt, men ellers tak, overlad venligst dét til de ramte familier selv og til psykologerne og præsterne, så det holdes inden for de private rammer i folks eget tempo. Forbrydelser sker desværre. At oplyse om, at de er sket, hvem det er gået ud over, og hvordan opklaringen af forbrydelsen skrider frem, er naturligvis relevant nyhedsstof. Hvis offentligheden kan være til hjælp, skal relevante oplysninger naturligvis frigives, og når gerningsmanden er fundet, er det også en relevant nyhed, ligesom den endelige domsafsigelse og strafudmåling er det, men skån os for detaljerne. Selvfølgelig kan det have nogle menneskers faglige interesse at forstå, hvordan og hvorfor sådanne ting kan foregå. Men så reserver det venligst til specialmagasiner. Lad kriminalmagasinerne behandle kriminalsagernes detaljer. Så kan man på forhånd vælge, om man vil tænde for et kriminalmagasin, hvor sandsynligheden for at blive konfronteret med kriminalitet i alle afskygninger logisk nok er til stede, og hold så den reelle nyhedsformidling for sig selv, så vi, der ingen del har i den aktuelle forbrydelse, har en chance for at få vores nattesøvn, så vi kan vågne friske og veludhvilede og fortsætte livet med alle dets glæder i denne forunderlige verden!