Kulturminister Per Stig Møller efterlyste for nylig i P1-programmet ’Krause på tværs’ en betydelig mere dynamisk og kontrastfyldt debat herhjemme om væsentlige samfunds- kultur- og værdispørgsmål med den franske debat som forbillede. I samme åndedrag pegede han på de franske forfatteres og intellektuelles aktive rolle i den franske kultur- og samfundsdebat som efterlignelsesværdig for danske forfattere og intellektuelle i en situation, hvor deres bidrag efter hans mening er en mangelvare. Især syntes han at mene, at synspunkter til venstre for midten i disse år står svage og uprofilerede i den danske debat. Udsendelsens tilrettelægger Niels Krause Kjær bidrog til at bestyrke dette indtryk ved at gentage den efterhånden i pressen udbredte model med at konfrontere Per Stig Møller – som repræsentant for den borgerlige regering – med en ’kritiker’ fra den neoliberale tænketank Cepos. På den måde blev Møllers polemiske synspunkter aldrig rigtig udfordret af dem, de var rettet imod, kun af en så at sige åndelig fætter i den borgerlige familiekreds, som kulturministeren i forvejen var på fornavn med. Man ser det, man gerne vil se; man efterlyser retorisk en mere dynamisk debat, men sørger samtidig for ikke at lukke nogen sorte får ind – eller bukke, som en tidligere statsminister ville have sagt. På den måde kan man i et forholdsvis lukket kredsløb – i dette tilfælde på P1 – og uden synderlig idemæssig modstand endnu en gang få bekræftet egne synspunkter. Det minder betænkeligt meget om de (i forvejen karikerede) tilstande i 1970’erne, som man ellers har slået sin værdipolitik op på at kritisere og lægge afstand til. I den nævnte udsendelse var der imellem kulturministeren og Niels Krause Kjær, der tidligere har været pressechef for Det Konservative Folkeparti og har sin faste column i Berlingske Tidende, den forventelige og udynamiske enighed om, at Muhammedkrisen først og fremmest har bekræftet det store behov for en uantastet ytringsfrihed op imod de islamistiske kræfter, der angiveligt – stadig – truer den. Ikke et ord om, at Muhammedkrisen også kan ses som udtryk for en dansk regeringsleders manglende vilje eller evne til at indgå i diplomatiske udvekslinger med mennesker fra andre kulturer og politiske systemer og som et billede på en magtfuld avis’ unødvendige og provokerende attak på en dansk etnisk minoritets religiøse symboler på et tidspunkt, hvor denne minoritet i forvejen blev diskrimineret på arbejdsmarkedet og via lovgivningen. Kulturminister Per Stig Møller fremførte som ofte før sit diktum om retten til at tvivle som essensen af det, som den på oplysningstanken udviklede vestlige kultur har at byde på i en situation, hvor den angiveligt er truet af mørke kræfter; kræfter, det danske forsvar bl.a. er sat ind for at bekæmpe i Afghanistan i en stadig mere ’upopulær’ krig set med befolkningens øjne.
På intet tidspunkt faldt det de to dialogpartnere ind for alvor at sænke blikket fra det abstrakte til det konkrete og bruge netop evnen til at tvivle til at kaste et blik på mønstrene i den måde, man herhjemme fra regeringshold omgås begreber som ytringsfrihed og kritik på. Der er ellers materiale nok. Senest har integrationsminister Birthe Rønn Hornbech erfaret, at dybden i den megen tale om ytringsfrihed og dyrkelsen af friheden til at formulere sig samt retten til at tvivle er stærkt begrænset, når man som hun giver udtryk for, hvad man kunne kalde helt selvfølgelige humanistiske holdninger til etniske mindretal her i landet. I pagt med tankegangen hos Cepos, der for nylig publicerede en oversigt over, hvor meget indvandrere fra mellemøstlige lande koster det danske samfund, har Dansk Folkeparti foreslået en integrationskommission, der skal finde ud af, hvad indvandrere fra forskellige verdensdele giver af særlige udgifter for Danmark. Birthe Rønn Hornbech tillod sig for nylig at kritisere dette forslag på følgende måde: »Jeg er inderligt imod, at man begynder at gøre bestemte udvalgte grupper op i penge. Det strider imod mit menneskesyn, at man vejer efter, om de er børn af Ismail, Sarah eller Kristian«.
