Regeringserklæringen af 30. September 1968 er den afgørende ramme for efterretningstjenesternes overvågning og registrering af lovlig politisk virksomhed: Registrering af danske statsborgere må ikke længere finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed. Den nævnes da også i PET-kommissionens kommissorium som »omdrejningspunktet« for de mange debatter om efterretningstjenesterne gennem årene. For almindelige dødelige forekommer det aldeles klart: Ingen må længere registreres på grundlag af lovlig politisk virksomhed, medmindre der er andre forhold, der berettiger til registrering.
Justitsministeren blev naturligvis spurgt, hvilke andre forhold der kunne berettige, at PET også registrerede den pågældendes lovlige politiske virksomhed. Svaret var: at der som betingelse for registrering må foreligge rimelig mistanke om ulovlig politisk virksomhed. Spørgsmålet er så: Hvordan har PET forvaltet regeringserklæringen? Efter PET-kommissionens beretning kan det besvares meget klart: Den er aldrig blevet efterlevet! Den er systematisk blevet omgået så at sige fra første dag. Det kom som en bombe, da daværende PET-chef Birgitte Stampe i august 1998 informerede justitsministeren om, at man i arkivet havde fundet en instruks fra PET-chef Arne Nielsen, hvor han knap tre måneder efter regeringserklæringen beordrede, at man fortsat skulle registrere ledende medlemmer af Venstresocialisterne (VS), SFU, DKP og DKU, alene fordi de var ledende medlemmer. Altså helt uden mistanke om ulovlig virksomhed. PET holdt sig imidlertid ikke til de fire organisationer, der er nævnt i Arne Nielsens instruks. Ifølge beretningen har PET gennem årene »interesseret sig for«, dvs. overvåget, registreret og/eller infiltreret bl.a.: Danske modstandere af Berufsverbot, et ikke nærmere angivet oplysningsforbund, KAP, SAP, Fælles Kurs, Folkebevægelsen mod EF, Fredsbevægelsen, Sømændenes Forbund, Tillidsmandsringen, SID, Dansk Ungdoms Fællesråd, Dansk Journalistforbund, Dansk Udenrigspolitisk Selskab, kvindebevægelsen, Russisklærerforeningen. PET tolkede i øvrigt begrebet ’personregistrering’ sådan, at det kun gjaldt registrering i en selvstændig mappe i det centrale register, de såkaldte tromler, men ikke forhindrede, at man registrerede personer alene for lovlig politisk virksomhed, hvis det skete i den pågældende organisations mappe eller i såkaldte arbejdskartoteker. Således lod man i tusindvis af de personer, som skulle slettes i henhold til regeringserklæringen, registrere under organisationen eller i arbejdskartotekerne. Disse havde endnu i 1985 6.494 personer registreret for lovlig politisk virksomhed i strid med regeringserklæringen. Det fremgår af beretningen, at PET som kilder til oplysningerne i arbejdskartotekerne bl.a. anvendte lister over stillere og anmeldere, lister over kommunal-, amtsråds-, folketings- og europaparlamentskandidater, deltagere i politisk-faglige demonstrationer og blokader, offentlig politisk aktivitet, læserbreve, foredrag og politiske møder på bopælen. Man kan hævde, at PET efter 1977 havde en vis hjemmel i beretningen fra den uafhængige kommissionsdomstol, som behandlede den såkaldte Hetler-sag, og som folketingsflertallet var så uforsigtigt trods alle advarsler stort set at ’tage til efterretning’. Det er Frank Poulsen, der med en tredobbelt Erasmus Montanus når frem til, at personer, der ikke må registres som personer, gerne må registreres med navn og andre persondata, bare det sker under organisationen.
