0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den Store Hvide Mands Museum

Den første kunst - fra den tredje verden - har fået sit eget museum i Paris med en rigdom af røvede, stjålne eller tiltuskede kulturgenstande. Vil en maori, en inuit eller en bantu monstro føle sig og sin kultur forstået og prist?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

20. juni var en stor dag for Frankrigs præsident Jacques Chirac.

Efter en stormfuld periode i indenrigspolitikken var der endelig noget, der rigtig var lykkedes for ham. En mere end ti år gammel plan om at skabe et nationalt museum for ikkevestlig kunst og kultur var blevet til virkelighed. Omgivet af notabiliteter som FN's generalsekretær, Kofi Annan, fredsprisvinderen Rigoberta Menchu og lederen af den internationale organisation af fransktalende lande, Abdou Diouf, kunne den efterhånden noget aldrende Chirac erklære det storslåede nye museum på Quai Branly i Paris for åbnet.

Dette museum for kunst og kultur fra Afrika, Asien, Oceanien og Nord- og Sydamerika - erklærede han retorisk i sin åbningstale - skal være Frankrigs hyldest til »de ydmygede og foragtede folkeslag«, til dem »om hvem man ligefrem har hævdet, at de ikke har nogen historie«. Et museum båret af overbevisningen om »den lige værdighed af alle verdens kulturer«. Et museum som »i hjertet af sin aktivitet rummer en afvisning af etnocentrismen«.
Spørgsmålet er imidlertid, om ikke Museet på Quai Branly er fuldt så etnocentrisk som andre lignende og ældre museer, om ikke det netop fremhæver den vestlige kultur på de andres bekostning, om ikke det i sin udstillingsform netop udsletter bevidstheden om andre kulturers historicitet - og kort og godt om ikke et museum som det på Quai Branly blot føjer spot til skade og altså udgør endnu en ydmygelse af de ikkevestlige og først og fremmest ikkemoderne folkeslag.

Men lad os begynde et lidt andet sted, nemlig netop helt tilbage i 1990 hvor Chirac endnu kun er overborgmester i Paris. Som alle ved, der har fulgt med i de franske korruptionsskandaler gennem de senere år, tog Chirac og hans familie dengang på dyre ferierejser med kufferterne fulde af kontanter som var en slags returkommission fra de byggefirmaer, der havde opgaver for byen. Under en af disse rejser, på stranden på Mauritius i Det Indiske Ocean, møder Chirac en eventyrer og kunsthandler med et noget blakket ry, Jacques Kerchache. De to mænd har en fælles interesse, nemlig hvad man dengang kaldte 'primitiv kunst', og Kerchache får overbevist Chirac om, at denne kunst bør løftes op på siden af den vestlige. Faktisk havde han samme år stået bag et manifest i avisen Libération med den herlige titel 'Alle kunstretninger fødes frie og lige', og med et krav om, at f.eks. afrikansk kunst bør udstilles på Louvre.

Da Chirac bliver præsident i 1995, sætter han straks en proces i gang, der allerede året efter giver mulighed for at annoncere planen om et nyt museum for, hvad der mere politisk korrekt - men aldeles upræcist og misvisende - nu kommer til at hedde 'les arts premiers', 'de første kunstretninger'. Ganske vist havde han højt og flot erklæret, at han ikke skulle efterlade sig noget kulturmonument, i modsætning til forgængerne som præsidenter for den 5. republik: Pompidou, der jo fik sit Pompidou-center, Giscard d'Estaing med Orsay-museet og Mitterrand med både det ny nationalbibliotek og den store Louvre-udvidelse med pyramiden og det hele. I stedet ville gaullisten Chirac minde om den 5. republiks grundlægger, Charles de Gaulle himself, der ikke fik bygget noget af den slags.

Men så skulle det altså alligevel være. Og det utrolige held var, at der faktisk var én sidste ledig byggegrund tilbage i det centrale Paris, langs Seinen og mellem Eiffeltårnet og Orsay-museet, ved Branly-kajen. Så der kunne udskrives en arkitektkonkurrence om at skabe et nyt museum der. Vinder blev Jean Nouvel, i Paris bedst kendt for et andet bygningsværk for en ikkevestlig kultur, nemlig det elegante Institut du Monde Arabe, i København for Danmarks Radios nybyggeri på Amager.
Et enkelt problem var, at Paris jo faktisk havde et museum for ikkevestlig kunst i forvejen, om end 10-15 minutter fra centrum med metroen, nemlig Museet for kunst fra Afrika og Oceanien i det gamle koloniministeriums og kolonimuseums pragtfulde art deco-bygning ved Porte Dorée.
Derude var man oven i købet netop ved at frigøre sig endeligt fra kolonitidens atmosfære. Museumsfolkene var gået i gang med at udvikle ideer om, hvordan man på én gang ville kunne vise de pragtfulde samlinger frem, så deres æstetiske kvaliteter kommer til deres ret, og samtidig fortælle om hvordan det dog er gået til, at disse værker befinder sig i Paris. Det tidligere kolonimuseum planlagde på en måde at blive kolonimuseum igen, men nu et kritisk reflekterende museum om kolonitiden, et postkolonialt museum. Men det blev der ikke noget af. Museet ved Porte Dorée er blevet lukket (bortset fra kælderen med fisk og krybdyr!) og samlingerne overført til det ny på Quai Branly.

Inden det kom så vidt, havde Chirac imidlertid ikke blot gjort sin ny kunsthandlerven til videnskabelig leder af hele det nye museumsprojekt - til forfærdelse for det samlede franske kunsthistoriske miljø - men også gennemtvunget at den gamle plan om at få den 'primitive' kunst udstillet på Louvre blev realiseret. Alle protester fra Louvres ledelse blev fejet til side, og Louvre blev nødt til at indrette en pavillon helt ude for enden af det lange galleri til en udstilling af ikkevestlig kunst, åbnet i 2000.

Oprindelig var det tanken, at Louvre-udstillingen kun skulle være midlertidig, som en slags forpost for det egentlige museum. Den banale tanke var på en måde, at de afrikanske osv. skulpturer skulle forvandles til rigtig kunst ved netop at blive udstillet på den vestlige kunsts højborg, på selveste Louvre, inden de kunne fortsætte over på den anden side af Seinen til Quai Branly. Nu er det imidlertid besluttet, at de 117 værker på Louvre skal blive stående som en slags filial af det nye museum.
Udstillingen i Pavillon des SessionsNB fulgte helt og aldeles Jacques Kerchaches koncept. Præsidenten havde givet ham frie hænder til at gå rundt på de franske statslige museer - Porte Dorée, Musée de l'Homme, Picasso-museet osv., og også Louvre selv (nemlig de egyptiske samlinger) - og udpege værker, som han ville have med. Og i samarbejde med udstillingsarkitekten Jean-Michel Wilmotte havde han skabt disse kølige, hvide rum, hvor de enkelte skulpturer med god afstand imellem fremtræder vanvittigt smukt belyst som enestående plastiske kunstværker. Den vestlige modernismes asketiske æstetik har fuldstændig opslugt disse værker fra højst forskellige tider og steder og gjort dem aldeles ensartede. Og det ændres ikke ved, at der i krogene skjuler sig nogle informationsark med nogle få oplysninger om, hvad det egentlig er, vi ser.

Skulle det ny museum præsentere sine genstande på samme måde? Især etnograferne fra Musée de l'Homme frygtede at det var tilfældet. Langt de fleste af de i alt 300.000 genstande i det ny museum er nemlig hentet fra dette ærværdige etnografiske museum, som nu står tilbage nærmest ribbet for sine samlinger og prøver at finde en ny profil. Og skulle nu alle disse våben, redskaber, klædningsstykker, tæpper, kurve, smykker osv. frarøves enhver kulturel eller praktisk betydning, de måtte have haft, og præsenteres som kunst udelukkende for kunstens skyld, sådan som skulpturerne på Louvre?

Svaret er nej - helt sådan gik det ikke. En grund kan være at Jacques Kerchache døde allerede i 2001 og med ham drivkraften bag det specifikt kunstneriske projekt. Og at kampen mellem f