Børneller ikke børn? Amning eller ikke amning? Naturlig fødsel, fødsel i vand eller en fødsel uden smerter, hjulpet godt på vej af lægevidenskaben og hertil særligt uddannet personale. Mødregrupper, fædregrupper, doulaer og jordemødre, barselshoteller, babyslynger og babymassage, økologisk babymad, listen fortsætter ud i det uendelige. Der opstår mange spørgsmål og problemstillinger, når man står over for et af livets største spørgsmål – skal man eller skal man ikke få børn, og hvis man nu beslutter sig for at få dem, hvordan i alverden skal man så hitte rundt i den jungle af krav og forestillinger om den perfekte udførelse af Projekt Baby? Livet bliver jo aldrig det samme, hører man, og når man først har fået familie, er der altså ikke tid til venner, cafeer, motion eller rejser. Eller det skulle man i hvert fald tro efter de mange klagerøster at dømme. Politiken har i løbet af de seneste par uger bragt to artikler, der vedrører børn og familieliv. Den første var artiklen om familien Bay og deres daglige kamp for at holde en balance mellem familieliv og karriere (Pol. 29.4.). Oven over artiklen kunne man læse en udredning af, hvordan staten, der i 2007 kom med en række forslag til hjælp til småbørnsfamilierne, ikke havde stået inde for disse forslag og faktisk ikke ført nogen af dem ud i livet. Blandt forslagene var f.eks. større beskæftigelsesfradrag til enlige forsørgere, lovfæstet ret til at passe barnet på første sygedag, bedre barselsforhold for selvstændige osv. Det vil sige forslag, der relaterer til skat og indtægt og familiernes økonomiske sikkerhed. Et andet forslag var hjemmeserviceordning til familier med børn under 14 år. I artiklen om familien Bay kom man så ind på, hvor svært det er at få det hele til at hænge sammen i dagligdagen, alt det madlavning, rengøring, indkøb, fragtning af børn til og fra skole og børnehave, og så samtidig passe et spændende arbejde.
Ja, det er uden tvivl svært og til tider stressende. Men jeg kunne ikke undgå at tænke – og jeg vil gerne understrege, at dette er på ingen måde ment som en kritik af Ole og Rikke Bay – at denne artikel og dens beskrivelse af en forholdsvis privilegeret familie, hvor begge forældre har et godt job, formentlig med en nogenlunde indtægt, giver til kende, at deres situation er synd for dem. Det er synd for dem, at de har så travlt, at familielivet kræver så meget, at det er svært at nå det hele. Derfor skal staten sørge for hjemmeserviceordning, hvor man får hjælp til at vaske tøj og købe ind, altså en slags hjemmehjælp til voksne raske mennesker, der – efter naturens orden – har fået børn. Dette konkrete forslag om hjemmeserviceordning er intet andet end en problematisering af den naturlige begivenhed, det er at få børn. Det er blevet til et projekt, et problem, en problematisk tilstand, som staten skal stå inde for, at man i sin voksne alder kan klare. Misforstå mig ikke, jeg går fuldt ind for et godt sikkerhedsnet for børnefamilier, og at staten udarbejder og gennemfører barsels-, skatte- og økonomirelaterede forslag, der gavner enlige og par med børn, især hvis det kan hjælpe på ligestillingen og kvindernes stilling på arbejdsmarkedet. Og praktisk hjælp er da en god ide til dem, der fysisk eller psykisk ikke kan klare de daglige opgaver selv. Men jeg står ærligt talt uforstående over for et forslag om praktisk hjælp til raske forældre, der sagtens kan klare det selv. Forslaget er så godt nok aldrig blevet ført ud i livet, men det at man overhovedet har fundet på det, vidner om dette syn på børn og familie som noget problematisk. Hvad med at man bare begyndte at acceptere, at familieforøgelse er en naturlig del af livet, og det kræver en masse tid og kræfter at få og opdrage børn. Og hvis man gerne vil, mens ens børn er små, køre løs på arbejdet, så må man som par prøve at deles om opgaverne – her kan staten hjælpe med lovfæstede sygedage, øremærket barsel til fædre, sikre forhold for enlige forældre og flere penge til børnehaver, folkeskoler og fritidshjem.
