De store musik- og kulturhuse, der er under opbygning landet rundt, vil give de eksisterende kunstinstitutioner kamp til stregen. Derfor er det nu, vi skal tage handsken op, skriver direktøren for Have PR & Kommunikation. Historisk må det være uden sidestykke, det byggeboom, dansk kultur forkæles med i disse år, hvor der fra politisk side er et stort ønske om at investere i mursten og monumenter, ligesom også både mæcener og entreprenante bygherrer fra erhvervslivet som i svundne tider igen giver gaver til den store offentlighed. Mærsk Mc-Kinney Møllers ny operahus til Det Kgl. Teater i København er det mest omtalte eksempel, men staten projekterer jo også nyt skuespilhus på Kvæsthusbroen, og i Ørestaden bygger man de kommende år Jean Nouvels markante koncertsalsbygning til DR. I regionen har man videre bygget til Dunkers Kulturhus i Helsingborg, og i Malmø har man ambitioner om en ny koncertsal. Provinsen står ikke tilbage for hovedstaden med flotte initiativer: Det ny Aarhus Kunstmuseum rejser sig allerede over Århus' tage, samtidig med at der tales om en privatfinansieret operabygning ved Havnefronten. I Aalborg har man netop lanceret det spektakulære projekt, der nu rejses ved Limfjorden som Kultur- og Musikhus, og i Odense opereres der med planer om et nyt multikulturhus. Men mens alle disse ny musiksale skyder op side om side med fantastiske museumsbygninger, så begynder man også i dele af kulturlivet at ane de forandringer for hele kulturbilledet, der uundgåeligt må følge i de ny byggeriers kølvand. Det er først og fremmest overvejelser om det kunstneriske indhold, men også om den tilspidsede konkurrencesituation, publikumsudviklingen, tilskudsøkonomien og markedsføringen. På sigt viser der sig imidlertid også en mulighed for at positionere kunsten og definere den på ny som aktør i samfundslivet og måske ligefrem skabe en ny forståelse for kunstens rolle og funktion blandt politikere, i erhvervslivet og i offentligheden. Det er tanker og initiativer, som kulturlivet må tage nu, og for kunstnerne er det vel egentlig her, den store udfordring ligger i begyndelsen af det ny årtusind: at finde tiden og viljen til selvransagelsen og til at undfange dynamiske visioner og handlingsplaner. Situationen er nemlig nu den, at mens politikerne ikke gerne taler højt om deres tanker omindholdogsubstansfor de ny byggerier, ja så sidder kulturfolket lidt ængsteligt og vrider hænderne. Man vil ikke virke utaknemlig, og man ser selvfølgelig spændt frem til de fantastiske muligheder, de ny faciliteter kommer til at byde på, men alle ved også meget vel, at der vil være øgede omkostninger forbundet med drift af sådanne kulturbygninger, hvis de ikke skal komme til at stå som tomme skaller og meningsløse mausoleer. Der følgerforpligtelser med, når man bygger nyt og stort. Den erfaring har man allerede gjort sig i provinsen i de byer, hvor man eksempelvis byggede musikhuse op gennem 70'erne og 80'erne, og politikerne må gøre sig klart, at de ny satsninger på kulturhuse må og skal følges op af øgede investeringer til programlægning og kunstproduktion. Ikke kun med det formål at fylde kalenderen, men også så der kan produceres i et kunstnerisk format, der vil kunne fylde rummene i de ny bygninger, der på alle måder har så højt til loftet. Det er eksempelvis klart, at publikums forventninger til Den Kgl. Operas forestillinger vil øges, når Operaen i fremtiden skal optræde i nye rammer på Holmen. Man forestiller sig større iscenesættelser i større scenografier og begivenheder på et plan, hvor det næsten er umuligt at leve med noget så hverdagsagtigt som en ordinær repertoireplan. Behovet for det unikke er kendetegnende for vor tids oplevelses- og følelsessamfund, hvor hver dag skal være en fest og selv indkøb af dagligvarer helst skal være en eventyrlig opdagelsesrejse i det ny og eksotiske, og den mærkes stærkt i kulturlivet. Denne udvikling har ganske vist allerede fundet sted over det sidste tiår, og arrangører og kunstneriske ledere i alle genrer lever med et pres og en viden om, at det er de store begivenheder - 'events' - der genererer det store publikum og får pressen op på mærkerne. Alternativt er det de mindre, frække og uforudsigelige projekter, der pirrer nysgerrigheden, men tendensen er klar: Det er midten, den gode ensembleforestilling, den gode koncert med gode navne, der lider. Den permanente udstilling har problemer, men særudstillingerne trækker folk i store tal, præcis som vi også ser det i sportens verden, hvor det ikke er den gode superligakamp, folk kommer til; det er topopgørene. Udfordringen ligger for kulturen i evnen til at aflæse tendenserne og skabe en programplanlægning, der tager højde for udviklingen, hvor det næsten er blevet et aksiom for kunstnerne, at synlighed i det offentlige rum er lig med eksistens. I det overflødighedshorn af kulturtilbud, der udgør tidens kulturmarked, er det helt afgørende for overlevelsen at have en klar profil. Livsnødvendigt, at hvert bygningsværk og hver institution markerer sig med et skarpt image og en klar, enestående kunstnerisk vision. En interessant historie, om man vil. Opgaven og ansvaret ligger hos den kunstneriske leder og hos de mennesker, der skal formidle disse værdier og budskaber, og som må være frygteligt bevidste om, at det er eksamen hver gang. Men hvordan kan man forlange af nogen virksomhedsledere, at de skal kunne drive en organisation, hvis man ikke kan arbejde med blotnoglerutiner og falde tilbage på etablerede arbejdsgange blotnogetaf tiden? Det er altså et benhårdt marked, de ny huse skal etablere sig på, og med store forventninger, men det siger sig selv, at også de gamle huse, der måske i forvejen har det svært, kommer under stort pres med den øgede konkurrence. 'Art means business'er et slogan, man arbejder med og kender gyldigheden af i USA, og som vi må tage til os også i Danmark. En undersøgelse af kultursektoren foretaget af America For The Arts har kortlagt markedet af non profit-kulturorganisationer og deres publikum i 3.000 byer og fundet, at disse sammenlagt genererer en omsætning i USA alene på 134 milliarder dollar. Det er en 45 procents stigning for området siden 1992, altså på 10 år, og sektoren tæller i dag 4,85 millioner job. Denne undersøgelse inkluderer vel at mærke ikke tv- og filmindustrien, der jo ikke er non profit, men kommerciel, og det er klart, at man ville få helt andre tal, hvis også den var talt med. Erhvervs- og Kulturministeriet berørte tilsvarende de danske forhold for et par år siden, da de sammen søgte at kortlægge kulturen som industri og dens vækstmuligheder i sparring med bl.a. erhvervslivet. Disse gode initiativer og tanker bør kulturlivet nu tage op, og det bliver således kunstnernes opgave aktivt at medvirke til at iscenesætte deres egen fremtid. Tiden er med andre ord kommet, hvor alle spillere og aktører og politisk ansvarlige må glemme gængse og forældede forestillinger om kultur som en udgift. Og fremover anvende udtrykket kulturinvesteringi stedet for kulturstøtteog sætte fokus på formidling og markedsføring. For kommunikation er selvfølgelig et nøgleord, når der skal findes løsningsmodeller og forståelse for den markedsudvikling, der er sat i gang, og som ikke kan vendes. Vi, der arbejder i kulturlivet, skal blive langt bedre til at formidle vores behov og skabe forståelse for perspektiverne og for den rolle, kunsten spiller for et samfunds sundhed. I Frankrig betragtes kunsten som den synlige manifestation af en nations humaniora, og det er indlysende for alle, at den styrker demokratiet: Stik modsat alle andre samfund øger man i Frankrig kulturinvesteringerne, når der er økonomisk lavkonjunktur, og det er jo tankevækkende. Videre må vi erkende, at de tendenser i de vesteuropæiske samfund, hvor man ser staten trække sig mere tilbage for at lade markedskræfter erstatte statens engagement, også er kommet til Danmark, men altså på et tidspunkt, hvor den ikke harmonerer med de synlige bygningsinvesteringer. Disse forandringer behøver ikke være negative, men øgede kulturinvesteringer skal der altså til for at stimulere den udvikling, vi p.t. ser her i landet, og helt grundlæggende må vi erkende, at sponsering ikke er løsningen, og at det ikke er realistisk, at alle midler skal komme ad den vej i fremtiden. For hvem vil støtte et lukningstruet teater eller et museum, hvis publikumstilbud er alvorligt reduceret? Nu sættes derheldigvis ikke spørgsmålstegn ved den ordning, hvor staten understøtter kulturen som motor - kulturminister Brian Mikkelsen slog det fast i en Kronik her i Politiken 4. januar 2003 - og selv om erhvervslivssponsorater ikke kan opfylde kulturlivets reelle behov, så kan det uden tvivl lade sig inspirere til yderligere og markante investeringer, hvis staten fortsat går foran som bannerfører. I kulturen skal vi blive bedre til management og ledelse og til at styre drift effektivt og med kompetence. Vi skal lære at prioritere, når der ikke er råd til alt, og ikke mindst skal vi forstå at engagere både beslutningstagerne og publikum for til fulde at opfylde vores samfundsrolle. Det er ikke længere nok at fastholde aktiviteterne på scenen, og kulturhusene kan ikke fremover nøjes med at åbne sig for verden kl. 20.00 hver aften. Der er en udfordring i at lære at integrere de teknologiske landvindinger, ikke bare internettet. Tænk på det mobile digitale net, der snart vil kunne udnyttes til at sende og modtage informationer i høj, høj kvalitet. Alt dette kan medvirke til at revolutionere måden, vi forbruger kultur på - hvis vi forstår at benytte os af mulighederne. Det er de færreste virksomheder med et ønske om at være aktive og stærke 20 år frem i tiden, der ikke ville vælge som regel at investere 15-20 procent i produktudvikling, og det er det tilsvarende behov, der gør sig gældende i kulturlivet i dag, hvor vækstlagene har brug for støtte. Det er dér, produktudviklingen ligger for de store huse, og det er dér fremtidssikringen ligger. Det skal vi få samfundet til at forstå, og kulturen har faktisk rigtig gode argumenter på hånden for dens eksistensberettigelse i et moderne, demokratisk land. Vi har blot ikke hidtil været gode nok til at underbygge og dokumentere dem. Sandheden om den er der, den skal blot formidles i en form, så alle forstår at værdsætte den. De midler, der tilføres kulturen, skal betragtes som investeringer, der dels understøtter et vækstmarked, og som videregiver store afkast, om end det måske ikke i første omgang er et direkte økonomisk afkast. Det fokus, der er på kulturen lige nu, og de positive tendenser og signaler, vi modtager fra alle sider, skal vi bruge konstruktivt til at skabe vores platform for fremtiden i et spændingsfelt med både staten og erhvervslivet som partnere. Det vil være helt forkert at forholde sig passivt og afventende til formuleringer udefra. Nej, kulturlivet har en stor opgave foran sig med en bred og åben dialog. De overvejelser bør gøres i fagforbundene, internt i de store institutioner og på kunstskolerne. Med udgangspunkt i et åbent symposium kunne man måske ligefrem skabe et nyt, dynamisk forum med repræsentanter for alle kunstarter og fra mange forskellige led i hierarkierne, et netværk og et organ af kulturens vismænd, der med overblik og indsigt kan forudsige og kortlægge udviklingen, og som med engagement og dynamik kan blæse til handling, begejstre og motivere og være med til at definere kulturens fremtidsrolle i det danske samfund.