Da regeringsledere i forrige uge mødtes i FN’s hovedkvarter i New York til et topmøde om hiv og aids, stod det klart, at vi langtfra har vundet kampen mod sygdommen, som hvert år slår 2,1 million mennesker ihjel. Hver gang to får adgang til livsnødvendig aids-medicin, bliver fem nye smittet. Derfor må vi for alt i verden ikke slække på målet om, at alle skal have adgang til forebyggelse. Kun 1 ud af 20 mænd, som har sex med mænd, har adgang til relevant forebyggelse. Med de øjne kan det ses som et lille lyspunkt, at der i sidste uge for første gang nogen sinde på et FN-topmøde om hiv og aids blev afholdt et særligt møde om mænd, som har sex med mænd, og hiv/aids. Det står i stærk kontrast til et tilsvarende topmøde i 2001, hvor mænd, som har sex med mænd, kun med nød og næppe overhovedet blev nævnt. I internationale medier har man den seneste tid kunnet læse om stadig flere tilfælde af vold mod mænd, som har sex med mænd – fra den gambiske præsident Yahya Jammehs udtalelse om, at han agter at »skære hovedet af« enhver homoseksuel i sit land, over massearrestationer af bøsser i Senegal og tre års fængselsstraf til fire egyptiske mænd, fordi de er bøsser og hiv-positive, til grov vold mod bøsser i Jamaica. Det står klart, at vold mod mænd på grund af deres seksuelle orientering forekommer overalt i verden. Volden og krænkelserne udgør et stort problem i sig selv. Men en stigning i hiv blandt mænd, som har sex med mænd, indicerer også, at vi her står over for en af de største og mest vanskelige udfordringer i kampen mod aids nogensinde. På FN-topmødet blev helt nye epidemiologiske data om mænd, som har sex med mænd, præsenteret. De viser, at flere og flere mænd, som har sex med mænd, bliver smittet med hiv i både rige og fattige lande, og at meget lidt bliver gjort for at stoppe det. I mange lande skyldes passiviteten, at homoseksualitet betragtes som illegalt i sig selv. 86 lande kriminaliserer sex mellem mænd, herunder 12 af de 16 udviklingslande, som Danmark yder bistand til. Forbud og diskrimination forhindrer millioner af mænd, som har sex med mænd i at søge adgang til de tilbud om test, prævention, oplysning og behandling, som er til rådighed for den øvrige befolkning. Mødt med ignorance, intolerance og endda vold måtte bøsser i Amerika og Europa i 1980’erne og 1990’erne bære hovedbyrden af aids-epidemien. Sådan var det også i Danmark i 1981, da aids blev kendt som en mystisk kræftsygdom blandt bøsser. Homoseksualitet var lige blevet strøget af listen over psykiatriske diagnoser. Bøsser levede med diskrimination, politichikane og hemmelig registrering. Blodprøver fra 258 mandlige medlemmer af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske viste, at 9 procent var smittet med hiv i 1981, og fire år efter var tallet vokset til 26 procent. Danske bøsser var således blandt de hårdest ramte allerede fra epidemiens begyndelse, men det er lykkedes at vende skuden, så vi i dag med 5 procent har en af verdens mindste forekomster af hiv blandt bøsser. Det skyldes først og fremmest, at danske bøsser havde en stærk organisation, som var rustet til at kæmpe for bøssers rettigheder. Samtidig havde danske læger, embedsmænd og politikere det mod, der skulle til for at tage de rigtige beslutninger. Med så dyrekøbte erfaringer synes det helt urimeligt, at vi i 2008 er vidner til, at epidemier blandt bøsser i udviklingslande får lov at vokse ud af kontrol, alt imens diskrimination af disse grupper mange steder nærmest er statsautoriseret. Men de sørgelige fakta viser, at et kvart århundrede efter, at aids blev kendt, fortsætter diskrimination, kriminalisering og benægtelse af homoseksualitet med at fremme en alvorlig hiv/aids-epidemi blandt mænd, som har sex med mænd, i store dele af Afrika, Asien, Østeuropa og Latinamerika. Begrebet ’mænd, som har sex med mænd’ refererer til langt flere mænd, end dem, der selv identificerer sig som bøsser. En stor del af de mænd, som har sex med mænd, betragter ikke sig selv som egentlige homoseksuelle. Andelen af mænd, som har sex med mænd, der er gift eller har sex med kvinder, er betydelig. En af grundene kan være, at konsekvensen af at blive identificeret som homoseksuel er så alvorlig, at mange ’skjuler’ deres identitet ved at være i et forhold til en kvinde. Mænd, som har sex med mænd, er blandt de mest udsatte for hiv-smitte verden over, fordi analsex indebærer en meget høj risiko for hiv-smitte. Men mange mænd i udviklingslande er slet ikke oplyst om, at det kan smitte, eller at kondomer kan forebygge smitten. På FN-mødet fremgik det, at ubeskyttet sex mellem mænd er den alvorligste faktor i hiv/aids-epidemien i Latinamerika, med tal blandt denne gruppe så høje som 27,5 procent. I Asien er udbredelsen af hiv blandt mænd, som har sex med mænd, op til 40 procent. Alligevel får denne sårbare gruppe ikke stor opmærksomhed på den globale hiv/aids-agenda. Op til mødet i New York i sidste uge havde 150 lande rapporteret om deres fremskridt med forebyggelse og behandling af sygdommen. Men kun få lande havde rapporteret om fremskridt specifikt vedrørende mænd, som har sex med mænd. Andre lande havde angivet mistænkeligt små tal. Et eksempel er Bangladesh. I deres rapport skriver de, at kun 0,2 procent af mænd, som har sex med mænd, er smittet. Samtidig fremgår det, at kun en fjerdedel af denne gruppe brugte kondom, sidste gang de havde sex. I Afrika rapporterede kun 14 ud af kontinentets 53 lande data om hiv-smitte blandt mænd, som har sex med mænd. Fra Kenya kom det højeste tal på chokerende 43 procent. Nabolandet Uganda rapporterede slet ikke data om mænd, der har sex med mænd, idet de blot henviste til, at den nationale lov forbyder homoseksualitet. En kritisk gennemgang af rapporterne viser altså, at når udviklingslande rent faktisk undersøger mænd, som har sex med mænd, så finder de store hiv/aids-epidemier. Det tyder på, at lande, som rapporterer en unormalt lav hiv-udbredelse blandt mænd, som har sex med mænd, eller som slet ikke rapporterer data, enten nægter at anerkende problemet eller slet ikke er bevidste om en skjult epidemi i deres befolkninger. En ny undersøgelse i 38 lav- og mellemindkomstlande viser da også, at mænd, som har sex med mænd, har en gennemsnitlig risiko for at blive inficeret med hiv, der er 19 gange større end i den almindelige befolkning. Alligevel er hiv-forebyggelseskampagner i de fleste udviklingslande rettet mod den almindelige befolkning og ikke mod udsatte grupper som mænd, der har sex med mænd. International hiv/aids-finansiering og -politik har stort set ignoreret den voksende krise blandt mænd, som har sex med mænd. Donorlande og andre store hjælpeorganisationer som Den Globale Fond til Bekæmpelse af AIDS, TB og Malaria støtter primært hiv/aids-indsatser gennem nationale regeringer. Og når regeringerne benægter og kriminaliserer eksistensen af sex mellem mænd, modtager de eksisterende programmer for denne gruppe ikke den nødvendige støtte. De steder, hvor de overhovedet anerkendes som målgruppe, grupperes de ofte med andre ’udsatte grupper’, såsom intravenøse stofbrugere, kvinder, sexarbejdere og forældreløse børn. Både donorer og modtagerlande kan så hævde at støtte ’udsatte grupper’, men pengene går måske i virkeligheden udelukkende til de grupper, der nyder mere sympati end mænd, der har sex med mænd. Det er både vigtigt og rigtigt at yde særlig støtte til f.eks. sexarbejdere og forældreløse børn, men hvis ikke indsatsen – og finansieringen – udvides til også at omfatte den voldsomt stigmatiserede og meget lidt politisk populære gruppe af mænd, der har sex med mænd, undermineres aids-bekæmpelsen. Det internationale samfund må kæmpe for, at alle lande i verden gør bekæmpelsen af hiv/aids blandt bøsser til en prioritet. Mænd, som har sex med mænd, skal inkluderes i landenes nationale aids-planer, med fuld støtte til eventuelt fungerende hiv/aids-programmer for mænd, som har sex med mænd, og der skal skabes juridiske og politiske betingelser, der respekterer rettigheder for alle, uanset seksuel orientering. Nogle få donorlande forsøger allerede at dæmme op for diskrimination af homoseksuelle i de lande, de støtter. Holland har f.eks. indført en politik, der gør det til en prioritet at stoppe diskrimination af homoseksualitet i de udviklingslande, som modtager støtte fra Holland. Et land som Danmark bør følge trop. Desværre forpassede Danmark muligheden for, som et af de mest åbensindede lande, at tage emnet op på mødet i FN i sidste uge. Danmark valgte udelukkende at fokusere på det vigtige, men langt mindre kontroversielle emne, kvinder og hiv. Det havde klædt Danmark også at tale om mænd, der har sex med mænd. Det er vigtigt at pointere, at pres udefra ikke gør det alene. Regeringerne i de lande, som kriminaliserer og diskriminerer mænd, som har sex med mænd, skal især høre fra deres egne befolkninger, at det forværrer hiv/aids-epidemien i deres lande. I alle kulturer er det folk tættest på problemet, der kan gøre den største forskel. Aids-aktivistbevægelsen i Vesten begyndte for mere end 25 år siden, da frigjorte bøsser og deres venner og familier demonstrerede og krævede handling. Langsomt, men sikkert dannes nu også græsrodsbevægelser i Afrika, Indien, Sydøstasien og andre udviklingsregioner, hvor diskrimination er almindeligt og epidemien har nået kritiske proportioner. Vi skal støtte disse bevægelser og de organisationer, der arbejder på stedet for at bekæmpe hiv blandt disse svigtede befolkninger. Det er på denne baggrund, at AIDS-Fondet siden 2007 har samarbejdet med Fondet for Aidsforskning i USA om The MSM Initiative, hvis formål det er at støtte og hjælpe græsrodsorganisationer for mænd, der har sex med mænd, i udviklingslande. Initiativet arbejder for effektiv politisk og økonomisk hjælp til sagen.

En af de vigtigste måder, hvorpå MSM Initiativet fremmer forandring, er ved at uddele mindre legater til lokale græsrodsorganisationer i udviklingslande, som giver grundlæggende hiv/aids-prævention, støtte og hjælp til mænd, der har sex med mænd. Den første runde i efteråret resulterede i 120 ansøgninger fra organisationer i mere end 40 lande – herunder 85 organisationer alene fra Afrika. Der var kun midler til at støtte 17 af dem. Det står klart, at der er behov for betydelig flere ressourcer til disse græsrodsorganisationer, som er vigtige i kampen for de hårdt tiltrængte forbedringer af de nationale politikker på området. Danmark har historisk set udvist stort lederskab ved at anerkende sammenhængen mellem menneskerettigheder og hiv/aids, og en stor del af de danske udviklingsmidler går til bekæmpelse af hiv/aids. Danida anerkender, at i de lande, der har stærke ngo’er, har kampagner og pres på de offentlige myndigheder ofte ført til en hurtig og mere effektiv indsats i kampen mod aids. Lad os dog bruge denne erkendelse og vores historiske erfaring i spørgsmålet om mænd, som har sex med mænd, i udviklingslande og øge indsatsen for at skaffe dem meningsfuld adgang til basal og retfærdig forebyggelse og behandling. Det kræver vilje og mod at tage denne agenda op, og ingen påstår, at det bliver nemt. Hvert land har sine egne specifikke problemstillinger. Senegal har f.eks. været en succeshistorie med hensyn til at reducere hiv-infektioner i den almindelige befolkning. Mænd, som har sex med mænd, er faktisk en del af den nationale aids-plan i Senegal, og Den Globale Fond støtter målrettet indsatsen over for gruppen. Der er endda udarbejdet retningslinjer om best practices i forhold til mænd, som har sex med mænd. Alligevel kan de bøsseorganisationer, som er tættest på målgruppen, ikke bare gå ud og undervise om sikker sex, distribuere kondomer og opfordre til hiv-test. Det skyldes, at homoseksualitet er illegalt i Senegal, og diskrimination mod homoseksuelle er udbredt i hele samfundet. Naboer melder hinanden til politiet, og mænd, der dømmes skyldige i homoseksualitet, står til to til fem års fængsel. Medierne offentliggør jævnlig navne på mistænkte homoseksuelle, som så udstødes af deres familie og samfundet. Vi er kommet et stykke i løbet af de sidste syv år. Da landene på FN-topmødet i 2001 skulle blive enige om en fælles plan for hiv/aids-bekæmpelse, lød der protester, fordi man umuligt ville kunne acceptere de ’pornografiske beskrivelser’, som ordene mænd, som har sex med mænd, tilsyneladende udgjorde for en gruppe medlemslande. Under topmødet i sidste uge blev der afholdt et velbesøgt møde om emnet. Er det et fremskridt? Ja. Er det nok? Nej! At nå mænd, som har sex med mænd, med forebyggelse og behandling i udviklingslande er en af aids-epidemiens største udfordringer i dag. Homoseksuelle i udviklingslande møder grader af intolerance, som vi aldrig har kendt. Men kampen mod hiv/aids må og skal omfatte mænd, som har sex med mænd – prisen i menneskeliv og menneskerettigheder er for høj til at lade fordomme stå i vejen.