Med jævne mellemrum – gudskelov lange – angribes Statens Kunststøtte i dens forskellige former, og sørme om ikke de ’Livslange Kunstnerydelser’ nu har været til diskussion og under en beskydning, der helt har forkvaklet tingene. Hvem andre end Dansk Folkeparti kan finde på noget så fedtet, og ikke mindst så typisk nedadsnobbende og populistisk? Livslange Kunstnerydelse er der mindre end tre hundrede kunstnere, der oppebærer, og jeg er en af dem. Det mest tumpede i dagens debat er, at man tager for givet, at Livslang Kunstnerydelse kan tages fra folk, det kan den naturligvis ikke. Ligesom man ikke ved lov kan afskaffe ministerpensioner med tilbagevirkende kraft. Man kan benåde en straffet, som har fået livsvarigt fængsel, men man kan ikke fratage en hædret kunstner hans eller hendes livsvarige kunstnerpension. Det er i øvrigt peanuts i den mikroskopiske afdeling, vi taler om. Alene derfor er diskussionen åndsformørket. Jeg skal vende tilbage til de tørre tal. Livslang Kunstnerydelse er et på finansloven defineret antal kunstnerpensioner, givet til folk, som har gjort en særlig kunstnerisk indsats, gerne uden skelen til popularitet – og til gavn for kulturlivet. Med fast defineret menes, at de under tre hundrede pensioner i al fald ikke kan decimeres. Man arver en ledig kunstnerpension, når en statspensioneret kunstner dør. En del personer har imidlertid genopfrisket rindalismen og råber i kor, at det er et »levn fra gamle dage«, at man giver den slags ydelser til folk for noget, som »de har lavet i fortiden«. Hvorfor ikke i samme åndedrag afskaffe alle hædersgaver og legater, tag bare Nobelprisen med – kort sagt, ud med at belønne mennesker for deres indsats! Lad mig i øvrigt oplyse om, at både undertegnede og formodentligt hovedparten af modtagerne af kunstnerpensionen er aktive og fortsat arbejder med deres fag – til gavn for kulturlivet. Hvorfor ikke se på politikernes situation? Politikere, som naturligvis går helhjertet ind for, at en udnævnt minister får automatisk pension efter kun et år på posten, kan mene, at udvalgte kunstnere ikke skal have en slags pension efter mange års karriere. Mageløst generøst. Ministerpension – her efter kaldet Livslang Politikerydelse – tilfalder alle pr. automatik og beløber sig til cirka det dobbelte af en Livslang Kunstnerydelse. Det er bemærkelsesværdigt, at denne Livslange Politikerydelse får man tildelt, uanset om man har været en klovn eller genial på posten, mens man skal indstilles til den Livslange Kunstnerydelse af diverse udvalg under Kunstfonden, og siden skal Repræsentantskabet vælge mellem kandidaterne. Man skal ikke have ydet noget ’særligt’ til gavn for det politiske liv for at oppebære Livslang Politikerydelse. Det er altså ikke en hæder. Politikerydelsen beløber sig til cirka 300.000 kroner, mens Livslang Kunstydelse maksimalt er på cirka 140.000 årligt. Før skat. Jeg har da – surprise! – anbefalet, at man fritages for skat af ydelsen, da det er tvetydigt, at Staten giver en hæderspension til en kunstner og derpå siger hit med halvdelen. Her skal jeg minde om, at hvis man tjener mere end cirka 240.000 kroner oven i pensionen, bliver der i en vis takt skåret ned indtil minimumsbeløbet. Det er cirka 15.000 kroner om året, hvilket er det beløb, en tredjedel af modtagerne får. Tal lyver ikke. De kan også sætte ting i relief. Tager vi for eksempel et folketingsmedlem, som ryger ud af Folketinget, får vedkommende et års såkaldt fratrædelsesløn. Dette er relativt retfærdigt, da et pludseligt udskrevet valg kan resultere i, at man ryger ud uden at være forberedt. Nu er det bare sådan, at alle ekstingsmedlemmer får denne løn, uanset om de tjener formuer ved siden af. Sidste gang røg 51 folketingsmedlemmer ud, og det kostede skatteyderne 28 millioner kroner i aftrædelsesløn. Til sammenligning er den samlede udgift til Livslange Kunstnerydelser cirka 24 millioner årligt. Samlet pensionsudgift til Folketinget er på kr. 80 millioner. Når man læser i lovteksterne om Folketingets medlemmer og ministre, så hedder det ikke, at de får løn. Det er for plat. Det hedder ’vederlag’. Denne form for eufemisme er meget gennemskuelig. Man får ikke løn, men et vederlag, det smager nemlig af idealisme. Man har et kald? Sproget er sjovt. »Nå, får du løn for at være medlem af Folketinget?« »Nej, jeg får ikke løn, men jeg får et vederlag«. »Det lyder da ikke så dårligt«. Særligt sjovt bliver replikskiftet, hvis det er en minister, der bliver spurgt. »Hvor meget lyder dit vederlag så på?«. »Godt ni hundrede tusinde om året«. Det er da et vederlag, der virkelig vil noget. Lad os dvæle her. Man kan altså få ministerpension efter et år som minister og som sagt uanset kvalifikationer, mens man oftest har kvalificeret sig til den livslange ydelse gennem en årelang kunstnerkarriere. Man får ikke kunstnerpension, eller dét, jeg kalder hæderspension efter hverken et -to eller fire års arbejde. Jeg under gerne politikerne deres privilegier, gid det var gensidigt. Regeringspartiet Venstre har luftet dets uvilje over for den Livslange Kunstnerydelse, denne luftning er jo i pagt med den mere grovkornede liberalisme. En kunstner, som ikke kan leve af sin kunst, må finde på noget andet at lave, Staten lønner ikke en kunstner eller støtter en kunstnerisk produktion, man belønner ikke kunstnere for deres produktive liv. Og så videre. Hvis markedsmekanismer og liberalisme skal gælde i kunstlivet, så overlever for eksempel i teatrets verden kun et yderst begrænset repertoire bestående af cirkusrevyer og musicals og beslægtede genrer. Det véd enhver og godt ord igen. Sagens natur er, at alle vækstlag hænger sammen, og at den bredt funderede og mere folkeligt appellerende kunst også næres af den sarte og såkaldt smalle kunst – det er ét, stort rodnet, noget af nettet er altså sartere og kræver ekstra gødning. Kald det bare kunstgødning. Med hensyn til den Livslange Kunstnerydelse er det vel sådan, at den tilfalder kunstnere, som undervejs ikke har skelet til popularitet, trends og mainstream? Dog, det virkede som om statsministeren også mente, at man formelt set godt kunne fratage folk allerede uddelte, livslange kunstnerpensioner, men det syntes han nu ikke, man skulle ... sagt på tv og kommenteret af en journalist, så kunne vi privilegerede ånde lettet op. Teknisk set kan man, hvis man vil, lovgive sig til en gradvis uddøen af de nævnte kunstnerpensioner. Det vil sige, at når en indehaver af en sådan dør, forsvinder pensionen med ham eller hende. Lad os sige, at emnet er godt belyst nu, og derpå se på det fedterøvenes paradis, som Dansk Folkeparti traditionen tro fremstiller vores land som. Man appellerer til misundelse og fedtethed, det er jo sagt tusinde gange før, men gudskelov er danskerne over en bred kam betydelig mere kvikke, generøse og eftertænksomme end Pia Kjærsgaard og folk i hendes nærhed – ligesom danskere viste sig at være meget mindre snerpede, end pressen og mange politikere troede i forhold til Jeppe Kofods sexliv. Det var tydeligt for enhver, at den kvindelige politiker, som på tv stod frem med kritikken af kunststøtten, en kvinde fra Dansk Folkeparti, ikke havde sin research i orden. Hun var kulturpolitisk ordfører i partiet – det kalder jeg en loppetjans – men ville dog ikke afskaffe kunststøtten. Gerne se på, om den – her de livslange ydelser – kunne bruges bedre. Et beåndet synspunkt. Bedre end hvad, spørger jeg? For at undersøge det, må man forestille sig samme politiker fra Dansk Folkeparti forske i, hvordan pengene bruges i dag, altså om de 24 millioner kroner ad åre, når det er døet ud, kan bruges bedre – til fordel for kulturlivet. Enhver kan høre, at dette er pølsesnak, beregnet på at ophidse enhver spidsborger med hang til højredrejning og almindelig misundelse. Det lyder fra heppekorene, hvorfor skal skatteborgerne betale for at Rifbjerg eller Lars von Trier skal »mæske sig« med dyre middage? Nu får de to herrer årligt minimumsydelsen på kr. 15.000 af de 140.000, og med en formodentlig flot trækprocent kan de altså ’mæske sig’ med dyre middage for maks. 6.000 kroner om året. Disse 6.000 kroner kunne Dansk Folkeparti bruge bedre til fordel for det kulturliv, det forestiller sig. Hvilket er dét, i øvrigt? Lad det være sagt ubesmykket: De Livslange Kunstnerydelser er samfundets – sig bare nationens – måde at påskønne en langstrakt indsats på, en indsats som har været til gavn for kulturlivet, og det har intet tilfælles med Kunstfondens arbejdslegater eller treårige arbejdsstipendier. Disse er nemlig beregnet på, at en kunstner kan få arbejdsro og rydde bordet for andre ting, og koncentrere sig om opgaver/en opgave, som er defineret i kunstnerens ansøgning. Den Livslange Kunstnerydelse kan man derimod ikke søge. Legater og arbejdsstipendier indeholder ikke en generel påskønnelse af kunstneres virke eller en hæder. Jeg tillod mig for en del år siden at skrive en satirisk kronik i Information – det var fordi en yderst veletableret og velbjerget plakatkunstner efter i flere end tyve år at have sendt ansøgning til Kunstfonden om at få et treårigt arbejdsstipendium endelig opnåede det. Manden undlod ikke, blandt andet på tv, at prale af, at han ikke fik mange kroner ud af det, da han tjente så meget, at skatten ville spise det meste – etcetera. Det står i Kunstfondens tekster, at et sådant arbejdslegat »skal gøre en forskel«. Og her menes jo ikke psykologisk. Men økonomisk. Hvad andet? Man skal med stipendiet få råd til at lægge det meste andet til side for at afprøve nye veje, eksperimentere. En gennem mange år anerkendt og velbjerget kunstner, som den omtalte har rigeligt råd til selv at rydde bordet. Min pointe var ikke i første række at pege fingre ad manden, men at minde Kunstfonden om, at man ikke skal spille de reaktionære og dermed Dansk Folkeparti kort i hænderne og puste til forargelsens ild ved at give treårige arbejdsstipendier til en person, som offentligt siger, at det ingen forskel gør! Nu tilbage til de truede Livslange Kunstnerydelser. I mit eget tilfælde fik jeg tildelt Livslang Kunstnerydelse i 1999, indstillet af Kunstfondens teater- og filmudvalg. Meget kort sagt var det for en lang karriere som danser, koreograf, inspirator og coach af nye dansergenerationer, samt hoppet fra kgl. solodanser til pionér med moderne Danseteater uden for det etablerede. Dertil kom i indstillingen mit brobyggende arbejde mellem dansekunsten og idrætten og gymnastikken. Mere beskedent kan det ikke beskrives. Det lød ikke som et tak for denne gang, nyd dit otium. Man bliver rørt og glad – da jeg læste indstillingen blev jeg et øjeblik stolt af mit liv – og så arbejder man videre. Det er en ikke uvigtig pointe, man bliver påskønnet og får lyst til at fortsætte. Til de sure og reaktionæres information, skal jeg oplyse, at jeg har været meget virksom siden 1999 med danseteater, film og pædagogik og skriveri, endog tænker jeg af og til, at jeg må gøre noget ekstra for min kunstnerpension. For eksempel har jeg med glæde doneret min arbejdskraft og viden i en del tilfælde. Janteloven stikker sin snottede snude frem ved enhver given lejlighed. Som bekendt lyder første paragraf »Du skal ikke tro, du er noget«. Det er jo en grim én. Værre er det, hvis man skifter du ud med jeg. »Jeg skal ikke tro, jeg er noget«. Den jantelov, man vender mod sig selv, overgår den oprindelige, og man kan sige, at når nationen via Kunstfonden hædrer en, så er både nation og kunstfond med til at undergrave den omtalte lov i begge udgaver. Er det ikke et godt initiativ, som vi alle bør støtte? Med Livslang Kunstnerydelse har man fået et meget beskedent sikkerhedsnet under sin økonomi. Jeg skulle hilse og sige, at det er noget af et helvede at skulle være kunstner og kreativ og skulle inspirere andre, og instruere, hvis man er forpint af meget ringe indkomster, gæld og slet økonomi. Nu lyder det som om, at jeg mener, det er værre for kreative og kunstneriske mennesker at være forpint af dårlig økonomi. Tja, det har i al fald en yderligere omfattende, negativ effekt. Hører man til den tredjedel af modtagerne, som får minimumsydelsen på kr. 15.000 om året, så er det en tryghed, at hvis man bliver ramt af ulykker, arbejdsskader, sygdom eller andet og pludselig ikke kan arbejde, så forhindrer Livslang Kunstnerydelse en i at glide direkte ind i bistandsklienternes rækker – en større del skabende kunstnere er ikke i en a-kasse. Hør nu her politikere, de af jer, som taler for afskaffelsen af Livslange Kunstnerydelser, og i øvrigt er imod statslig kunststøtte: Hvad og hvor ville europæisk kultur og kunst være, hvis man ikke havde støttet kunstnere på den ene eller anden måde? Er det ikke meget bedre, at Staten går ind som mæcen end at kunst- og kulturlivets blomstring eller ej er afhængig af private investorer og mæcener eller for eksempel mere eller mindre formørkede eller oplyste kongers og kejseres sindelag?