Jacob, 34år, og Kristina, 26 år, sidder og spiller rommy i badekåber og sutsko. De kæderyger i fælles takt. Deres pointsystem på blokken er totalt uoverskueligt, for spillet har kørt løbende i snart ni uger. Det er eftermiddag, og de har allerede været inde på værelset og forsøgt at sove formiddagen væk. Men larmen på gangen forhindrer dem. 22 patienter betyder overbooking, men hvem skulle personalet dog sende hjem? Tiden går langsomt på en psykiatrisk afdeling. Personalet er presset på grund af underbemanding og holder hele tiden 'holdningsmøder'. Man sidder som kvæg og venter spændt på en udmelding fra de professionelle. Efter tvungent morgenmøde for de indlagte kl. 9.00 - med uddelegering af bittesmå praktiske opgaver - er det helvedes svært at få tiden til at gå. Det handler mest om ventetid. Dage, uger eller måneder. Først kl. 13 kan man høre madvognens hvinende hjul og lyden af gongongen. Den gastronomiske spænding er til at overse. Kalkunfarsbrød uden krydderier og udkogte karotter og ærter. Menuerne er fastlagt på skema, der følger ugedagene slavisk. To gange i løbet af en lang uge er der gruppemøder, og så sker der da lidt. Tre kvarters komprimeret snak med uddannet personale og forsøgsvis erkendelse. »Vi sidder i samme suppedas, så fortæl os bare, hvad du har grædt mest over i dag?«. Ved 18-tiden hører man de hvinende hjul hyle igen, så er portøren endelig kommet med den kolde aftenbuffet. Makrelsalat, revet gulerod, kold torskerogn fra dåse og altid en kæmpe skål med et mystisk miks af kogt broccoli, rosiner og kanel. Der er frivillig samling i tv-stuen fra kl. 18.30 og indtil sengetid kl. 22. Efter de sene nyheder på TV 2 kommer vognen med aftenmedicin rundt. Nogle skal have vigtig medicin, andre fik i morges og nøjes nu med indslumringspiller. De nedkørte sygeplejersker bliver afløst af nattevagter. Hvis noget går galt, eller der opstår håndgemæng nedenunder på den lukkede afdeling, lyder bipbipalarmen højlydt på gangen. Alt personale spæner af sted. Det er en af deres pligter at slippe, hvad de end har i hånden, og bare løbe af sted. Hver eneste gang giver det uro på afdelingen, og alle får ubehagelige billeder på nethinden. Er det mon et selvmordsforsøg? Eller har en patient overfaldet en af vagterne? Det kan jo også bare være en af de maniske ... de kan godt få et flip med at hælde vand ud overalt, for nu skal der bare vaskes vægge af. Lige nu. Det er jo dagligdag på de psykiatriske afdelinger i Danmark. Jeg harfor helvede blæst min generthed og blufærdighed et langt stykke, allerede da jeg optrådte som purung i TV 2's 'Eleva2ren'. Jeg er blevet en ekstremt åben og kommunikativ person de sidste mange år. Hvad laver jeg her som patient på en psyk-afdeling? Hvorfor føler jeg mig til grin? Kan jeg rent intellektuelt tilskrive kvindeundertrykkelsen mit akutte problem med humøret? Ja, lad os nu antage, at jeg simpelthen er kørt ned af kravene til den moderne superkvinde? Så er jeg også dumpet som feminist! Bareingennogensinde får nys om dette ydmygende ophold. Jeg tror faktisk, jeg dør, hvis nogen hører om det! Det er da i dén grad tabu at give op. Den dag jeg trådte ind i rygeværelset, hvor Jacob og Kristina spillede rommy på niende uge, havde jeg ikke været oppe af sengen i fire døgn. Jeg var et eller andet sted bevidst om mit fedtede hår og min kraftige kropslugt, der afslørede mange dage uden bad. Desværre genkendte de mig alligevel. Måske kunne de ikke lige rubricere mig som tv-vært på DR 2, men de virkede med ét både blufærdige og ovenud nysgerrige. Efter et kvarters tavshed bød Kristina mig velkommen til afdelingen. Man kunne straks læse i hendes ansigt, at hun var flov over at være fast inventar, men hun var også dårligt tilpas ved at genkende mig og erfare, at jeg også var en del af taberklubben. En af disse kvinder fra de glittede ugeblade, som hun trolig købte hver eneste uge for at drømme sig bort til en fejlfri tilværelse. Jeg skammede mig på stedet. Selv om jeg faktisk havde skammet mig tilpas meget i flere uger inden hospitalsindlæggelsen. Nu var det pludselig evident - og officielt - at jeg ikke magtede at kontrollere mit eget liv. How low can you go ...? Tro mig, man kan gå meget, meget langt ned. Det er min seneste erfaring. Nogle af os, der udstråler og faktisk føler kontrol over karrieren, hverdagen, familierelationerne og informationsstrømmen, kan pludselig finde os selv i et uventet psykologisk dyk. Og kun én ting virker dulmende: at nogen i behandlingssystemet tager over og fratager os alt, hvad der ligner ansvar. Akut farvel til telefoner, mail, regninger, rengøring, børnepasning og arbejde. Ret til at rumenere i sengelejet, som det kaldes, hver eneste morgen i stedet for at stå op til livets daglige sysler og krav. Trøstende kærtegn på skuldre fra aldeles fremmede sygeplejersker og sundhedsassistenter, der insisterer på, at de forstår denne sump af lidelse og opgivenhed. Ret grænseoverskridende i enhver form, man kender ikke engang hinandens efternavne. Personlig bad jeg i panik om 'sort skærm'. Det betød, at mit navn ikke ville figurere på listen over indlagte. Ergo kunne folk, der ringede udefra, ikke få oplyst, om jeg var på afdelingen. En emsig ugebladsjournalist ringede en dag og spurgte efter mig på mønttelefonen, og en af medpatienterne løj om min tilstedeværelse til stor moro på gangen. Tak til hvem som end opfandt dette inkognitosystem på hospitalerne! Jeg er et nul. Nu er det endeligt bevist. Her ligger jeg - i en halvbeskidt enestue - og kan ikke andet. Jo, jeg kan akkurat ryge og græde. Familien prøver at trøste mig med namedropping: »Husk nu, der var jo også Rossini, Joseph Conrad, Shakespeare, Frank Jæger og nu til dags er du i samme bås som Ib Michael, Cheryl Crow, Elvis Costello, Jytte Hilden, Henning Jensen, Flemming Enevold og alle de hemmelige kendisser. Synes du, de er ligegyldige nullerter?«. Det hjælper ikke en dyt. Heller ikke når de kærligt minder mig om min glæde ved livet for ikke så længe siden. Eller endnu værre, når de gennemgår mit vellykkede karriereforløb de sidste 15 år. Det hele gør mig ondt. Jeg er midt i en dyb depression og alt, hvad de søde mennesker siger til mig, gør bare mere ondt. Aldeles uagtet stikker de kniven endnu længere ind og drejer den rundt og rundt. Hele tiden kredser mine tanker om døden. Ikke som en trussel, men som en mulig lindring. Der findes ikke 'any sweet whisper in my ear', når man er begravet i et sygt mørke. Netop derfor er jeg totalt ængstelig. Hvad tænker min Kæreste ikke om mig? Om os? Okay, jeg kan eksistere her på afdelingen i en periode, så længeingenandre får nys om det. Dette er mit personlige, private problem. Og slet ikke noget man tør dele ud af, for satan da! Tænk, at eksponere sig selv som livsuduelig Lægerne har alt for travlt. De er blevet udsat for groteske nedskæringer de sidste par år. På trods af at antallet af patienter ikke er faldet. Ret ulogisk. Hver gang bliver deres succesrate også sat ned i et leje, der afføder spontan tvivl. Både hos dem selv og de pårørende. Kan man være noget for svage mennesker, når man bliver sendt på afspadsering og sparekurser flere gange om året? De tør næsten ikke se os i øjnene. De ved, at vi har dette syge, appellerende blik rettet på dem konstant: Kom og forløs mig, hjælp mig. - Få mig ud af dette helvede, du, som ved besked ...! For at stå ved deres metier og bevare en vis selvrespekt messer de: Hav tålmodighed, kære ... Prøv nu at overkomme ventetiden. Heldigvis har selve den medicinske behandling rykket sig lysår frem på grund af de såkaldte SSRI-præparater, også kaldet lykkepiller. Den tunge og bivirkningsmættede antidepressive behandling er så småt ved at træde i baggrunden. Færre patienter må døje med mundtørhed, fedme og søvnbesvær. Til gengæld for denne landvinding skal de pillespisende døgnet rundt besværge over for pårørende og andre skeptikere, at de medicinsk er kommet op på et 'kunstig lykke'-niveau. Man kan kun forbande dette kælenavn for Serotoninregulerende piller! Gid det var så vel - at lykken var noget, man kunne sluge sig til daglig. Det er foruroligende, at den smarte medicin ikke reparerer problemet, men blot holder pumpen i gang. Man er ikke kureret for stedse. Dårlige ægteskaber, forkerte job, almen stress ... intet af dette kan løses med disse mytologiske piller. Faktum er, at personer, der ikke lider af decideret ubalance i 'humørpumpen', får hænders rysten og alt for høj hjertebanken, når de på sjusket vis fejlmedicineres. Lægerne forsøgerat give svar på denne rædselsfulde oplevelse. Mest fordi jeg, med tårer strømmende ned ad kinderne, råber: Hvorfor? Hvorfor mig? Hvor har jeg fejlet eller dummet mig? De er ret håndfaste i deres svar. »Drop alt det med hvorfor - nu er du altså kommet ind i en depressionssky, og du får nok aldrig svaret helt konkret.Men stress, store ambitioner og usikkerhed er en ret velkendt cocktail, som ofte kan trigge en sårbar person«. Næste åbenlyse og angstprægede spørgsmål fra patienten lyder selvfølgelig: Jamen, hvad så fra nu af? Skal jeg skifte liv, job, værdier, navn, krop - whatever? Konklusionen efter at have rådført mig med både læger, psykologer og terapeuter er ikke særlig klar. Den lyder i retning af, at man skal få øje på sine egne gentagne fejldispositioner. Men også lære at leve med sine uvaner eller vildledninger.Okay? Lægerne er klart bedre til at tale om de videnskabelige aspekter. En trøst lød, at man inden for fem-seks år vil være i stand til at skanne en ulykkelig person og afgøre, om det er en reel depression, der plager, eller almindelig nedtursfølelse. Den eneste rigtig gode nyhed inden for depressionsbehandling hedder 'kognitiv terapi'. Efter flere års arbejdskrig mellem psykologerne og psykiaterne er der opstået en vis våbenhvile med accept fra begge lejre af netop denne metode. Den handler om at få patienterne til at ændre tankevirksomhed. Terapisamtalerne går ind i de mindste detaljer omkring den triste og modløse patients selvopfattelse. Man får (irriterende og vanskelige) øvelser udleveret på små skemaer og skal udfylde rubrikker, lige meget hvor syg og stakkels man føler sig. De danner sig dermed et realistisk billede af, hvor pågældende patient befinder sig i depressionsforløbet. Der findes en skala, også når det handler om grad af opgivelse! »Du er præget af grimme tankestrømme lige nu. Dine syge udsagn er overdrevne, indbildte og alt for generaliserende. Hvis du efter intens træning kan distancere dig fra de falske tanker - vil skyen og smerten opløse sig selv - fordi du gav den modstand«. »Dette er en testet terapi. Prøv den, i det mindste!«. Ja, ja- jeg prøver på livet løs. Tak for daglige nederlag. Gu' kan jeg ej se på mine tanker som stupidt tankespind, min resterende selvrespekt får mig trods alt til at lytte til tankestormen. Hvis det var så let, så var jeg nok ikke syg, vel, venner? Hvor ved I fra, at der ikke ligger en intellektuel sandhed gemt i disse spind? Måske bliver jeg klogere af det her helvede, på et dybere plan. Tænk bare på Dantes beskrivelser? Faktisk råder I mig til at 'narre' mig selv og droppe accepten af disse følelser, der hærger her og nu? Jeg føler mig modløs. Meeen det er jo efter sigende bare en misfølelse. Hold op med at tilbyde mig nervepiller og sovemedicin. Jeg vil ikke ende som afhængig. Giv mig håb, for helvede ... Og ve jer, hvis I foreslår elektrochok. Faktisk påstår nogle af de andre patienter, at det virker. I hvert fald kortvarigt. Men man glemmer mange ting bagefter. Pinkoder, telefonnumre og nogle gange et par ugers dagligt liv. Så hellere de opslidende terapiøvelser. I går sprang 50-årige Janne ud ad vinduet, selv om hun virkede ret rask? De vil ikke fortælle os, hvor hun er nu. Arbejdspladsenaner ikke noget. Mon hun nogensinde vender tilbage? De modtager underlige, uafklarede sygemeldinger hver måned, der kun oplyser, at pågældende medarbejder er uarbejdsdygtig. Rygterne svirrer, selvfølgelig. Hvorfor er hun væk så længe. Er hun dødsens syg? Hvorfor er det hele så hemmeligt? Det er første gang i mit arbejdsliv, jeg har prøvet at sygemelde mig. En god kollega måtte understrege over for mig, at alle ansatte har en visrettil at blive syge. Studieværter (og mange andre, der bilder sig ind at være uundværlige ...) bliver per definition aldrig ramt af sygdom! Denne stupide tese har holdt mig glad og rask i mine 16 års tv-arbejde. Da alle omkring mig tog ansvar fra mig, havde jeg mest travlt med at skamme mig. Jeg vidste ikke, om sygemeldte medarbejdere fik fuld løn. Men det gør man så på DR. Et eller andet sted gjorde det mit fravær endnu mere pinligt. På DR 2 lever vi med månedlige besparelser, og en sygemeldt medarbejder koster penge, det ved alle. Ergo tog det mig flere måneder at indse og acceptere, at jeg efter så mange pligtopfyldende karriereår godt kunne tillade mig at ligge fladt i hvidt sengetøj med hvide engle, der tog sig af mig. På afdelingen var jeg blot én ud af nogle-og-tyve, der ikke kunne passe på sig selv. Samtlige behandlere trøstede daglig - fordi de vidste, hvad vi sølle mennesker gennemgik. Nemlig ufrivillig nedtur. Hvis jeg, af alle mennesker, med mit engagement og livsglade sind, kan rammes så uventet af en dyb depression ... hvad kan man så regne med? Jeg ved godt, at jeg burde stille op og 'oute' mig selv i Danmarks Depressionsforening. De trænger i den grad til støtte og aktiv hjælp til tabubekæmpelse. Men er man så mærket for resten af livet som ustabil og utilregnelig? Jeg har - ligesom alle de andre patienter jeg mødte - og også alle de ikkeindlagte depressionsramte jeg pludselig blev kontaktet af - en åndssvag skam over at opleve en psykisk lidelse. Dog har jeg oplevet et øjenåbnerfænomen: Over 200.000 danskere er i perioder i samme båd. Tænk, hvis vi blinkede til hinanden på gaden, hver gang vi var raske og uden for skyen. Så havde man flere sammensvorne end dette liv ellers lægger op til. Og vi skulle aldrig mere lyve om vores skavank. Det ville være alt for tidsrøvende - set fra et samfundsmæssigt perspektiv. Det er normalt, at man giver kage, når man udskrives. Sukker og slik er en del af trøstemedicinen derinde. Endelig var jeg erklæret 90 procent rask. Vigtigst: Jeg kunne først nu selv mærke raskheden indtræde. Jeg blev rastløs. Jeg kedede mig. Tårerne var forsvundet. Jobbet kaldte fristende på mig igen. Så blev man altså en nedtur klogere. Jeg tog afsked med de andre indlagte og uddelte knus til alle og enhver. Det var direkte overraskende, at sygdommen vitterlig forsvandt. Jeg spurgte nysgerrigt lægerne, hvad jeg fremover skulle stille op med denne mareridtsoplevelse ... Hvor gør man af den? Svaret lød i retning af: »Erkend den, og fortræng den!«. Og så sagde en af de tålmodige terapeuter: »Hvis du har mod på det, så del ud af dine erfaringer - dog med en vis distance. Du skylder ikke nogen som helst forklaringen. Men mange i samme båd vil ånde lettet op en kort stund«. Derfor alle disse ord med tanke på Jacob og Kristina i badekåber, der spiller rommy og sikkert ikke kan overkomme at læse sådan en kronik.