De fleste af os i min generation har stadig det encyklopædiske skelet på rygmarven. Forhistorien, de store klassiske kulturer Egypten, Babylon osv., Antikken, Middelalderen, Renæssancen, Enevælden, Oplysningstiden, Romantikken, Nationalisme, Modernisme ... osv. Vi ved, romerne samlede ting, der var smukke, altså for figurens egen skyld, fyrster og konger og rige købmænd skabte samlinger fra renæssancen og fremefter, der opstod såkaldte raritetskabinetter, Wormianum er bekendt herhjemme. Det første eksempel på en egentlig organiseret samling skulle have været Musée Napoleon i Paris, alt, han fra sine felttog havde slæbt med hjem af kunstskatte bl.a. fra Egypten, krævede registrering, organisering med militær præcision. Linné, den store franske encyklopædi, senere Darwin og den historiske materialisme – denne organisering og systematisering af verdensbilledet var i Oplysningstidens ånd, den var ikke kun national, men opfattedes som universelt gyldig. Drømmen om, at der kunne skabes en alment gyldig sekulær universel forståelse af verden og kunsten, var en af utopierne bag de museer, der opstod i 1800-tallet rundt omkring i Europa. Det var Gud, der legitimerede en enevældig konges ret til riger og lande. Dem huggede revolutionen som bekendt hovedet af. Det er historien, der legitimerer folkets demokratiske ret til nationalstaten. Museet i første række – Nationalmuseet – rummer derfor ’beviserne’ for netop danskernes ret til Danmark, de tyske museer tyskerens ret til Tyskland osv. Ud af dette kom de nationale demokratier, som straks startede diverse krige.
Denne både encyklopædiske og nationalromantiske legitimering af vores kunst- og kulturhistoriske museer holder nogenlunde vand op til 60’erne, selv om der gennem hele modernismen især mellem kunsten og museet som institution udvikledes en stadig større kløft. Der er mange eksempler på konflikter. Selv oplevede vi det direkte med Tabernakel-udstillingen i 1970 på Louisiana, da vi blev udvist af Norge året efter, og da Joseph Beuys som professor blev sat ud af Akademiet i Düsseldorf, og en række andre begivenheder. Der er en sammenhængende bevægelse fra Bauhaus og de russiske konstruktivister til 60’ernes opbrud, kunsten ville være en del af vores offentlige rum, den sociale skulptur opstod, altså kunsten skulle fra museet ud på gaden og ind i livet. Da museet bliver ’opfundet’, samler man og registrerer allerede skabte og fundne ting, men i løbet af 1900-tallet bliver museet selv et medie, man ’skaber’ ting til museet. Kunstmuseet bliver en strategisk medspiller i kunstlivet, og den udvikling er siden 60’erne eskaleret i omfang. Så hvor den nye kunst, da jeg var ung, blev smidt ud af institutionerne, er der i dag et meget kompliceret samspil mellem kunstlivets aktører, man kunne sige, at museet har profaneret sig. Om det er godt eller dårligt, kan diskuteres, men det er et vilkår. Det vigtige er, at man erkender realiteterne. Også de kulturhistoriske museer har gennemlevet en tilsvarende udvikling, nu er det ikke kun, hvad man finder, men i højere grad, hvad man vælger, og i allerhøjeste grad den kontekst, tingene anbringes i, også de kulturhistoriske museer er strategiske medspillere. Som formand for Det Særlige Bygningssyn i knap seks år oplevede jeg dette meget konkret i vores stillingtagen til, hvad der skal fredes, hvad der ikke skal fredes, og hvorfor? Hvor kan vi gribe ind i en fredning, så den kan få en nutidig funktion, og hvor er fredningens umistelige kvaliteter, hvad kan ændres, hvad skal bevares? I min periode fredede vi så lidt som muligt, men så godt som muligt, og affredede huset, når det var nødvendigt. Sentimentalitet kan ikke bære en fredning, vi freder ikke for fortiden, men for fremtiden. I 50’erne og start-60’erne var der Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet som de egentlige rigtige statslige museer, så nogle specialmuseer, Hirschsprung, Glyptoteket, Nivaagaard, Ordrupgaard osv., Frilandsmuseet og andre få lignende museer. Men med Louisiana som det mest markante er siden da sket en revolution i museumsverdenen. Malraux’s kulturhusidé fra Frankrig bredtes til de større danske provinsbyer i form af vores lokale kunstmuseer.
