Det danske fodboldlandshold, der i disse dage kunne have spillet ottendedelsfinale ved VM, men så forsmædeligt tabte alt på gulvet mod fodboldlilleputten Japan forleden, er et spejl af den danske folkesjæl. Det er fjerde gang, vi er med, og i år første gang, vi ikke klarede os videre fra den indledende runde. Fire forskellige hold spejler fire forskellige epoker i dansk samtidshistorie. Setuppet virker gammelkendt: Et lille land på den anden ende i lige dele begejstring og benovelse over at være med i fodboldens fineste selskab. Lighederne med tidligere tiders danske VM-hold og VM-deltagelser er dog kun tilsyneladende. Mexico 1986. Som VM-debutant drog Danmark i juni 1986 af sted med store forventninger hjemmefra. Forventninger, der dog også blev pakket ind i en vanlig dansk selvtilfredshed om, at vi under alle omstændigheder spillede det pæneste fodbold og til enhver tid bidrog til spillets forskønnelse.
Det var lidt ligesom med hospitalerne, folkeskolen og demokratiet. Vi havde det bedste af det hele, vidste vi. Men vi skiltede jo ikke med det. Fodboldmæssigt var der dog en hel masse at have forventningerne i. Undervejs i kvalifikationen havde Danmark spillet mindeværdige kampe med den uforglemmelige 4-2 sejr over Sovjetunionen 5. juni 1985 som det absolutte klimaks. VM-landsholdet fra 86 blev sendt af sted i et ly af sjældent stabile parlamentariske tilstande. Schlüters firkløveregering sad sikkert i sadlen efter navnlig statsministerens markante fremgang ved valget i 84 – sjovt nok samme år, som fodboldlandsholdet nåede den første slutrunde nogensinde, nemlig EM i Frankrig.
