I disse afgørende og hektiske dage, hvor nedtællingen til FN’s klimaforhandlinger i København i december 2009 er i fuld gang, er det vigtigt at fastslå, at klimaforandringer er en af de største udviklingsmæssige udfordringer i vor tid med enorm betydning for vores velstand og udvikling på lang sigt. FN’s generalsekretær Ban Ki-moon ser klimaforandringer som en af de største udfordringer for menneskeheden nogensinde.
Og han har med rette påpeget, at de lande, der påvirkes mest af klimaforandringerne er de fattigste i verden – på trods af, at de har gjort mindst for at forårsage problemet. Afrikanske ledere mener, at kontinentets fremtid afhænger af udfaldet af klimaforhandlingerne i København. Afrika har brug for en stærk klimaaftale, nu. Derfor opfordrer kontinentets ledere til etablering af stærke mekanismer, der kan støtte kontinentets udvikling i en retning, så CO2-udslippet nedbringes, og modstandsdygtigheden over for de uundgåelige konsekvenser af klimaforandringerne styrkes. Den kommende klimakonference i København i december giver os en enestående mulighed for sammen at tage fat på klimaudfordringen. Et positivt udfald af forhandlingerne i København kan styre den globale økonomi i retning af en mere grøn udvikling baseret på en lavere CO2-udledning. En ambitiøs aftale skal hjælpe de fattigste og mest sårbare lande med at tilpasse sig konsekvenserne af klimaforandringerne. Mens vi drøfter klimaforandringerne, er der allerede millioner af mennesker rundt omkring i verden, som kæmper for at overleve på grund af ændringer i både det globale og det lokale klima. Lad os komme med et par eksempler på, hvordan fremtiden vil se ud, hvis vi ikke handler nu. Yderligere 600 millioner afrikanere risikerer at blive fejlernærede i takt med, at landbrugssystemer med stor sandsynlighed bryder sammen. Endnu 1,8 milliarder mennesker risikerer at komme til at opleve vandmangel, især i Asien. Og flere end 70 millioner mennesker i Bangladesh, 22 millioner vietnamesere og 6 millioner egyptere kan komme til at opleve klimarelaterede oversvømmelser. Og hvad endnu værre er, viser videnskabelige data nu, at havenes temperatur nærmer sig rekordhøje niveauer. Det vil lægge yderligere pres på kysternes økosystemer og på de mennesker, der er afhængige af havene for at overleve. Derfor har vi brug for en ambitiøs aftale i København – en aftale, som fører til en reduktion af CO2-udledningen; som sikrer udviklingen af produktions- og forbrugsprocesser med et lavere CO2-forbrug; som sikrer direkte klimafinansiering til støtte for den globale økonomiske vækst, og som leder udviklingslandene ind på bæredygtige veje ud af fattigdommen. Aftalen skal finde en fin balance mellem at sikre ambitiøse mål for nedbringelse af CO2-udslip og samtidig sikre, at der er plads til fortsat social og økonomisk udvikling for verdens fattigste lande og befolkninger. Det bliver en udfordring at nå til enighed. Men vi har simpelthen ikke råd til at lade være. Derfor opfordrer vi parterne til FN’s klimaaftale (UNFCCC) til at udvise den nødvendige fleksibilitet til at få en klimaaftale i hus. Det gælder både udviklingslandene og de industrialiserede lande. Alle skal være med! Der skal ske fremskridt i København. Lad os her pege på tre emner, som er særligt vigtige at få med i en ny klimaaftale: finansiering, klimatilpasning og reduktioner af CO2. Der er stor usikkerhed omkring, hvor meget det vil koste at gøre noget ved klimaforandringerne. Internationale beregninger peger på, at det vil løbe op i omkring USD 100 milliarder om året. Det tal kan virke overvældende. Men vi kan være helt sikre på, at hvis der ikke handles nu, vil det senere være endnu dyrere at gøre noget ved de skader, som klimaforandringerne har forvoldt. Det er vigtigt, at behovet for en tilstrækkelig klimafinansiering ikke får skubbet fattigdomsbekæmpelsen ud på et sidespor. Det bliver vigtigere og vigtigere at få gjort noget ved klimaforandringerne, men i takt hermed skal vi fortsætte kampen mod fattigdom og sikre, at vi ikke mister de fremskridt, vi har kæmpet så hårdt for, og de resultater, vi har opnået i forbindelse med 2015-målene. En af de helt store udfordringer er at sikre, at de midler, der bliver brugt på at imødegå klimaforandringerne, også fører til øget udvikling og altså styrker det bredere udviklingssamarbejde, hvis mål er at udrydde fattigdom. Det er af helt afgørende betydning for en ny klimaaftale, at der opnås enighed om en betydelig bistand til klimatilpasning til udviklingslandene. Men der er meget forskellige holdninger til lige netop dette emne. Vi hører til dem, der mener, at udviklingsbistanden og ekstra bistand til klimatilpasning skal integreres via national planlægning. Der er behov for, at vi bygger videre på de mange erfaringer, vi har fra det bredere udviklingssamarbejde. En anden ting, som er af helt afgørende betydning for en ny aftale, er tilpasning til klimaforandringer. Uanset hvad vi gør i dag, er klimaet i forandring og vil fortsætte med at være det i de kommende år. Derfor har udviklingslandene brug for målrettet støtte til at udvikle deres evne til at tilpasse sig klimaforandringerne. Vi skal sørge for både at hjælpe den fattige landmand, som ønsker at dyrke mere robuste afgrøder på grund af øget tørke, og den familie, hvis hjem skal være i stand til at modstå større og hyppigere oversvømmelser. Udviklingslandene vil blandt andet skulle bygge flere dæmninger, kloaksystemer, veje og vandingssystemer og sørge for, at de er klimasikrede. Det siger sig selv, at det bliver et kæmpe arbejde. Derfor skal vi hjælpe udviklingslandene med at sætte tilpasning til klimaforandringerne i centrum for hele deres indsats for fattigdomsbekæmpelse og sikre, at de fattigste og mest sårbare gruppers behov også tilgodeses, herunder kvinder og oprindelige folk. Behovet for tilpasning tilgodeses i vores øjne bedst ved en styrket indsats, der understøttes af øget udviklingssamarbejde. Det er af helt afgørende betydning for de fleste af de 130 G77-lande, herunder de mindst udviklede lande og Afrika som helhed, at tilpasning kommer til at spille en solid rolle i en ny klimaaftale. Med andre ord er vi simpelthen nødt til at bruge den mulighed, som COP15 frembyder, til at se på sammenhængen mellem klimaforandringer og udvikling. Det sidste emne, vi ønsker at berøre, er spørgsmålet om reduktion af CO2-udledninger. Det er indlysende, at den industrialiserede verden bærer et stort ansvar for at reducere sine udslip, fordi vi er – og altid har været – dem, der udleder mest. Men det er også vigtigt at se på, hvordan udviklingslandene kan opnå en lavere CO2-udledning og dermed en mere klimavenlig udvikling. I dag er der flere end 500 millioner afrikanere, som ikke har adgang til elektricitet. Antallet af mennesker i Asien uden adgang til elektricitet er endnu større. Vi kan forvente, at disse to kontinenter vil investere massivt i at øge deres adgang til energi for at sikre både økonomisk og social udvikling i de kommende år. For at undgå en betydelig stigning i CO2-udledningen er vi derfor nødt til at sikre, at disse forventede investeringer bliver gjort i klimavenlig energi. Meget kan også opnås ved at øge effektiviteten af eksisterende energikilder. Støtte til indsatser, der fokuserer på reduktion af CO2-udledning, kan føre betydelige teknologiske og økonomiske fordele med sig for udviklingslandene. Derfor skal en klimaaftale også gøre det muligt for udviklingslandene at integrere klimavenlige udviklingsstrategier som en vigtig del af deres nationale indsats for fattigdomsbekæmpelse. Hvis udviklingslandene får hjælp i form af en ny aftale – både teknisk og økonomisk – vil de kunne bidrage til den globale indsats for at reducere CO2-udslip, mens de samtidig undergår den sociale og økonomiske udvikling, som deres befolkninger stræber efter. Vi har en ujævn vej foran os, og tiden er kort. FN’s generalsekretær Ban Ki-moon vil være vært for et FN-topmøde om klimaforandringer i New York 22. september. Formålet med topmødet er at mobilisere den nødvendige politiske vilje og vision for at sikre et ambitiøst resultat ved FN’s klimaforhandlinger i København i december. Vi opfordrer på det kraftigste verdens ledere til at gribe chancen og finde fælles fodslag for at skabe den nødvendige politiske fremdrift i optakten til København. En ambitiøs aftale er til gavn for os alle. Meget står på spil. Vi skylder os selv, vores planet og de kommende generationer at gribe muligheden for at skabe et bedre klima. Vi bør benytte lejligheden ved COP15 i København til at tage fat på sammenhængen mellem klimaforandringer og udvikling. De fattige i udviklingslandene er de mest udsatte og mest sårbare over for klimaforandringer. Deres interesser skal komme til udtryk i København i december. Den nye klimaaftale bør ganske enkelt have en positiv effekt på udviklingsdagsordenen.
